Måned: august 2012

Bagefter. Efterlade. Og om garager og rod.

Tænk. Se her: Amerikanerne. Deres garager er så fyldt op med rod og ting og sager at kun 25% har plads til bilen. Vildt! Og hvordan ser det så ikke ud på lofter, skabe, skuffer, udhuse…

Da jeg så dette, blev det endnu en motivation til oprydning: Der er nogen, der skal rydde op efter mig en dag! Og jeg synes helt ærlig ikke, jeg kan tillade mig, at overlade det besvær til andre.

Ja, det er kedeligt, træls, svært at rydde op og give væk. Sortere. Og det er en udfordring at stoppe med at købe nyt. Men der er så meget andet i livet end dét. Oplevelser, der ikke fylder “fysisk”, men beriger, glæder og lagrer sig i din indre “garage”. Hvad med at samle til huse dér, i stedet for… ?!

Og så ligger det dér og samler støv. Renselse og nye begyndelser.

“For ikke så længe siden overværede jeg en auktion over de effekter en hjælpepræst havde efterladt sig, for han havde ikke ligget på den lade side i sit liv: ‘Det onde, som mennesker gør, lever efter dem’.

Som sædvanlig var det skrammel det meste af det, ragelse som var begyndt at hobe sig op allerede mens hans far levede. Blandt andet var der en tørret bændelorm. Og nu, hvor disse ting havde ligget et halvt århundrede på hans loft og andre støvede steder, blev de ikke brændt. I stedet for at forsvinde i et bål, en rensende ødelæggelse, kom de på auktion. Naboerne stimlede ivrigt sammen for at se på dem, købte dem allesammen og bar dem omhyggeligt hjem til deres støvede lofter, hvor de kan have dem liggende til deres bo engang skal gøres op, så det kan begynde forfra.”

Henry David Thoreau, Walden – Livet i skovene, s. 63.

Thoreau beskriver senere i sin tekst en renselsesfest, der hvert år foregår hos Muclasse indianerne:

“Når en by holder dansefest […] har de først forsynet sig med nyt tøj, nye gryder og pander og andre slags køkkentøj og bohave, og derefter samler de alt deres slidte tøj og andre foragtelige sager, fejer og rydder deres huse og torve, hele byen, for snavs, som sammen med det tiloversblevne korn og andet gammelt forråd bliver lagt i en stor bunke, som de så lader ilden fortære. Når de har taget medicin og fastet i tre dage, slukkes al ild i hele byen. Under fasten afholder de sig fra at tilfredsstille såvel sult som alle andre drifter. Der udråbes genrel amnesti: alle lovbrydere kan vende tilbage til byen.”
“om morgenen den fjerde dag tænder ypperstepræsten ved at gnide tørre træstykker mod hinanden et nyt bål på det store torv, og derfra kan alle byens husstande forsyne sig med ny og ren ild.”

Så holder de festmåltid på nyhøstet majs og friske frugter og danser og synger i tre dage, “og de næste fire dage modtager de besøg og glæder sig sammen med venner fra nabobyerne, som på samme måde har renset og forberedt sig.”

Henry David Thoreau, Walden – livet i skovene, s.63-64

Med de kæmpelagre af ting og skrammel vi samler til huse nu om dage, ville det nok være en global katastrofe, om vi smed alt på bålet. Men selve tanken om at gøre sig fri og blive renset og starte på en frisk… Og tanken om ikke bare at overtage andres ting og stille det på loftet… Tjah… Det hele handler om frihed, tror jeg. At føle sig fri, frisk og klar til en ny start. I stedet for at slæbe mængder af ting, skidt, skrammel med sig fra andre, fra os selv. Men, ja… gøre os fri. Tanken føles befriende og lys. Synes jeg. 

Drømme som vejvisere. Når du ser en reklame eller et hus, du simpelthen bare MÅ have!

Jeg ved jo ikke om Det Hus* nogensinde bliver vores. Eller måske. Vi må jo selv sørge for at realisere vores drømme. Men det kan jo også godt være, det handler om noget helt andet. Ligesom når man ser noget i en reklame, og man tænker, at anskaffer jeg mig dét, så får jeg også dét. Men hvad ER det der “det”?

Jeg springer lige lidt i mine fortællinger: Jeg husker, jeg engang fik et H&M katalog. Dér var noget tøj, jeg simpelthen MÅTTE have. Jeg bestilte det og fik det og var da også glad for det. Men det var jo ikke NØDVENDIGT. Jeg gav mig til at tænke over, hvad det var, som gjorde, at jeg simpelthen måtte eje det tøj. Jeg kiggede igen i kataloget og så, at bag modellerne var smukke bjerge, natur, luft…

Bingo.

Jeg ønskede mig natur. Bjerge. Luft… Frihed?! Ah… det kan man jo ikke købe sig til. Men der gik en prås op for mig. Der var altså et skjult behov bagved mit umiddelbare behov.

Tilbage til huset.

For det er klart, at jeg har tænkt på, hvad det er ved det hus, som sådan kunne sætte et større oprydningsprojekt igang. Et oprydningsprojekt, som skulle gøre det lettere at flytte, komme videre. Rejse lettere.

Og jeg følte mig frem til:

Natur (haw, klitter, frodighed omkring huset.)
Enkelthed (eftersom der kun var ganske få, smukke møbler inde i huset. Ingen ekstra ting, ingen rod, men masser af træ, lys og luft.)
Eventyr. (At bo et nyt sted, ukendte rum, nye muligheder… jeg har en lille nomade i mig og har flyttet ofte, indtil vi købte hus for 6 år siden, suk…)
Frihed (at leje, fremfor eje. Masser af natur omkring, fremfor mennesker og huse. At blive fri for følelsen af at blive iagttaget… )

=

Natur, enkelthed, eventyr, frihed.

Uanset hvad der kommer til at ske, og om vi fanger det hus, vi så, så er disse fire begreber et godt pejlemærke for, hvad jeg/vi ønsker os i vores liv.

Drømme er vejvisere.

Og det gælder også, når du/jeg ser et eller andet du/jeg simpelthen MÅ HAVE. Prøv at vente et øjeblik. Prøv at tænke dig lidt om: Hvad ligger bagved?

Det er en sjov og fin analyse. Som måske ovenikøbet kan spare dig for at bruge flere penge og i stedet gemme penge til det, som virkelig ligger bag…

Prøv!

;O)

*Beklager at linket ikke virker. Det handler om et hus vi så. Et drømmehus.

Tanker før du går i gang. Gør plads til forandring.

”Tanker før du går i gang. Gør plads til forandring

Så skal der ryddes op! Det tredje step er at kigge på dine fysiske omgivelser – derhjemme og på jobbet. Hvad har du brug for og hvad har du ikke? Eller sagt på en anden måde: Hvad giver dig livsenergi og hvad dræner dig?

Det er en god idé at tage dine livsformålsbriller på, når du gennemgår din bolig og din arbejdsplads. Hvilke fysiske rammer og ting skal der til for at leve det, der betyder noget? Hvilke livsværdier er vigtige, og hvordan får du omsat de gode intentioner til et praktisk liv, hvor hverdagen fungerer?”

(Gitte Jørgensen, Simple Living – sådan gør du)

Anne Marie og Kattene

I dag et link til en fin udsendelse med Søren Ryge, som besøger gartneren Anne Marie Kousgård, der har danmarks mindste gartneri:

Søren Ryge besøger Anne Marie Kousgaard. DR.

Og lidt fra en artikel af Søren Ryge, Politiken d. 24.12.11:

”Født i 1938. Faderen havde planteskole og frugtplantage på ejendommen, og Anne Marie besluttede tidligt, at hun ikke ville være inde og lave mad og føde børn.
Hun ville arbejde ude ligesom mændene, og det har hun gjort. Overtog faderens planteskole, da hun var 31 år, og har levet på den og af den siden. Alene med sine elskede katte.”
[…]
”Så er der hverken tid til eller behov for det, som de fleste af os bruger så megen energi ( og penge) på. At sætte hus i stand, nyt køkken, nyt badeværelse, nye gulve, nyt mig her og der. Huset er med enkelstensmur, uisoleret. Vinduerne er de gamle og oprindelige. Brændefyret er 40 år gammelt. Men der er tæt, og når det bliver for koldt, kan hun altid trække ud i det lille køkken, hvor det store komfur lever i bedste velgående. Når det fyldes op med kvas og tørt brænde, knitrer og buldrer det, og der bliver varmt på ingen tid, selv i den koldeste vinter. Det er et utrolig hyggeligt køkken! Også for kattene. Væggene er tapetseret med Anne Maries egne tegninger og akvareller.”
[…]
”Igennem årene har jeg mødt mange mennesker, der som Anne Marie har sat tiden i stå, når det gælder de synlige, materielle udtryk i hus og hjem. De bor på det sted, hvor de blev født, og det skal ingen lave om på. Som regel er denne levevis forbundet med en vis grad af vemod og forfald, med ensomhed og en masse, man ikke spørger om.
Men jeg kan hilse og sige, at intet af dette gælder hos Anne Marie. Huset fremtræder i en ualmindelig hyggelig stand, langt fra enhver tilstandsrapport, og den neddroslede planteskole ligeså. Selv udstråler hun sjælden glæde og energi, og måske er det derfor, at det bekymrer hende dybt, at hendes ben er begyndt at drille.”

Jeg husker bl.a. at hun i udsendelsen fortæller, at hun ikke bryder sig om at blive betragtet. Og at man ikke skal vælge at leve et liv bundet på frygt. Sætninger sagt i en samtale om dét valg, at bo langt ude, væk fra mennesker og by.
Ord, som jeg har i min hukommelse (selvom jeg måske ikke husker dem helt korrekt), fordi de gjorde indtryk…

Men klik dig ind i udsendelsen og se de skønne billeder fra gartneriet og hendes hjem. Og lyt til hendes tale…