Måned: november 2013

Hvor de vilde tanker gror. Dorthe Nors og Andrea Hejlskov.

Jeg blev jublende glad, da jeg så, at dette interview er lagt på youtube. To stærke, seje, smukke kvinder i samtale. Kvinder, der kan noget med ord. “Hvor de vilde tanker gror”.

”Jeg tror, vi har mistet vores fornemmelse for, hvad natur ER. […] Jeg tror, at for mange mennesker er naturen det andet. Det er det, der er væk fra os. Det er noget, vi skal aflæse eller kigge på og ikke noget vi som sådan er en del af. Eller også er det en romantiseret forestilling om noget, der er kønt og pænt og kan betragtes, i stedet for noget man selv er involveret i og er et stykke af. Og det er noget man kan bruge. Det er en ressource, vi bare kan gå løs på.”

Lyt til flere ord om havet, cyklisk energi, kvindelig kraft, strømme under overfladen… om det mekaniske, om porte og om litteraturen kan redde naturen. Andrea Hejlskov interviewer forfatteren Dorthe Nors på Bogforum.

Ps – har du ikke læst “Minna mangler øvelokale” af Dorthe Nors – så gør det! Det er en skøn, skøn bog!!!

Hvor er du? Og. Hvad vil du have?

Hos En kvindes bekendelser, læste jeg om at være på den rette hylde og hun referer til Grethen Rubin, der taler om Drift: Er du der, hvor det føles rigtigt, eller flyder du bare med, fordi det, du er i, kender du. Er tryg ved. Men måske føles det alligevel, som om det er noget andet, der kalder… Jeg har fundet en video, hvor Rubin taler om Drift. Det giver måske lidt et billede, lidt at tænke over…

Men hvordan ved man så, hvilken hylde der er den rette? Hvordan finder man “det”? Tjah…
Jeg snublede tilfældigt over denne video med “Teal”: How to Discover what you want.

How to disover what you want.

Jeg betragter ikke mig selv som spirituel. Jeg har simpelthen så svært ved at gribe begreber som “universet” og alt omkring law of attration. Det fiser simpelthen ikke ind. Jeg forstår det – teoretisk, men jeg kan bare ikke… tage det ind.
Nå.
Teal kommer også ind på de her ting. Og jeg må indrømme, at her gør det altså indtryk på mig. Alt hvad hun siger, er ord, jeg kan bruge.

Det er mange uger siden, jeg lyttede, og jeg noterede og noterede og inddrog mine egne ønsker og liv,
og så sker der en masse andet og jeg glemmer det igen… Gamle vaner tager over, jeg går i “drift”, og nye uventede ting dukker op, og jeg mister min røde tråd.

Drift.*

Men prøv at lytte til disse to kvinder.
Se, om det kan give dig lidt, hvis du som mig, søger.


*Tilføjelse: Drift (engelsk) = laden stå til/følge strømmen.

Så er det snart jul.

Julegaver

Så er det snart jul.
Modtager man reklamer i sin postkasse, forestiller jeg mig, at det nu vælter ind med ting og sager, man kan købe.

Men husk:

“Before you make the decision of what to spend, know that …
Nothing you buy will make you a better person.
Nothing you give will make someone love you more.
Spending won’t make you happier.”

Det er så bragende godt sagt! Citatet er fra Bemorewithless.com og hvor ofte jeg end har læst med derinde, har jeg overset ovenstående citat – og fandt det takket være Köpstoppsbloggen. Köpstoppsbloggen er en informativ og tankevækkende blog om forbrug, som jeg vil anbefale dig at besøge!

Og mig? Jeg er forlængst hoppet af julegaveræset. Jeg har sagt fra og forklaret og er blevet mødt og forstået.
Jeg giver gaver til mine børn. Og det er så det. Og det har jeg det rigtig, rigtig godt med!!!
(Og køber/laver gaver til mine forældre, fra/sammen med mine børn. Det har jeg det også rigtig, rigtig godt med!!!)



(Ps. Genlæs evt. The Deadweight loss of Christmas.)

Kvinder og den tabte skaberkraft.

“Jeg har set kvinder arbejde i mange, mange timer i et job, de hadede, for at kunne købe dyre ting til deres hjem, mænd eller børn. De skubber deres ikke helt små talenter totalt i baggrunden. Jeg har set kvinder insistere på at gøre hele huset rent, inden de kan sætte sig ned og skrive … og du ved selv hvordan det er med rengøring … man bliver aldrig færdig. En perfekt stopklods for en kvinde.

En kvinde skal passe på, at overdreven ansvarsfølelse eller respekt ikke stjæler den hvile, musikglæde og begejstring, som er nødvendig for at hun kan skabe. Hun er nødt til at slå i bordet og sige nej til halvdelen af det, som hun mener, hun “bør” foretage sig. Kunst skal ikke kun skabes i stjålne øjeblikke.

Når en kvinde prøver at tilrettelægge en kreativ idé, spredes planer og projekter for alle vinde og bliver mere og mere usammenhængende og rodede. Hun søger ikke konkret at opspore den, fordi hun igen ikke har tid til at skrive det hele op og tilrettelægge det, eller hun bliver distraheret af så mange ting, at sporet forsvinder for bestandig.

Det sker også, at omgivelserne misforstår eller ikke viser respekt for kvindens kreativitet. Det er hendes egen opgave at forklare dem, at når hun har “dette udtryk” i øjnene, betyder det ikke, at hun er et tomrum, som venter på at blive fyldt. Det betyder, at hun afbalancerer et stort korthus af tanker på en enkelt fingerspids, og at hun omhyggelig holder alle kortene sammen med bittesmå krystalsplinter og en smule spyt. Og hvis bare hun kan få det hen til bordet, uden at det falder sammen eller blæser væk, kan hun omsætte et billede fra den usynlige verden til virkelighed. Snakker man med hende i det øjeblik, påstår der en harpy-vind, der hvirvler hele konstruktionen væk. Taler man til hende i det øjeblik, knuses hendes hjerte.

En kvinde kan alligevel netop begå denne forbrydelse mod sig selv ved at snakke så meget om sine ideer, at al spændingen går fløjten. Eller ved ikke at slå i bordet, når folk stikker af med hendes kreative værktøj og materialer. Eller hun glemmer simpelt hen at købe det rigtige udstyr, der skal til for at hun kan realisere sit skaberværk. Eller hun standser så mange gange og begynder forfra, at alle og enhver afbryder hende efter forgodtbefindende, og hele projektet falder fra hinanden.

Hvis den kultur, som en kvinde lever i, angriber sine medlemmers skabende funktion, hvis den spreder eller knuser en hvilken som helst arketype eller forvansker dens form og indhold, bliver den indarbejdet i medlemmernes psyke i den knuste tilstand. Det bliver en kraft med en brækket vinge i stedet for sund energi fyldt med livskraft og muligheder.

Når disse beskadigede faktorer, der bestemmer om det skabende liv bliver til noget og hvordan det næres, aktiveres i en kvindes psyke, er det svært at få bare en anelse om, hvad der er galt. Opholder man sig i et kompleks som det beskrevne, er det som at være i en sort sæk. Det er mørkt, du kan ikke se, hvad der holder dig fast, du ved bare at du er fanget. Dermed er vi midlertidigt ude af stand til at få orden i tankerne eller prioritere dem.”

Der er så meget at sige om dette kapitel og denne bog, hvilket gør det svært, at afslutte et citat… resten af bogen skulle jo lissom med, her. Jeg kan kun anbefale dig, at gribe den på biblioteket og fordybe dig. Jeg har ikke selv læst hele bogen. Det er en bog, jeg tager frem engang imellem og fordyber mig i, i tilfældige sider og kapitler, og går altid beriget derfra.
“Kvinder der løber med Ulve” af Clarissa Pinkole Estes. Kapitel 10, “Rent vand: Næring for kreativiteten”.

Kapitel 10: Rent vand: Næring for kreativiteten

SKAB DIG!

“Nogen siger, det kreative liv er tanker, andre siger det er handling. I reglen er det tilsyneladende noget ganske enkelt. Det er ikke virtuositet, selv om det er glimrende i sig selv. Det er kærlighed til noget, at elske noget – et menneske, et ord, et billede, en tanke, landet eller menneskeheden – så højt, at man kan udrette alt med denne overflod. Det er ikke et spørgsmål om at ønske det, ikke en enkelt viljebestemt handling. Vi kan bare ikke lade være.”

Fra “Kvinder der løber med Ulve” af Clarissa Pinkola Estes.

Jeg har vist aldrig vist Majbritte Ulrikkeholms tekst om skaberkraft herinde. En opfordring til at SKABE DIG!!!

Uddrag fra Majbritte Ulrikkeholms bog ”Det magiske rum”

At være et kreativt menneske handler ikke kun om at være kunstner. At være kreativ handler om at skabe –

den verden, man ønsker at opholde sig i,
omgivelser,
bolig,
den mad, man ønsker at spise,
venskaber,
arbejdsforhold

og i sidste ende: SIT LIV og SIG SELV.

Allerede her kunne man støde på den første modstand, for hvordan i alverden kan man bilde sig ind at skabe sig. AT SKABE SIG er forbundet med en masse negativitet i vores kultur, hvor udtrykket at skabe sig bruges om en person, som forstiller sig eller er utålelig over for andre. Prøv et øjeblik at tænke på en person, der skaber sig………………..
Personen bruger måske en for kraftig stemme, ler for højt, danser for larmende, optager for meget plads i lokalet med sine flagrende bevægelser, hopper på bordet.

Nej, hvor du skaber dig!

Denne bemærkning har de fleste mennesker hørt i et øjeblik, som egentlig var forbundet med stor glæde. Dans, sang, latter. For det er sandt, at man skaber sig. Også når man er for meget. Hvor højt kan jeg le? Hvor meget kan jeg danse? Hvor vidt rækker mig stemme? Jeg ved ikke, hvorvidt min stemme rækker, før jeg kender lyden af mit eget intense skrig, før jeg har afprøvet den yderste grænse. Og det er egentlig det, barnet gør uden at tænke noget særligt over det. Kan jeg sige som en tiger, en løve, en ko? Kan jeg forestille alt muligt, og kan jeg skabe mig selv igennem alle disse forestillinger?

Nej, hvor du skaber dig!

Og det nødvendige arbejde for at udvikle sig til et kreativt menneske er allerede spoleret, inden det overhovedet kom igang…”

Giv det videre…

Giv det videre…

Første gang jeg mødte denne tanke, var for mange, mange år siden, hvor jeg læste en bog om en mand, som cyklede rundt i Amerika med en sammenfoldelig cykel. På et tidspunkt skal han (og jeg husker helt ærlig ikke om det er hovedpersonen eller en anden, men det er også lige meget…) bruge penge, men han har ingen penge. Har spørger en anden, om han kan låne, og det er virkelig noget han har svært ved, det her med at låne penge… Og så giver den anden ham de penge han skal bruge, men giver stærkt udtryk for, at han ikke ønsker pengene tilbage. I stedet ønsker han, at låneren engang i fremtiden skal give pengene videre til en anden, som får brug for det.

Det gjorde vildt meget indtryk på mig. Denne måde at hjælpe hinanden på.

En del år senere så jeg filmen Pay it forward. Det handler egentlig om det samme, måske lidt mere “systematisk”, men alligevel. Filmen kan du se gratis på Filmstriben, hvis du har kode/adgang til dit folkebibliotek. Klik dig ind her: Pay it forward – Filmstriben.

(Og kender du ikke Filmstriben, kan jeg varmt anbefale det. Mange gode film for både børn og voksne. Du kan låne/se et antal film gratis hver måned – jeg husker ikke hvormange. Og det hele kommer også an på, om din kommune tilbyder adgang til filmstriben. Men læs mere på Filmstribens hjemmeside.)

Vinderen af “og DEN STORE FLUGT”

Kære Alle,
tusind tusind tak for jeres kommentarer og deltagelse i den allerførste give away her på Slow Living.

Jeg blev både glad og rørt, da jeg læste hvad I skrev. Mange er jeres kommentarer er fortællinger fra det virkelige liv, fortællinger om hverdage, drømme, at være på vej, at vælge vej, at trives i det man er i, at være rummelig overfor forskelligheder, taknemmelighed for generationer før os, taknemmelighed for det, det moderne liv giver os, taknemmelighed for stilhed, taknemmelighed for flugtveje…

Den Blå Kande...

I dag fik I alle et nummer
og alle numre blev hældt i en blå kande,
og min store søn har udtrukket en vinder,
og det blev nr. 5 på listen,

og Miri,
Vandre blandt ege,
det er dig!

STORT tillykke!
Jeg sender dig en email.

Igen TUSIND TAK for jeres ord og opbakning til denne konkurrence!

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov. Anmeldelse og Give Away.

”Folk har glemt, at ting tager tid. Et bål er ikke bare noget, man kan tænde for med en stikkontakt. Et godt bål kræver omsorg og opmærksomhed.”
Han sad på hug og vågede over bålet, som om det var et lille barn.
”Folk har glemt, hvordan den virkelige verden er. De lever i en verden omgivet af maskiner og knapper. On. Off. Lys, der bare tænder. Sådan er der jo ingenting, der er i den virkelige verden! Nej.” Han rystede på hovedet og lagde flere grene på. ”Den virkelige verden kræver din absolutte opmærksomhed.”
(Kaptajnen, s. 57)

Citatet er fra Andrea Hejlskovs bog ”og DEN STORE FLUGT”.
Fra bogens bagside:

“Hvad sker der, når en moderne familie forlader det moderne samfund og flytter langt ud i skoven?”

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov

Jeg blev spurgt, om jeg ville modtage en bog og anmelde den.
OM jeg ville!!

Jeg har fulgt med Andrea og hendes familie, her på sidelinien, bag min skærm, i stilhed. Første gang jeg skrev om Andrea Hejlskov her på siden var i september 2011: And the great escape. Husker, da det blev vinter, og jeg besluttede mig for ikke længere at følge deres blog i en periode, for hvadnuhvis de ikke skrev, var der så sket dem noget og så kunne jeg godt finde på at sende dem en helikopter. Dét kunne jeg ikke lige helt overskue.
:O)
Og nu står jeg med en grøn bog i hånden, unik, med fornemmelsen af en skovperle, og bogstaver, der fordyber sig i omslaget.

Og selvfølgelig klarede de vinteren. For de er seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Ude i skoven er de seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Han sukker og konstaterer: ”Når man først sætter sig ned, dør man”. (Jeppe, s. 231)

Men man kan godt dø indeni, når man befinder sig mellem ledningsnet og mure og isolation og computere og hvertsitrum og supermarkeder. Når behovet for menneskets oprindelige FUNKTION dermed forsvinder; at skabe de basale vilkår med hænder og hjerte: Oprindelige funktioner, som at tænde et bål. Dyrke sin mad. Bygge sit hus… Det hårde arbejde med at få tingene til at samarbejde med naturen, naturens cyklus, menneskets cyklus, når både natur og mennesker har sin egen orden, sit eget kaos, sit eget vejr. Det, som vi/det moderne menneske er fuldkommen fremmedgjorte overfor, fordi vi så ihærdigt vil bringe alting i orden: Regler, kontrol og følelsesneddysning via elektroniske adspredelser og dingenoter.

”Herhjemme er jeg bare en bunke livløse knogler, men da vi var i Sverige, huggede jeg brænde helt af mig selv og hentede vand, uden at nogen bad mig om det.” (Sebastian, s. 45)

Og vi lapper på det hele, på al vores apati, med at købe ting og andre flugtveje.

”Jeg er så skidetræt af ambitionerne, og den måde ingenting er godt nok, den måde jeg altid burde få mere, være mere, opnå mere. Det er håndtasken jeg gav den til mig selv som belønning, for jeg havde siddet i et kommunalt rum og fortalt de kommunale mænd om innovation og kommunikation, og det var mig, der var ildsjælen, og der var ild i mit hår, og håndtasken var en belønning, en belønning – jeg fyldte den med al min make up fra Mac. Tusindvis af tusindvis af tusindvis af kroner, jeg havde brugt på øjenskygge i turkis og læbestift i revolutionsrød; jeg havde malet mig med krigsmaling, som om jeg var i krig, med i virkeligheden sad jeg bare henne på kommunen.” (Andrea, s. 42)

…og det er jo det vi gør. Vi kravler rundt i ambitioner og udefrakommende succeskriterier og vi belønner os, for at holde modet oppe og for at fortælle os selv, vi er noget værd.

Er det virkelig noget at stræbe efter, helt ærligt? Der er altså nogen, der tjener kassen på, at vi har det så skidt. Og samtidig trækkes tæppet væk under Moder Jord, fordi det trækker på råstoffer og ressourcer, og så er der bare ikke noget til vores børn.
Er det hæderligt? Er dét VÆRD? Og er det det værd?
De spørgsmål føler jeg hænger i luften, når jeg læser bogen. Bogen spiller bold med mig, min refleksion.

Hmmm…
Jeg har før fortalt om bøger herinde, men jeg har vist aldrig som sådan skrevet en anmeldelse før. Og jeg bliver nødt til at skrive min subjektive oplevelse af denne bog og måske flyder den sammen med min egen verden og den verden, jeg oplever. Så sådan en anmeldelse bliver det: En sammenflydningsanmeldelse.

De første mange, mange sider græd jeg. Fordi jeg har set og mærket ‘det’ i mange år.

At læse et andet menneske sætte ord på sin oplevelse
og mærke mig selv, i dét,
er bare for meget på den gode måde.

Når jeg læser, kan jeg mærke, at jeg er ikke alene, jeg er ikke forkert: Når jeg læser om Jeppe, der dør i sin fleecetrøje, Jeppe, som graver organiske huller i haven og i protest får lyst til at sætte de grimmeste parcelhusblomster mellem hækken og ud mod vejen. Udlejeren, der klager over at hækken ikke er klippet lige nok. Og ikke mindst Jeppes oplevelse af at købe ind:
”Han fortalte mig om, hvordan han gik i stå ved en eller anden hylde og ikke kunne vælge blandt de 800 produkter af samme slags […] …han sagde, det var ikke kun produkterne, det var også lyset nede i butikken, der var baggrundsmusikken og baggrundsstøjen, der var lugten af produkter, den kolde lugt af stål og madvarer pakket ind i plastik, lugten af jerndøre og metalhylder, lugten af andre menneskers parfume, lugten af hund, lugten af frikadeller henne fra delikatessen.” (Om Jeppe, s. 16-17)

Det kom lidt bag på mig, at Jeppe på den måde lynhurtigt blev hovedpersonen i min læsning.

Bogen er i mine øjne en (subjektiv) fortælling om, hvordan vi som mennesker er ved at dø. Vi dør i vores ting, vores uopmærksomhed, vores isolation, vores fremmedgørelse, vores underligt-sammenskruede-ambitioner.

Og at alternativet, at flygte ud i skoven, bestemt ikke er NEMT og enkelt. Eller romantisk eller lutter idyl. Men. Men hvad?

Ja. I mine øjne absolut et mere hæderligt liv. Og lykkestunderne oplyser det hårde arbejde.

Det moderne menneske kan ikke flygte og starte fra Nul. Det starter fra Under Nul. Familien starter under nul. Fordi de (vi) er skadede. Vi er fyldt med unaturligt polyesterfyld, der først skal pilles væk.

Jeg ved ikke, om jeg ville turde begynde at pille ved mit eget ”fyld”.
Men at vedblive at undvige, er det helt ærligt et hæderligt liv? (Når jeg skriver hæderligt, mener jeg måske autentisk. Jeg er ikke afklaret.)
Selvom vi for år siden valgte at gå ned i levestandard, og jeg blev hjemmegående, føler jeg mig stadig langt væk fra “dét”, som jeg ikke helt ved, hvad er.
Walk the talk.
Jeg bliver jo nødt til at tage stilling. Det gør bogen også ved mig: Noget med at tage stilling.

“Jo, vi kunne blive ved med at lede efter muligheder og blive ved med at vrage de muligheder vi fandt, fordi det ikke lige … passede. Men vi kunne også bare gribe de muligheder, der blev os givet.
Dén aften gentog han ordene: “Det farligste er at have erkendt noget – men ikke gøre noget ved det.”
(Andrea/Jeppe, s. 23)

((Eller: Jeg kan også bare lægge mig til at sove igen… Lade være med at tage stilling. Finde mig en fleecetrøje.))

Andrea Hejlskov fortæller om brændeovnsdetaljer, så jeg kan se det for mig, og jeg er derfor inviteret med. Hun fortæller om lykkestunder med blå guldsmede og brødrekærlighed, og jeg er inviteret med. Hvordan ild ikke bare er ild. Ild er forskellig. Ild fra birkebrænde er dén varme, som i Andreas univers kommer til at skabe HJEM. Og jeg er inviteret med. Hun fortæller om sine hænder, og jeg kan føle, fornemme og mærke.

Der er så mange fine øjeblikke. Og Andrea DELER.
Der er så mange sorgfyldte øjeblikke. Og Andrea DELER.

Det er en bog, jeg havde svært ved at lægge fra mig. Engang imellem skulle jeg have en pause, for at trække vejret og for at vende tilbage, spændt på hvad de næste ord, sætninger, sider, ville fortælle mig. Andreas leg med ord, ord der er både bløde og skarpe. Og ikke ét eneste sted kedede jeg mig. Og alle sider bragte gaver til mig.

Og jeg kunne skrive meget mere om denne bog, for eksempel om husbyggeriet og al den smerte, der fulgte, men det er jo ikke meningen, jeg skal genskrive bogen. Så nu kommer der nogle enkle punkter, jeg gerne ville have berørt og uddybet:

Tak for du skriver så åbenhjertelig og uslebent om det hele.
Tak for du deler Silas’ oplevelser, når han har det svært. Jeg var bange for, om det var udeladt. Selvom jeg egentlig godt var klar over, du ikke ville udelukke. (Kram til dig Silas. Du er en sej gut!)
Tak for du deler jeres affaldsproblem og problemerne omkring plastik. Megavigtigt i mine øjne.
Tak for ord fra Sebastian omkring ting, der hele tiden går i stykker: ”Det er fordi, tingene ikke er særlig robuste […] De fleste ting egner sig ikke til den slags liv, vi lever. Vi bruger jo virkelig tingene.” (s. 161) JA! Mere kvalitet, mindre kvantitet, tak! Mere brug, mere liv. Færre dårlige ting. Tak.
Tak Andrea, for fortællingen om dig og ambitionerne, som ryger i containeren. Og tak for du berører det lineære tidsbegrebs betydning.

Så hvad så nu.
Min tanke er, at vi må huske at takke generationer, som knoklede for at bygge et samfund op.
Min tanke er også, at jeg måske generaliserer for meget, når jeg skriver man, vi, dem, os, i min anmeldelse. Jeg roder rundt i hvem vi/de/man er. Og generalisering kan jeg selvfølgelig ikke tillade mig… Hmmm…

Det er bare som om, der er noget, som er gået helt galt og blevet ”for meget”. Nu. Og “og DEN STORE FLUGT” viser på smerteligste vis denne families kamp mod dette “for meget”.

Bogen får mig også til at reflektere over: Hvad vil jeg selv? Hvad er frihed for mig? Og min familie?

Og svaret? Svaret falder omkring mig som byggeklodser, en borg, jeg skal i gang med at rydde op i og bryde ned.

Sammen med dén kendsgerning, at jeg lever i en uduelighedszone: Jeg tror ikke nok på mig selv til, at jeg kunne leve i skoven. Eller naturen. Mine muskler er på en måde døde af mangel på liv, jeg er slatten og slap og jeg har ingen viden om hverken planter og jeg kan ingenting praktisk og min urkraft døde med den lineære tidsopfattelse.
Jeg er fanget i en uduelighedszone – og hvor kom den egentlig fra? Uduelighedszonen? Og er det sådan, mange af os har det?

Åha. Det er svært, at anmelde en bog, som jeg har læst med hjertet. Jeg har nu læst denne, min, anmeldelse tusind gange og det kan aldrig blive godt nok eller rigtig nok. Jeg har allerede skrevet al for meget. Bogen gemmer på meget mere… så fang den, et sted. Og læs den.

“Og jeg læser. Med sommerfugle i maven og konstant grådlabil. Med kærlighed.” skrev jeg på Instagram.
Måske kunne jeg have nøjes med at skrive dét,
her.

Nu sidder jeg med en lukket bog, og en verden der åbner sig. Hvis jeg vil.

Bogen og Den store flugt udgives 5. november 2013. Limfjordsforlaget står bag udgivelsen. Bogen er støttet med crowdfunding, hvor jeg selvfølgelig er én af crowdfunderne, anonymt dog, og jeg er både glad og stolt over, at have støttet tilblivelsen af denne smukke, smukke bog…

Signe Kjærs illustrationer pryder bogen. Signes (i mine øjne) lidt rå streg, passer fint ind i fortællingens sfære. Råt. Og smukt. Det lidt skæve. Og tydeligt nærværende og oplevelsesrige. Sådan ser jeg Signes streger.

Besøg Stines blog. Så fint…
Signe Kjær.

Andrea og Jeppes hjemmeside/blog kan I finde her:
& THE PIONEER LIFE

Jeg blev spurgt, om jeg ville have en ekstra bog til give away og jeg sagde TAK, for tænk at kunne bringe sådan en gave videre til jer. Jeg har aldrig prøvet give away før, så bær over med mig hvis noget kludrer. :O)
Læg en kommentar, hvis du vil være med. Du kan lægge en kommentar indtil søndag d. 10. november kl. 11.30. Vinderen udtrækkes søndag eftermiddag d. 10. november.