Måned: juni 2016

Oplevelsesdeling eller ejerskab. Om børn og butikker. Uden jeg ved noget om det.

At gøre mig klog på børneopdragelse er nok det sidste, jeg skal kaste mig ud i.
Godt nok er jeg mor til to, men jeg har aldrig kunnet “regne den ud” eller haft nogen hensigt. Det kan jeg slet ikke overskue. (Det er heldigvis gået godt alligevel.)

SÅ det her er bare en betragtning og en tanke:

Jeg tror ikke børn er født forbrugere eller med ønsket om ejerskab af noget.
Hvis du går med et lille barn og det peger på en flot bil eller en fugl i et træ, er det for at dele oplevelsen og ikke for at barnet vil eje den flotte bil eller fugl. Og det er også vores forventning, som voksne: Vi går en tur, vi ser nogle ting og vi deler oplevelsen.

Men (og nu kommer min lille, måske uberettigede, betragtning) der sker noget med os (voksne), når vi går ind i en butik. Vi går fra et rum til et andet. En ny forventning.

Men barnet er vel stadig “bare ude at gå tur” og fortsætter med at pege på de utallige fantastiske ting, der står på hylderne i en butik. Men i stedet for positiv deltagelse fra den voksne, kommer der nu et rumlende udbrud fra den voksne: “NEEEEEEEEEEJ; DET MÅ DU IKKE FÅ!!!!!!!!!”, og så er det da ikke så sært at barnet stikker i utilfreds, ulykkelig mine, eftersom dets hensigt var at dele en oplevelse, men bliver mødt med sådan en tvær voksen med arrigt ansigt.

Den voksne har, inde i sit hoved og i sin forventning/erfaring, skiftet scenarie/rum. Men barnet ved det ikke. Barnet lever stadig i sin gå-tur, sin dele-verden.
Tænker jeg.

Det er selvfølgelig bare noget, jeg har set engang.
Det er slet ikke sikkert, det er sådan, som oftest.

Men det satte bare nogle tanker igang og er en af de ting, jeg selv fik båret ind i mine børns verden, at vi deler oplevelsen, vi snakker om det, men vi behøver ikke eje det.
Og for mig selv, når jeg trisser rundt i en by med butikker, så kan jeg kigge og kigge og det er sjovt og jeg snakker med mig selv inde i mit hoved, sikken fest og farver, men jeg behøver ikke eje det.

Vores børn er ikke forbrugere. Det er os voksne, der er blevet det. Og det gør vi så alt for at give videre i vores fremfærd. Selvom det nok egentlig ikke er det, vi vil.

Det er en skør verden.

(Jeg ønsker ikke at træde nogen over tæerne. Og forældre er altid skydeskiver for hvadsomhelst, hvilket er virkelig trættende. Jeg giver bare en tanke videre. )