“Enden på verden som vi kender den”.

“Enden på verden som vi kender den”.

Hej Dig.

Så blev verden pludselig anderledes.
Det er klart, det sætter tanker igang, at mange af os nu hjemsendes og verden på en måde går i stå.
Og hvem ved, på en måde starter på ny?
Erlend Loe har skrevet en bog. Enden på verden som vi kender den.

Jeg står med en dyb, dyb taknemmelighed for det sundhedspersonale, som nu kæmper og arbejder hårdt, i DK og worldwide. Deres erfaring, kundskab, at de stiller op, arbejder, hjælper.
At vi har en minister, som er en “rigtig voksen” og tager ansvar. Tak!!! Jeg er lykkelig over, at mange af os nu kan blive hjemme “uden tvivl”. At det er det her, vi skal. Hverken mere eller mindre.

Jeg tænker, når den første panikhamstring overståes, at så finder vi et spirende fællesskab. Måske i første omgang “i ånden”, via samtale (også online), men måske på sigt et mere praktisk menings-samarbejde. Vi aner jo ikke rigtig, hvad fællesskab er. Vi ved, hvad individualisme er: at tænke på os selv og vores aller nærmeste. Det ligger i vores kultur. (Vi scorer højt på individualisme i Hofstedes kulturdimensioner, hvis man har lyst til at nørde lidt… )

(Tilføjelse: Jeg har netop læst en artikel på DR omkring hamstring og dét, at være sig selv nærmest ct. fællesskab. Og på en måde, er det jo egentlig vældig interessant, at vi nu udlever noget af “det vilde, biologiske” som åbenbart stadig findes i os. Læs artiklen her: Professor om hamstring: ‘En panikreaktion, hvor man vil redde sig selv’ )

Kan I huske “the blue zones” som Sisse Fisker lavede et tv-program om? “Livets opskrift”. Det var virkelig inspirerende. Her gik fællesskaber, fødevarer, natur, liv, glæde, arbejde op i en højere enhed.
(Man kan rent faktisk gense programmet for tiden på DR. Klik her: Livets opskrift, DR.)

Og det er sådan noget, jeg tænker på: Tænk, hvis vi kunne lære lidt af dét. Fremfor al den ragen til sig af udlandsrejser, store tv-skærme og modetøj. Men det livlige fællesskab. At se mod månen en mørkenat. Være taknemmelig for det rene drikkevand. Spontant holde en fest med venskabsmusikanter (og man behøver ikke “købe nyt tøj” ). Stille spørgsmål til vores bekvemmelighedsafhængighed. Blive inspireret af andre, som formår at træde ud af denne bevidstløse strøm af forbrug, individualisme, selvtænkeri, lineær tidsopfattelse. Favne de feminine værdier i langt højere grad: Det er en dødhamrende nødvendighed mod patriarkatet, hvis vi skal forsætte med at leve på denne her smukke planet.

Men hvad ved jeg.
Jeg er selv et produkt af min tid. Fællesskabs-fremmed. Og jeg er 50. Så jeg er jo ikke en af de unge og smarte, og kan en halvslidt kvinde overhovedet tillade sig at sige noget?
(Ja!)
Det er også noget, jeg ønsker kunne være anderledes: At vi i stedet for at være “delt op” i “os og dem” (mht. f.eks. alder, geografi, farve osv.) bruger hinanden på tværs af generationer. Og kulturer. Og alting. Jeg vil gerne bruges. Jeg vil gerne danse, uanset alder. Jeg vil gerne tale med dem, som er yngre, og dem som er ældre, dem som kommer fra andre steder, end mig. Altså, virkelig TALE. Og være. Vores visdom, vores erfaring, vores tvivl, usikkerhed, sårbarhed, vores styrker, alt det som svinger i takt med, hvor vi er i vores livsfaser, hvor vi er fra og hvem vi er. Denne menneskelige diversitet gør, at vi sammen, som helhed, er stærke og levende. Ligesom biodiversitet for planter: Får forskellige planter lov til at leve sammen, i stedet for den monokultur, der findes nu, beskytter de hinanden, tager vare på hinanden og får hinanden til at vokse bedst. (Biodiversitet ♥)

Jeg tror, der er en sammenhæng i det hele. At det handler om livets frodighed, både for mennesker og andre dyr, planter, fisk, insekter, fugle, svampe…

Jeg er ked af, hvis det lyder, som om det rabler for mig.
(Eller nej, jeg er egentlig ikke ked af det.)
Men mange af os skal være hjemme den næste tid og måske er det tid for, at vi “rabler lidt”, og lader tankerne flyde, taler sammen om nye ting, om bekvemmelighed, om hvad vi vil i livet, hvad er vigtigt, egentlig… tale og tænke vaklende, famlende og måske falder nye retninger på plads.

I dette øjeblik venter jeg på, at mit studie (ja, jeg er oldgammel studerende) finder alternative undervisningsmåder. Det er spændende, synes jeg. Det er spændende, hvordan vi finder andre løsninger.

Det er nok ikke det sidste, jeg har at sige. Men nu vil jeg lige sidde og simre lidt med en skønlitterær bog. Den hedder “Ud af slumreland”…

Med kærlig hilsen
Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *