All posts by Lotte

Gro langsomt. Kampkraft.


“Fødevareindustrien er klar over vores usalige trang til at spise infatilt, og en del af den er industrien faktisk også selv ansvarlig for. Grøntsager, som avles under optimale betingelser med kunstlys, kunstvarme, kunstgødning, må aldrig kæmpe for livet. De kommer til at smage af meget lidt, for alle de stoffer, som giver smagen, bliver udviklet i takt med, at planten har brug for dem til sin egen overlevelse. Smagsstofferne hjælper planter gennem insektangreb og tørkeperioder, de er plantens selvforsvar og immunsystem og jo mere naturligt en plante lever, jo flere naturlige indholdsstoffer har den, og i større mængde. Planter uden kampkraft er nogle skvat, og vi har bestemt ikke godt af at spise skvattede slappe planter. Smagsstofferne er ikke ligegyldige for os, det er stoffer som vores krop forventer, at de planter, vi spiser, er i besiddelse af.”
Af Camilla Plum, fra Ælle Bælle Frikadelle.

[…og jeg tænker på, hvadnuhvis det også er sådan med os mennesker. At vi bliver stærkere og smukkere af at gro langsomt. At vi bliver dybere og sundere af at mærke vores modstand, i stedet for at jage afsted, for til sidst at knække af stress? Bare en tanke…]

Hvorfor bør vi alle bruge vores skaberkraft?

“Hvorfor bør vi alle bruge vores skaberkraft…?

Fordi der ikke er noget, der gør folk så gavmilde, glade, livlige, modige og medfølende, så ligegyldige over for at slås og samle sig materielle genstande og penge.”

Brenda Ueland.
(Citat fundet i Julia Camerons bog “Kunsten af være kreativ”)

Fra en hjemmegående husfars bekendelser…

”Alligevel har jeg stress – mere, synes jeg sommetider, end den travleste direktør i forretningsverdenen. Men det er stress af en anden karakter: at prøve at undgå den gyldne stråle fra hans tissemand, når jeg skifter ble på ham; at prøve at tvinge ham til at spise sin babymos; og hele tiden holde øje med ham for at sikre mig, at han ikke snupper en gaffel fra opvaskemaskinen og jager den ind i øjet eller i en stikkontakt eller forsvinder, når jeg vender ryggen til, så jeg aldrig ser ham mere.

Se, dét er stress…”

[…]

“Så hvis du for eksempel ser mig komme gående på gaden med klapvognen en solskinsdag, solbrændt, iført hawaiiskjorte, fløjtende lidt for mig selv, og jeg standser for at klappe en forbipasserende hund, kan du måske være tilbøjelig til at sige: ”Tak skal du ha’, sikken et liv. Den fyr har ikke en bekymring i denne verden.”

Men du ville være galt afmarcheret. Bag mine fløjtende læber og mit solbrændte udseende gemmer sig en arbejdende hjerne; den behandler data, beregner odds i en række mulige scenarier ligesom en skakcomputer og kører et sikkerhed-først-underprogram: Hmmm, det der attenhjulede køretøj ser ud til at ville skære hypotenusen af hjørnet – træk klapvognen en meter tilbage. Hmmm, det der skilt hænger i en spids vinkel i et område med 20 km/t hastighedsbegrænsning – foretag en undvigemanøvre. Hmmm, den der pittbull vejer omkring tres kilo, og dens ejer har tre synlige tatoveringer og to piercinger – løft barnet op i skulderhøjde.”

Ovenstående citater er hentet fra “Jordemormand – en hjemmegående husfars bekendelser” af David Eddie. David vælger at være hjemmegående far ved sin søn og bogen er en varm, humoristisk og seriøs beskrivelse af livet som hjemmefar.

A Slow Year ~ Flickr


Hos Flickr blev der i 2008 oprettet en gruppe, “A slow year”:

Welcome to A Slow Year— a year of non-consumerism. Refurbish, recreate, restyle your wardrobe and life. Slowly. Can, jar, forage and wildcraft foods, grow a garden, bake bread, recycle everything last thing, barter & trade, simplify!

Det er sjovt at se, hvordan langsomhed fortolkes i billeder. Der er desuden et lille debatforum, hvor man kan læse lidt om medlemmernes tanker, handlinger, forundringer, tips og tricks i deres Slow Year.

Klik ind og kig:
A Slow Year.

Tabte ambitioner og lettelse. Hvad vi er.

”Prisen vi har betalt, for at forvente at blive til meget mere end vores forfædre, er en evig bekymring for at vi langt fra er, hvad vi kunne være.”

William James citeres:
”Lettelsen ved at give afkald på ambitioner er lige så stor som glæden ved at få dem tilfredsstillet. Man føler sig sært let om hjertet, når ens absolutte mangler på et givet område bliver regnet for helt i orden. Hvor ville det være skønt, hvis vi en dag kunne opgive at stræbe efter at være ung eller slank. ’Gud ske tak og lov’, siger vi, ’så er de illusioner tabt’. Alt hvad der lægges til selvet er en byrde såvel som en ære.”
Alain de Botton, Status Angst

At vende Svage sider til Styrke. Og Aimee Mullins 12 par ben.

Hvad er mine svagere sider. Hvad er det, jeg mener, begrænser mig. Hvorfor er det synd for mig. Og kan jeg vælge at anskue mine svage sider som en styrke.

Thorborg fanger en spændende pointe, når han taler om dette i “Gør dit træben til en guldåre“. Klik ind og lyt til hans fortælling. Dette “forandringssyn”, at identificere og bruge de såkaldte svage sider, er meget postivt og livsbekræftende.

Og ikke mindst også følgende videoklip, som jeg HÅBER I får lyst til at klikke jer ind og se. Aimee Mullins har dét handicap at hun mangler det nederste af sine ben og bærer proteser. Her i klippet fortæller og viser hun med entusiasme, styrke og skønhed om at være arkitekt af sin egen identitet. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at provokere sanserne og sætte gang i fantasien og lade det fjollede betyde noget: Whimsy Matters.

Det er befriende!

Så, klik ind her og oplev hende fortælle:

Aimee Mullins and her 12 pairs of legs

“Pamela Anderson has more prosthetic in her body than I do. Nobody calls her disabled.” Aimee Mullins.

(Linket til klippet fandt jeg i en kommentar til Thorborgs “Gør dit træben til en guldåre”. Tak! Fotoet af Aimee Mullins Boots er iøvrigt fundet her. If you want me to remove the photo, please contact me!)

Øjeblikkets betydning. Det unikke, som aldrig kommer igen.

Henry David Thoreau er på mange måder en stor inspirationskilde i mit liv. Erik Skyum-Nielsen sætter her ord på, hvad det bl.a. er, som gør, at Thoreaus tekster og tanker er så pokkers interessante, opmuntrende og tankevækkende:

“Hans stil bæres af klarhed og kløgt, af personlig integritet, og præcis denne ro sætter ham i stand til pludselig at skride ud i sproget og demonstrere abrupt humor og stille underfundighed. Hans skrivemåde afspejler hans fornemmelse for det unikke, det som aldrig kommer igen, øjeblikkene som han må møde med nysgerrighed og pivåbne porer:
”I al slags vejr, når som helst, dag og nat har jeg bestræbt mig på at skærpe min sans for de enkelte øjeblikke, skære mærker for dem i min stok, at stå netop der hvor to evigheder, fortid og nutid, mødes, nemlig i nuet; at balancere på denne smalle streg.”

Dette svarer i hans bogføring til, at stilen bliver, ikke en vej, og da slet ikke en boulevard, men en slynget skovsti, ad hvilken man går langsomt og stadig undrende. At læse Thoreau bliver at vandre, ikke for at få motion, ej heller for at nå frem til andet end blot tilfældigt mål. Turen bliver en glæde i sig selv. Man støder ustandselig på noget, man ikke tidligere har bemærket, eller det tilvante kan med ét få lov til at fremtræde i ny belysning.

(Artikel af Erik Skyum Nielsen: Han gik ture – portræt af Henry David Thoreau / Information 3.10.97)

Håndarbejde. Værdi. Langsomhed.


“I den moderne verden, hvor det er så nemt, så billigt og så hurtigt at købe ting, mister de ting, vi har købt, deres værdi. Hvilken værdi har en genstand, hvis vi kan købe ti andre nøjagtig mage til på ingen tid?” siger Murphy. “Når noget er håndlavet, betyder det, at nogen har investeret tid i det, og det forlener det med sand værdi.”
[…]
“At strikke er fra naturens hånd langsomt. Man kan ikke trykke på en knap, søge på en skala eller tænde for en kontakt og få det til at gå hurtigere. Den virkelige glæde ved at strikke ligger i selve handlingen og ikke i at nå målstregen. Undersøgelser viser, at pindenes rytmiske dans med alle dens gentagelser kan dæmpe puls og blodtryk ved at lulle den strikkende ind i en fredfyldt, næsten meditativ tilstand.”
Fra Lev livet langsomt af Carl Honoré.

Hænders Arbejde og Husholdning. Den Glemte Viden.

“Det er pinedød ikke nemt at lære noget fra sig, man ikke selv mestrer, ikke nemt at vække nysgerrighed, hvis man dybest set selv er angst. Men i denne sammenhæng må man bide al skam i sig, og indse at man måske skal lære sig selv noget nyt, udvide sit repertoire og sin viden. Og man kan lige så godt indrømme både over for sig selv og de børn, man har ansvaret for, at man er på glatis. Vi og vores mødre har nedprioriteret alt, hvad der handler om husholdning, selvforsyning og vore hænders arbejde, så hele den viden, vi i mange generationer har haft om sæsoner, råvarekvalitet, holdbarhed er blevet glemt.”
Camilla Plum, Ælle Bælle Frikadelle

Den praktiske køkkenhave

Jeg har fået en havebog i hånden, som både glæder og motiverer mig. Det er “Den praktiske køkkenhave” af Barbara Segall. Læs f.eks. her hvad Havenyt.dk skriver:

Det er først og fremmest en meget inspirerende bog for havejere med små haver og de, som tror at de ingen have har. Når man har læst bogen, er man overbevist om, at selv den mindste altan og tagterrasse kan forvandles til en grøn nyttehave, hvis man er i stand til at få slæbt jord, krukker, potter, espalier osv. op ad trapper eller få det kantet ind i elevatoren. For ikke at tale om oversete muligheder i små smalle strimler byhaver og kolonihaver.

Havenyt.dk: Den praktiske køkkenhave

Jeg er uerfaren indenfor havebrug, men jeg opmuntres til at gå igang. Dét må være en god kvalitet ved en bog!

Haver: Fra selvforsyning til statussymbol. Selvforsyningsrenæssancen.


Uddrag fra John Seymours bog “Den selvforsynende have”, hvor han fortæller om, hvordan folk dyrkede deres egne haver af nød, dengang han var dreng, og hvordan haver senere blev et statussymbol:

“Tidligt om morgenen hørte man overalt den herlige lyd af galende hanekyllinger, for næsten alle på landet holdt høns. Når børn gik hjem fra skole af markveje, havde de favnen fuld af vilde planter til deres kaniner. […] Efterhånden som folk blev mere velhavende og fødevarerne billigere, og landbruget blev voldsomt mekaniseret, så flere og flere mennesker fortrak ind til byerne for at finde sig en levevej, forsvandt næsten alle disse enestående fødevareproducerende haver. Haver kom til at spille en anden rolle, nemlig som statussymbol i den evindelige kamp om at måle sig med naboerne. Grøntsagsudbyttet var ikke længere den vigtigste faktor. I stedet fik grønne plæner og smukke blomsterarrangementer en altovervejende betydning. […] Nu svinger pendulet imidlertid atter til den modsatte side. Efterhånden som fødevarer og alt muligt andet bliver dyrere, er den selvforsynende have ved at få en voldsom renæssance. Folk opdager, at de sparer en betragtelig del af deres indkomst, at deres mad smager dem bedre, og at deres børn er sundere. De nyder selv godt af lidt hårdt arbejde i frisk luft og af at blive inddraget i årstidernes evige skiften og i det tilfredsstillende arbejde det er at bistå naturen med at frembringe smukke og nærende afgrøder – tilsyneladende af ingenting.”
John Seymour, Den selvforsynende have.

At skabe sit Livsbillede


“Jeg opdagede efterhånden, at mit livsbillede var noget jeg selv skabte. Jeg kunne vælge at fylde mit liv med positive tanker eller negative. Og samtidig med at jeg nu var begyndt at fokusere på det positive, kunne jeg se, at mine omgivelser også ændrede sig. For i og med at jeg var holdt op med konstant at kritisere mig selv, havde jeg nu overskud til at se det positive ved andre mennesker. Jeg kunne se, at det faktisk var nogle dejlige folk, der omgav mig og at verden også var fuld af skønhed, godhed og harmoni.”
Katrine Rudolph fra Et liv med tid til livet

Absorberet

“Sætninger falder mig langt lettere end at kulegrave et blomsterbed. Alligevel tænker jeg på mine haveoplevelser som en fremadrettet bevægelse, en sjælens udvikling. Havearbejde er blevet en uventet nådens instrument, for jeg har opdaget timers indre fred på knæ, i færd med at grave i jorden. Her er et sted hvor jeg ikke tænker på arbejde eller bekymrer mig over det, jeg ikke kan kontrollere. At være fuldstændig absorberet, nuets sakramente, som jeg oplever når jeg planter eller luger, bringer udsøgt tilfredshed. Mit sind er i ro, og mit hjerte åbner sig.”
Fra Naturlig Overflod, Sarah Ban Breathnach.

Hjem, hvor hjertet kan glædes


“På det tidspunkt og på det sted hvor hjertet kan glædes over hver ny dag – det bliver éns hjem. På det tidspunkt og på det sted hvor sjælen kan finde næring i de små oplevelser – det bliver éns hjem. På det tidspunkt og på det sted hvor éns sind kan finde mening i skyggerne såvel som lyset – det bliver også éns hjem.”

Citat fra Wynonas visdom, Priscilla Cogan

Det har jeg ikke tid til at se på!


“Det er tåget efterårsvejr. Alting er dryppende vådt, og idet han ser ned i kanalen, falder en vanddråbe ned fra en kastaniegren og danner en stor boble, der langsomt sender ringe ud til alle sider. ”Det har jeg ikke tid til at se på,” er den første tankebevægelse, der rører sig i ham. Men det ville han ikke have tænkt, hvis der ikke havde været noget i synet, der havde gjort forsøg på at fængsle ham. Sådan sker det tit, at småting kunne søge at tale til en og fange en. Så skal man altid blive stående. Der er ikke så meget i livet, der kan tale fint, at man har råd til at gå forbi. Bliv stående! Brug de få øjeblikke, du lever, til at se det vidunderlige i småtingene.”

Ludvig Feilberg (1849-1912)

Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.


Uddrag fra Michael Husens bog “Arbejde, rytme og tid” om rytmisk velfærd, at være rytmeanormal og temporal vold. Personligt synes jeg teksten både er spændende og tankevækkende. Jeg tænker, at hvis der fandtes lidt mere “tidsrummelighed” i samfundet og på arbejdspladser, ville der måske være plads til flere. Flere kunne give en hånd med. Andre kunne stresse lidt ned. Måske er det både utopisk og naivt tænkt af mig. Men tænk, hvis…

Læs med her:

“Det, man kalder ‘nedsat arbejdsevne’, og som undertiden gør mennesker syge eller skubber dem ud i en outsiderposition som “invalidepensionister”, er ofte, at de ikke er i stand til at arbejde i det tempo, i den rytme, som den samfundsøkonomiske tvang dikterer. De er “rytmeanormale”. Ofte er “invaliditeten” altså et resultat af temporal vold. Det er både forkert og umenneskeligt at stemple disse mennesker som “invalider” eller uarbejdsdygtige. Det er samfundet og dets økonomiske institutioner (herunder fagforeningerne), der burde være under anklage for ikke at gøre det muligt for alle mennesker at arbejde i deres egen rytme. Alle kan arbejde – kun rytmiciteten er til en vis grad individuel.

Den eneste rimelige løsning er, at der gives plads til arbejdsinstitutioner med mere moderat rytme. Samt en større valgfrihed mht. hvor længe man ønsker at arbejde pr. dag og i hvilket tempo.

Det er vanskeligt at få lov til at eksperimentere. Bl.a. fordi der er stærke interesser, der aktivt holder fast i en pligt- og flidsmoral. Men da der er store individuelle forskelle i, hvad den enkelte finder sig godt tilpas med, og da dette i vidt omfang også afhænger af arbejdets art og indhold, og da en masse tillærte og indgroede normer er involveret, som bremser den enkelte i at gøre sig sine egentlige ønsker klart, må konsekvensen alligevel være, at der må eksperimenteres. Der bør åbnes for større individuel mulighed for at eksperimentere med varierende arbejdstider og større og friere adgang for alle aldersklasser til at deltage i disse eksperimenter.

Ingen ved, hvad mennesker er i stand til at klare og trives med, før man giver dem reel mulighed for at eksperimentere med det på rimelige vilkår.

Nøglen til et bedre socialt liv i de rige samfund er ikke længere større materiel velfærd men større rytmisk velfærd.”
(Husen, 94-95)

 

Kvinder og Måne og Være Tilstede.

Jeg har ganske vist lagt denne tekst ud før, på en anden blog. Men denne tekst gjorde en forskel for mig – om hvordan jeg/vi har mistet føling med Cyklus – og hvor stor en gave vi har. Jeg holder meget af denne tekst…

‘…Med blyantspidsen, bankede Winona let på cirklens toppunkt, hvor hun havde tegnet fuldmånen:
“Ved deres fuldmåne er kvinder i deres mest givende hjørne overfor de, der er omkring dem. Hun lyser for dem. Hun er til tjeneste for dem. Hendes genskær er et stærkt lys for hendes familie, hendes venner og hendes cirkel. Hendes liv leves inden i denne fulde cirkel.” Winonas hænder bevægede sig udad i cirkelbevægelser, for at understrege hvordan en kvinde skal give ud af sig selv.

“I hvide kalder det den frugtbare tid, og måske er også dét et godt navn. For vores frugtbarhed ligger i modtagelsen og refleksionen. Vi kaster lys over dem omkring os. Men…” her holdt Winona en pause for at finde det rigtige udtryk, “der kommer en tid, hver måned, hvor kvinden går ned i sin månes mørke.” Winona pegede på det nederste af cirklen, hvor tiden for ingen måne var tegnet som en sort cirkel.

“Det er i denne tid,” fortsatte Winona, “at kvinden har brug for at trække sig indad til stilheden, væk fra hendes kreds af familie og venner. De ældste vidste dette og plejede at have et sted hun kunne gå hen for at være i stilhed. Det blev kaldt for månehytten. Det er selvets tid. Ensomhed. For kun i ensomhed kan en ny måne fødes inden i hende.”

“Og hvad hvis hun ikke trækker sig tilbage?” spurgte jeg. “Hvis hun vedbliver at være i tingenes midte, hvad så, Winona?”
Winona kunne ikke have vidst, at jeg var arbejdsnarkoman.

“Så, Meggie, er hun altid i halvmånen, aldrig fuldt tilstede for andre, aldrig fuldt tilstede for sig selv. Der er intet nyt liv. Der er ingen død. Årstiderne eksisterer ikke. Alt er ensformigt.” ‘

(Fra Winonas visdom af Priscilla Cogan.)