Peace Pilgrim. “I shall not accept more than I need, while others in the world have less than they need.”

“I shall not accept more than I need, while others in the world have less than they need.”
Peace Pilgrim.

Jeg fandt Peace Pilgrim, da jeg fornylig læste Moneyless Manifesto af Mark Boyle og blev nysgerrig.

Jeg lånte et par ting af hende via bibliotek.dk. Og følte denne indre glæde, ligesom da jeg “mødte” Henry David Thoreau og Sarah Ban Breathnach. Denne følelse af … holdbarhed og livsvæsentlighed.

“On both side of us as we walked were displayed the things we can buy if we are willing to stay in the orderly lines day after day, year after year. Some of the things are more or less useful, many are utter trash. Some have a claim to beauty, many are garishly ugly. Thousands of things are displayed – and yet, my friends, the most valueable are missing, Freedom is not displayed, nor health, nor happiness, nor peace of mind. To obtain these things, my friends, you too may need to escape from the orderly lines and risk being looked upon disdainfully.”

Peace Pilgrim er en kvinde, som gav alle sine ejendele væk for at gå for fred. Lidt fra en hjemmeside, som er lavet omkring hende:
“From 1953 to 1981 a silver haired woman calling herself only “Peace Pilgrim” walked more than 25,000 miles on a personal pilgrimage for peace. She vowed to “remain a wanderer until mankind has learned the way of peace, walking until given shelter and fasting until given food.” In the course of her 28 year pilgrimage she touched the hearts, minds, and lives of thousands of individuals all across North America. Her message was both simple and profound. It continues to inspire people all over the world.”
http://www.peacepilgrim.org/

Hendes nedskrevne ord og tanker er samlet i en bog. Af denne bog findes et lille uddrag oversat til dansk. Begge dele kan man downloade gratis fra hendes hjemmeside. Det er simpelthen en gave!
Hele bogen kan findes her:
Peace Pilgrim: Her Life and Work in Her Own Words

Og uddrag oversat til dansk findes her:
Vejen til indre fred af Peace Pilgrim

Jeg har selv printet det lille hæfte ud på dansk og jeg har bestilt bogen, for det er en “må eje” bog. Men giv dig selv lidt tid og læs det lille hæfte på dansk jeg linker til… Det er simpelthen ♥

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu

Hele denne norske serie om at bo simpelt i “udkantsnorge” er fyldt med guldkorn. prøv at dykke ned i denne serie på dage, hvor du har tid, og simpelthen bare trænger til noget smukt og rart. Og samtidig med mening og eksistens:

“Norsk dokumentarserie om mennesker som har slått seg ned milevis utenfor allfarvei – på et skjær i havet, på en fjellhylle eller i en veiløs avkrok langt ute i villmarken.” Tekst fra NRK. Se serien her:”

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu

Jeg har vist før nævnt serien herinde. I dag vil jeg fremhæve en ældre herre, som bor i det fineste hus og har gjort sig mange gode tanker, om den (tåbelige!) måde, vi har indrettet os på og lever vores liv.

Sæson 4, episode 1

Episodebeskrivelse
Norsk dokumentarserie. For femten år sidan byrja Per Sørflaten eit nytt liv. Han ville ikkje vere slave av klokka og maskinen lenger. I staden søkte han fred og fridom i villmarka på Laksfjordvidda i Finnmark. Her lever han i eit hus som er noko midt mellom ein gamme og eit vikinghus, og sjølv om han har ei fortid som kraftverksmaskinist, har han ikkje innlagt elektrisitet, ikkje vatn heller. Sesong 4 (1:6)
(Tekst fra NRK)

My Scandinavian Tribe

My Scandinavian Tribe, en familie, som er flyttet til Norge og bor og lever et enkelt, langsomt liv. Smukt og æstetisk.
My Scandinavian Tribe
Læs deres fortælling om at leve langsomt her:
Om at leve langsomt

Squam. Drømme om kreativt fællesskab.

Squam Retreats from Squam on Vimeo.

Squam – creativity as a way of life. Deres mission:

“Squam promotes creativity as a way of life.

We teach, inspire and heal. Our community receives encouragement, training, inspiration and experience that expands their creative spirit. We help dissolve restrictions and limitations on the definition of what it means to be an artist.

We celebrate joy, fun, pleasure, beauty and the natural world. We offer national and international retreats; nurture an online community open to all; and produce publications in both traditional and emerging media formats. We help support our community through the sales of their high quality original work. We are a proud member of 1% for the Planet and our donation goes directly to Squam Lakes Conservation Society.

For all of us at squam, it’s not just what we put out into the world, but the environment that we create in our worklife that must uphold our core values. In order to inspire others to live their best lives, we actively foster a professional hub where each member of the team is valued, has a voice, and is encouraged to take creative risks.
The result is a workplace that is fun and spectacularly productive.”

Se mere på deres hjemmeside: Squam – creativity as a way of life.
De har også en blog:
Squam Blog

… “Come as you are. Leave as you want to be.”…
(citat v. en af Squams andre videoer)

Vil du ændre en vane?

For nylig startede jeg igenigen på at prøve at ændre en vane. Denne gang med Leo Babauta in mente. Jeg skrev engang om hans bog her:
Leo Babauta – The Power of Less

Jeg fandt et indlæg på hans blog, som kort og præcist handler om, hvordan du ændrer en vane. Dette indlæg blev startskuddet til den vaneændring, der nu – TADAAAH – kører på tredie uge, her hos mig. Jeg har mange ideer til andre ting, jeg kunne ændre via denne enkle opskrift, men jeg bør ikke tilføje en ny ændring, førend den, jeg fornylig startede, er helt på plads: Førend jeg kan kalde det “successful”. Og dér er jeg slet ikke endnu.

Læs indlægget her:

How to Change Your Life: A User’s Guide

I indlægget finder du også også ideer til vaneændringer: Tabe i vægt, stoppe med overspringshandlinger, skrive en bog, blive glad osv.

Prøv også at tjekke denne side, hvor Babauta vælger at ændre en vane hver måned:
A Year of Living Without

Måske har du en vane, du ønsker at ændre. Droppe facebook, motionere, stoppe med at drikke kaffe, starte med at drikke kaffe, male lidt hver dag, spise flere gulerødder, starte en taknemmelighedsdagbog, cykle en tur med ungerne hver dag, droppe tørretumbleren, starte en opsparing til rejsen til Island, bage flere sjove kager…

Alt er muligt. Med små skridt.

Lys og Samtaler

“Spending the evening in candlelight, and maybe by the fire, with no tv, talking, telling stories, letting the lit-up world go by without us, expands the hours, and alters the kind of thoughts and conversations we have.

I have noticed that when all the lights are on, people tend to talk about what they are doing – their outer lives. Sitting round in candlelight or firelight, people start to talk about how they are feeling – their inner lives. They speak subjectively, they argue less, there are longer pauses.”

-Jeanette Winterson, “Why I Adore Night”

Citat fundet hos Tiger in a jar

Digital Detox. Disconnect to reconnect.

Jeg synes, det her omkring teknologi, menneskelighed og væren er vildt spændende. Vildt vigtigt. Det angår os alle. Eller mange af os. Vi kan jo leve vores liv igennem nettet, hvis vi vil. Selv når vi har slukket for det! Og måske er jeg lidt langt ude, nu, men for mit eget vedkommende: jo mere jeg ‘taler’ på nettet (f.eks. facebook, blogs, instagram, emails, kommentarer hos andre osv.) des mere fylder mine tanker omkring det også. Selv når jeg har slukket for alt, er jeg på. Det lyder måske som volapyk?

I nogle perioder agerer jeg stort set ikke på nettet, og i de perioder forlader min sjæl internettet og kommer tilbage “til mig”.

Langt ude? Er jeg et særligt tilfælde? Hmm…

Som en lille krølle på halen efter de sidste par indlæg om “elektronisk fortabelse”, vil jeg lige gøre opmærksom på begrebet Digital Detox.
Digital Detox handler, så vidt jeg forstår, om at lære at modstå alle disse elektroniske fristelser og blive afvænnet/skabe balance. Der findes en hjemmeside Digital Detox – Retreats m.v., hvor deres slogan er “Disconnect to Reconnect” og det kan ikke siges mere enkelt.

I deres “About/Mission/Philosophy” har de som “underoverskrift”: “We love technology. We love nature. We love balance.”
Og det er lige præcis det, jeg personligt synes er så vigtigt. Balance. Hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg er god til det! :O)

Læs evt. her: Mission/Philosophy.

Du kan også lytte til et foredrag her på Youtube: “Is it Time for a Digital Detox?” Foredraget er lidt langt, og det er længe siden jeg lyttede til det, så jeg kan ingengang komme med et godt og fyldigt referat.

Om foredraget:
“At the start of the new year, Daniel Sieberg, author of The Digital Diet: The Four-step Plan to Break your Tech Addiction and Regain Balance in your Life offers timely advice for technology gluttons everywhere, explaining how best to ditch the digital dependency, take back control of your life, restore real relationships, and use technology in a healthier way.” (Tekst fra Youtube)

(Og ellers, prøv at søge på digital detox enten på youtube eller google. Der findes sikkert meget andet.)

Som et lille ps. har jeg fundet et program fra DR2 “Uden skærm”:

“Familien Rønhoff er til dagligt afhængige af deres skærme – moren Charlotte, der er præst, tjekker sin Smartphone hvert 5. minut og sønnen Tobias spiller computer 4-5 timer om dagen. Og det er helt almindeligt. Men nu tager DR2 Uden familiens elektroniske skærme, og ser om en familie i dag kan overleve uden skærme.”

Jeg blev helt ærlig lidt trist af at se udsendelsen.
Men det kan jo ikke nytte noget, at jeg går her og er trist.
Så nu vil jeg slukke min skærm og gå ud i solen.

Du kan se udsendelsen ved at klikke her:
DR2 Uden skærm

Taknemmelighedens Gave

John Naish siger, så vidt jeg husker, i sin bog NOK! at en af de bedste  metoder til at gå imod vores enorme forbrug, er at udøve taknemmelighed. At opdage hvor meget vi egentlig har omkring os, og har at være taknemmelige for, er i sig selv en gave. F.eks det at kunne skrue for hanen på en vandhane og så kommer der rent vand. Dét er i mine øjne en enorm luksus, som jeg er taknemmelig for hver eneste dag. Dén luksus beriger mit liv.

Og det jeg tænker, er, at bliver vi taknemmelige for de goder, vi har, som f.eks. vand, så passer vi også bedre på det. Tænk bare på det at købe et par jeans. Det lyder jo sådan set ret uskyldigt. Men der går ca. 12.000 liter vand til at producere ét par jeans.

Når jeg nu er så glad for det vand, der kommer ud af min vandhane, så tænker jeg mig også godt om, før jeg køber nyt tøj. Det gør også, at jeg lærer at være mere glad og taknemmelig for det tøj, jeg allerede har.
Hver enkelt ting får en betydning.

Genbrugs Jeans
Mine “nye” jeans købt for 7 kroner på genbrug. Genbrug er godt. Men… Tænk engang… 12.000 liter vand!

I perioder har jeg skrevet taknemmelighedsdagbog: Hver dag skriver jeg 3-5 ting ned, som jeg er taknemmelig for. Det kan være hvadsomhelst: I dag føler jeg mig sund og rask. At købmanden i dag havde yndlingsæblerne på hylden. Dagens første kop kaffe, som får mig til at synge. At humøret var højt, da vi gik ned mod skolen. Hvadsomhelst.

Prøv det! Det kan virkelig skabe en forandring i dit fokus på dit eget liv, hvis du er vedholdende nogle uger.

Losarinas mor fortalte for et stykke tid siden om en bog af John Kralik: Taknemmelighedens Gave – se dit liv i et nyt lys. Det, der er interessant ved denne bog, er, som Losarinas Mor også fortæller, hvordan John Kralik vender sin taknemmelighed udad – altså vælger at skrive takkekort til mennesker, som på en eller anden måde er i hans liv. Og se, hvad det så gør, ved hans eget liv at være taknemmelig og vise taknemmelighed. En fin rejse, han begiver sig ud på…

Og min dag i dag er allerede fyldt med ting jeg er taknemmelig for. At se morgensolen reflekteres i min sovende søns røde hår. Det grønne skær, som begynder at vise sig på marken, jeg går forbi hver morgen. Dagens første kop kaffe i dette øjeblik…

At tage den varme dyne af vores lille dyreunge. I jagten efter prestige og gyldne mønter.

“Vi insisterer stivnakkede på at ville have det hele. Det betragtes som en menneskeret i det vestlige nye årtusinde at have dyre vaner, eventyrlige rejser og smukke velkomponerede hjem. Og vi er villige til at tage den varme dyne af vores lille dyreunge, for at vi kan løbe videre ud i byen i jagten efter prestige og gyldne mønter.

Vi går fra børnene, selvom de græder med deres skuffede ansigter bag institutionens ruder. Alligevel vinker de farvel til os med små tapre hænder og oprejste pander.

A’ ve’ mæ’, som min lille søn siger med de blødeste, bedende øjne. Så rækker han hænderne frem mod mig og vil op.

Jeg undrer mig dagligt over, hvad det er, der gør, at jeg alligevel går. Hvorfor går jeg – sammen med de andre blødende forældresind – ud af institutionens låge? Hvordan kan vi lyve så meget for os selv, at vi tror, der er noget i verden, der er vigtigere end at tage fat om de nøgne, buttede hænder, der rækker ud efter os? Og give os mere tid til både børnene og hinanden?”

Smerteligt, godt spurgt af Maria Holkenfeldt Behrendt. Fra ‘Du kan bare vente dig’.

En Artikel. Og lidt tanker om Vinterdvale og Cyklus.

I ugen der gik, var der et interview i Information med Andrea Hejlskov, som bor ude i de Svenske skove med mand og børn.

Kapitalisme-kritik helt ude i skoven.

Jeg håber, I giver jer tid til at læse artiklen.
Og evt. skimme kommentarsporet. Det er interessant at læse de mange forskellige holdninger til dét liv Andrea og Familien har valgt.

Og Andrea har også en blog. Det vender jeg tilbage til sidst i indlægget.

For her laver jeg lige et lille kluntet tankespring:
Om vores vinter, hvor alt (undtagen os mennesker) tilsyneladende går i dvale. For at springe op og ud i livet igen om et øjeblik, når det bliver forår.

Året bærer sin egen cyklus, forår, sommer, efterår, vinter.
Ligesom kvinden bærer månerne i sig. (Hvor de færreste kvinder desværre får lov til at tage sig af sig selv og favne disse måner.)

Men hvad nu hvis det samme gør sig gældende for årets cyklus og vores menneskelige natur i cyklus. Hvad nu hvis vores krop og sjæl i virkeligheden trænger til at gå i dvale, i hi, slumre, mærke mørket og lyset, og at få tiden og roen langt ind i kroppen…
…før alt springer ud igen… og verden byder på ny vitalitet og kraft og farver.
Hvad nu hvis vi ville blive langt gladere mennesker af at indrette os efter cyklus og ‘årets gang’. Måske ville vi finde mere tilstedeværelse. Mindre jævnhed. Mere Livskraft.

Andrea, som mærker livet ude i skoven, har en blog og skrev et indlæg, som gav stof til eftertanke. Hun giver mig tit og ofte stof til eftertanke…
Hibernation

Men vi ræser jo derudaf. Vi har ingen kontakt med cyklus, hverken kvindens eller årstidens.

Men hvad nu hvis…

Tjah…
Jeg ved ingenting og har ingen svar. Men.
Bare en tanke.

Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame…

“Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame, oplever hun derfor også, at hendes evne til at beslutte sig forsvinder, luften forpestes, hun føler livslede, simpel nedtrykthed og har pludselige angstanfald. Det er de samme symptomer man finder hos dyr, når de lammes af fangenskab og traumer. Når vi gør dyrene alt for tamme, bortavler vi også stærke og fundamentale impulser til at lege, knytte sig til andre, klare sig selv, gå på opdagelse, knytte nære bånd og så videre. Når en kvinde går med til at blive for “velopdragen”, forsvinder hendes instinkter til disse impulser ned i det dybeste ubevidste og kan ikke længere nås automatisk. Man siger, at hun er instinkt-skadet. Det, som skulle komme helt naturligt, kommer slet ikke eller kun efter en større åndelig kamp med jeget.

Når jeg kalder overdrevet domesticering for fangenskab, mener jeg ikke socialisering, den proces hvorved børn lærer at opføre sig mere eller mindre civiliseret. Social udvikling er påkrævet, vigtig. Uden den kan en kvinde ikke klare sig her i verden.

Men overdriver man denne form for opdragelse, er det som at forbyde den vitale kraft at danse. Det vilde jeg er ikke sløvt og tomt, hvis det er ægte og sundt. Det er vågent og reagerer på enhver bevægelse eller ting af betydning. Det er ikke spærret inde i et absolut mønster, som gentager sig under alle omstændigheder. Det har kreative valg. Den instinkt-skadede kvinde har intet valg. Hun er lænket.”

(Clarissa Pinkola Estés – Kvinder som løber med ulve. s. 241 og 242)

Mulighedernes Land

Jeg funderer over, hvorfor det er så vigtigt for mig at leve enkelt. Og jeg tænker, at svaret er, at det er følelsen af at kunne bevæge mig i Mulighedernes Land. Frihed.

At være bundet at store udgifter til hus, bil, nyt køkken eller have etableret sig med alskens teknologi, som skal gøre livet ”lettere”, er i mine øjne en forhindring og en tung last. Selvom det ganske vist er dét, som betragtes som luksus – at have flot hus, dyr bil, et væld af smarte dingenoter.

I mine øjne er dét, at kunne ”rejse” let, en stor luksus.

At rejse – jeg taler ikke om at rejse til den anden side af planeten. Jo, det kunne man selvfølgelig også gøre. Men stedet er lidt irrelevant. Det er nemlig helt enkelt dét at rejse i sin egen hverdag og opdage alt det, som er lige foran næsen af os: Nu møder vi morgendug og spindelvæv. Nu bliver blommerne lilla. Nu giver solen os længere skygger, et blødere lys (og vidunderligt at fotografere i!) Med lyset og himlen og flora og fauna er verden et flerdimensionalt maleri i konstant forandring! Hvilken gave! Og. At have god tid til at putte sig med børnene og se en god film. Eller finde ro i de rytmiske bevægelser ved at hækle eller strikke. Se farverne, føle garnet, mærke processen, lade tankerne vandre. At sætte sig bag skrivebordet og finde blyant og papir, gå ind i fantasiens uendelige verden… At skabe sin helt egen verden af brød, tomater, klæder, sparsommelighed, luft, morgenkaffe, tilblivelse…

Vores rejse er forskellig fra menneske til menneske. Jeg må lige gentage et lille citat fra Susan Cain:

“Everyone shines, given the right lighting. For some, it’s a Broadway spotlight, for others, a lamplit desk.”
Fra Susan Cains Manifesto.

I mine øjne er det en luksus at give mig tid til at opleve dét, som er lige omkring mig. Og der er tusinde, millioner af små oplevelser… konstant. Man kan også vælge at suse af sted fra én destination til den næste. Målet er målet. Men for mig er rejsen målet.

Min sommer har været god og lang. Regnvejrsdage er blevet brugt til oprydning, fordi jeg mødte et hus. Med drømmen som vejviser modtog jeg en dyb motivation for at forenkle endnu mere. Dét vender jeg tilbage til i de næste indlæg. Så følg med, hvis du har lyst til at få ryddet ud i dit hjem. Dét er en berigende proces! Altså,,, også lidt kedelig :O) Men hvis man finder en motivation og bærer den i processen, kan det blive det en tankevækkende og positiv omgang. Og befriende, ikke mindst.

Hjertelig velkommen!

And the great escape



“In 2011 a danish family decided to move deep into the wild woods of Värmland, Sweden. Off the grid. Under the radar. To live simple and be free. That family is us.”
(Fra Andrea Hejlskovs blog and the great escape )

Følg familiens liv og oplevelser i skoven.

Andrea Hejlskov skriver om sine oplevelser her:
and the great escape

og hendes mand, Jeppe, blogger her:
SouleSäter

Nogle gange er der meget længe til snart.

“Det begyndte den dag Henrik og Pernille opdagede, at der boede nogen i Tusinddørshuset oppe på højen.
Det begyndte med Fru Pigalopp.
Da hun flyttede ind i det skæve gamle hus, fik de pludselig en ny og anderledes veninde.

Mor og far har næsten altid lidt for travlt. Der er så meget, som hele tiden skal gøres. Så mange ting at ordne og klappe og klare, før der bliver tid tilovers til dem. Sådan har mor og far det, selv om de er meget glade for Henrik og Pernille. Det er vist det samme andre steder i den pæne by, de bor i. Hjemme hos Lars-Ole, som lige er begyndt i 2. klasse, er det også sådan. – Snart, siger Lars-Oles mor og far. – Bare vent lidt, så… Så venter Lars-Ole lidt. På at det skal blive snart. For når det er snart, bliver det endelig hans tur. Nogle gange er der meget længe til snart. De voksne ved ikke altid, hvad ordene betyder. De siger dem bare. Snart, siger de. Og mener måske om en halv time. Eller om fire timer. Eller lige inden man skal i seng.

Sådan er Fru Pigalopp ikke. Hun har vist aldrig rigtig travlt. I hvert fald ikke på samme måde som mor og far. Fru Pigalopp er helt ligeglad med, om der danser støv i krogene i hendes stuer. Det generer hende ikke det mindste, at hendes vinduer ikke skinner nypudsede over hele Tusinddørshuset. Fru Pigalopp bryder sig heller ikke så meget om at snuse rundt langs panelerne og lede efter rod og støv og vasketøj og senge, som ikke er redt. Hun er meget mere optaget af at finde på nye morsomme ting, som hun kan dele med andre, eller være sammen med andre om at opdage.

Hun er fuld af de mest fantastiske påfund. Ja, hun er næsten som en kæmpestor legetøjskasse, som nogen hele tiden fylder op med nye lege, ingen nogensinde før er kommet i tanker om. Hver gang Henrik og Pernille småløber op ad den snoede sti til Tusinddørshuset ved de helt sikkert, at det bliver en dag ud over det sædvanlige.”

Fra: Fru Pigalopp. Ferie i tusinddørshuset
af Bjørn Rønningen

At skabe og forsvare dit kreative rum

“Hvis man ønsker at styrke sin kreativitet, er det vigtigt at skabe sit eget rum. Ikke kun indeni. Men også i den ydre verden, hvor tingene skal tage form. Et sted, hvor man kan rode og regere, præcis som man har lyst. Hvis dette ikke er muligt, må man indrette et hjørne, et bord, hvad som helst. Bare et lille sted “det er mit”. Kreativiteten er en sommerfugl uden fornemmelse for tid og begrænsninger, og den har det med at visne bort, hvis den ikke oplever, at dens ejer virkelig har tænkt sig at forsvare den bevæbnet til tænderne med vovemod og gode argumenter, når familien forlanger en hjørnesofa eller en tv-krog, der hvor man lige havde indrettet et malerhjørne eller en sykrog. Det er en rigtig dårlig idé, at indrette sig således, at man skal pakke ned og væk, hver gang man har en pause fra arbejdet. Denne form har en tendens til at svække arbejdsmoralen.
“Åh, jeg orker næsten ikke at stille det hele op igen.”
Man når at blive træt, inden man igen har fået indrettet sig. Forsøg så vidt muligt at finde en mulighed for, at tingene står på en sådan måde, at de nærmest kalder på den, der skal skabe noget.”

Majbritte Ulrikkeholm, fra Det Magiske Rum

Play Again. Børns skærmforbrug. At miste kontakt med leg og natur.

Hos Slow Famliy Living faldt jeg over denne tankevækkende tekst om en film “Play again”, som handler om amerikanske teenageres computer og tv-forbrug. Og stiller spørgsmålet, hvordan kan børn føle nogetsomhelst behov for at passe godt på naturen, når de aldrig oplever den? Hvad sker der, når legen fjernes fra barndommen? Filmen skildrer disse børns forbrug og hvad der sker, når børnene inviteres ud i de smukkeste skove, den smukkeste natur. 

Slow Family Living, som beskriver filmen, berører også i indlægget, om den virtuelle verden af sms’er og facebook får os til at undgå at se hinanden? Altså – virkelig SE? Og hvordan er det vi ønsker at vores børn skal opleve verden, igennem vores handlinger: Sidder vi selv med snuden i computeren, når børnene er omkring os, eller…

Det nævnes at det gennemsnitlige skærmforbrug for børn er 7,5 timer om dagen på hverdage og i weekenderne 12-15 timer!

Klik ind og læs med hos Slow Family Living: Play Again (Slow Living Family)
eller klik dig direkte ind til filmen Play Again: Play Again (The Movie)

Se det tankevækkende filmklip her:

Bare lad alting være som det er.


“Det var ved at bryde sammen i mit hoved! Jeg kunne ligge på jorden og kigge op i himmelrummet i timevis og prøve at forstå uendeligheden. Og jeg kunne blive jublende høj og lykkelig og vanvittig på samme tid af ikke at kunne fatte, hvordan det hang sammen. Og lige der, hvor hjertet jubler og kroppen sitrer af spænding, og hvor man er lige ved at forstå det, men godt ved, at man aldrig kommer til det, dét var livet.”

Fra VITA, P1: Omvejen til Buddha med Charlotte Juul

Jeg synes det er så smukt sagt! Jeg lyttede til programmet i går. Og følgende ord har fået mig til at opleve min tid og omgivelser anderledes det sidste døgn. Dét vil jeg gerne holde fast i og øve mig mere i. Og huske.
Hør, hvad hun fortæller:

“Min lærer i den indiske asram sagde “Bare lad alting være som det er.” Jeg mediterede og gjorde hvad han sagde i nogle uger, og så oplevede jeg en åbning. Alle de evaluerende og vurderende tanker forsvandt. Jeg oplevede at være fuldkommen ét med livet. Der var ingenting imellem mig og livet. Jeg var livet.

Den sitrende fornemmelse af storhed og spænding kom tilbage. Egentlig er den helt almindelig, menneskelig og simpel, fortæller hun. Hun kendte den også igen som den store sandhed og forbindelse med livet selv som hun jublende oplevede som barn midt i det store himmelrum.

Jeg opdagede en helt ny stemme i mig. Eller rettere var det en stemning. En fornemmelse af storhed og helhed og meningsfuldhed. Jeg havde ikke i hele mit voksenliv kunnet udtrykke mig fra det sted. Og har aldrig kendt nogen, der udtrykte sig fra det sted.

[…]
Om et år har Charlotte Juul plan om at hun skal kronrage sit lange lyse hår og begynde at leve som munk. Eller som hun siger: ” Det gør jeg faktisk allerede”.

– Livet handler jo ikke om mig. Det er jo langt langt større end mig. Det er den største gave jeg har fået i livet.”

(Tekst: Fra VITA’s hjemmeside)