The Little Book of Hygge af Meik Wiking

Jeg blev nysgerrig efter at se denne bog, efter at have hørt rygter om at “hygge” er ved at være et begreb, som nu rækker ud over landets grænser.

Det er bestemt en bog, som lever op til sin titel. Bogen inddrager undersøgelser om dit og dat og kommer bredt rundt om begrebet hygge. Den giver et lille kik til emner som samvær, brødbagning, filmaftener, hyggebukser, snobrød, gløg, slow food og meget andet.

Jeg har ikke læst bogen fra ende til anden, men bladret og kigget. Og for en ’simple-slow-living-instagram-agtig-drømmer’ som mig, er det … ren hygge.

Om bogen:

“Denmark is often said to be the happiest country in the world. That’s down to one thing: hygge.

‘Hygge has been translated as everything from the art of creating intimacy to cosiness of the soul to taking pleasure from the presence of soothing things. My personal favourite is cocoa by candlelight…’

You know hygge when you feel it. It is when you are cuddled up on a sofa with a loved one, or sharing comfort food with your closest friends. It is those crisp blue mornings when the light through your window is just right.

Who better than Meik Wiking to be your guide to all things hygge? Meik is CEO of the Happiness Research Institute in Copenhagen and has spent years studying the magic of Danish life. In this beautiful, inspiring book he will help you be more hygge: from picking the right lighting and planning a dinner party through to creating an emergency hygge kit and even how to dress.

Meik Wiking is the CEO of the Happiness Research Institute in Copenhagen. He is committed to finding out what makes people happy and has concluded that hygge is the magic ingredient that makes Danes the happiest nation in the world.”
Tekst herfra.

Tankevækkende bog: Ismael af Daniel Quinn.

Ismael af Daniel Quinn

For nylig så jeg filmen Instinct. Jeg blev berørt og nysgerrig og blev af kringlede veje ledt videre til en bog: “Ismael” af Daniel Quinn. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om filmen har et udgangspunkt i bogen, for de to værker er ret forskellige.

Det er umuligt at sætte ord på dét indtryk bogen Ismael har efterladt hos mig. Så jeg vil nøjes med at gengive bogens bagside:

‘”Lærer søger elev. Må have et oprigtigt ønske om at redde kloden. Personlig henvendelse.”

Således begynder ISMAEL og snart efter befinder vi os i en medrivende filosofisk dialog mellem fortælleren og en kæmpegorilla ved navn Ismael, hvor evolutionen, civilisationen og menneskets rolle dissekeres.

Ismaels tolkning af skabelseshistorien forklarer, hvordan menneskeheden har skabt jordens nuværende krise, og han spørger, hvorvidt det er menneskets bestemmelse at styre verden eller om der findes et højere åndeligt formål.

Det interessante lærer-elevforhold udspilles i en næsten underdrejet dramatisk og overraskende handling, og bogen er båret af en stærk og stille kraft, som giver stof til eftertanke om tilværelsens store spørgsmål.”

En samtale mellem en gorilla og et menneske lyder måske lidt langhåret, men det er virkelig en læseværdig bog, hvis man ligesom mig interesserer sig for, hvorfor i al verden vores kultur er skruet så destruktivt sammen: Særligt måden at anskue mennesker/kultur som enten “tagere”  eller “slippere” er tankevækkende.
Jeg blev ret påvirket og det er jeg stadig. Og må læse den igen.

(Jeg fandt lige denne lille “video-tekst-anbefaling” af bogen her.)

Det er lige årstiden for film, så hvis du en novembermørk aften ønsker at se filmen Instinct, findes den på youtube. Jeg kan dog hverken garantere for kvalitet eller om hele filmen er med, for jeg har ikke set filmen dér. Men her er et par links: 

Instinct – full movie

Instinct – trailer

Humlen ved det hele


”Jeg har en tilståelse. Jeg kan sagtens argumentere for, at biodiversitet er fuldstændig afgørende for vores overlevelse, at vi har brug for bierne til at bestøve vores afgrøder, og at vi af den grund bør lægge områder ud til fredning. Men i virkeligheden er min motivation for at genoprette denne bestemte eng langt mere egoistisk.

Det er ganske enkelt det smukkeste sted at sidde en sommerdag. Hvis du aldrig selv har gjort det, så prøv at finde en eng med vilde blomster – selvom de er sjældne, er der sikkert en ikke alt for langt væk – tag af sted alene, sæt dig ned i det høje græs og sug det hele til dig.

Tag alle lydene ind: biernes summen, græshoppernes sang, de højfrekvente skrig fra spidsmus, der slås dybt inde i græsset, lærkernes metodiske triller højt oppe under himlen. Indånd alle duftene: af basilikum, timian og jomfru Marias sengehalm og af alle blomsterne rundt om. Se vrimlen af farver: grålilla, gul, lilla og lyserød.

Det er sikkert det tætteste på himlen, nogen af os nogensinde kommer; er det ikke rigelig grund til at skabe og passe på den slags steder?”
Dave Goulson ”Humlen ved det hele”

Vandets vogter

Vandets Vogter
‘Vi vandrede rundt i plastgraven i et stykke tid endnu, men fandt kun det sædvanlige skrammel, ødelagt legetøj, stumper af ukendte og ubrugelige beholdere og uendelige mængder af mugne plasticposer i strimler. Da vi begav os mod landsbyen igen, sagde jeg til Sanja:
“Jeg kunne godt tænke mig at grave helt ned på bunden af plastgraven. Så ville jeg måske komme til at forstå de førverdslige folk, der smed alt det her væk.”
“Du tænker for meget på dem,” sagde Sanja.
“Det gør du da også,” svarede jeg. “Ellers ville du ikke komme her.”
“Det er ikke dem, jeg tænker på,” svarede hun. “Men deres apparater, det, de kunne, og det, de har efterladt til os.”
Hun tav og lagde en hånd på min arm. Jeg kunne mærke det varme omrids af hendes fingre gennem ærmets stof og solen, der omgav dem, to forskellige slags varme ved siden af hinanden. “Det kan ikke betale sig at tænke på dem, Noria. De tænkte jo ikke på os.”‘

Fra: Vandets vogter af Emmi Itäranta.

Vandets vogter er en fremtidsroman. “Verden er ved at løbe tør for vand”, er det gennemgående tema. Det, der fik mig til at læse bogen færdig, var min nysgerrighed og fordi temaet er usædvanligt. Alt i alt en fin bog uden jeg dog blev “fanget”…

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov. Anmeldelse og Give Away.

”Folk har glemt, at ting tager tid. Et bål er ikke bare noget, man kan tænde for med en stikkontakt. Et godt bål kræver omsorg og opmærksomhed.”
Han sad på hug og vågede over bålet, som om det var et lille barn.
”Folk har glemt, hvordan den virkelige verden er. De lever i en verden omgivet af maskiner og knapper. On. Off. Lys, der bare tænder. Sådan er der jo ingenting, der er i den virkelige verden! Nej.” Han rystede på hovedet og lagde flere grene på. ”Den virkelige verden kræver din absolutte opmærksomhed.”
(Kaptajnen, s. 57)

Citatet er fra Andrea Hejlskovs bog ”og DEN STORE FLUGT”.
Fra bogens bagside:

“Hvad sker der, når en moderne familie forlader det moderne samfund og flytter langt ud i skoven?”

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov

Jeg blev spurgt, om jeg ville modtage en bog og anmelde den.
OM jeg ville!!

Jeg har fulgt med Andrea og hendes familie, her på sidelinien, bag min skærm, i stilhed. Første gang jeg skrev om Andrea Hejlskov her på siden var i september 2011: And the great escape. Husker, da det blev vinter, og jeg besluttede mig for ikke længere at følge deres blog i en periode, for hvadnuhvis de ikke skrev, var der så sket dem noget og så kunne jeg godt finde på at sende dem en helikopter. Dét kunne jeg ikke lige helt overskue.
:O)
Og nu står jeg med en grøn bog i hånden, unik, med fornemmelsen af en skovperle, og bogstaver, der fordyber sig i omslaget.

Og selvfølgelig klarede de vinteren. For de er seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Ude i skoven er de seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Han sukker og konstaterer: ”Når man først sætter sig ned, dør man”. (Jeppe, s. 231)

Men man kan godt dø indeni, når man befinder sig mellem ledningsnet og mure og isolation og computere og hvertsitrum og supermarkeder. Når behovet for menneskets oprindelige FUNKTION dermed forsvinder; at skabe de basale vilkår med hænder og hjerte: Oprindelige funktioner, som at tænde et bål. Dyrke sin mad. Bygge sit hus… Det hårde arbejde med at få tingene til at samarbejde med naturen, naturens cyklus, menneskets cyklus, når både natur og mennesker har sin egen orden, sit eget kaos, sit eget vejr. Det, som vi/det moderne menneske er fuldkommen fremmedgjorte overfor, fordi vi så ihærdigt vil bringe alting i orden: Regler, kontrol og følelsesneddysning via elektroniske adspredelser og dingenoter.

”Herhjemme er jeg bare en bunke livløse knogler, men da vi var i Sverige, huggede jeg brænde helt af mig selv og hentede vand, uden at nogen bad mig om det.” (Sebastian, s. 45)

Og vi lapper på det hele, på al vores apati, med at købe ting og andre flugtveje.

”Jeg er så skidetræt af ambitionerne, og den måde ingenting er godt nok, den måde jeg altid burde få mere, være mere, opnå mere. Det er håndtasken jeg gav den til mig selv som belønning, for jeg havde siddet i et kommunalt rum og fortalt de kommunale mænd om innovation og kommunikation, og det var mig, der var ildsjælen, og der var ild i mit hår, og håndtasken var en belønning, en belønning – jeg fyldte den med al min make up fra Mac. Tusindvis af tusindvis af tusindvis af kroner, jeg havde brugt på øjenskygge i turkis og læbestift i revolutionsrød; jeg havde malet mig med krigsmaling, som om jeg var i krig, med i virkeligheden sad jeg bare henne på kommunen.” (Andrea, s. 42)

…og det er jo det vi gør. Vi kravler rundt i ambitioner og udefrakommende succeskriterier og vi belønner os, for at holde modet oppe og for at fortælle os selv, vi er noget værd.

Er det virkelig noget at stræbe efter, helt ærligt? Der er altså nogen, der tjener kassen på, at vi har det så skidt. Og samtidig trækkes tæppet væk under Moder Jord, fordi det trækker på råstoffer og ressourcer, og så er der bare ikke noget til vores børn.
Er det hæderligt? Er dét VÆRD? Og er det det værd?
De spørgsmål føler jeg hænger i luften, når jeg læser bogen. Bogen spiller bold med mig, min refleksion.

Hmmm…
Jeg har før fortalt om bøger herinde, men jeg har vist aldrig som sådan skrevet en anmeldelse før. Og jeg bliver nødt til at skrive min subjektive oplevelse af denne bog og måske flyder den sammen med min egen verden og den verden, jeg oplever. Så sådan en anmeldelse bliver det: En sammenflydningsanmeldelse.

De første mange, mange sider græd jeg. Fordi jeg har set og mærket ‘det’ i mange år.

At læse et andet menneske sætte ord på sin oplevelse
og mærke mig selv, i dét,
er bare for meget på den gode måde.

Når jeg læser, kan jeg mærke, at jeg er ikke alene, jeg er ikke forkert: Når jeg læser om Jeppe, der dør i sin fleecetrøje, Jeppe, som graver organiske huller i haven og i protest får lyst til at sætte de grimmeste parcelhusblomster mellem hækken og ud mod vejen. Udlejeren, der klager over at hækken ikke er klippet lige nok. Og ikke mindst Jeppes oplevelse af at købe ind:
”Han fortalte mig om, hvordan han gik i stå ved en eller anden hylde og ikke kunne vælge blandt de 800 produkter af samme slags […] …han sagde, det var ikke kun produkterne, det var også lyset nede i butikken, der var baggrundsmusikken og baggrundsstøjen, der var lugten af produkter, den kolde lugt af stål og madvarer pakket ind i plastik, lugten af jerndøre og metalhylder, lugten af andre menneskers parfume, lugten af hund, lugten af frikadeller henne fra delikatessen.” (Om Jeppe, s. 16-17)

Det kom lidt bag på mig, at Jeppe på den måde lynhurtigt blev hovedpersonen i min læsning.

Bogen er i mine øjne en (subjektiv) fortælling om, hvordan vi som mennesker er ved at dø. Vi dør i vores ting, vores uopmærksomhed, vores isolation, vores fremmedgørelse, vores underligt-sammenskruede-ambitioner.

Og at alternativet, at flygte ud i skoven, bestemt ikke er NEMT og enkelt. Eller romantisk eller lutter idyl. Men. Men hvad?

Ja. I mine øjne absolut et mere hæderligt liv. Og lykkestunderne oplyser det hårde arbejde.

Det moderne menneske kan ikke flygte og starte fra Nul. Det starter fra Under Nul. Familien starter under nul. Fordi de (vi) er skadede. Vi er fyldt med unaturligt polyesterfyld, der først skal pilles væk.

Jeg ved ikke, om jeg ville turde begynde at pille ved mit eget ”fyld”.
Men at vedblive at undvige, er det helt ærligt et hæderligt liv? (Når jeg skriver hæderligt, mener jeg måske autentisk. Jeg er ikke afklaret.)
Selvom vi for år siden valgte at gå ned i levestandard, og jeg blev hjemmegående, føler jeg mig stadig langt væk fra “dét”, som jeg ikke helt ved, hvad er.
Walk the talk.
Jeg bliver jo nødt til at tage stilling. Det gør bogen også ved mig: Noget med at tage stilling.

“Jo, vi kunne blive ved med at lede efter muligheder og blive ved med at vrage de muligheder vi fandt, fordi det ikke lige … passede. Men vi kunne også bare gribe de muligheder, der blev os givet.
Dén aften gentog han ordene: “Det farligste er at have erkendt noget – men ikke gøre noget ved det.”
(Andrea/Jeppe, s. 23)

((Eller: Jeg kan også bare lægge mig til at sove igen… Lade være med at tage stilling. Finde mig en fleecetrøje.))

Andrea Hejlskov fortæller om brændeovnsdetaljer, så jeg kan se det for mig, og jeg er derfor inviteret med. Hun fortæller om lykkestunder med blå guldsmede og brødrekærlighed, og jeg er inviteret med. Hvordan ild ikke bare er ild. Ild er forskellig. Ild fra birkebrænde er dén varme, som i Andreas univers kommer til at skabe HJEM. Og jeg er inviteret med. Hun fortæller om sine hænder, og jeg kan føle, fornemme og mærke.

Der er så mange fine øjeblikke. Og Andrea DELER.
Der er så mange sorgfyldte øjeblikke. Og Andrea DELER.

Det er en bog, jeg havde svært ved at lægge fra mig. Engang imellem skulle jeg have en pause, for at trække vejret og for at vende tilbage, spændt på hvad de næste ord, sætninger, sider, ville fortælle mig. Andreas leg med ord, ord der er både bløde og skarpe. Og ikke ét eneste sted kedede jeg mig. Og alle sider bragte gaver til mig.

Og jeg kunne skrive meget mere om denne bog, for eksempel om husbyggeriet og al den smerte, der fulgte, men det er jo ikke meningen, jeg skal genskrive bogen. Så nu kommer der nogle enkle punkter, jeg gerne ville have berørt og uddybet:

Tak for du skriver så åbenhjertelig og uslebent om det hele.
Tak for du deler Silas’ oplevelser, når han har det svært. Jeg var bange for, om det var udeladt. Selvom jeg egentlig godt var klar over, du ikke ville udelukke. (Kram til dig Silas. Du er en sej gut!)
Tak for du deler jeres affaldsproblem og problemerne omkring plastik. Megavigtigt i mine øjne.
Tak for ord fra Sebastian omkring ting, der hele tiden går i stykker: ”Det er fordi, tingene ikke er særlig robuste […] De fleste ting egner sig ikke til den slags liv, vi lever. Vi bruger jo virkelig tingene.” (s. 161) JA! Mere kvalitet, mindre kvantitet, tak! Mere brug, mere liv. Færre dårlige ting. Tak.
Tak Andrea, for fortællingen om dig og ambitionerne, som ryger i containeren. Og tak for du berører det lineære tidsbegrebs betydning.

Så hvad så nu.
Min tanke er, at vi må huske at takke generationer, som knoklede for at bygge et samfund op.
Min tanke er også, at jeg måske generaliserer for meget, når jeg skriver man, vi, dem, os, i min anmeldelse. Jeg roder rundt i hvem vi/de/man er. Og generalisering kan jeg selvfølgelig ikke tillade mig… Hmmm…

Det er bare som om, der er noget, som er gået helt galt og blevet ”for meget”. Nu. Og “og DEN STORE FLUGT” viser på smerteligste vis denne families kamp mod dette “for meget”.

Bogen får mig også til at reflektere over: Hvad vil jeg selv? Hvad er frihed for mig? Og min familie?

Og svaret? Svaret falder omkring mig som byggeklodser, en borg, jeg skal i gang med at rydde op i og bryde ned.

Sammen med dén kendsgerning, at jeg lever i en uduelighedszone: Jeg tror ikke nok på mig selv til, at jeg kunne leve i skoven. Eller naturen. Mine muskler er på en måde døde af mangel på liv, jeg er slatten og slap og jeg har ingen viden om hverken planter og jeg kan ingenting praktisk og min urkraft døde med den lineære tidsopfattelse.
Jeg er fanget i en uduelighedszone – og hvor kom den egentlig fra? Uduelighedszonen? Og er det sådan, mange af os har det?

Åha. Det er svært, at anmelde en bog, som jeg har læst med hjertet. Jeg har nu læst denne, min, anmeldelse tusind gange og det kan aldrig blive godt nok eller rigtig nok. Jeg har allerede skrevet al for meget. Bogen gemmer på meget mere… så fang den, et sted. Og læs den.

“Og jeg læser. Med sommerfugle i maven og konstant grådlabil. Med kærlighed.” skrev jeg på Instagram.
Måske kunne jeg have nøjes med at skrive dét,
her.

Nu sidder jeg med en lukket bog, og en verden der åbner sig. Hvis jeg vil.

Bogen og Den store flugt udgives 5. november 2013. Limfjordsforlaget står bag udgivelsen. Bogen er støttet med crowdfunding, hvor jeg selvfølgelig er én af crowdfunderne, anonymt dog, og jeg er både glad og stolt over, at have støttet tilblivelsen af denne smukke, smukke bog…

Signe Kjærs illustrationer pryder bogen. Signes (i mine øjne) lidt rå streg, passer fint ind i fortællingens sfære. Råt. Og smukt. Det lidt skæve. Og tydeligt nærværende og oplevelsesrige. Sådan ser jeg Signes streger.

Besøg Stines blog. Så fint…
Signe Kjær.

Andrea og Jeppes hjemmeside/blog kan I finde her:
& THE PIONEER LIFE

Jeg blev spurgt, om jeg ville have en ekstra bog til give away og jeg sagde TAK, for tænk at kunne bringe sådan en gave videre til jer. Jeg har aldrig prøvet give away før, så bær over med mig hvis noget kludrer. :O)
Læg en kommentar, hvis du vil være med. Du kan lægge en kommentar indtil søndag d. 10. november kl. 11.30. Vinderen udtrækkes søndag eftermiddag d. 10. november.

Do Less. Get more done. Leo Babauta: The Power of Less – the fine art of limiting yourself to the essential … in business and in life.

Jeg har netop læst Leo Babautas bog “The Power of Less – the fine art of limiting yourself to the essential … in business and in life”. (Bogen kan lånes via bibliotek.dk)

Beskrivelse af bogen (fundet Her):

Do Less. Get More Done.

With the countless distractions that come from every corner
of modern life, it’s amazing that we’re ever able to accomplish
anything. The Power of Less demonstrates how to streamline your
life by identifying the essential and eliminating the unnecessary —
freeing you from everyday clutter and allowing you to focus on
accomplishing the goals that can change your life for the better.

The Power of Less will show you how to:

* Break down any goal into manageable tasks
* Focus on only a few tasks at a time
* Create new and productive habits
* Hone your focus
* Increase your efficiency

Bogen er kærlig og omsorgsfuld skrevet og jeg sidder tilbage med følelsen af at ALT kan lade sig gøre, hvis bare jeg udvælger, fravælger, fokuserer og tager små skridt. Jeg farer dog en lillebitte smule vild i opbygningen af “goals/projects/tasks”, men det skal jeg nok få styr på. Bogen er i mine øjne en praktisk bog/en brugsbog, hvis du har nogle vaner, du ønsker at ændre, og/eller en drøm, du gerne vil igang med at realisere.
(Bogen er IKKE egnet som lydbog, for der er en masse lister og grupperinger, som jeg ville fare helt vild i, hvis jeg skulle lytte.)

Jeg har tyvstjålet disse ord, fra en anmeldelse på Amazon. Det beskriver vist meget godt principperne i Leo Babautas bog:

1.. Fastsætte begrænsninger
2.. Vælg de væsentlige
3.. Forenkle
4.. Fokus
5.. Opret vaner
6.. Start i det små

Bogen har sin egen hjemmeside:

The Power of Less.

Her kan man bl.a. læse følgende om Leo Babauta:

Babauta is a former journalist and freelance writer of 18 years, a husband and father of six children, and lives on the island of Guam where he leads a very simple life.

He started Zen Habits to chronicle and share what he’s learned in his life transformation that started in 2005. In two years, he changed a number of habits through the effective habit-change techniques he shares in The Power of Less:

Quit smoking (on Nov. 18, 2005)
Became a runner.
Ran several marathons and triathlons.
Began waking early.
Became organized and productive.
Began eating healthy
Became a vegetarian
Tripled his income.
Wrote a novel and a non-fiction book.
Eliminated his debt.
Simplified his life.
Lost weight (50 pounds).
Wrote two best-selling ebooks.
Started a successful Top 100 blog.
Started a second blog for writers and bloggers.
Started a successful ebook publishing company.

Babauta står bag én af verdens mest læste blogs: Zenhabits.

Her i videoen fortæller Leo Babauta om sit liv og sine tanker i en fin samtale med Jonathan Fields. Jeg blev lidt generet af lydene fra cafeen, men det er en biting.

Tiny Homes – Simple Shelter af Lloyd Kahn

Jeg har netop læst en bog om at bo småt: Tiny Homes – Simple Shelter af Lloyd Kahn. En vidunderlig bog rig på illustrationer og billeder af mennesker, som har valgt at bygge og bo småt på mange forskellige måder. I mange typer rum og omgivelser. Her er ovenikøbet en lillebittesmule vejledning i at bygge hus. Og ja, i det store hele simpelthen kræs for bo-småt-og-enkelt-passionister som mig.

Jeg er så heldig, at der findes en “book-trailer” på Youtube. Så kig med her:

Ps. Bogen har jeg lånt på biblioteket. Mit lokale bibliotek måtte ‘fjernlåne’ det. Prøv at søge efter bogen på bibliotek.dk, hvis ikke dit eget bibliotek har det.