I’m Fine, Thanks

Jeg har ikke set denne film i sin fulde længde, men jeg vil gerne. At se traileren, gør indtryk på mig…

Myten om hvordan vi “skal” leve. Indoktrineret til at efterleve en på forhånd udarbejdet opskrift: Skole, uddannelse, arbejde, ægteskab, købe hus, få børn, arbejde, arbejde, opvaskemaskine, stort tv, pensionsopsparing osv, osv…
At bruge hele sit liv på at kravle til tops ad karrierestigen blot for at opdage, man har stillet stigen op ad den forkerte mur…
Den stille desperation?

…små, store glimt af livsvalg – eller mangel på samme…

Filmen har sig egen hjemmeside her:

I’m Fine, Thanks Movie

(Filmen kan vist for få $ hentes til pc’en… værd at overveje.)

Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame…

“Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame, oplever hun derfor også, at hendes evne til at beslutte sig forsvinder, luften forpestes, hun føler livslede, simpel nedtrykthed og har pludselige angstanfald. Det er de samme symptomer man finder hos dyr, når de lammes af fangenskab og traumer. Når vi gør dyrene alt for tamme, bortavler vi også stærke og fundamentale impulser til at lege, knytte sig til andre, klare sig selv, gå på opdagelse, knytte nære bånd og så videre. Når en kvinde går med til at blive for “velopdragen”, forsvinder hendes instinkter til disse impulser ned i det dybeste ubevidste og kan ikke længere nås automatisk. Man siger, at hun er instinkt-skadet. Det, som skulle komme helt naturligt, kommer slet ikke eller kun efter en større åndelig kamp med jeget.

Når jeg kalder overdrevet domesticering for fangenskab, mener jeg ikke socialisering, den proces hvorved børn lærer at opføre sig mere eller mindre civiliseret. Social udvikling er påkrævet, vigtig. Uden den kan en kvinde ikke klare sig her i verden.

Men overdriver man denne form for opdragelse, er det som at forbyde den vitale kraft at danse. Det vilde jeg er ikke sløvt og tomt, hvis det er ægte og sundt. Det er vågent og reagerer på enhver bevægelse eller ting af betydning. Det er ikke spærret inde i et absolut mønster, som gentager sig under alle omstændigheder. Det har kreative valg. Den instinkt-skadede kvinde har intet valg. Hun er lænket.”

(Clarissa Pinkola Estés – Kvinder som løber med ulve. s. 241 og 242)

At vælge Det Enkle Liv.

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu – Moslid i Vinje

“Ho voks opp i rikmannsmiljøet i utkanten av New York. Jenny Endresen lever på den veglause og straumlause fjellgarden Moslid i Vinje i Telemark, og ho lever slik bøndene gjorde for hundre år sidan.”

Susan Cain: The power of introverts

I min helt egen krøllede livskontekst giver det mening at tale om sammenhæng mellem dét at leve langsomt og være introvert. At leve langsomt og have TID betyder tid og ro til fordybelse. (Ok, man behøver selvfølgelig ikke være introvert for at ønske sig tid til fordybelse, formoder jeg. Men … jeg taler vist bare om Mig, nu… :O) )

Jeg er lykkelig her i mit langsomme, stille rum. For mig betyder dette Rum, et univers af muligheder og spændende ting jeg kan skabe, enten i ord eller billeder, eller jeg kan Indtrykke mig og fordybe mig i Andres.

Men hold da op… hvor er det svært at indrømme, at jeg ikke er udfarende, ikke elsker store fester og oftest siger nej tak, at jeg ikke kunne overskue de der skoleudflugter da jeg var barn, at jeg synes det er hamrende svært at være PÅ blandt mange mennesker, hvor det lissom forventes man er bare en lillebitte smule social… Det er svært at indrømme de her ting uden at skamme mig, STORT, fordi det jo lyder som om jeg foragter andre, foragter Liv, foragter Alt Det så mange andre Arrangerer og åbenbart synes er sjovt og nødvendigt… Det lyder jo mest af alt som om jeg ønsker at vende verden ryggen. Men sådan er det jo ikke. Jeg elsker den verden, der hedder Natur. Og. At tale dybt og inderligt med en kær ven. Jeg elsker meget af den kultur, der skabes af mennesker – det er jo fantastisk, hvad vi kan! Jeg elsker min familie. At se ting gro. At skabe i mit eget rum og dele det. At skrive her… Jeg rækker jo UD på min egen måde.

Se, det blev lidt personligt i dag,,, og det hele er en optakt til en TED.com video, som en bekendt delte på fb.

Og jeg blev både lettet og glad, imens jeg Så og Lyttede…

En tilføjelse,
hun har en hjemmeside,
se eksempelvis hendes 16 punkts manifesto
Herfra punkt 6: The next generation of quiet kids can and should be raised to know their own strength.

Giv jorden dens kraft tilbage. Medmenneskelighed og Glæde.

Nedenfor finder I lidt løsrevne noter fra et interview med Jytte Abildstrøm, som jeg lyttede til for et stykke tid siden. Interviewet findes på Jette Harthimmers hjemmeside.
KLIK HER og FIND INTERVIEW NR. 72.

“Når vi skifter livsstil, dykker vi ned med hinanden i hånden for at komme ud på den anden side,
og det er dét dyk, ingen vil tage”

Jytte Abildstrøm.

• Jytte Abildstrøm nævner, at vi bør spise mindre kød og flere bønner. Dyrene nedslider jorden og der bliver ørken.
• Hun spørger, om vi kan være vores luksusliv bekendt, overfor kommende slægter?
• Computerspil, voldsfilm, krimier… brutalisering. Energien kanaliseres ud i, hvordan vi behandler vores jord.
• Giv jorden dens kraft tilbage. Give jorden dens næring tilbage. Kompostér!
• Hvis man har et rigt indre liv, behøver man ikke så mange materielle ting.
• Få gode kærlige tanker ind i sjælen.
• Vedvarende energi: “Det kan ikke betale sig, men det kan svare sig”.
• Vi skal rationere elforbrug i hjemmet, i supermarkeder, på fabrikker.
• Vaner er menneskets værste fjende.
• Lad os udvikle medmenneskelighed. Og fremsige digte og ose af kærlighed, når vi står i kø i Supermarkedet.
• Forædle livet. Glæde andre.

Et lille ps. fra mig: Når jeg ser mig omkring, fornemmer jeg at flere og flere ønsker at tage “dykket”, for at komme ud på den anden side. Så “ingen” kan nu ændres til “nogen”. Og snart “mange”, måske. Hvem ved…?!

Taknemmelighed mod Forbrug.

”Taknemmelighed er en kraftfuld øvelse for de fleste. Især fordi vi lever i en forbrugskultur, hvor vi igennem medierne får messet ind i bevidstheden, at det, vi har, ikke er godt nok, og vi skal eje, købe og gøre en masse, for at vi og vores omgivelser kan blive tilfredse og ’gode nok’. Anskaf smart tøj, så du kan blive okay. Køb dig fri af dine rynker, lav dit køkken om osv. Det kan nok føre os ud i et never ending ræs efter ”mere”, fordi vi håber, at en dag skal det nok lykkes at blive medlemmer af ”vi-er-gode-nok-klubben”. Det, der er galt med denne her livsstrategi er at den for det første er anstrengende at leve i, og for det andet skaber den en zone af negative frekvenser, fordi vi hele tiden fokuserer på det, vi mangler og ikke har. Det skaber ikke en ”jeg har det godt følelse” i kroppen. Det modsatte af taknemmelighed skaber frygt.”

Gitte Jørgensen. Pippi Power.

Gro langsomt. Kampkraft.


“Fødevareindustrien er klar over vores usalige trang til at spise infatilt, og en del af den er industrien faktisk også selv ansvarlig for. Grøntsager, som avles under optimale betingelser med kunstlys, kunstvarme, kunstgødning, må aldrig kæmpe for livet. De kommer til at smage af meget lidt, for alle de stoffer, som giver smagen, bliver udviklet i takt med, at planten har brug for dem til sin egen overlevelse. Smagsstofferne hjælper planter gennem insektangreb og tørkeperioder, de er plantens selvforsvar og immunsystem og jo mere naturligt en plante lever, jo flere naturlige indholdsstoffer har den, og i større mængde. Planter uden kampkraft er nogle skvat, og vi har bestemt ikke godt af at spise skvattede slappe planter. Smagsstofferne er ikke ligegyldige for os, det er stoffer som vores krop forventer, at de planter, vi spiser, er i besiddelse af.”
Af Camilla Plum, fra Ælle Bælle Frikadelle.

[…og jeg tænker på, hvadnuhvis det også er sådan med os mennesker. At vi bliver stærkere og smukkere af at gro langsomt. At vi bliver dybere og sundere af at mærke vores modstand, i stedet for at jage afsted, for til sidst at knække af stress? Bare en tanke…]

At vende Svage sider til Styrke. Og Aimee Mullins 12 par ben.

Hvad er mine svagere sider. Hvad er det, jeg mener, begrænser mig. Hvorfor er det synd for mig. Og kan jeg vælge at anskue mine svage sider som en styrke.

Thorborg fanger en spændende pointe, når han taler om dette i “Gør dit træben til en guldåre“. Klik ind og lyt til hans fortælling. Dette “forandringssyn”, at identificere og bruge de såkaldte svage sider, er meget postivt og livsbekræftende.

Og ikke mindst også følgende videoklip, som jeg HÅBER I får lyst til at klikke jer ind og se. Aimee Mullins har dét handicap at hun mangler det nederste af sine ben og bærer proteser. Her i klippet fortæller og viser hun med entusiasme, styrke og skønhed om at være arkitekt af sin egen identitet. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at provokere sanserne og sætte gang i fantasien og lade det fjollede betyde noget: Whimsy Matters.

Det er befriende!

Så, klik ind her og oplev hende fortælle:

Aimee Mullins and her 12 pairs of legs

“Pamela Anderson has more prosthetic in her body than I do. Nobody calls her disabled.” Aimee Mullins.

(Linket til klippet fandt jeg i en kommentar til Thorborgs “Gør dit træben til en guldåre”. Tak! Fotoet af Aimee Mullins Boots er iøvrigt fundet her. If you want me to remove the photo, please contact me!)

At skabe sit Livsbillede


“Jeg opdagede efterhånden, at mit livsbillede var noget jeg selv skabte. Jeg kunne vælge at fylde mit liv med positive tanker eller negative. Og samtidig med at jeg nu var begyndt at fokusere på det positive, kunne jeg se, at mine omgivelser også ændrede sig. For i og med at jeg var holdt op med konstant at kritisere mig selv, havde jeg nu overskud til at se det positive ved andre mennesker. Jeg kunne se, at det faktisk var nogle dejlige folk, der omgav mig og at verden også var fuld af skønhed, godhed og harmoni.”
Katrine Rudolph fra Et liv med tid til livet