“Er det grønne liv en trussel mod ligestillingen?”

Havde jeg tænkt mig lidt om, havde jeg lagt denne artikel ud i går, på kvindernes kampdag. Men det kom jeg først til at tænke på i dag. (Slow! )

Er det grønne liv en trussel mod ligestillingen?

Valg af: Livsstil og Forbrug = Frihed?

img_20130916_171532-1024x1024

Nedenstående tekst er fra en artikel i Information. Undskyld Information, at jeg bringer så meget af jeres tekst!, men det er så vigtigt…
Læs resten af artiklen her: Frihed er bagsiden af det frie marked/Information. og har du lyst, har Barry Schwartz skrevet en bog, Valgfrihedens tyranni, som jeg glæder mig til at læse en dag.

“Det er i lige så høj grad et spørgsmål om livsstil. Du har også en komplet frihed, hvad angår dit privatliv. Hvem vil du være, hvad vil du lave, hvem skal du have børn med, skal du overhovedet have børn? Alt er muligt, og selve det forhold skaber simpelthen lammelse, utilfredshed og i sidste instans depression. Klinisk depression,” siger Barry Schwartz.

Han mener, at vores identitet konstant er til diskussion. Vi arver den ikke, men har mulighed for at skabe os præcis det liv, vi ønsker, og er vi ikke tilfredse, kan vi skabe os et nyt. Er du ikke tilfreds med dit liv, er det din egen skyld. Du kunne bare have valgt et andet.

“Livet er valg. Du lever gennem dine valg, og det risikerer at ramme dig. Vi køber en livsstil, hver gang vi foretager et valg. Da der kun var to typer cowboybukser, var bukserne en beklædningsgenstand. I dag, med så mange varianter, er det en livsstil, du vælger, når du vælger bukser. Tøjet fortæller verden en historie om, hvem du er. Det gør dine valg utroligt vigtige. Det dækker ikke bare din nøgne krop. Det sender et budskab. Jeg er denne type person,” forklarer Barry Schwartz.

“Det er naturligvis positivt, at vi kan udtrykke os klart og individualisere os. At vi kan tilhøre et fællesskab, som vi kan føle os hjemme i og adskille os fra andre. Men det har en bagside. Alt, hvad du vælger i verden i dag, er et statement til verden om, hvem du er. Så pludselig er trivielle og banale beslutninger blevet meget vigtige. Eksistentielle ligefrem. Hvilke bukser, du skal købe, er en bagatel, men hvem du er, er ikke en bagatel.”

“Danskerne bekymrer sig om klimaet, men ændrer ikke vaner”

“Administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, kalder det »bekymrende«, at danskerne åbenbart synes, klimaudfordringen kommer for tæt på, når det handler om at gøre noget »inden for ligusterhækken«.

Målingen fortæller, at 70 pct. af danskerne er bekymrede over klimaforandringerne, mens fem pct. slet ikke er bekymrede.

Men adspurgt om villigheden til at flyve mindre for klimaets skyld svarer kun ni pct., at de i høj eller meget høj grad er villige til det, 20 pct. siger ’i nogen grad’, mens 36 pct. slet ikke eller kun i ringe grad er villige til at dæmpe rejseaktiviteten med fly.”

Danskerne bekymrer sig om klimaet, men ændrer ikke vaner

“Vi skal ændre det normale”

Interessant artikel i Information om forbrug, hverdag og mening. Nedenfor lidt udpluk fra artiklen, men jeg kan anbefale at læse hele artiklen her:
Vi forbruger, fordi det giver mening
 

“Vi forbruger mere, end klimaet tillader. Og det hjælper ikke blot at bede os skære ned. For de produkter, vi forbruger, giver mening for os socialt, praktisk og kulturelt. Skal vi sænke forbruget, skal vi ændre normerne for, hvad der er praktisk og kulturelt værdifuldt. Og for, hvad vi forstår ved det gode og efterstræbelsesværdige liv”

“Skal vi videre, skal vi forstå de mere grundlæggende sociale og materielle årsager til, at vi gør, som vi gør. Og måske det også er på tide, at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved det, vi synes er normalt.”

“Rapporten peger på, at vi skal begynde med at stille os selv nogle helt andre spørgsmål. I stedet for at spørge: »Hvordan ændrer vi folks individuelle adfærd, så den bliver mere bæredygtig?«, bør man spørge: »Hvordan ændrer vi vores hverdagspraksisser og begreber for, hvad der er ’normalt’, så de bliver mere bæredygtige?«. Stiller vi dette nye spørgsmål, er det nogle markant anderledes forhold, der kommer i fokus i bæredygtighedsindsatsen.”

“Jeg kan ikke se meningen i at have et stort badeværelse, hvor man kun kan stå og spejle sig selv«.

img_1941_27Artikel fra Politiken med Bodil Jørgensen:

»Jeg aner ikke, hvad ting er værd, og drømmer om et samfund, hvor man bytter sig til ting og genbruger langt mere. Den slags kan jeg finde ud af. Vi sorterer skrald og genbruger i stor stil«.

Er du stået helt af ræset?

»Jeg har opgivet drømmen om finish. Folk tørster efter blanke paneler og river et helt køkken ned, fordi væggen skal stå et andet sted. For mig er det en absurd form for overforbrug. Alt det, der skinner, skal jo holdes ved lige og males i en uendelighed, for livet sviner. Vi går ind i ting, vi vælter ting, vægge får pletter og huller. Jeg synes, det ser ret fantastisk ud med en lille fugtplet«.

Er det også et moralsk statement?

»Ja, det er forkert, når vi bare skruer op for et på forhånd enormt forbrug, mens andre bor i en barak, der er blæst omkuld eller er på flugt fra Syrien. Alt det glittede er røvbanan kedeligt, og det udhuler os moralsk.«

Læs resten her:
“Bodil Jørgensen: Alt det glittede er røvbanankedeligt. Hun har opgivet at opnå finish. Livet sviner jo, siger hun.”

“Vi har opgivet religion og filosofi … Vi gør hvad som helst, hvis markedet fortæller os, at vi skal gøre det.«

“Mujica siger, at de, som anser ham for fattig, ikke forstår, hvad virkelig rigdom er.

»Jeg er ikke den fattigste præsident. Den fattigste er den, der hele tiden har brug for rigtig meget for bare at leve,« siger han.

[…]

»Vi kan genbruge næsten alt i dag. Hvis vi levede i overensstemmelse med vores ressourcer – ved at være tilbageholdende – kunne verdens syv milliarder mennesker få alle deres grundlæggende behov dækket. Den globale politik bør bevæge sig i den retning,« siger han. »Men vi tænker hellere som folk og lande, ikke som en art.«

Fra en fin, tankevækkende artikel om Uruguays præsident José Mujica Guerillasoldaten som blev præsident, Information 28. dec. 2013.

En Artikel. Og lidt tanker om Vinterdvale og Cyklus.

I ugen der gik, var der et interview i Information med Andrea Hejlskov, som bor ude i de Svenske skove med mand og børn.

Kapitalisme-kritik helt ude i skoven.

Jeg håber, I giver jer tid til at læse artiklen.
Og evt. skimme kommentarsporet. Det er interessant at læse de mange forskellige holdninger til dét liv Andrea og Familien har valgt.

Og Andrea har også en blog. Det vender jeg tilbage til sidst i indlægget.

For her laver jeg lige et lille kluntet tankespring:
Om vores vinter, hvor alt (undtagen os mennesker) tilsyneladende går i dvale. For at springe op og ud i livet igen om et øjeblik, når det bliver forår.

Året bærer sin egen cyklus, forår, sommer, efterår, vinter.
Ligesom kvinden bærer månerne i sig. (Hvor de færreste kvinder desværre får lov til at tage sig af sig selv og favne disse måner.)

Men hvad nu hvis det samme gør sig gældende for årets cyklus og vores menneskelige natur i cyklus. Hvad nu hvis vores krop og sjæl i virkeligheden trænger til at gå i dvale, i hi, slumre, mærke mørket og lyset, og at få tiden og roen langt ind i kroppen…
…før alt springer ud igen… og verden byder på ny vitalitet og kraft og farver.
Hvad nu hvis vi ville blive langt gladere mennesker af at indrette os efter cyklus og ‘årets gang’. Måske ville vi finde mere tilstedeværelse. Mindre jævnhed. Mere Livskraft.

Andrea, som mærker livet ude i skoven, har en blog og skrev et indlæg, som gav stof til eftertanke. Hun giver mig tit og ofte stof til eftertanke…
Hibernation

Men vi ræser jo derudaf. Vi har ingen kontakt med cyklus, hverken kvindens eller årstidens.

Men hvad nu hvis…

Tjah…
Jeg ved ingenting og har ingen svar. Men.
Bare en tanke.