Vores handlinger. Betydning. Godt nytår! :-)

 

“Hvad der betyder noget,
er ukendte menneskers utallige små handlinger,
der lægger til grund for de store begivenheder,
der træder ind i historien.”
Howard Zinn. Undertekstciteret fra Requiem for the American Dream (Noam Chomsky)

Om lidt siger vi farvel til 2016 og træder ind i et nyt år. Mennesker er forsvundet fra denne verden.

Og Trump er kommet til.

Moder Jord mistrives og det samme gør dermed vi.

Vi tror ikke, vi kan noget, kan gøre noget eller har noget at sige.

Men det har vi. Det kan vi. Det er vores utallige små handlinger, som lægger til grund for de store begivenheder.

Jeg tænker, at det er en god tanke, at tage med sig ind i det nye år.

Godt nytår!

 

“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”

“Hun var træt af en stressende hverdag med for meget arbejde og for lidt tid og af, at forbrug var blevet et hurtigt fix til alt det, der var galt, fortæller hun i dag fra skoven i Sverige. Her lever familien nemlig stadig. Uden fast indkomst, i en simpel bjælkehytte og af mad, de selv dyrker eller samler i naturen.

»Vi er gået ned i levestandard, men det er et valg, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg har erstattet forbrug med tid, og jeg føler mig ikke magtesløs længere«, siger Andrea Hejlskov, der beskriver sig selv som ’antiforbruger’. ”

Fra Politken om Andrea Hejlskov:
“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”

Jagten på det gode liv

Det handler om at finde håb og tro på at det kan være anderledes…:

“I et år har DR fulgt fire børnefamilier, der har truffet det store valg og gjort deres drøm til virkelighed. De har vendt hverdagens stress og jag på hovedet for at gøre deres idé om det gode liv til en realitet.”

“Jagten på det gode liv” er en udsendelse, som kommer på DR1 og den glæder jeg mig til at se: Hvordan tager de beslutningen, hvordan finansierer de det og ikke mindst: Hvad gør de med alle deres ting…

Udsendelsen starter i aften d. 13/10 på DR1.

Læs om udsendelsen her:
Jagten på det gode liv.

Cowspiracy og Fat, sick and nearly dead.

»Vi spiser rigtig meget kød og mange mejeriprodukter. Men der går meget næring tabt, når det går gennem et dyr. I fremtiden skal vi udnytte vore fødevarer mere effektivt« Citat videnschef Torben Chrintz. Læs mere her.

En tankevækkende film om industri, kød, mælkeprodukter og plantekost. Måske skal man lige have in mente, at der kan være manipuleret med facts m.v. (Se f.eks Her.) Det skal jeg ikke gøre mig klog i. Men uanset – en tankevækkende, seværdig dokumentarfilm. (Kan findes på Netflix.)

Trailer:

Lige et par anbefalinger mere fra Netflix, som også vedrører plantekost/juice:

Fat, sick and nearly dead
Fat, sick and nearly dead 2
Forks over knives

Decluttered and healthy with Courtney Carver.

‘Minimalism is about living with less, simplifying your life, and finding happiness. But what about health benefits – can minimalism improve your physical body as well as your psyche?

Like many other Americans, Courtney Carver was stressed and overworked. She shopped for fun and constantly accumulated things.
“Maybe I told myself I was buying things because they would bring me joy,” she said. “But I was really buying to medicate myself from feeling the stress and being overwhelmed and working too hard.” ‘

Se video’en (og læs resten af teksten) med Courtney Carver fra Bemorewithless her:
Decluttered and healthy with Courtney Carver

Medicin, samfund, arbejde.

“Hun [Nadja Prætorius, Psykolog og forfatter til flere bøger om samfund og stress] oplever, at hendes patienter – der kommer fra alle samfundslag – er udsat for et markant større pres og mistrivsel på arbejdspladsen end tidligere. »Grundlaget for konkurrencestaten er jo at gøre folk langt mere effektive og konkurrenceorienterede, så vi kan opnå større produktivitet og vækst og dermed sikre landets konkurrenceevne. Når folk får stress, er det jo ikke, fordi de ikke gider arbejde. Men det er meget nemmere at sige, at folk er blevet mere psykisk sårbare og derfor udvikler depression,« siger Nadja Prætorius.

Hun forklarer, at det er vigtigt at skelne mellem de psykiske sygdomme, som altid har eksisteret, og så de lidelser, som relaterer sig til samfundsforandringer.

»Det kan være en meget svær sondring at foretage. Men når et ellers sundt og rask menneske får stress og depression, så er det en forudsigelig reaktion på en ubærlig menneskelig situation, de udsættes for. Vi kan ikke tåle at blive afskåret fra at være reflekterende, tænkende væsner, at være kreative, indfølende og empatiske og kun blive set i et nytteperspektiv,« siger Nadja Prætorius, der mener, at behovet for at indrette mennesket, så det gør mest samfundsnytte, bør modsvares af en diskussion af, hvordan vi indretter samfundet bedst for borgerne. »Men det har vi glemt, hvilket er paradoksalt i et demokratisk system,« siger hun.”

Artikel fra Information: Vi tager piller i stedet for at tage debatten.

Ps. Jeg kom til at markere noget med rødt i ovenstående tekst…

Er vi styret af normerne og et produkt af samfundet: Sådan er det bare!

Jobsikkerhed er den hellige ko, bliver der sagt i udsendelsen: Og at dét måske ikke ligefrem bringer det værste frem i mennesker, men det tager det bedste væk.

Det er edderma’me godt sagt!

Prøv at se denne udsendelse – den sendes i aften på DR2, men du kan også se den her:
Sådan er det bare

“Programmet sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi har indrettet livet på. Over 10 udsendelser ser vi på de negative konsekvenser af de ting, vi i dag tager for givet, såsom pensionsopsparing, plejehjem og at både mor og far går på arbejde. Derudover møder vi folk, der har valgt at gå imod normen og indrette deres liv på en helt anderledes måde. I løbet af udsendelsen taler vi med eksperter, der perspektiverer de negative konsekvenser. Og så udsætter vi almindelige folk for tests, så de selv kan se de negative konsekvenser ved den måde, de lever på.”

Og det er simpelthen så mærkeligt, at alt det jeg har båret på af tanker hele mit liv, siden jeg trådte mine få spæde skridt ud i mit første lønmodtagerjob for hundrede år siden og siden bare gik mere og mere ned med flaget, at alt det nu tages mere og mere op i medierne. Jeg er lykkelig for, at der endelig sættes spørgsmålstegn ved det liv, som mange af os mistrives i. (Jeg troede jo, jeg var alene om ikke “at kunne klare det” og at det var fordi, jeg var svag! … ???)

!!!

Og lige et ps,
et inspirationslink til én af mine helte, som også er med i serien,
Martin Thorborg.

I’m Fine, Thanks

Jeg har ikke set denne film i sin fulde længde, men jeg vil gerne. At se traileren, gør indtryk på mig…

Myten om hvordan vi “skal” leve. Indoktrineret til at efterleve en på forhånd udarbejdet opskrift: Skole, uddannelse, arbejde, ægteskab, købe hus, få børn, arbejde, arbejde, opvaskemaskine, stort tv, pensionsopsparing osv, osv…
At bruge hele sit liv på at kravle til tops ad karrierestigen blot for at opdage, man har stillet stigen op ad den forkerte mur…
Den stille desperation?

…små, store glimt af livsvalg – eller mangel på samme…

Filmen har sig egen hjemmeside her:

I’m Fine, Thanks Movie

(Filmen kan vist for få $ hentes til pc’en… værd at overveje.)

At skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

Lyt til denne podcast fra Apropos med Andrea Hejlskov, som med sin familie er flyttet ud i De Svenske Skove. Det handler om civilisation. Og om de seneste få generationers ressourcerøveri fra de mange kommende generationer. Og at skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

http://podcast.dr.dk/P1/apropos/2013/apropos_130226.mp3

Læs om Apropos tema om civilisation her:
Apropos – Civilisation

Besøg Andrea Hejlskovs blog:
& the pioneer life

Tammy Strobel – You Can Buy Happiness (And It’s Cheap)

“Through her letters my aunt taught me about happiness, love, and the good life. In one of her letters, she described the seemingly mundane tasks of her everyday life, like watering the flowers, walking to the grocery store, and talking to her neighbors. Toward the end of the letter she wrote a few lines that surprised me. She said:

“Remember, Tammy, life is short. Do what you love and help others, too. It’s natural to think you’ll be happy if you conform to the norm. I don’t think thats true. It’s okay to be yourself. This is just a small reminder: Don’t lose track of your dreams.”

Jeg har netop afsluttet Tammy Strobels bog “You Can Buy Happiness (and It’s Cheap) – How One Woman Radically Simplified Her Life and How You Can Too” og det har været en sand fornøjelse at læse bogen.

Tammy Strobel og hendes mand valgte for få år siden at bygge og flytte ind i et ganske lille hus på hjul. Og de overvejelser, der ligger til grund for dette valg, skriver Tammy Strobel om i sin bog. De har virkelig simplificeret deres liv og afhændet en stor del af deres ejendele for at bo, som de gør. Tiden er blevet deres egen. De ejer kun det absolut nødvendigste og behøver ikke gøre sig overvejelser om anskaffelser eller bruge oceaner af tid på oprydning og rengøring.

Og jeg synes altid, det er vildt spændende at læse om mennesker, som vælger sådan en livsform. At nedsætte sit forbrug og leve et helt andet liv end det de fleste vælger at leve.

Overskriften til bogens introduktionskapitel er “Rethinking Normal”, og så er min nysgerrighed jo straks vakt.
Og til slut: “Love Life, Not Stuff”.

Tammy Strobels blog:
RowdyKittens – go small, think big and be happy

og Tiny House Photo Gallery

NOK! af John Naish

img_1352

I december læste jeg en vidunderlig bog af John Naish: “Nok! – Gør dig fri af mere mentaliteten”. Det var en rejse igennem genkendelighed, øjenåbning, eftertanke og ønsker som: “gid-rigtig-mange-ville-læse-denne-bog”…

Beskrivelse fra Saxo: “I millioner af år har mennesker anvendt en genial overlevelsesstrategi. Vi halser efter det, vi kan lide: Mad, status, information, ting. Sådan har vi overlevet tørke, epidemier, konflikter og naturkatastrofer, og efterhånden fik vi underlagt os hele kloden. Men i dag har vi langt mere, end vi kan bruge, nyde eller betale. Det forhindrer os ikke i fortsat at stræbe efter endnu mere, men det gør os samtidig syge, trætte, overvægtige, stressede, vrede og dybt forgældede. Vi har brug for at udvikle en sans for nok. I stedet for at lade vores forhistoriske hjernevindinger bilde os ind, at vi stadig ikke har nok til at være lykkelige, må vi udvikle en ny overlevelsesstrategi. Nu rettet imod den overflodskultur vi selv har skabt. John Naish inddrager nye forskningsresultater i psykologi, sociologi og økonomi og henter overrumplende konklusioner fra uventede kilder. Resultatet er en humoristisk og tankevækkende vejviser til en verden, der hele tiden lokker med mere end nok.”

De emner, han kommer omkring, er opdelt i følgende kapitler:
NOK – af information
NOK – af mad
NOK – af ting og sager
NOK – af arbejde
NOK – af valg
NOK – af lykke
NOK – af vækst
Aldrig NOK

Og jeg har lånt og læst bogen, men det er for mig én af de bøger, jeg gerne vil genlæse og dykke ned i. Den er hermed skrevet på min liste over bøger, jeg gerne vil eje.
Rettelse: Den er hermed skrevet på min liste over bøger, jeg må genlåne, igen og igen, på biblioteket. ;O)

TAK til Lotte B. for at anbefale mig den!

“Samfundets hastighed gør os angste”

I Kristelig Dagblad, 5. oktober 2012, tages emnet hastighed og angst op: At noget tyder på, at der bliver flere og flere med angst i vores samfund, fordi Mennesket simpelthen ikke er indrettet til et liv i hast:

Samfundets hastighed gør os angste

”250.000 danskere lider af angst, og lidelsen koster samfundet seks milliarder kroner om året. Menneskets hjerne er simpelthen ikke gearet til det moderne livs udfordringer, forklarer overlæge.”

[…]

”Jes Gerlach (overlæge i Psykiatrifonden) er ikke i tvivl om, at øget pres både i arbejdslivet og privatlivet er en af forklaringerne på udviklingen. ”På jobbet er der mere stress og større krav om, at vi skal kunne omstille os, og det er de samme mekanismer, der er på spil, hvad enten det drejer sig om stress eller angst. Men det er ikke blot de udefrakommende krav, der presser os. Danskerne er tilbøjelige til at svinge pisken over sig selv i stedet for nogle gange at skrue ned for præstationerne,” forklarer Jes Gerlach og henviser til, at angsten kan føre til en ond cirkel af isolation og ensomhed.

Raben Rosenberg, der er ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Grundforskning i Region Midtjylland, mener, at udviklingen hænger sammen med, at den menneskelige hjerne ikke er tilpasset det moderne liv. ”Vi ved ikke, om der er en reel stigning i antallet af angsttilfælde, men problemet er tilstrækkelig hyppigt til, at det er et kæmpe sundhedsmæssigt problem. Vi har en hjerne, der er udviklet for 40.000 år siden, og den er ikke egnet til de samfundsforhold vi byder hinanden, og det afspejler sig i den store forekomst af angst og depression. På engelsk siger man, at der er et mismatch mellem den hjernemæssige udrustning og vores leveforhold. Men vi kan ikke gå tilbage, som vi levede i stenalderen,” siger Raben Rosenberg.
[…] ”Det, man kan se i dag, er, at jo hurtigere vi løber, jo mere vi skal nå, og jo flere krav, der stilles til os, som vi måske ikke kan nå eller klare, desto større er risikoen for angst. Der er brug for pauser, som giver mulighed for at skabe balance, men hastigheden er høj i vores kultur, så de pauser udebliver desværre ofte, ” siger Psykiatrisk overlæge Jørgen Due Madsen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg, som så mange andre, har mærket de her ting på egen krop og sjæl. Og lige præcis ovenstående problem er måske min drivkraft for at skrive på denne hjemmeside… et stort ønske om at noget forandres i vores samfund… at vi finder fred og balance i vores arbejdsliv. Og heraf fødes større rummelighed for hinandens forskellighed, måske?

Et lille ps:
Hvis de her ting interesserer dig, så læs også en tidligere tekst om arbejde, tidspres og rummelighed = rytmisk velfærd, her:
Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.

Nødbremse. Slow Living. So F***ing Special.

”Det med at leve slow, det er nødbremsen i et fuldstændig hæsblæsende samfund og i en kulturkreds, hvor vi er ved at slå hinanden og planet og det hele ihjel.”

Sådan cirka siger Christine Feldthaus i programmet om Slow Living i tv-udsendelsen “So F***ing Special”.

Lidt om programmet:

Ud med tv-dinners og masseforbrug og ind med langtids-syltede asier og hjemmestrikkede uldsokker. Bonderøven og Camilla Plum er bannerførere for livsstilen “slow living”, hvor danskere erstatter stress og jag med ro og fordybelse. I dagens program stikker livsstilsekspert Christine Feldthaus fingrene i mulden og møder de mennesker, som lever livet langsomt.

Hvis du ønsker at se programmet So F***ing Special om Slow Living, så klik her:

http://www.dr.dk/TV/se/so-f-ing-special/so-f-ing-special-4-6#!/00:22

Gro langsomt. Kampkraft.


“Fødevareindustrien er klar over vores usalige trang til at spise infatilt, og en del af den er industrien faktisk også selv ansvarlig for. Grøntsager, som avles under optimale betingelser med kunstlys, kunstvarme, kunstgødning, må aldrig kæmpe for livet. De kommer til at smage af meget lidt, for alle de stoffer, som giver smagen, bliver udviklet i takt med, at planten har brug for dem til sin egen overlevelse. Smagsstofferne hjælper planter gennem insektangreb og tørkeperioder, de er plantens selvforsvar og immunsystem og jo mere naturligt en plante lever, jo flere naturlige indholdsstoffer har den, og i større mængde. Planter uden kampkraft er nogle skvat, og vi har bestemt ikke godt af at spise skvattede slappe planter. Smagsstofferne er ikke ligegyldige for os, det er stoffer som vores krop forventer, at de planter, vi spiser, er i besiddelse af.”
Af Camilla Plum, fra Ælle Bælle Frikadelle.

[…og jeg tænker på, hvadnuhvis det også er sådan med os mennesker. At vi bliver stærkere og smukkere af at gro langsomt. At vi bliver dybere og sundere af at mærke vores modstand, i stedet for at jage afsted, for til sidst at knække af stress? Bare en tanke…]

Fra en hjemmegående husfars bekendelser…

”Alligevel har jeg stress – mere, synes jeg sommetider, end den travleste direktør i forretningsverdenen. Men det er stress af en anden karakter: at prøve at undgå den gyldne stråle fra hans tissemand, når jeg skifter ble på ham; at prøve at tvinge ham til at spise sin babymos; og hele tiden holde øje med ham for at sikre mig, at han ikke snupper en gaffel fra opvaskemaskinen og jager den ind i øjet eller i en stikkontakt eller forsvinder, når jeg vender ryggen til, så jeg aldrig ser ham mere.

Se, dét er stress…”

[…]

“Så hvis du for eksempel ser mig komme gående på gaden med klapvognen en solskinsdag, solbrændt, iført hawaiiskjorte, fløjtende lidt for mig selv, og jeg standser for at klappe en forbipasserende hund, kan du måske være tilbøjelig til at sige: ”Tak skal du ha’, sikken et liv. Den fyr har ikke en bekymring i denne verden.”

Men du ville være galt afmarcheret. Bag mine fløjtende læber og mit solbrændte udseende gemmer sig en arbejdende hjerne; den behandler data, beregner odds i en række mulige scenarier ligesom en skakcomputer og kører et sikkerhed-først-underprogram: Hmmm, det der attenhjulede køretøj ser ud til at ville skære hypotenusen af hjørnet – træk klapvognen en meter tilbage. Hmmm, det der skilt hænger i en spids vinkel i et område med 20 km/t hastighedsbegrænsning – foretag en undvigemanøvre. Hmmm, den der pittbull vejer omkring tres kilo, og dens ejer har tre synlige tatoveringer og to piercinger – løft barnet op i skulderhøjde.”

Ovenstående citater er hentet fra “Jordemormand – en hjemmegående husfars bekendelser” af David Eddie. David vælger at være hjemmegående far ved sin søn og bogen er en varm, humoristisk og seriøs beskrivelse af livet som hjemmefar.

Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.


Uddrag fra Michael Husens bog “Arbejde, rytme og tid” om rytmisk velfærd, at være rytmeanormal og temporal vold. Personligt synes jeg teksten både er spændende og tankevækkende. Jeg tænker, at hvis der fandtes lidt mere “tidsrummelighed” i samfundet og på arbejdspladser, ville der måske være plads til flere. Flere kunne give en hånd med. Andre kunne stresse lidt ned. Måske er det både utopisk og naivt tænkt af mig. Men tænk, hvis…

Læs med her:

“Det, man kalder ‘nedsat arbejdsevne’, og som undertiden gør mennesker syge eller skubber dem ud i en outsiderposition som “invalidepensionister”, er ofte, at de ikke er i stand til at arbejde i det tempo, i den rytme, som den samfundsøkonomiske tvang dikterer. De er “rytmeanormale”. Ofte er “invaliditeten” altså et resultat af temporal vold. Det er både forkert og umenneskeligt at stemple disse mennesker som “invalider” eller uarbejdsdygtige. Det er samfundet og dets økonomiske institutioner (herunder fagforeningerne), der burde være under anklage for ikke at gøre det muligt for alle mennesker at arbejde i deres egen rytme. Alle kan arbejde – kun rytmiciteten er til en vis grad individuel.

Den eneste rimelige løsning er, at der gives plads til arbejdsinstitutioner med mere moderat rytme. Samt en større valgfrihed mht. hvor længe man ønsker at arbejde pr. dag og i hvilket tempo.

Det er vanskeligt at få lov til at eksperimentere. Bl.a. fordi der er stærke interesser, der aktivt holder fast i en pligt- og flidsmoral. Men da der er store individuelle forskelle i, hvad den enkelte finder sig godt tilpas med, og da dette i vidt omfang også afhænger af arbejdets art og indhold, og da en masse tillærte og indgroede normer er involveret, som bremser den enkelte i at gøre sig sine egentlige ønsker klart, må konsekvensen alligevel være, at der må eksperimenteres. Der bør åbnes for større individuel mulighed for at eksperimentere med varierende arbejdstider og større og friere adgang for alle aldersklasser til at deltage i disse eksperimenter.

Ingen ved, hvad mennesker er i stand til at klare og trives med, før man giver dem reel mulighed for at eksperimentere med det på rimelige vilkår.

Nøglen til et bedre socialt liv i de rige samfund er ikke længere større materiel velfærd men større rytmisk velfærd.”
(Husen, 94-95)