“SLUK – Kunsten at overleve i en digital verden” af Imran Rashid.

“Så i en verden, hvor milliarder af mennesker går rundt med den samme slags smartphones, befinder sig på de samme sociale medier, jagter de samme materialistiske goder og efterhånden alle lider af samme grad af informationsoverload, er det på sin plads at stille et spørgsmål, som det ikke er sikkert, vi ønsker at høre svaret på: Hvem og hvad styrer egentlig den menneskelige adfærd i dag?”

Citatet er fra bogen “SLUK af Imran Rashid, som jeg har ventet længe og utålmodigt på fra biblioteket. Jeg har læst den og vil hermed anbefale den til dem, for hvem det interesserer, hvad det gør ved vores hjerner, opmærksomhed og adfærd konstant at fylde os selv med informationer, likes, nyheder… disse dopaminfix, som gør os afhængige.

Jeg har selv oplevet at være digital afhængig og hvordan det stjæler mit liv og hvordan min bevidsthed havde det med at være mere i cyberspace end i det virkelige liv. Det er stadig noget, jeg slåsser med. F.eks. ejer jeg ikke længere en smartphone, for det går simpelthen ikke. I stedet har jeg en iPod, men det er stadig lidt for nemt liiige at lange ud og tilfredsstille en tilfældig nysgerrighed på google. Disse selvforstyrrelser er rimelig irriterende, synes jeg. De bryder mine tanker og min evne til at fordybe mig, skrive eller læse en bog.

Min facebookprofil slettede jeg for ca. 3 år siden. Om jeg vender tilbage, ved jeg ikke. (Det var ikke så enkelt for mig :O) Læs evt her på min gamle blog, som jeg lige åbner igen et øjeblik: At slette min facebookprofil )

Jeg prøver mig frem med forskellige tiltag (og “fratag”) for jeg ønsker jo ikke helt at fjerne mig fra den digitale verden. Den balance er bare så svær at finde, synes jeg. Jeg prøver stadig at få brikkerne til at falde på plads.

Men nok om mig. Tilbage til bogen, som jeg føler mig både klogere og beriget af og herfra gør mig tanker om MIN egen vej (og mine børns… gisp…) videre på nettet.

Herunder et par citater fra bogen, fordi de rammer noget virkelig essentielt, synes jeg: Berøringen. (Og i mine øjne: At sanse.) Og at miste den frie vilje og kontrollen over egen tid.

“Det mest tankevækkende er måske, hvor store påvirkninger udviklingen på så få år har haft på vores basale måde at være på og opføre os på. Hvordan det egentlig er gået til, at vi i dag med stor sandsynlighed rører mere ved vores smartphones end ved vores børn eller ægtefæller? Og hvordan den frie vilje og kontrollen over sin egen tid og opmærksomhed nærmest lader til at være forsvundet som dug for solen?”
Fra SLUK af Imran Rashid

“Vi ser således kun en forsvindende lille del af vores Twitter- og Facebookfeed, og den del, vi ser, er bestemt ud fra kriterier, der fokuserer på at fastholde os og sikre, at vi vender tilbage. Om vi føler os oplyste, har fået reflekteret over verden, eller om vi fik dækket vores behov for et mere nuanceret verdensbillede, er tilsyneladende underordnet. Problemet er, at vi ikke er klar over, i hvor høj grad nyhedsfeeds filtreres, og hvor lidt af den sande virkelighed vi får at se.”
Fra SLUK af Imran Rashid

Til slut en beskrivelse af bogen hentet fra forlaget Lindhardt og Ringhofs hjemmeside. Her kan du også finde en læseprøve på bogen. Klik dig ind her:
Sluk – Lindhardt og Ringhof

“Mere end nogensinde før er der brug for viden om, hvad de massive digitale mængder information betyder for vores hjerne og krop. Og ikke mindst hvordan vi beskytter vores helbred i en digital brydningstid.

Den danske læge Imran Rashid har undersøgt, hvad det betyder for den fysiske og mentale sundhed at leve livet online og filtrere massive mængder data gennem hjernen. I bogen giver Imran Rashid sit bud på, hvordan du genvinder kontrollen over dit digitale liv og bruger tid på det, der er vigtigt for din sundhed og livskvalitet.

8 millioner mails åbnet. 2 mio. SMS’er afsendt. 309.375 Facebook likes. 96.756 Snaps. 52.836 tweets. 10.185 Instagram posts.

Det er, hvad der skete i verden i løbet af de 10 sekunder, det tog dig at læse disse linjer. Den datamængde, der på daglig basis bliver skabt i det moderne samfund, er så stort, at det reelt set betyder, at 90 procent af al den information, der nogensinde er skabt i hele menneskehedens historie – startende helt tilbage fra hulemalerierne – er produceret indenfor de seneste to år.”
Tekst herfra: Sluk – Lindhardt og Ringhof

“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”

“Hun var træt af en stressende hverdag med for meget arbejde og for lidt tid og af, at forbrug var blevet et hurtigt fix til alt det, der var galt, fortæller hun i dag fra skoven i Sverige. Her lever familien nemlig stadig. Uden fast indkomst, i en simpel bjælkehytte og af mad, de selv dyrker eller samler i naturen.

»Vi er gået ned i levestandard, men det er et valg, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg har erstattet forbrug med tid, og jeg føler mig ikke magtesløs længere«, siger Andrea Hejlskov, der beskriver sig selv som ’antiforbruger’. ”

Fra Politken om Andrea Hejlskov:
“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”

Jagten på det gode liv

Det handler om at finde håb og tro på at det kan være anderledes…:

“I et år har DR fulgt fire børnefamilier, der har truffet det store valg og gjort deres drøm til virkelighed. De har vendt hverdagens stress og jag på hovedet for at gøre deres idé om det gode liv til en realitet.”

“Jagten på det gode liv” er en udsendelse, som kommer på DR1 og den glæder jeg mig til at se: Hvordan tager de beslutningen, hvordan finansierer de det og ikke mindst: Hvad gør de med alle deres ting…

Udsendelsen starter i aften d. 13/10 på DR1.

Læs om udsendelsen her:
Jagten på det gode liv.

Tankevækkende bog: Ismael af Daniel Quinn.

Ismael af Daniel Quinn

For nylig så jeg filmen Instinct. Jeg blev berørt og nysgerrig og blev af kringlede veje ledt videre til en bog: “Ismael” af Daniel Quinn. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om filmen har et udgangspunkt i bogen, for de to værker er ret forskellige.

Det er umuligt at sætte ord på dét indtryk bogen Ismael har efterladt hos mig. Så jeg vil nøjes med at gengive bogens bagside:

‘”Lærer søger elev. Må have et oprigtigt ønske om at redde kloden. Personlig henvendelse.”

Således begynder ISMAEL og snart efter befinder vi os i en medrivende filosofisk dialog mellem fortælleren og en kæmpegorilla ved navn Ismael, hvor evolutionen, civilisationen og menneskets rolle dissekeres.

Ismaels tolkning af skabelseshistorien forklarer, hvordan menneskeheden har skabt jordens nuværende krise, og han spørger, hvorvidt det er menneskets bestemmelse at styre verden eller om der findes et højere åndeligt formål.

Det interessante lærer-elevforhold udspilles i en næsten underdrejet dramatisk og overraskende handling, og bogen er båret af en stærk og stille kraft, som giver stof til eftertanke om tilværelsens store spørgsmål.”

En samtale mellem en gorilla og et menneske lyder måske lidt langhåret, men det er virkelig en læseværdig bog, hvis man ligesom mig interesserer sig for, hvorfor i al verden vores kultur er skruet så destruktivt sammen: Særligt måden at anskue mennesker/kultur som enten “tagere”  eller “slippere” er tankevækkende.
Jeg blev ret påvirket og det er jeg stadig. Og må læse den igen.

(Jeg fandt lige denne lille “video-tekst-anbefaling” af bogen her.)

Det er lige årstiden for film, så hvis du en novembermørk aften ønsker at se filmen Instinct, findes den på youtube. Jeg kan dog hverken garantere for kvalitet eller om hele filmen er med, for jeg har ikke set filmen dér. Men her er et par links: 

Instinct – full movie

Instinct – trailer

Urt og liv og uden ur: Livets opskrift. Meningsfuld november tv. :-)

IMG_20150415_094709

Jeg sidder lige nu og er glad, for jeg har lige set ‘Livets opskrift’, 2. afsnit, med Sisse Fisker på DR.

Tekst om udsendelsen fra DR’s hjemmeside:
“Sisse Fisker rejser i dette afsnit til den lille græske ø Ikaria, som er en af de mindst turistede øer i Grækenland. Her skal Sisse bo hos Georgios og Elini som lever en bæredygtig tilværelse, hvor de stort set er 100% selvforsynende.
Men udover at bo hos familien, tager de hende også med rundt på øen, for at snuse til nogle af de ting, som måske kan være hemmeligheden blandt beboernes lange levetid. Bl.a. møder hun herbalisten Diamandis, som hver dag drager ud i naturen for at indsamle de helt rigtig urter. Hun høster honning og så når hun også forbi et karneval.
Men spørgsmålet er, hvad alle disse ting har med deres høje levealder at gøre?”

Se udsendelsen her:
Livets opskrift – Grækenland

Becoming a one income family. Down to Earth.

“I’m queen of my home and here with my king, we grow, make, recycle, mend, bake, ferment, preserve, cook and do as much for ourselves as we can. Doing that helps us live a frugal life where we make the most of our assets and live according to our values and not those of multi-national corporations, advertising agencies or politicians who tell us to keep spending for the sake of the economy.”

Læs to dejlige indlæg hos Down to Earth om at vælge, som familie, at leve af én indkomst:
Becoming a one income family
Living on one income – part 2

Catch it

“I just need the minimum. And I’m happy with the minimum.”
“I definitely think that all we need is just love and passion.”

Om at eje sin tid. Tage sit liv tilbage i egne hænder og rent faktisk eje det. Og om at eje så få ting, at det er ultratilgængeligt og ikke forsvinder i alt muligt andet, som bare fylder op og tager vores tid.

For kvinden i filmen her er det surfboards og et par bøger.

Hvad ville ‘dette’ være for dig: Hvilke ting støtter det, du holder af at lave. Ting, som er redskaber til oplevelser, eventyr og indre grokraft. Et dejfad og en yndlingskogebog? Dine pensler? En notesbog? Vandrestøvler? Og hvad nu hvis du fjerner alt andet. Oh, frihed…

Denne fine video har jeg fundet hos Tiny House DK – facebook. Prøv at kigge forbi – her masser af inspiration! Og du behøver ikke være på facebook for at se med.

Samtalekøkkener, Kogebøger og Færdigretter. Paradoks.

kitchen

“Små lejligheder kan stadig have små aflukkede køkkener, hvor den, der opholder sig i køkkenet, er alene, enten for at lave mad, eller for ro. Her er køkkenet i høj grad et solosted. De nye samtale-køkkener er tvært imod anlagt som det sociale sted pr. excellence. Disse køkkener tager sig ud. Det er det rum i de danske hjem, som igennem de seneste år er blevet renoveret mest (og dyrest). Antallet af nyindrettede køkkener stiger, antallet af kogebøger ligeledes, og salget af færdigretter i super-markederne tilsvarende.”

Ida Wentzel Winther, Hjemlighed.


Et lille paradoks: At vi investerer i samtalekøkkener og kogebøger, men har ikke tid. Derfor må vi også investere i færdigretter. Tænk, om det er sådan, det hænger sammen…

Hvor lidt kan jeg nøjes med. Om frihed. Og arbejde, penge og forbrug. Underbara Clara.

Jeg bliver glad, vildt glad, når jeg ser nogen TALE og bryde igennem med deres ord om ting, der omhandler det her fuldstændig absurde samfund, der består af arbejde, arbejde, arbejde, vækst, vækst, vækst…
Jeg bliver glad, når jeg ser mennesker, som ønsker det anderledes. Mennesker som ser, at der SKAL ske en forandring.

Det handler om Underbara Clara. Hun fortæller bl.a. at man skal spørge sig selv:

“Hur lite kan jag nöja mig med?
Vad kan jeg vara nöjd med i mitt liv?
I stället för: “Hur maxat kan det bli? Hur stort ska jeg bo?”

Og spørgsmålet om, hvor lidt jeg kan nøjes med, handler om min frihed.
Det er så sandt, som det er sagt.
Jo mindre vi forbruger, des mindre behøver vi arbejde, des mindre forurener vi og des mere frihed har vi.

Se Underbara Clara her:
TV. De obekväma. Underbara Clara

Om udsendelsen:
“Bloggaren Clara Lidström vill att vi ska ändra synen på arbete, pengar och konsumtion. För klimatets skull, för att komma till rätta med arbetslösheten och för att bli lyckligare.”

TAK til Det Simple Liv for at dele denne udsendelse!

Tilføjet d. 20/5: Underbara Claras blog:
UnderbaraClara

“Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.”

img_6974_4
”Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.
Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat forstyrres jeg af lokomotivernes stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet, at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud fra en vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til – at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde.”

Henry David Thoreau. Civil ulydighed, 80

At skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

Lyt til denne podcast fra Apropos med Andrea Hejlskov, som med sin familie er flyttet ud i De Svenske Skove. Det handler om civilisation. Og om de seneste få generationers ressourcerøveri fra de mange kommende generationer. Og at skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

http://podcast.dr.dk/P1/apropos/2013/apropos_130226.mp3

Læs om Apropos tema om civilisation her:
Apropos – Civilisation

Besøg Andrea Hejlskovs blog:
& the pioneer life

Tammy Strobel – You Can Buy Happiness (And It’s Cheap)

“Through her letters my aunt taught me about happiness, love, and the good life. In one of her letters, she described the seemingly mundane tasks of her everyday life, like watering the flowers, walking to the grocery store, and talking to her neighbors. Toward the end of the letter she wrote a few lines that surprised me. She said:

“Remember, Tammy, life is short. Do what you love and help others, too. It’s natural to think you’ll be happy if you conform to the norm. I don’t think thats true. It’s okay to be yourself. This is just a small reminder: Don’t lose track of your dreams.”

Jeg har netop afsluttet Tammy Strobels bog “You Can Buy Happiness (and It’s Cheap) – How One Woman Radically Simplified Her Life and How You Can Too” og det har været en sand fornøjelse at læse bogen.

Tammy Strobel og hendes mand valgte for få år siden at bygge og flytte ind i et ganske lille hus på hjul. Og de overvejelser, der ligger til grund for dette valg, skriver Tammy Strobel om i sin bog. De har virkelig simplificeret deres liv og afhændet en stor del af deres ejendele for at bo, som de gør. Tiden er blevet deres egen. De ejer kun det absolut nødvendigste og behøver ikke gøre sig overvejelser om anskaffelser eller bruge oceaner af tid på oprydning og rengøring.

Og jeg synes altid, det er vildt spændende at læse om mennesker, som vælger sådan en livsform. At nedsætte sit forbrug og leve et helt andet liv end det de fleste vælger at leve.

Overskriften til bogens introduktionskapitel er “Rethinking Normal”, og så er min nysgerrighed jo straks vakt.
Og til slut: “Love Life, Not Stuff”.

Tammy Strobels blog:
RowdyKittens – go small, think big and be happy

og Tiny House Photo Gallery

NOK! af John Naish

img_1352

I december læste jeg en vidunderlig bog af John Naish: “Nok! – Gør dig fri af mere mentaliteten”. Det var en rejse igennem genkendelighed, øjenåbning, eftertanke og ønsker som: “gid-rigtig-mange-ville-læse-denne-bog”…

Beskrivelse fra Saxo: “I millioner af år har mennesker anvendt en genial overlevelsesstrategi. Vi halser efter det, vi kan lide: Mad, status, information, ting. Sådan har vi overlevet tørke, epidemier, konflikter og naturkatastrofer, og efterhånden fik vi underlagt os hele kloden. Men i dag har vi langt mere, end vi kan bruge, nyde eller betale. Det forhindrer os ikke i fortsat at stræbe efter endnu mere, men det gør os samtidig syge, trætte, overvægtige, stressede, vrede og dybt forgældede. Vi har brug for at udvikle en sans for nok. I stedet for at lade vores forhistoriske hjernevindinger bilde os ind, at vi stadig ikke har nok til at være lykkelige, må vi udvikle en ny overlevelsesstrategi. Nu rettet imod den overflodskultur vi selv har skabt. John Naish inddrager nye forskningsresultater i psykologi, sociologi og økonomi og henter overrumplende konklusioner fra uventede kilder. Resultatet er en humoristisk og tankevækkende vejviser til en verden, der hele tiden lokker med mere end nok.”

De emner, han kommer omkring, er opdelt i følgende kapitler:
NOK – af information
NOK – af mad
NOK – af ting og sager
NOK – af arbejde
NOK – af valg
NOK – af lykke
NOK – af vækst
Aldrig NOK

Og jeg har lånt og læst bogen, men det er for mig én af de bøger, jeg gerne vil genlæse og dykke ned i. Den er hermed skrevet på min liste over bøger, jeg gerne vil eje.
Rettelse: Den er hermed skrevet på min liste over bøger, jeg må genlåne, igen og igen, på biblioteket. ;O)

TAK til Lotte B. for at anbefale mig den!

“Samfundets hastighed gør os angste”

I Kristelig Dagblad, 5. oktober 2012, tages emnet hastighed og angst op: At noget tyder på, at der bliver flere og flere med angst i vores samfund, fordi Mennesket simpelthen ikke er indrettet til et liv i hast:

Samfundets hastighed gør os angste

”250.000 danskere lider af angst, og lidelsen koster samfundet seks milliarder kroner om året. Menneskets hjerne er simpelthen ikke gearet til det moderne livs udfordringer, forklarer overlæge.”

[…]

”Jes Gerlach (overlæge i Psykiatrifonden) er ikke i tvivl om, at øget pres både i arbejdslivet og privatlivet er en af forklaringerne på udviklingen. ”På jobbet er der mere stress og større krav om, at vi skal kunne omstille os, og det er de samme mekanismer, der er på spil, hvad enten det drejer sig om stress eller angst. Men det er ikke blot de udefrakommende krav, der presser os. Danskerne er tilbøjelige til at svinge pisken over sig selv i stedet for nogle gange at skrue ned for præstationerne,” forklarer Jes Gerlach og henviser til, at angsten kan føre til en ond cirkel af isolation og ensomhed.

Raben Rosenberg, der er ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Grundforskning i Region Midtjylland, mener, at udviklingen hænger sammen med, at den menneskelige hjerne ikke er tilpasset det moderne liv. ”Vi ved ikke, om der er en reel stigning i antallet af angsttilfælde, men problemet er tilstrækkelig hyppigt til, at det er et kæmpe sundhedsmæssigt problem. Vi har en hjerne, der er udviklet for 40.000 år siden, og den er ikke egnet til de samfundsforhold vi byder hinanden, og det afspejler sig i den store forekomst af angst og depression. På engelsk siger man, at der er et mismatch mellem den hjernemæssige udrustning og vores leveforhold. Men vi kan ikke gå tilbage, som vi levede i stenalderen,” siger Raben Rosenberg.
[…] ”Det, man kan se i dag, er, at jo hurtigere vi løber, jo mere vi skal nå, og jo flere krav, der stilles til os, som vi måske ikke kan nå eller klare, desto større er risikoen for angst. Der er brug for pauser, som giver mulighed for at skabe balance, men hastigheden er høj i vores kultur, så de pauser udebliver desværre ofte, ” siger Psykiatrisk overlæge Jørgen Due Madsen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg, som så mange andre, har mærket de her ting på egen krop og sjæl. Og lige præcis ovenstående problem er måske min drivkraft for at skrive på denne hjemmeside… et stort ønske om at noget forandres i vores samfund… at vi finder fred og balance i vores arbejdsliv. Og heraf fødes større rummelighed for hinandens forskellighed, måske?

Et lille ps:
Hvis de her ting interesserer dig, så læs også en tidligere tekst om arbejde, tidspres og rummelighed = rytmisk velfærd, her:
Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.

Thoreauvian simple living: unelectrified, timeless tiny home

Timeless Time. Jeg er tiltrukket af denne livsstil. Se f.eks. hvordan hun laver mad. Helt enkelt!

Mulighedernes Land

Jeg funderer over, hvorfor det er så vigtigt for mig at leve enkelt. Og jeg tænker, at svaret er, at det er følelsen af at kunne bevæge mig i Mulighedernes Land. Frihed.

At være bundet at store udgifter til hus, bil, nyt køkken eller have etableret sig med alskens teknologi, som skal gøre livet ”lettere”, er i mine øjne en forhindring og en tung last. Selvom det ganske vist er dét, som betragtes som luksus – at have flot hus, dyr bil, et væld af smarte dingenoter.

I mine øjne er dét, at kunne ”rejse” let, en stor luksus.

At rejse – jeg taler ikke om at rejse til den anden side af planeten. Jo, det kunne man selvfølgelig også gøre. Men stedet er lidt irrelevant. Det er nemlig helt enkelt dét at rejse i sin egen hverdag og opdage alt det, som er lige foran næsen af os: Nu møder vi morgendug og spindelvæv. Nu bliver blommerne lilla. Nu giver solen os længere skygger, et blødere lys (og vidunderligt at fotografere i!) Med lyset og himlen og flora og fauna er verden et flerdimensionalt maleri i konstant forandring! Hvilken gave! Og. At have god tid til at putte sig med børnene og se en god film. Eller finde ro i de rytmiske bevægelser ved at hækle eller strikke. Se farverne, føle garnet, mærke processen, lade tankerne vandre. At sætte sig bag skrivebordet og finde blyant og papir, gå ind i fantasiens uendelige verden… At skabe sin helt egen verden af brød, tomater, klæder, sparsommelighed, luft, morgenkaffe, tilblivelse…

Vores rejse er forskellig fra menneske til menneske. Jeg må lige gentage et lille citat fra Susan Cain:

“Everyone shines, given the right lighting. For some, it’s a Broadway spotlight, for others, a lamplit desk.”
Fra Susan Cains Manifesto.

I mine øjne er det en luksus at give mig tid til at opleve dét, som er lige omkring mig. Og der er tusinde, millioner af små oplevelser… konstant. Man kan også vælge at suse af sted fra én destination til den næste. Målet er målet. Men for mig er rejsen målet.

Min sommer har været god og lang. Regnvejrsdage er blevet brugt til oprydning, fordi jeg mødte et hus. Med drømmen som vejviser modtog jeg en dyb motivation for at forenkle endnu mere. Dét vender jeg tilbage til i de næste indlæg. Så følg med, hvis du har lyst til at få ryddet ud i dit hjem. Dét er en berigende proces! Altså,,, også lidt kedelig :O) Men hvis man finder en motivation og bærer den i processen, kan det blive det en tankevækkende og positiv omgang. Og befriende, ikke mindst.

Hjertelig velkommen!

Life is easy. Why do we make it so hard?

Jeg bliver glad, når jeg ser denne video. Fordi det opmuntrer til et alternativ, til det ræs vi lever pt. Hvorfor er alting blevet så kompliceret. Kan vi ændre vores situation. Keep it simple.

Tekst fra Youtube om video’en:
Jon is a farmer from northeastern Thailand. He founded the Pun Pun Center for Self-reliance, an organic farm outside Chiang Mai, with his wife Peggy Reents in 2003. Pun Pun doubles as a center for sustainable living and seed production, aiming to bring indigenous and rare seeds back into use. It regularly hosts training on simple techniques to live more sustainably. Outside of Pun Pun, Jon is a leader in bringing the natural building movement to Thailand, appearing as a spokesperson on dozens of publications and TV programs for the past 10 years. He continually strives to find easier ways for people to fulfill their basic needs.

And the great escape



“In 2011 a danish family decided to move deep into the wild woods of Värmland, Sweden. Off the grid. Under the radar. To live simple and be free. That family is us.”
(Fra Andrea Hejlskovs blog and the great escape )

Følg familiens liv og oplevelser i skoven.

Andrea Hejlskov skriver om sine oplevelser her:
and the great escape

og hendes mand, Jeppe, blogger her:
SouleSäter

Nogle gange er der meget længe til snart.

“Det begyndte den dag Henrik og Pernille opdagede, at der boede nogen i Tusinddørshuset oppe på højen.
Det begyndte med Fru Pigalopp.
Da hun flyttede ind i det skæve gamle hus, fik de pludselig en ny og anderledes veninde.

Mor og far har næsten altid lidt for travlt. Der er så meget, som hele tiden skal gøres. Så mange ting at ordne og klappe og klare, før der bliver tid tilovers til dem. Sådan har mor og far det, selv om de er meget glade for Henrik og Pernille. Det er vist det samme andre steder i den pæne by, de bor i. Hjemme hos Lars-Ole, som lige er begyndt i 2. klasse, er det også sådan. – Snart, siger Lars-Oles mor og far. – Bare vent lidt, så… Så venter Lars-Ole lidt. På at det skal blive snart. For når det er snart, bliver det endelig hans tur. Nogle gange er der meget længe til snart. De voksne ved ikke altid, hvad ordene betyder. De siger dem bare. Snart, siger de. Og mener måske om en halv time. Eller om fire timer. Eller lige inden man skal i seng.

Sådan er Fru Pigalopp ikke. Hun har vist aldrig rigtig travlt. I hvert fald ikke på samme måde som mor og far. Fru Pigalopp er helt ligeglad med, om der danser støv i krogene i hendes stuer. Det generer hende ikke det mindste, at hendes vinduer ikke skinner nypudsede over hele Tusinddørshuset. Fru Pigalopp bryder sig heller ikke så meget om at snuse rundt langs panelerne og lede efter rod og støv og vasketøj og senge, som ikke er redt. Hun er meget mere optaget af at finde på nye morsomme ting, som hun kan dele med andre, eller være sammen med andre om at opdage.

Hun er fuld af de mest fantastiske påfund. Ja, hun er næsten som en kæmpestor legetøjskasse, som nogen hele tiden fylder op med nye lege, ingen nogensinde før er kommet i tanker om. Hver gang Henrik og Pernille småløber op ad den snoede sti til Tusinddørshuset ved de helt sikkert, at det bliver en dag ud over det sædvanlige.”

Fra: Fru Pigalopp. Ferie i tusinddørshuset
af Bjørn Rønningen

Katrine Rudolph – Et liv med tid til livet

img_1354

Det her er en af de bedste bøger jeg har læst, i forhold til mine drømme om at leve enkelt. Det var simpelthen en øjenåbner af format – tænk, at nogen valgte at leve sådan – selvforsynende, bæredygtigt, med multtoilet, køer, hjemmebørn, nærvær, selvfundne sten fra stranden til badeværelsesgulvet… I bogen fortæller Katrine Rudolph nøje og ligetil om restaurering af hus, opbygning af multtoilet, om det at være selvforsynende, om stofbleer og bind, genbrug, antiforbrug. At tage sig tid til hinanden, både børn og ældre, i stedet for at suse afsted i dén travlhed, som vi åbenbart vælger at leve efter og leve for. Hun gør sig mange overvejelser om livsværdier omkring husholdning og samfund.

Fra bogens bagside:
“Et liv med tid til livet er en opløftende beretning om livsværdier, nærhed og kontakt til børnene. Det er samtidig en brugsbog for dem, som har lyst til at skabe et sundt og naturligt miljø og stå af forbrugerræset.

Forfatteren, der lever med mand og børn på et husmandssted, øser rundhåndet af erfaringer og praktiske råd fra det daglige liv som hjemmegående husmor. Familien lever af én indtægt og stort set selvforsynende. De dyrker jorden og har et mindre husdyrhold. Huset fungerer med egen brønd, komposttoilet, brændekomfur med vandtank og et rodzoneanlæg til spildevand – alt sammen ting, der gør stedet til en levende organisme.

Katrine Rudolphs bog er ikke kun en skarp kritik af det moderne forbrugersamfund og børnenes vilkår, den er også en glødende og inspirerende håndsrækning til dem, som ønsker at leve tættere på livet.”

Bogen er desværre – så vidt jeg ved – udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.

Hvem er børnenes advokat? Til forsvar for familien.

Jeg vil gerne henvise til en artikel som jeg fandt via Smilerynker:
Til forsvar for familien.
Artiklen omtaler problemer, som jeg ofte selv tænker på, men har svært ved at udtrykke. Fordi det går på tværs, fordi det kan ramme de hårdtarbejdende forældre og fordi jeg ikke ønsker at stille mig til dommer over, hvilket liv der er godt/dårligt. Det svar er lisså mangfoldigt, som vi er mennesker.

Grunden til jeg henviser til artiklen, er for os, som ønsker at træffe et andet valg, uden at føle den dårlige samvittighed: Vi er opdraget til at travlhed er gud, at vi skal tjene staten på fuldtid, før vi er et godt menneske og den eneste måde at realisere sig selv som kvinde er, hvis man er på arbejdsmarkedet.

At gøre noget andet kan føles som at gå imod rødstrømpebevægelsens vigtige opgør. Men det er jo ikke hensigten, vel. Der må vel åbnes op for det frie valg og den fri accept og anerkendelse, kvinde og kvinde imellem.

Desuden handler det ikke om KVINDER. Det handler om FORÆLDRE. Og børn. Hvem er børnenes advokat? Hvornår kommer børnefrigørelsen? Er det ønskværdigt for et barn at tilbringe så mange timer i institution, hvor personalet har susende travlt og der er larm og tumult dagen lang? JA, de kan vænne sig til det – men det, at man vænner sig til det, er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med det er godt.

Som artiklen påpeger har børnene ingen advokat. Børnene har ingenting at sige. De kan ikke vælge. Og vi som voksne, ansvarlige mennesker overlader en stor del af pasning, opdragelse og samvær med børnene, til staten. Vi fravægler at tage del i Barndommens Land.

Er det virkelig det vi vil? Giver det mening, derinde i hjertet?

Prøv at læs med – artiklen finder du her:

Til forsvar for familien

Gro langsomt. Kampkraft.


“Fødevareindustrien er klar over vores usalige trang til at spise infatilt, og en del af den er industrien faktisk også selv ansvarlig for. Grøntsager, som avles under optimale betingelser med kunstlys, kunstvarme, kunstgødning, må aldrig kæmpe for livet. De kommer til at smage af meget lidt, for alle de stoffer, som giver smagen, bliver udviklet i takt med, at planten har brug for dem til sin egen overlevelse. Smagsstofferne hjælper planter gennem insektangreb og tørkeperioder, de er plantens selvforsvar og immunsystem og jo mere naturligt en plante lever, jo flere naturlige indholdsstoffer har den, og i større mængde. Planter uden kampkraft er nogle skvat, og vi har bestemt ikke godt af at spise skvattede slappe planter. Smagsstofferne er ikke ligegyldige for os, det er stoffer som vores krop forventer, at de planter, vi spiser, er i besiddelse af.”
Af Camilla Plum, fra Ælle Bælle Frikadelle.

[…og jeg tænker på, hvadnuhvis det også er sådan med os mennesker. At vi bliver stærkere og smukkere af at gro langsomt. At vi bliver dybere og sundere af at mærke vores modstand, i stedet for at jage afsted, for til sidst at knække af stress? Bare en tanke…]

A Slow Year ~ Flickr


Hos Flickr blev der i 2008 oprettet en gruppe, “A slow year”:

Welcome to A Slow Year— a year of non-consumerism. Refurbish, recreate, restyle your wardrobe and life. Slowly. Can, jar, forage and wildcraft foods, grow a garden, bake bread, recycle everything last thing, barter & trade, simplify!

Det er sjovt at se, hvordan langsomhed fortolkes i billeder. Der er desuden et lille debatforum, hvor man kan læse lidt om medlemmernes tanker, handlinger, forundringer, tips og tricks i deres Slow Year.

Klik ind og kig:
A Slow Year.

Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.


Uddrag fra Michael Husens bog “Arbejde, rytme og tid” om rytmisk velfærd, at være rytmeanormal og temporal vold. Personligt synes jeg teksten både er spændende og tankevækkende. Jeg tænker, at hvis der fandtes lidt mere “tidsrummelighed” i samfundet og på arbejdspladser, ville der måske være plads til flere. Flere kunne give en hånd med. Andre kunne stresse lidt ned. Måske er det både utopisk og naivt tænkt af mig. Men tænk, hvis…

Læs med her:

“Det, man kalder ‘nedsat arbejdsevne’, og som undertiden gør mennesker syge eller skubber dem ud i en outsiderposition som “invalidepensionister”, er ofte, at de ikke er i stand til at arbejde i det tempo, i den rytme, som den samfundsøkonomiske tvang dikterer. De er “rytmeanormale”. Ofte er “invaliditeten” altså et resultat af temporal vold. Det er både forkert og umenneskeligt at stemple disse mennesker som “invalider” eller uarbejdsdygtige. Det er samfundet og dets økonomiske institutioner (herunder fagforeningerne), der burde være under anklage for ikke at gøre det muligt for alle mennesker at arbejde i deres egen rytme. Alle kan arbejde – kun rytmiciteten er til en vis grad individuel.

Den eneste rimelige løsning er, at der gives plads til arbejdsinstitutioner med mere moderat rytme. Samt en større valgfrihed mht. hvor længe man ønsker at arbejde pr. dag og i hvilket tempo.

Det er vanskeligt at få lov til at eksperimentere. Bl.a. fordi der er stærke interesser, der aktivt holder fast i en pligt- og flidsmoral. Men da der er store individuelle forskelle i, hvad den enkelte finder sig godt tilpas med, og da dette i vidt omfang også afhænger af arbejdets art og indhold, og da en masse tillærte og indgroede normer er involveret, som bremser den enkelte i at gøre sig sine egentlige ønsker klart, må konsekvensen alligevel være, at der må eksperimenteres. Der bør åbnes for større individuel mulighed for at eksperimentere med varierende arbejdstider og større og friere adgang for alle aldersklasser til at deltage i disse eksperimenter.

Ingen ved, hvad mennesker er i stand til at klare og trives med, før man giver dem reel mulighed for at eksperimentere med det på rimelige vilkår.

Nøglen til et bedre socialt liv i de rige samfund er ikke længere større materiel velfærd men større rytmisk velfærd.”
(Husen, 94-95)