Børneliv

Vi er en ret computerglad familie og jeg har aldrig rigtig fundet mine ord vedr. børn og slow/simple living.

Jeg kan stort anbefale dig at læse følgende blogs, hvis du ønsker inspiration til et enkelt, langsomt børne- og familieliv:

Familiefilosofi, som er ærlig, rørende og kærligt skrevet. Bevægende, på en vidunderlig finurlig, varm måde, som også understreger at det ikke altid er nemt. Læs med her:
Famliefilosofi
Familiefilosofi Instagram
Familiefilosofi Facebook

My Scandinavian Tribe, en familie, som er flyttet til Norge og bor og lever et enkelt, langsomt liv. Smukt og æstetisk.
My Scandinavian Tribe
Læs deres fortælling om at leve langsomt her:
Om at leve langsomt

Smilerynker, som bl.a. også tager fat i det med børn og medier,  iPads osv. Dét har jeg aldrig været særlig god til!, men læs og lær på hendes smukke hjemmeside:
Smilerynker

Maj My skriver så fint om børn og familieliv på Ærø
Majmy

(Finder jeg flere tilføjer jeg dem listen.)

Bøger om Hjemmeliv.

Jordemormand – en hjemmegående husfars bekendelser af David Eddie:
En far fortæller humoristisk og seriøst om valget af et liv som hjemmegående.

Den nye familie af Gitte Jørgensen et. al.:
Forskellige måder at indrette sig på som familie – her findes også et afsnit om at være hjemmegående forælder.

Et liv med tid til livet af Katrine Rudolph
En fantastisk bog om at være hjemmegående mor med sine børn, være selvforsynende på landet og i det hele taget en hyldest til et mere kærligt og bæredygtigt liv med tid.
Grundige, enkle beskrivelser i bogen om dyrkning af jord, bygning af multtoilet m.v.

Artikel:

Artikel i Kristelig Dagblad:
Til forsvar for familien

En par tekster jeg har haft på tidligere blogindlæg:

“Vi insisterer stivnakkede på at ville have det hele. Det betragtes som en menneskeret i det vestlige nye årtusinde at have dyre vaner, eventyrlige rejser og smukke velkomponerede hjem. Og vi er villige til at tage den varme dyne af vores lille dyreunge, for at vi kan løbe videre ud i byen i jagten efter prestige og gyldne mønter.

Vi går fra børnene, selvom de græder med deres skuffede ansigter bag institutionens ruder. Alligevel vinker de farvel til os med små tapre hænder og oprejste pander.

A’ ve’ mæ’, som min lille søn siger med de blødeste, bedende øjne. Så rækker han hænderne frem mod mig og vil op.

Jeg undrer mig dagligt over, hvad det er, der gør, at jeg alligevel går. Hvorfor går jeg – sammen med de andre blødende forældresind – ud af institutionens låge? Hvordan kan vi lyve så meget for os selv, at vi tror, der er noget i verden, der er vigtigere end at tage fat om de nøgne, buttede hænder, der rækker ud efter os? Og give os mere tid til både børnene og hinanden?”

Smerteligt, godt spurgt af Maria Holkenfeldt Behrendt. Fra ‘Du kan bare vente dig’.

“Det begyndte den dag Henrik og Pernille opdagede, at der boede nogen i Tusinddørshuset oppe på højen.
Det begyndte med Fru Pigalopp.
Da hun flyttede ind i det skæve gamle hus, fik de pludselig en ny og anderledes veninde.

Mor og far har næsten altid lidt for travlt. Der er så meget, som hele tiden skal gøres. Så mange ting at ordne og klappe og klare, før der bliver tid tilovers til dem. Sådan har mor og far det, selv om de er meget glade for Henrik og Pernille. Det er vist det samme andre steder i den pæne by, de bor i. Hjemme hos Lars-Ole, som lige er begyndt i 2. klasse, er det også sådan. – Snart, siger Lars-Oles mor og far. – Bare vent lidt, så… Så venter Lars-Ole lidt. På at det skal blive snart. For når det er snart, bliver det endelig hans tur. Nogle gange er der meget længe til snart. De voksne ved ikke altid, hvad ordene betyder. De siger dem bare. Snart, siger de. Og mener måske om en halv time. Eller om fire timer. Eller lige inden man skal i seng.

Sådan er Fru Pigalopp ikke. Hun har vist aldrig rigtig travlt. I hvert fald ikke på samme måde som mor og far. Fru Pigalopp er helt ligeglad med, om der danser støv i krogene i hendes stuer. Det generer hende ikke det mindste, at hendes vinduer ikke skinner nypudsede over hele Tusinddørshuset. Fru Pigalopp bryder sig heller ikke så meget om at snuse rundt langs panelerne og lede efter rod og støv og vasketøj og senge, som ikke er redt. Hun er meget mere optaget af at finde på nye morsomme ting, som hun kan dele med andre, eller være sammen med andre om at opdage.

Hun er fuld af de mest fantastiske påfund. Ja, hun er næsten som en kæmpestor legetøjskasse, som nogen hele tiden fylder op med nye lege, ingen nogensinde før er kommet i tanker om. Hver gang Henrik og Pernille småløber op ad den snoede sti til Tusinddørshuset ved de helt sikkert, at det bliver en dag ud over det sædvanlige.”

Fra: Fru Pigalopp. Ferie i tusinddørshuset
af Bjørn Rønningen