Tilfredshed og Rigdom

img_8682-1_9
”Rousseaus synspunkt bygger på en bestemt hypotese angående velstand: at velstand ikke er det samme som at have mange ting. Velstand involverer det vi længes efter. Velstand er ikke noget absolut. Det er relativt i forhold til ønskerne. Hver gang vi ønsker os noget som vi ikke har råd til, bliver vi fattigere, uanset hvor velhavende vi er. Og hver gang vi er tilfredse med hvad vi har, kan vi regne os for rige, uanset hvor lidt vi faktisk ejer.”
Alain de Botton, Statusangst

Fortravlethed og Arbejde mod Poesi, Filosofi og selve Livet.

img_1807_2
”Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.
Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat forstyrres jeg af lokomotivernes stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet, at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud fra en vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til – at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde.”
Henry David Thoreau, Civil ulydighed, s. 80

Taknemmelighed mod Forbrug.

”Taknemmelighed er en kraftfuld øvelse for de fleste. Især fordi vi lever i en forbrugskultur, hvor vi igennem medierne får messet ind i bevidstheden, at det, vi har, ikke er godt nok, og vi skal eje, købe og gøre en masse, for at vi og vores omgivelser kan blive tilfredse og ’gode nok’. Anskaf smart tøj, så du kan blive okay. Køb dig fri af dine rynker, lav dit køkken om osv. Det kan nok føre os ud i et never ending ræs efter ”mere”, fordi vi håber, at en dag skal det nok lykkes at blive medlemmer af ”vi-er-gode-nok-klubben”. Det, der er galt med denne her livsstrategi er at den for det første er anstrengende at leve i, og for det andet skaber den en zone af negative frekvenser, fordi vi hele tiden fokuserer på det, vi mangler og ikke har. Det skaber ikke en ”jeg har det godt følelse” i kroppen. Det modsatte af taknemmelighed skaber frygt.”

Gitte Jørgensen. Pippi Power.

Hvorfor bør vi alle bruge vores skaberkraft?

“Hvorfor bør vi alle bruge vores skaberkraft…?

Fordi der ikke er noget, der gør folk så gavmilde, glade, livlige, modige og medfølende, så ligegyldige over for at slås og samle sig materielle genstande og penge.”

Brenda Ueland.
(Citat fundet i Julia Camerons bog “Kunsten af være kreativ”)

Fra en hjemmegående husfars bekendelser…

”Alligevel har jeg stress – mere, synes jeg sommetider, end den travleste direktør i forretningsverdenen. Men det er stress af en anden karakter: at prøve at undgå den gyldne stråle fra hans tissemand, når jeg skifter ble på ham; at prøve at tvinge ham til at spise sin babymos; og hele tiden holde øje med ham for at sikre mig, at han ikke snupper en gaffel fra opvaskemaskinen og jager den ind i øjet eller i en stikkontakt eller forsvinder, når jeg vender ryggen til, så jeg aldrig ser ham mere.

Se, dét er stress…”

[…]

“Så hvis du for eksempel ser mig komme gående på gaden med klapvognen en solskinsdag, solbrændt, iført hawaiiskjorte, fløjtende lidt for mig selv, og jeg standser for at klappe en forbipasserende hund, kan du måske være tilbøjelig til at sige: ”Tak skal du ha’, sikken et liv. Den fyr har ikke en bekymring i denne verden.”

Men du ville være galt afmarcheret. Bag mine fløjtende læber og mit solbrændte udseende gemmer sig en arbejdende hjerne; den behandler data, beregner odds i en række mulige scenarier ligesom en skakcomputer og kører et sikkerhed-først-underprogram: Hmmm, det der attenhjulede køretøj ser ud til at ville skære hypotenusen af hjørnet – træk klapvognen en meter tilbage. Hmmm, det der skilt hænger i en spids vinkel i et område med 20 km/t hastighedsbegrænsning – foretag en undvigemanøvre. Hmmm, den der pittbull vejer omkring tres kilo, og dens ejer har tre synlige tatoveringer og to piercinger – løft barnet op i skulderhøjde.”

Ovenstående citater er hentet fra “Jordemormand – en hjemmegående husfars bekendelser” af David Eddie. David vælger at være hjemmegående far ved sin søn og bogen er en varm, humoristisk og seriøs beskrivelse af livet som hjemmefar.

Tabte ambitioner og lettelse. Hvad vi er.

”Prisen vi har betalt, for at forvente at blive til meget mere end vores forfædre, er en evig bekymring for at vi langt fra er, hvad vi kunne være.”

William James citeres:
”Lettelsen ved at give afkald på ambitioner er lige så stor som glæden ved at få dem tilfredsstillet. Man føler sig sært let om hjertet, når ens absolutte mangler på et givet område bliver regnet for helt i orden. Hvor ville det være skønt, hvis vi en dag kunne opgive at stræbe efter at være ung eller slank. ’Gud ske tak og lov’, siger vi, ’så er de illusioner tabt’. Alt hvad der lægges til selvet er en byrde såvel som en ære.”
Alain de Botton, Status Angst

At vende Svage sider til Styrke. Og Aimee Mullins 12 par ben.

Hvad er mine svagere sider. Hvad er det, jeg mener, begrænser mig. Hvorfor er det synd for mig. Og kan jeg vælge at anskue mine svage sider som en styrke.

Thorborg fanger en spændende pointe, når han taler om dette i “Gør dit træben til en guldåre“. Klik ind og lyt til hans fortælling. Dette “forandringssyn”, at identificere og bruge de såkaldte svage sider, er meget postivt og livsbekræftende.

Og ikke mindst også følgende videoklip, som jeg HÅBER I får lyst til at klikke jer ind og se. Aimee Mullins har dét handicap at hun mangler det nederste af sine ben og bærer proteser. Her i klippet fortæller og viser hun med entusiasme, styrke og skønhed om at være arkitekt af sin egen identitet. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at provokere sanserne og sætte gang i fantasien og lade det fjollede betyde noget: Whimsy Matters.

Det er befriende!

Så, klik ind her og oplev hende fortælle:

Aimee Mullins and her 12 pairs of legs

“Pamela Anderson has more prosthetic in her body than I do. Nobody calls her disabled.” Aimee Mullins.

(Linket til klippet fandt jeg i en kommentar til Thorborgs “Gør dit træben til en guldåre”. Tak! Fotoet af Aimee Mullins Boots er iøvrigt fundet her. If you want me to remove the photo, please contact me!)