Fra en hjemmegående husfars bekendelser…

”Alligevel har jeg stress – mere, synes jeg sommetider, end den travleste direktør i forretningsverdenen. Men det er stress af en anden karakter: at prøve at undgå den gyldne stråle fra hans tissemand, når jeg skifter ble på ham; at prøve at tvinge ham til at spise sin babymos; og hele tiden holde øje med ham for at sikre mig, at han ikke snupper en gaffel fra opvaskemaskinen og jager den ind i øjet eller i en stikkontakt eller forsvinder, når jeg vender ryggen til, så jeg aldrig ser ham mere.

Se, dét er stress…”

[…]

“Så hvis du for eksempel ser mig komme gående på gaden med klapvognen en solskinsdag, solbrændt, iført hawaiiskjorte, fløjtende lidt for mig selv, og jeg standser for at klappe en forbipasserende hund, kan du måske være tilbøjelig til at sige: ”Tak skal du ha’, sikken et liv. Den fyr har ikke en bekymring i denne verden.”

Men du ville være galt afmarcheret. Bag mine fløjtende læber og mit solbrændte udseende gemmer sig en arbejdende hjerne; den behandler data, beregner odds i en række mulige scenarier ligesom en skakcomputer og kører et sikkerhed-først-underprogram: Hmmm, det der attenhjulede køretøj ser ud til at ville skære hypotenusen af hjørnet – træk klapvognen en meter tilbage. Hmmm, det der skilt hænger i en spids vinkel i et område med 20 km/t hastighedsbegrænsning – foretag en undvigemanøvre. Hmmm, den der pittbull vejer omkring tres kilo, og dens ejer har tre synlige tatoveringer og to piercinger – løft barnet op i skulderhøjde.”

Ovenstående citater er hentet fra “Jordemormand – en hjemmegående husfars bekendelser” af David Eddie. David vælger at være hjemmegående far ved sin søn og bogen er en varm, humoristisk og seriøs beskrivelse af livet som hjemmefar.

Tabte ambitioner og lettelse. Hvad vi er.

”Prisen vi har betalt, for at forvente at blive til meget mere end vores forfædre, er en evig bekymring for at vi langt fra er, hvad vi kunne være.”

William James citeres:
”Lettelsen ved at give afkald på ambitioner er lige så stor som glæden ved at få dem tilfredsstillet. Man føler sig sært let om hjertet, når ens absolutte mangler på et givet område bliver regnet for helt i orden. Hvor ville det være skønt, hvis vi en dag kunne opgive at stræbe efter at være ung eller slank. ’Gud ske tak og lov’, siger vi, ’så er de illusioner tabt’. Alt hvad der lægges til selvet er en byrde såvel som en ære.”
Alain de Botton, Status Angst

At vende Svage sider til Styrke. Og Aimee Mullins 12 par ben.

Hvad er mine svagere sider. Hvad er det, jeg mener, begrænser mig. Hvorfor er det synd for mig. Og kan jeg vælge at anskue mine svage sider som en styrke.

Thorborg fanger en spændende pointe, når han taler om dette i “Gør dit træben til en guldåre“. Klik ind og lyt til hans fortælling. Dette “forandringssyn”, at identificere og bruge de såkaldte svage sider, er meget postivt og livsbekræftende.

Og ikke mindst også følgende videoklip, som jeg HÅBER I får lyst til at klikke jer ind og se. Aimee Mullins har dét handicap at hun mangler det nederste af sine ben og bærer proteser. Her i klippet fortæller og viser hun med entusiasme, styrke og skønhed om at være arkitekt af sin egen identitet. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at provokere sanserne og sætte gang i fantasien og lade det fjollede betyde noget: Whimsy Matters.

Det er befriende!

Så, klik ind her og oplev hende fortælle:

Aimee Mullins and her 12 pairs of legs

“Pamela Anderson has more prosthetic in her body than I do. Nobody calls her disabled.” Aimee Mullins.

(Linket til klippet fandt jeg i en kommentar til Thorborgs “Gør dit træben til en guldåre”. Tak! Fotoet af Aimee Mullins Boots er iøvrigt fundet her. If you want me to remove the photo, please contact me!)

Øjeblikkets betydning. Det unikke, som aldrig kommer igen.

Henry David Thoreau er på mange måder en stor inspirationskilde i mit liv. Erik Skyum-Nielsen sætter her ord på, hvad det bl.a. er, som gør, at Thoreaus tekster og tanker er så pokkers interessante, opmuntrende og tankevækkende:

“Hans stil bæres af klarhed og kløgt, af personlig integritet, og præcis denne ro sætter ham i stand til pludselig at skride ud i sproget og demonstrere abrupt humor og stille underfundighed. Hans skrivemåde afspejler hans fornemmelse for det unikke, det som aldrig kommer igen, øjeblikkene som han må møde med nysgerrighed og pivåbne porer:
”I al slags vejr, når som helst, dag og nat har jeg bestræbt mig på at skærpe min sans for de enkelte øjeblikke, skære mærker for dem i min stok, at stå netop der hvor to evigheder, fortid og nutid, mødes, nemlig i nuet; at balancere på denne smalle streg.”

Dette svarer i hans bogføring til, at stilen bliver, ikke en vej, og da slet ikke en boulevard, men en slynget skovsti, ad hvilken man går langsomt og stadig undrende. At læse Thoreau bliver at vandre, ikke for at få motion, ej heller for at nå frem til andet end blot tilfældigt mål. Turen bliver en glæde i sig selv. Man støder ustandselig på noget, man ikke tidligere har bemærket, eller det tilvante kan med ét få lov til at fremtræde i ny belysning.

(Artikel af Erik Skyum Nielsen: Han gik ture – portræt af Henry David Thoreau / Information 3.10.97)

At skabe sit Livsbillede


“Jeg opdagede efterhånden, at mit livsbillede var noget jeg selv skabte. Jeg kunne vælge at fylde mit liv med positive tanker eller negative. Og samtidig med at jeg nu var begyndt at fokusere på det positive, kunne jeg se, at mine omgivelser også ændrede sig. For i og med at jeg var holdt op med konstant at kritisere mig selv, havde jeg nu overskud til at se det positive ved andre mennesker. Jeg kunne se, at det faktisk var nogle dejlige folk, der omgav mig og at verden også var fuld af skønhed, godhed og harmoni.”
Katrine Rudolph fra Et liv med tid til livet

Det har jeg ikke tid til at se på!


“Det er tåget efterårsvejr. Alting er dryppende vådt, og idet han ser ned i kanalen, falder en vanddråbe ned fra en kastaniegren og danner en stor boble, der langsomt sender ringe ud til alle sider. ”Det har jeg ikke tid til at se på,” er den første tankebevægelse, der rører sig i ham. Men det ville han ikke have tænkt, hvis der ikke havde været noget i synet, der havde gjort forsøg på at fængsle ham. Sådan sker det tit, at småting kunne søge at tale til en og fange en. Så skal man altid blive stående. Der er ikke så meget i livet, der kan tale fint, at man har råd til at gå forbi. Bliv stående! Brug de få øjeblikke, du lever, til at se det vidunderlige i småtingene.”

Ludvig Feilberg (1849-1912)

Kvinder og Måne og Være Tilstede.

Jeg har ganske vist lagt denne tekst ud før, på en anden blog. Men denne tekst gjorde en forskel for mig – om hvordan jeg/vi har mistet føling med Cyklus – og hvor stor en gave vi har. Jeg holder meget af denne tekst…

‘…Med blyantspidsen, bankede Winona let på cirklens toppunkt, hvor hun havde tegnet fuldmånen:
“Ved deres fuldmåne er kvinder i deres mest givende hjørne overfor de, der er omkring dem. Hun lyser for dem. Hun er til tjeneste for dem. Hendes genskær er et stærkt lys for hendes familie, hendes venner og hendes cirkel. Hendes liv leves inden i denne fulde cirkel.” Winonas hænder bevægede sig udad i cirkelbevægelser, for at understrege hvordan en kvinde skal give ud af sig selv.

“I hvide kalder det den frugtbare tid, og måske er også dét et godt navn. For vores frugtbarhed ligger i modtagelsen og refleksionen. Vi kaster lys over dem omkring os. Men…” her holdt Winona en pause for at finde det rigtige udtryk, “der kommer en tid, hver måned, hvor kvinden går ned i sin månes mørke.” Winona pegede på det nederste af cirklen, hvor tiden for ingen måne var tegnet som en sort cirkel.

“Det er i denne tid,” fortsatte Winona, “at kvinden har brug for at trække sig indad til stilheden, væk fra hendes kreds af familie og venner. De ældste vidste dette og plejede at have et sted hun kunne gå hen for at være i stilhed. Det blev kaldt for månehytten. Det er selvets tid. Ensomhed. For kun i ensomhed kan en ny måne fødes inden i hende.”

“Og hvad hvis hun ikke trækker sig tilbage?” spurgte jeg. “Hvis hun vedbliver at være i tingenes midte, hvad så, Winona?”
Winona kunne ikke have vidst, at jeg var arbejdsnarkoman.

“Så, Meggie, er hun altid i halvmånen, aldrig fuldt tilstede for andre, aldrig fuldt tilstede for sig selv. Der er intet nyt liv. Der er ingen død. Årstiderne eksisterer ikke. Alt er ensformigt.” ‘

(Fra Winonas visdom af Priscilla Cogan.)