Kategori: Brændsel Ild Sjæleliv

Absorberet

“Sætninger falder mig langt lettere end at kulegrave et blomsterbed. Alligevel tænker jeg på mine haveoplevelser som en fremadrettet bevægelse, en sjælens udvikling. Havearbejde er blevet en uventet nådens instrument, for jeg har opdaget timers indre fred på knæ, i færd med at grave i jorden. Her er et sted hvor jeg ikke tænker på arbejde eller bekymrer mig over det, jeg ikke kan kontrollere. At være fuldstændig absorberet, nuets sakramente, som jeg oplever når jeg planter eller luger, bringer udsøgt tilfredshed. Mit sind er i ro, og mit hjerte åbner sig.”
Fra Naturlig Overflod, Sarah Ban Breathnach.

Hjem, hvor hjertet kan glædes


“På det tidspunkt og på det sted hvor hjertet kan glædes over hver ny dag – det bliver éns hjem. På det tidspunkt og på det sted hvor sjælen kan finde næring i de små oplevelser – det bliver éns hjem. På det tidspunkt og på det sted hvor éns sind kan finde mening i skyggerne såvel som lyset – det bliver også éns hjem.”

Citat fra Wynonas visdom, Priscilla Cogan

Det har jeg ikke tid til at se på!


“Det er tåget efterårsvejr. Alting er dryppende vådt, og idet han ser ned i kanalen, falder en vanddråbe ned fra en kastaniegren og danner en stor boble, der langsomt sender ringe ud til alle sider. ”Det har jeg ikke tid til at se på,” er den første tankebevægelse, der rører sig i ham. Men det ville han ikke have tænkt, hvis der ikke havde været noget i synet, der havde gjort forsøg på at fængsle ham. Sådan sker det tit, at småting kunne søge at tale til en og fange en. Så skal man altid blive stående. Der er ikke så meget i livet, der kan tale fint, at man har råd til at gå forbi. Bliv stående! Brug de få øjeblikke, du lever, til at se det vidunderlige i småtingene.”

Ludvig Feilberg (1849-1912)

Kvinder og Måne og Være Tilstede.

Jeg har ganske vist lagt denne tekst ud før, på en anden blog. Men denne tekst gjorde en forskel for mig – om hvordan jeg/vi har mistet føling med Cyklus – og hvor stor en gave vi har. Jeg holder meget af denne tekst…

‘…Med blyantspidsen, bankede Winona let på cirklens toppunkt, hvor hun havde tegnet fuldmånen:
“Ved deres fuldmåne er kvinder i deres mest givende hjørne overfor de, der er omkring dem. Hun lyser for dem. Hun er til tjeneste for dem. Hendes genskær er et stærkt lys for hendes familie, hendes venner og hendes cirkel. Hendes liv leves inden i denne fulde cirkel.” Winonas hænder bevægede sig udad i cirkelbevægelser, for at understrege hvordan en kvinde skal give ud af sig selv.

“I hvide kalder det den frugtbare tid, og måske er også dét et godt navn. For vores frugtbarhed ligger i modtagelsen og refleksionen. Vi kaster lys over dem omkring os. Men…” her holdt Winona en pause for at finde det rigtige udtryk, “der kommer en tid, hver måned, hvor kvinden går ned i sin månes mørke.” Winona pegede på det nederste af cirklen, hvor tiden for ingen måne var tegnet som en sort cirkel.

“Det er i denne tid,” fortsatte Winona, “at kvinden har brug for at trække sig indad til stilheden, væk fra hendes kreds af familie og venner. De ældste vidste dette og plejede at have et sted hun kunne gå hen for at være i stilhed. Det blev kaldt for månehytten. Det er selvets tid. Ensomhed. For kun i ensomhed kan en ny måne fødes inden i hende.”

“Og hvad hvis hun ikke trækker sig tilbage?” spurgte jeg. “Hvis hun vedbliver at være i tingenes midte, hvad så, Winona?”
Winona kunne ikke have vidst, at jeg var arbejdsnarkoman.

“Så, Meggie, er hun altid i halvmånen, aldrig fuldt tilstede for andre, aldrig fuldt tilstede for sig selv. Der er intet nyt liv. Der er ingen død. Årstiderne eksisterer ikke. Alt er ensformigt.” ‘

(Fra Winonas visdom af Priscilla Cogan.)