Giv jorden dens kraft tilbage. Medmenneskelighed og Glæde.

Nedenfor finder I lidt løsrevne noter fra et interview med Jytte Abildstrøm, som jeg lyttede til for et stykke tid siden. Interviewet findes på Jette Harthimmers hjemmeside.
KLIK HER og FIND INTERVIEW NR. 72.

“Når vi skifter livsstil, dykker vi ned med hinanden i hånden for at komme ud på den anden side,
og det er dét dyk, ingen vil tage”

Jytte Abildstrøm.

• Jytte Abildstrøm nævner, at vi bør spise mindre kød og flere bønner. Dyrene nedslider jorden og der bliver ørken.
• Hun spørger, om vi kan være vores luksusliv bekendt, overfor kommende slægter?
• Computerspil, voldsfilm, krimier… brutalisering. Energien kanaliseres ud i, hvordan vi behandler vores jord.
• Giv jorden dens kraft tilbage. Give jorden dens næring tilbage. Kompostér!
• Hvis man har et rigt indre liv, behøver man ikke så mange materielle ting.
• Få gode kærlige tanker ind i sjælen.
• Vedvarende energi: “Det kan ikke betale sig, men det kan svare sig”.
• Vi skal rationere elforbrug i hjemmet, i supermarkeder, på fabrikker.
• Vaner er menneskets værste fjende.
• Lad os udvikle medmenneskelighed. Og fremsige digte og ose af kærlighed, når vi står i kø i Supermarkedet.
• Forædle livet. Glæde andre.

Et lille ps. fra mig: Når jeg ser mig omkring, fornemmer jeg at flere og flere ønsker at tage “dykket”, for at komme ud på den anden side. Så “ingen” kan nu ændres til “nogen”. Og snart “mange”, måske. Hvem ved…?!

Graham Hill: “Less stuff, more happiness”

Jeg vil vise jer video med ord til eftertanke, om dét at vælge at bo småt:

Writer and designer Graham Hill asks: Can having less stuff, in less room, lead to more happiness? He makes the case for taking up less space, and lays out three rules for editing your life.

“Less stuff, more happiness” er titlen. Det kan vist ikke siges meget mere præcist.

TAK til “Slowman” som gav mig dette link i en tidligere kommentar.

Play Again. Børns skærmforbrug. At miste kontakt med leg og natur.

Hos Slow Famliy Living faldt jeg over denne tankevækkende tekst om en film “Play again”, som handler om amerikanske teenageres computer og tv-forbrug. Og stiller spørgsmålet, hvordan kan børn føle nogetsomhelst behov for at passe godt på naturen, når de aldrig oplever den? Hvad sker der, når legen fjernes fra barndommen? Filmen skildrer disse børns forbrug og hvad der sker, når børnene inviteres ud i de smukkeste skove, den smukkeste natur. 

Slow Family Living, som beskriver filmen, berører også i indlægget, om den virtuelle verden af sms’er og facebook får os til at undgå at se hinanden? Altså – virkelig SE? Og hvordan er det vi ønsker at vores børn skal opleve verden, igennem vores handlinger: Sidder vi selv med snuden i computeren, når børnene er omkring os, eller…

Det nævnes at det gennemsnitlige skærmforbrug for børn er 7,5 timer om dagen på hverdage og i weekenderne 12-15 timer!

Klik ind og læs med hos Slow Family Living: Play Again (Slow Living Family)
eller klik dig direkte ind til filmen Play Again: Play Again (The Movie)

Se det tankevækkende filmklip her:

At vende Svage sider til Styrke. Og Aimee Mullins 12 par ben.

Hvad er mine svagere sider. Hvad er det, jeg mener, begrænser mig. Hvorfor er det synd for mig. Og kan jeg vælge at anskue mine svage sider som en styrke.

Thorborg fanger en spændende pointe, når han taler om dette i “Gør dit træben til en guldåre“. Klik ind og lyt til hans fortælling. Dette “forandringssyn”, at identificere og bruge de såkaldte svage sider, er meget postivt og livsbekræftende.

Og ikke mindst også følgende videoklip, som jeg HÅBER I får lyst til at klikke jer ind og se. Aimee Mullins har dét handicap at hun mangler det nederste af sine ben og bærer proteser. Her i klippet fortæller og viser hun med entusiasme, styrke og skønhed om at være arkitekt af sin egen identitet. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at provokere sanserne og sætte gang i fantasien og lade det fjollede betyde noget: Whimsy Matters.

Det er befriende!

Så, klik ind her og oplev hende fortælle:

Aimee Mullins and her 12 pairs of legs

“Pamela Anderson has more prosthetic in her body than I do. Nobody calls her disabled.” Aimee Mullins.

(Linket til klippet fandt jeg i en kommentar til Thorborgs “Gør dit træben til en guldåre”. Tak! Fotoet af Aimee Mullins Boots er iøvrigt fundet her. If you want me to remove the photo, please contact me!)

Into the Wild

En filmoplevelse er altid en individuel oplevelse. Forleden så jeg “Into the Wild” og det er én af de mest intense, smukke, langsomme, tryllebindende film, jeg har set.

Filmens ideologi rammer min inderste kerne og vækker en genklang, som jeg har svært ved at forklare. Fordi jeg er et produkt af i dag, fordi jeg er en almindelig kernefamiliemor og forbruger af supermarkedets kolonialvarer, fordi der er en afgrund så dyb at springe over, mellem mig og dét.

Dét vil altid stå for mig som et paradoks: Længslen efter naturen og friheden kontra denne afhængighed af civilisationens “styrke” og min egen mangel på samme.
Det er mig en gåde, hvordan de to elementer kan forenes. Inden i mig. Med mine børn.

Og ikke mindst, at genfinde det absolutte ansvar overfor naturen, kommende slægter og den cyklus vi har bevæget os ud af.

Det er en film med smukke, dybe, tankevækkende, eksistentielle ord og oplevelser. Billeder. Livsdrift. Frihed.

Han siger nej tak til en ny bil. Siger nej tak til en karriere. Han sætter ild til sine pengesedler.

Og læser Thoreau.

Into the Wild er instrueret af Sean Penn og er bygget over en sand historie. Kort om filmen:

“Into the wild er inspireret af den sande historie om Christopher MacCandless, en ung mand, der forlader sit komfortable liv til fordel for det frie liv på landevejen. Hans søgen bringer ham til Alaskas vildmark, hvor han stilles over for sit livs udfordring.”