Browsed by
Kategori: Håndens Arbejde. Kreativitet.

Ripartiamo dalla terra (Let’s start again from the Earth)

Ripartiamo dalla terra (Let’s start again from the Earth)

“Slow Food has launched an appeal by the Cooks’ Alliance in support of quality hospitality and good, clean and fair food producers.
The appeal is called Ripartiamo dalla terra (Let’s start again from the Earth), and describes how we imagine the future in light of all the frailties that Covid-19 has exposed, without forgetting the future we were fighting for before the global lockdown.”
En fin artikel om jord og omsorg. Læs den her:
COOKS AND FARMERS: IMAGINING THE FUTURE TOGETHER

Nikolaj Kirk og “Det system, vi har i dag, har spillet fallit…”

Nikolaj Kirk og “Det system, vi har i dag, har spillet fallit…”

Ja, altså, det her med mad er noget, jeg tænker meget på og fantaserer meget om, og jeg drømmer vildt og inderligt om at finde lyst, glæde og motivation til at kaste mig ud i det, sådan “rigtigt”. Jeg kunne nok kalde mig “håbløs i et køkken”, men hvem ved, måske er miraklernes tid ikke forbi endnu. Og måske hjælper det, at vi nu snart flytter og får et ordentligt køkken. Ja, undskyldningerne har altid stået på stribe.

Men læs hvad Nikolaj Kirk skriver. Det var vist en opsang (motivation?!) til mig…
(Jeg ved ikke om man skal have en Facebook profil for at læse med.)

“Det system, vi har i dag, har spillet fallit…”

Katrine Rudolph. Et liv med tid til livet. Youtube.

Katrine Rudolph. Et liv med tid til livet. Youtube.

Jeg skrev engang om Katrine Rudolphs fantastiske bog Et liv med tid til livet. Læs den, hvis du har drømme om et enklere liv på landet. Du kan finde indlægget om bogen her:
Katrine Rudolph – Et liv med tid til livet

Det viser sig, at Katrine Rudolph også har en Youtube-kanal og har haft det i flere år, uden jeg har opdaget det! Sikke noget. Du kan finde hendes youtube kanal her:
Katrine Rudolph Youtube

Jeg glæder mig selv til at se, hvad hun har på hjerte.

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu

Hele denne norske serie om at bo simpelt i “udkantsnorge” er fyldt med guldkorn. prøv at dykke ned i denne serie på dage, hvor du har tid, og simpelthen bare trænger til noget smukt og rart. Og samtidig med mening og eksistens:

“Norsk dokumentarserie om mennesker som har slått seg ned milevis utenfor allfarvei – på et skjær i havet, på en fjellhylle eller i en veiløs avkrok langt ute i villmarken.” Tekst fra NRK. Se serien her:”

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu

Jeg har vist før nævnt serien herinde. I dag vil jeg fremhæve en ældre herre, som bor i det fineste hus og har gjort sig mange gode tanker, om den (tåbelige!) måde, vi har indrettet os på og lever vores liv.

Sæson 4, episode 1

Episodebeskrivelse
Norsk dokumentarserie. For femten år sidan byrja Per Sørflaten eit nytt liv. Han ville ikkje vere slave av klokka og maskinen lenger. I staden søkte han fred og fridom i villmarka på Laksfjordvidda i Finnmark. Her lever han i eit hus som er noko midt mellom ein gamme og eit vikinghus, og sjølv om han har ei fortid som kraftverksmaskinist, har han ikkje innlagt elektrisitet, ikkje vatn heller. Sesong 4 (1:6)
(Tekst fra NRK)

Slow Fashion

Slow Fashion

En rigtig fin artikel fra Woolspire om Slow Fashion. Læs den her:
Slow Fashion – Mode der aldrig går af mode

Mette Fejvald skriver også om Slow Fashion, bæredygtighed og etisk mode her:
SLOW FASHION | BÆREDYGTIGHED

samt et indlæg hos Grøn Forskel:
Slow fashion
Ordet bruges generelt om tøj og accessories, der har en lang holdbarhed. Kvalitet og pasform er i top, så tøjet ofte bruges over en årrække og på tværs af modefænomener. Ofte vil slow fashion være af mere klassisk karakter, og idéen om kvalitet vægter langt mere end kvantitet.

Læs hele teksten her:
Slow fashion er en god investering for dig og miljøet

The Little Book of Hygge af Meik Wiking

The Little Book of Hygge af Meik Wiking

Jeg blev nysgerrig efter at se denne bog, efter at have hørt rygter om at “hygge” er ved at være et begreb, som nu rækker ud over landets grænser.

Det er bestemt en bog, som lever op til sin titel. Bogen inddrager undersøgelser om dit og dat og kommer bredt rundt om begrebet hygge. Den giver et lille kik til emner som samvær, brødbagning, filmaftener, hyggebukser, snobrød, gløg, slow food og meget andet.

Jeg har ikke læst bogen fra ende til anden, men bladret og kigget. Og for en ‘simple-slow-living-instagram-agtig-drømmer’ som mig, er det … ren hygge.

Om bogen:

“Denmark is often said to be the happiest country in the world. That’s down to one thing: hygge.

‘Hygge has been translated as everything from the art of creating intimacy to cosiness of the soul to taking pleasure from the presence of soothing things. My personal favourite is cocoa by candlelight…’

You know hygge when you feel it. It is when you are cuddled up on a sofa with a loved one, or sharing comfort food with your closest friends. It is those crisp blue mornings when the light through your window is just right.

Who better than Meik Wiking to be your guide to all things hygge? Meik is CEO of the Happiness Research Institute in Copenhagen and has spent years studying the magic of Danish life. In this beautiful, inspiring book he will help you be more hygge: from picking the right lighting and planning a dinner party through to creating an emergency hygge kit and even how to dress.

Meik Wiking is the CEO of the Happiness Research Institute in Copenhagen. He is committed to finding out what makes people happy and has concluded that hygge is the magic ingredient that makes Danes the happiest nation in the world.”
Tekst herfra.

Stenbjerglykke

Stenbjerglykke

For et stykke tid siden var der en udsendelse i tv der hed “Far, mor og børn” med Søren Ryge og en familie, som har valgt at leve et simpelt liv på en gård, et alternativ til vor tids forbrug og hamsterhjul. Jeg kan desværre ikke se, at 1 og 2 længere er tilgængelig på DR, men det er 3 og 4 heldigvis (i skrivende stund … Jeg har ikke selv set 3 og 4, endnu):
Far, mor og børn 3
Far, mor og børn 4

Familien har en hjemmeside:
Stenbjerglykke
og er også på Facebook:
Fødegården Stenbjerglykke Facebook

“Lev stærkt, bo småt!” Er det muligt at bo Tiny i Danmark?

“Lev stærkt, bo småt!” Er det muligt at bo Tiny i Danmark?

“Lev stærkt, bo småt!” citatet kommer fra Team Tiny DK, som er Malene og Lasse, der bor og lever i et tiny house her i DK. Det er megagodt gået!

Her en “tiny house tour”, hvor vi får lov til at se, hvordan de bor.

Team Tiny – Tiny House Tour

Prøv at læse med inde på facebook. Der deles ideer og erfaringer og i kommentartrådene er der også masser at hente…
Team Tiny DK

Og læs evt. dette opslag, hvor de kommer med ideer til “mulige muligheder” for at bo tiny i DK:

https://www.facebook.com/TeamTinyDK/posts/608133936062184

Og til slut lige en artikel fra Alt for damerne om Malene og Lasse:

Malene og Lasse skal bo på 15m2: “Vi får en husleje på maks. 1.500 kr”

“I morgen”. Film, håb, klima. Folkemagt!

“I morgen”. Film, håb, klima. Folkemagt!

“Det er slet ikke så svært for menigmand at gøre en indsats for klimaet. Instruktørerne taler med aktivister i en række lande, bl.a. Danmark, og indsamler tips til, hvordan vi hver især kan være miljøbevidste og hjælpe med at vende udviklingen.”
(Tekst fra Filmstriben)

Jeg er simpelthen så glad for, jeg har set denne film.
Det er virkelig nedslående evigt og altid at høre om, hvor forfærdelig det hele er.
Men her er nogle mennesker, som rent faktisk konkretiserer og tydeliggør, hvad vi kan gøre. Folkemagt, grokraft og HANDLING! (og nej, vi skal IKKE vente på at politikerne gør noget! )

Måske snakker jeg mere om den her film af og til, hvem ved, men i første omgang er det vigtigt for mig at fortælle, at den findes.
Se den på Filmstriben:
I morgen. Engelsk, fransk dokumentar. (Demain)

Captain Fantastic

Captain Fantastic

” If you assume that there is no hope, you guarantee that there will be no hope.
If you assume that there is an instinct for freedom,
that there are opportunities to change things,
then there is a possibility that you can contribute to making a better world.”
Fra Captain Fantastic. Citat fundet hos IMDb.

Vi startede det nye år med at se Captain Fantastic.

“Langt inde i en skov iso­le­ret fra det om­kring­lig­gen­de sam­fund bor en hen­gi­ven og me­get an­der­le­des far med sine seks børn. Ben har de­di­ke­ret sit liv til ét for­mål – at sik­re at hans børn bli­ver til nog­le ek­stra­or­di­næ­re men­ne­sker ved hjælp af hård fy­sisk træ­ning og in­tel­lek­tu­el sko­ling. Men da en tra­ge­die ram­mer fa­mi­li­en, er de nødt til at for­la­de det pa­ra­dis, de selv har skabt, og tage på road trip ud i ci­vi­li­sa­tio­nen. Her mø­der de en helt ny ver­den, hvor Bens ide­a­ler om fa­der­skab og det gode liv bli­ver sat al­vor­ligt på prø­ve.”
(Tekst herfra.)

Se traileren her:

Captain Fantastic Official Trailer

En dejlig, tankevækkende film jeg har glædet mig meget til at se! Citatet øverst, er vist inspireret af Noam Chumsky? Under alle omstændigheder værd at huske på: Opgiver vi håbet om en anden verden, er der ingenting. Så hvorfor ikke prøve? Prøve at genfinde muligheden for frihed og forandringer? Jeg både tror og håber. Og vi skal ikke vente længere “på noget” (på f.eks. politikere og andre beslutningstagere, suk!) men i stedet sørge for at gøre noget selv. Er vi mange nok, bliver dét, det nye normale og det ville da være så meget bedre, end det der er nu!

(Vi lejede/streamede filmen fra Blockbuster. Dette er ikke en betalt reklame, men bare for at vise, hvor den pt. findes, hvis du selv har lyst til at se den. Det koster i skrivende stund 49 kroner at leje filmen.)

9/11.

9/11.

I dag vandt Trump. Det i sig selv er jo en stor ufattelighed, men ikke en overraskelse. Og uanset fortæller det noget om Verden. Jeg ved ikke, om det gør mig modløs, men jeg bliver sgu lidt …polemisk?… indeni, for det kan bare ikke være rigtigt.
Vi har børn,
og de skal have et godt liv.

Lyt til, hvad Cat fra theolivetreesandthemoon siger om dagen i dag:

“It’s a sad day today, even across oceans. I’m trying to remind myself this is just a new face obeying to the old unaltered interests. And that we all keep going on by doing revolutionary acts such as growing one’s own food and producing their own energy, supporting local, knitting their own clothes, starting their own small businesses, helping eachother, keep backyard chickens or bees, keeping a clear and critical mind, refusing to get drowned into agression and hate and so many other things to everyday make our own vote on things that directly affect our lives. Does this make sense?”
(Klik her for selve indlægget.)

DET giver mig håb, det giver mig en slags fremdrift.

“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”

“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”

“Hun var træt af en stressende hverdag med for meget arbejde og for lidt tid og af, at forbrug var blevet et hurtigt fix til alt det, der var galt, fortæller hun i dag fra skoven i Sverige. Her lever familien nemlig stadig. Uden fast indkomst, i en simpel bjælkehytte og af mad, de selv dyrker eller samler i naturen.

»Vi er gået ned i levestandard, men det er et valg, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg har erstattet forbrug med tid, og jeg føler mig ikke magtesløs længere«, siger Andrea Hejlskov, der beskriver sig selv som ’antiforbruger’. ”

Fra Politken om Andrea Hejlskov:
“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”

Vegetarkogebog: The Forest Feast af Erin Gleeson

Vegetarkogebog: The Forest Feast af Erin Gleeson

IMG_6479 2

Tænk, at der findes en kogebog, som kan få mig i køkkenet og lave mad. Det er i sandhed et mirakel.

Erin Gleeson er flyttet ud i en skov og laver mad og fotograferer.
Og maler akvarel.
Og alt det samler hun i sin kogebog.
Hun har skabt en vegetarkogebog, The Forest Feast, og denne bog er så … smuk … og en del af retterne er superenkle og kræver ikke femhundrede ingredienser.

IMG_6484 1_14_15

The Forest Feast har en hjemmeside her:
The Forest Feast
Og er også på Instagram:
The Forest Feast Instagram

Og prøv at klikke på denne googlesøgning og få en smagsfornemmelse af hendes kogebog:
Google: The Forest Feast

Bogen kan lånes på bibliotek.dk

»Vi spiser rigtig meget kød og mange mejeriprodukter. Men der går meget næring tabt, når det går gennem et dyr. I fremtiden skal vi udnytte vore fødevarer mere effektivt« Citat videnschef Torben Chrintz. Læs mere her.
Jeg er ikke selv vegetar, men det er mere af gammel vane, at jeg spiser kød, end behov. Det ønsker jeg at ændre.

Urt og liv og uden ur: Livets opskrift.

Urt og liv og uden ur: Livets opskrift.

‘Livets opskrift’, 2. afsnit, med Sisse Fisker på DR.

Tekst om udsendelsen fra DR’s hjemmeside:
“Sisse Fisker rejser i dette afsnit til den lille græske ø Ikaria, som er en af de mindst turistede øer i Grækenland. Her skal Sisse bo hos Georgios og Elini som lever en bæredygtig tilværelse, hvor de stort set er 100% selvforsynende.
Men udover at bo hos familien, tager de hende også med rundt på øen, for at snuse til nogle af de ting, som måske kan være hemmeligheden blandt beboernes lange levetid. Bl.a. møder hun herbalisten Diamandis, som hver dag drager ud i naturen for at indsamle de helt rigtig urter. Hun høster honning og så når hun også forbi et karneval.
Men spørgsmålet er, hvad alle disse ting har med deres høje levealder at gøre?”

Se udsendelsen her:
Livets opskrift – Grækenland

Når drømmen om det enkle liv i naturen brister

Når drømmen om det enkle liv i naturen brister

“Når natten faldt på, turde jeg ikke engang gå ud på min egen grund. Alt der foregik derude var skræmmende for mig. Og det kom bag på mig. Det fortæller Sus Corazon, der fik et helt andet syn på naturen, efter hun forlod byen og jobbet på universitetet for at slå sig ned i en afsidesliggende og primitiv bjerghytte midt i Italiens vilde natur. Miljøpsykologen havde i årevis længtes efter et mere simpelt liv i naturen, men naturen levede ikke op til drømmen.”
(Vært og tilrettelægger: Dorte Dalgaard)
Tekst fra Natursyn, P1, DR.

Lyt til programmet her:
Natursyn: Når drømmen om det enkle liv i naturen brister

Becoming a one income family. Down to Earth.

Becoming a one income family. Down to Earth.

“I’m queen of my home and here with my king, we grow, make, recycle, mend, bake, ferment, preserve, cook and do as much for ourselves as we can. Doing that helps us live a frugal life where we make the most of our assets and live according to our values and not those of multi-national corporations, advertising agencies or politicians who tell us to keep spending for the sake of the economy.”

Læs to dejlige indlæg hos Down to Earth om at vælge, som familie, at leve af én indkomst:
Becoming a one income family
Living on one income – part 2

My Minimalist Kitchen and Simple Foods I Eat. / Things I Don’t Have

My Minimalist Kitchen and Simple Foods I Eat. / Things I Don’t Have

Dejligt at finde en kvinde, som virkelig skærer ind til benet omkring, hvor lidt man kan undvære/nøjes med. Ung og fri, javist, men alligevel. Hvem siger, at det kun er unge, som kan være frie… Det er min drøm, at retænke hele vores måde at leve på og være på, også som familier. Måske er det en utopi, at det kan være anderledes end det er nu, men…

Her fortæller hun om, hvad hun bruger i et køkken.
My Minimalist Kitchen and Simple Foods I Eat

Nedenfor en lidt spøjs video om dét hun ikke har…

Things I Don’t Have

Moneyless Manifesto

Moneyless Manifesto

“Mark Boyle has lived completely without money in England for two and a half years, an experience which formed the basis for his first book, The Moneyless Man… […] …He is currently in the process of creating a fully localised, land-based gift economy in Éire which will demonstrate how all the ideas and practical solutions described in The Moneyless Manifesto can be integrated into one holistic system design.”
Tekst herfra.

Jeg har endnu til gode at læse hele manifestet. Klik på nedenstående link, for at læse. Med forord af Charles Eisenstein:

Moneyless Manifesto

Bøger om at finde sine fødevarer lokalt.

Bøger om at finde sine fødevarer lokalt.

img_2648_10

For et stykke tid siden læste jeg to bøger:
Vicki Robin: Blessing the Hands That Feed Us
– What Eating Closer to Home Can Teach Us About Food, Community, and Our Place on Earth
og
Barbara Kingsolver: Animal, Vegetable, Miracle
– A Year of Food Life
To ret forskellige forfattere i to projekter, som minder om hinanden:

Vicki Robin ønsker at finde sine fødevarer indenfor en radius af 10 mil fra hendes hjem. Robin stiller i løbet af bogen spørgsmål til mig, som læser, om min egen fortid og forhold til mad: Hvorfor er det, som det er?

Barbara Kingsolver ønsker også at finde sine fødevarer lokalt og ønsker derudover selv at dyrke frugt og grønt. Hele familien inddrages og hvert medlem har et “snydefødeemne”, f.eks. kaffe, som importeres lang vejs fra.

Begge bøger tager udgangspunkt i problematikker omkring transport af fødevarer, industrielt dyrkede fødevarer osv.  Jeg har ikke læst bøgerne fra ende til anden, men læst hist og her, og egentlig en del, og begge bøger er på hver deres måde dejlige bøger at dykke ned i. Så trænger du til lidt inspiration og opmuntring til at kaste dig ud i at skaffe fødevarer lokalt, så er der noget at hente hos både Robin og Kingsolver.

(Jeg holder meget af Kingsolver som romanfortatter, og må indrømme at skulle jeg anskaffe mig en af disse bøger, ville det nok blive hendes. Måske. Eller… Man behøver heldigvis ikke vælge: Begge bøger kan lånes på bibliotek.dk)

Og ps.: Lige en tilføjelse:
En artikel om fødevarer og klimaforandringer fra Etisk Råd:
Fødevarernes andel af klimabelastningen

Og nogle forslag fra artiklen til, hvad vi kan gøre, for at mindske klimabelastningen:

  • Ændret sammensætning af kosten: mindre kød og mejeriprodukter og mere fra den lavere ende af fødekæden
  • Frilandsgrøntsager fra sæsonen (mindre opbevaring, opvarming og transport – vælg sæsonens danske produkter hvis muligt, ellers sæsonens produkter fra udlandet)
  • Undgå produkter, der er fløjet hertil, og produkter fra drivhuse
  • Vælg produkter, der er mindre afhængig af køling (mere robuste fødevarer, hyppigere indkøb hos den lokale købmand)
  • Reducer fødevarespildet (spis hvad der indkøbes, og hurtigt efter at det er købt)
  • Klimavenlig tilberedning (lav mad til flere dage af gangen, brug ovnen mindre)

 

‘Køb af Nyt’ eller ‘Fantasi og Genbrug’…

‘Køb af Nyt’ eller ‘Fantasi og Genbrug’…

Less Stuff: Det er jo ikke fordi, jeg mener, at vi alle skal leve et klinisk liv uden dims og dingenoter og morsomheder. Slet ikke. Dét, jeg drømmer om, er at vi stopper med at købe nyt:
Vi tømmer jorden for ressourcer

Og nu kommer jeg så alligevel til at vise en blog, der henviser til ting, man kan købe. MEN: Jeg fornemmer alligevel noget frodigt, håndlavet, fantasifuldt, eventyrligt, genbrugt.
Jeg bliver selv inspireret til at skabe hjem via genbrug og skaberkraft:
Moon to Moon

The Tiny Mess

The Tiny Mess

I dag kom jeg (i en kommentar) i tanke et instagram-sted, jeg gerne vil vise jer. Og det handler om, hvor meget plads, vi egentlig har brug for, for at lave mad. Er det virkelig nødvendigt med et helt nyt køkken til flere hundredetusinde. Nej, selvfølgelig ikke. Og forleden skrev jeg om denne her tilrettelagte skabelse af utilfredshed. Jo flere reklamer vi ser, med lykkelige samværsfamilier og fortryllende friske krydderurter, jo mere utilfredse bliver vi med det vi har. Men det hjælper altså ikke at købe et køkken ligesom det vi ser. Og det ved vi jo godt. Det er bare ikke særlig nemt at stå i mod, når vi præsenteres for al den lykke igen og igen.
(Nogle bliver selvfølgelig glade for et nyt køkken, som man måske har sparet op til i mange år, og det synes jeg er vidunderligt! Det er slet ikke dér, jeg vil hen. Det er mere denne her udefra-skabte behov for nyt, jeg gerne vil sætte spørgsmålstegn ved.)

Så nu viser jeg lige noget andet. Noget rod, noget småt, noget kaotisk. Der er altså ikke mange hvide skuffer med rullelyd, organiseret bestik og fancy stålbørstet ovn over det her:
The Tiny Mess

Og så fik jeg vist for alvor åbnet min blog! Hjertelig velkommen og TAK til alle jer som kigger forbi!

Ting tager tid

Ting tager tid

”Folk har glemt, at ting tager tid. Et bål er ikke bare noget, man kan tænde for med en stikkontakt. Et godt bål kræver omsorg og opmærksomhed.”
Han sad på hug og vågede over bålet, som om det var et lille barn.
”Folk har glemt, hvordan den virkelige verden er. De lever i en verden omgivet af maskiner og knapper. On. Off. Lys, der bare tænder. Sådan er der jo ingenting, der er i den virkelige verden! Nej.” Han rystede på hovedet og lagde flere grene på. ”Den virkelige verden kræver din absolutte opmærksomhed.”

Andrea Hejlskov, Og den store flugt.

Håndens Værk. Og min absolutte opmærksomhed.

Håndens Værk. Og min absolutte opmærksomhed.

Jeg har tid.
Jeg kan ikke lide larmen af maskiner.
Og jeg kan godt li’ at have mig selv med i dét, jeg gør. Det må gerne gå langsomt, meget langsomt. Måske lytter jeg radio til.

Det føles bare altid lidt forbudt, når jeg gerne vil give ting god tid. Jeg har det som om, jeg altid skal hurtigt videre til det næste. Selv i mit eget hjemmeunivers. Så alting, alle råvarer smides ned i en køkkenmaskines køkkenskål. Eller stavblendes.
Og det er også ok.
Det er mere end ok. Jeg er egentlig stolt over, når jeg overhovedet BRUGER råvarer, i stedet for at købe færdigt ved købmanden.
Så det ER godt.

Men… jeg kan bare ikke lade være med at tænke på Kaptajnens ord:

”Folk har glemt, hvordan den virkelige verden er. De lever i en verden omgivet af maskiner og knapper. On. Off. Lys, der bare tænder. Sådan er der jo ingenting, der er i den virkelige verden! Nej.” Han rystede på hovedet og lagde flere grene på. ”Den virkelige verden kræver din absolutte opmærksomhed.” (og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov)

Min absolutte opmærksomhed.

Sådan her kunne jeg vælge at lave mit brød. Og mit pesto. Jeg behøver ikke alle de maskiner. En frigørende tanke. Inkluderer sanselighed.
(og jeg sparer el. Og opbygger muskelkraft. Og ingen maskinelle reparationsudfordringer af de komplicerede slags.)
Urtehakker. Skål. Klæde. Bræt. Mere skal man stort set ikke bruge for at udføre disse arbejder.
Ja, og så mine hænder, selvfølgelig.

Opmærksomhed og Håndens Værk.

Se disse to fine film:

classic pesto

he art of making bread

Videoerne her på siden er fra Kinfolk. Kinfolk er et magasin, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at have i hænderne. Men jeg har set deres videoer. Kinfolk skaber et blødt, æstetisk univers, hvor tingene går langsomt. Nærvær. Og man kunne jo godt vælge at påstå, at det bare er film, billeder og vildt urealistisk. Men jeg mener helt ærlig ikke, det her er urealistisk. Tværtimod tror jeg, vi hver især kan bringe det ind i vores eget hjem og liv, hvis vi kan finde tid og ro, og hvis vi ønsker det. Sanselighed, bevægelse og skabelse. Det kan vi da godt!

(Læg i øvrigt mærke til fraværet af plastik.)

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov. Anmeldelse og Give Away.

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov. Anmeldelse og Give Away.

”Folk har glemt, at ting tager tid. Et bål er ikke bare noget, man kan tænde for med en stikkontakt. Et godt bål kræver omsorg og opmærksomhed.”
Han sad på hug og vågede over bålet, som om det var et lille barn.
”Folk har glemt, hvordan den virkelige verden er. De lever i en verden omgivet af maskiner og knapper. On. Off. Lys, der bare tænder. Sådan er der jo ingenting, der er i den virkelige verden! Nej.” Han rystede på hovedet og lagde flere grene på. ”Den virkelige verden kræver din absolutte opmærksomhed.”
(Kaptajnen, s. 57)

Citatet er fra Andrea Hejlskovs bog ”og DEN STORE FLUGT”.
Fra bogens bagside:

“Hvad sker der, når en moderne familie forlader det moderne samfund og flytter langt ud i skoven?”

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov

Jeg blev spurgt, om jeg ville modtage en bog og anmelde den.
OM jeg ville!!

Jeg har fulgt med Andrea og hendes familie, her på sidelinien, bag min skærm, i stilhed. Første gang jeg skrev om Andrea Hejlskov her på siden var i september 2011: And the great escape. Husker, da det blev vinter, og jeg besluttede mig for ikke længere at følge deres blog i en periode, for hvadnuhvis de ikke skrev, var der så sket dem noget og så kunne jeg godt finde på at sende dem en helikopter. Dét kunne jeg ikke lige helt overskue.
:O)
Og nu står jeg med en grøn bog i hånden, unik, med fornemmelsen af en skovperle, og bogstaver, der fordyber sig i omslaget.

Og selvfølgelig klarede de vinteren. For de er seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Ude i skoven er de seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Han sukker og konstaterer: ”Når man først sætter sig ned, dør man”. (Jeppe, s. 231)

Men man kan godt dø indeni, når man befinder sig mellem ledningsnet og mure og isolation og computere og hvertsitrum og supermarkeder. Når behovet for menneskets oprindelige FUNKTION dermed forsvinder; at skabe de basale vilkår med hænder og hjerte: Oprindelige funktioner, som at tænde et bål. Dyrke sin mad. Bygge sit hus… Det hårde arbejde med at få tingene til at samarbejde med naturen, naturens cyklus, menneskets cyklus, når både natur og mennesker har sin egen orden, sit eget kaos, sit eget vejr. Det, som vi/det moderne menneske er fuldkommen fremmedgjorte overfor, fordi vi så ihærdigt vil bringe alting i orden: Regler, kontrol og følelsesneddysning via elektroniske adspredelser og dingenoter.

”Herhjemme er jeg bare en bunke livløse knogler, men da vi var i Sverige, huggede jeg brænde helt af mig selv og hentede vand, uden at nogen bad mig om det.” (Sebastian, s. 45)

Og vi lapper på det hele, på al vores apati, med at købe ting og andre flugtveje.

”Jeg er så skidetræt af ambitionerne, og den måde ingenting er godt nok, den måde jeg altid burde få mere, være mere, opnå mere. Det er håndtasken jeg gav den til mig selv som belønning, for jeg havde siddet i et kommunalt rum og fortalt de kommunale mænd om innovation og kommunikation, og det var mig, der var ildsjælen, og der var ild i mit hår, og håndtasken var en belønning, en belønning – jeg fyldte den med al min make up fra Mac. Tusindvis af tusindvis af tusindvis af kroner, jeg havde brugt på øjenskygge i turkis og læbestift i revolutionsrød; jeg havde malet mig med krigsmaling, som om jeg var i krig, med i virkeligheden sad jeg bare henne på kommunen.” (Andrea, s. 42)

…og det er jo det vi gør. Vi kravler rundt i ambitioner og udefrakommende succeskriterier og vi belønner os, for at holde modet oppe og for at fortælle os selv, vi er noget værd.

Er det virkelig noget at stræbe efter, helt ærligt? Der er altså nogen, der tjener kassen på, at vi har det så skidt. Og samtidig trækkes tæppet væk under Moder Jord, fordi det trækker på råstoffer og ressourcer, og så er der bare ikke noget til vores børn.
Er det hæderligt? Er dét VÆRD? Og er det det værd?
De spørgsmål føler jeg hænger i luften, når jeg læser bogen. Bogen spiller bold med mig, min refleksion.

Hmmm…
Jeg har før fortalt om bøger herinde, men jeg har vist aldrig som sådan skrevet en anmeldelse før. Og jeg bliver nødt til at skrive min subjektive oplevelse af denne bog og måske flyder den sammen med min egen verden og den verden, jeg oplever. Så sådan en anmeldelse bliver det: En sammenflydningsanmeldelse.

De første mange, mange sider græd jeg. Fordi jeg har set og mærket ‘det’ i mange år.

At læse et andet menneske sætte ord på sin oplevelse
og mærke mig selv, i dét,
er bare for meget på den gode måde.

Når jeg læser, kan jeg mærke, at jeg er ikke alene, jeg er ikke forkert: Når jeg læser om Jeppe, der dør i sin fleecetrøje, Jeppe, som graver organiske huller i haven og i protest får lyst til at sætte de grimmeste parcelhusblomster mellem hækken og ud mod vejen. Udlejeren, der klager over at hækken ikke er klippet lige nok. Og ikke mindst Jeppes oplevelse af at købe ind:
”Han fortalte mig om, hvordan han gik i stå ved en eller anden hylde og ikke kunne vælge blandt de 800 produkter af samme slags […] …han sagde, det var ikke kun produkterne, det var også lyset nede i butikken, der var baggrundsmusikken og baggrundsstøjen, der var lugten af produkter, den kolde lugt af stål og madvarer pakket ind i plastik, lugten af jerndøre og metalhylder, lugten af andre menneskers parfume, lugten af hund, lugten af frikadeller henne fra delikatessen.” (Om Jeppe, s. 16-17)

Det kom lidt bag på mig, at Jeppe på den måde lynhurtigt blev hovedpersonen i min læsning.

Bogen er i mine øjne en (subjektiv) fortælling om, hvordan vi som mennesker er ved at dø. Vi dør i vores ting, vores uopmærksomhed, vores isolation, vores fremmedgørelse, vores underligt-sammenskruede-ambitioner.

Og at alternativet, at flygte ud i skoven, bestemt ikke er NEMT og enkelt. Eller romantisk eller lutter idyl. Men. Men hvad?

Ja. I mine øjne absolut et mere hæderligt liv. Og lykkestunderne oplyser det hårde arbejde.

Det moderne menneske kan ikke flygte og starte fra Nul. Det starter fra Under Nul. Familien starter under nul. Fordi de (vi) er skadede. Vi er fyldt med unaturligt polyesterfyld, der først skal pilles væk.

Jeg ved ikke, om jeg ville turde begynde at pille ved mit eget ”fyld”.
Men at vedblive at undvige, er det helt ærligt et hæderligt liv? (Når jeg skriver hæderligt, mener jeg måske autentisk. Jeg er ikke afklaret.)
Selvom vi for år siden valgte at gå ned i levestandard, og jeg blev hjemmegående, føler jeg mig stadig langt væk fra “dét”, som jeg ikke helt ved, hvad er.
Walk the talk.
Jeg bliver jo nødt til at tage stilling. Det gør bogen også ved mig: Noget med at tage stilling.

“Jo, vi kunne blive ved med at lede efter muligheder og blive ved med at vrage de muligheder vi fandt, fordi det ikke lige … passede. Men vi kunne også bare gribe de muligheder, der blev os givet.
Dén aften gentog han ordene: “Det farligste er at have erkendt noget – men ikke gøre noget ved det.”
(Andrea/Jeppe, s. 23)

((Eller: Jeg kan også bare lægge mig til at sove igen… Lade være med at tage stilling. Finde mig en fleecetrøje.))

Andrea Hejlskov fortæller om brændeovnsdetaljer, så jeg kan se det for mig, og jeg er derfor inviteret med. Hun fortæller om lykkestunder med blå guldsmede og brødrekærlighed, og jeg er inviteret med. Hvordan ild ikke bare er ild. Ild er forskellig. Ild fra birkebrænde er dén varme, som i Andreas univers kommer til at skabe HJEM. Og jeg er inviteret med. Hun fortæller om sine hænder, og jeg kan føle, fornemme og mærke.

Der er så mange fine øjeblikke. Og Andrea DELER.
Der er så mange sorgfyldte øjeblikke. Og Andrea DELER.

Det er en bog, jeg havde svært ved at lægge fra mig. Engang imellem skulle jeg have en pause, for at trække vejret og for at vende tilbage, spændt på hvad de næste ord, sætninger, sider, ville fortælle mig. Andreas leg med ord, ord der er både bløde og skarpe. Og ikke ét eneste sted kedede jeg mig. Og alle sider bragte gaver til mig.

Og jeg kunne skrive meget mere om denne bog, for eksempel om husbyggeriet og al den smerte, der fulgte, men det er jo ikke meningen, jeg skal genskrive bogen. Så nu kommer der nogle enkle punkter, jeg gerne ville have berørt og uddybet:

Tak for du skriver så åbenhjertelig og uslebent om det hele.
Tak for du deler Silas’ oplevelser, når han har det svært. Jeg var bange for, om det var udeladt. Selvom jeg egentlig godt var klar over, du ikke ville udelukke. (Kram til dig Silas. Du er en sej gut!)
Tak for du deler jeres affaldsproblem og problemerne omkring plastik. Megavigtigt i mine øjne.
Tak for ord fra Sebastian omkring ting, der hele tiden går i stykker: ”Det er fordi, tingene ikke er særlig robuste […] De fleste ting egner sig ikke til den slags liv, vi lever. Vi bruger jo virkelig tingene.” (s. 161) JA! Mere kvalitet, mindre kvantitet, tak! Mere brug, mere liv. Færre dårlige ting. Tak.
Tak Andrea, for fortællingen om dig og ambitionerne, som ryger i containeren. Og tak for du berører det lineære tidsbegrebs betydning.

Så hvad så nu.
Min tanke er, at vi må huske at takke generationer, som knoklede for at bygge et samfund op.
Min tanke er også, at jeg måske generaliserer for meget, når jeg skriver man, vi, dem, os, i min anmeldelse. Jeg roder rundt i hvem vi/de/man er. Og generalisering kan jeg selvfølgelig ikke tillade mig… Hmmm…

Det er bare som om, der er noget, som er gået helt galt og blevet ”for meget”. Nu. Og “og DEN STORE FLUGT” viser på smerteligste vis denne families kamp mod dette “for meget”.

Bogen får mig også til at reflektere over: Hvad vil jeg selv? Hvad er frihed for mig? Og min familie?

Og svaret? Svaret falder omkring mig som byggeklodser, en borg, jeg skal i gang med at rydde op i og bryde ned.

Sammen med dén kendsgerning, at jeg lever i en uduelighedszone: Jeg tror ikke nok på mig selv til, at jeg kunne leve i skoven. Eller naturen. Mine muskler er på en måde døde af mangel på liv, jeg er slatten og slap og jeg har ingen viden om hverken planter og jeg kan ingenting praktisk og min urkraft døde med den lineære tidsopfattelse.
Jeg er fanget i en uduelighedszone – og hvor kom den egentlig fra? Uduelighedszonen? Og er det sådan, mange af os har det?

Åha. Det er svært, at anmelde en bog, som jeg har læst med hjertet. Jeg har nu læst denne, min, anmeldelse tusind gange og det kan aldrig blive godt nok eller rigtig nok. Jeg har allerede skrevet al for meget. Bogen gemmer på meget mere… så fang den, et sted. Og læs den.

“Og jeg læser. Med sommerfugle i maven og konstant grådlabil. Med kærlighed.” skrev jeg på Instagram.
Måske kunne jeg have nøjes med at skrive dét,
her.

Nu sidder jeg med en lukket bog, og en verden der åbner sig. Hvis jeg vil.

Bogen og Den store flugt udgives 5. november 2013. Limfjordsforlaget står bag udgivelsen. Bogen er støttet med crowdfunding, hvor jeg selvfølgelig er én af crowdfunderne, anonymt dog, og jeg er både glad og stolt over, at have støttet tilblivelsen af denne smukke, smukke bog…

Signe Kjærs illustrationer pryder bogen. Signes (i mine øjne) lidt rå streg, passer fint ind i fortællingens sfære. Råt. Og smukt. Det lidt skæve. Og tydeligt nærværende og oplevelsesrige. Sådan ser jeg Signes streger.

Besøg Stines blog. Så fint…
Signe Kjær.

Andrea og Jeppes hjemmeside/blog kan I finde her:
& THE PIONEER LIFE

Jeg blev spurgt, om jeg ville have en ekstra bog til give away og jeg sagde TAK, for tænk at kunne bringe sådan en gave videre til jer. Jeg har aldrig prøvet give away før, så bær over med mig hvis noget kludrer. :O)
Læg en kommentar, hvis du vil være med. Du kan lægge en kommentar indtil søndag d. 10. november kl. 11.30. Vinderen udtrækkes søndag eftermiddag d. 10. november.

At dyrke en have. Homegrown Revolution.

At dyrke en have. Homegrown Revolution.

Tænk, om man kunne få sin egen have til at leve som denne. Sikken frodighed. Virkelig inspirerende. Alt det, man kan få ud af sin egen have, hvis man forkaster græsset og lader alt muligt andet spiseligt gro.

Og i det hele taget denne Undgåelse af brug af unødvendig strøm… f.eks. blender med håndsving. “Unplugged kitchen”.

Tankevækkende…

Se videoen her:
Homegrown Revolution (Award winning short-film 2009)- The Urban Homestead, Dervaes