Taknemmelighedens Gave

John Naish siger, så vidt jeg husker, i sin bog NOK! at en af de bedste  metoder til at gå imod vores enorme forbrug, er at udøve taknemmelighed. At opdage hvor meget vi egentlig har omkring os, og har at være taknemmelige for, er i sig selv en gave. F.eks det at kunne skrue for hanen på en vandhane og så kommer der rent vand. Dét er i mine øjne en enorm luksus, som jeg er taknemmelig for hver eneste dag. Dén luksus beriger mit liv.

Og det jeg tænker, er, at bliver vi taknemmelige for de goder, vi har, som f.eks. vand, så passer vi også bedre på det. Tænk bare på det at købe et par jeans. Det lyder jo sådan set ret uskyldigt. Men der går ca. 12.000 liter vand til at producere ét par jeans.

Når jeg nu er så glad for det vand, der kommer ud af min vandhane, så tænker jeg mig også godt om, før jeg køber nyt tøj. Det gør også, at jeg lærer at være mere glad og taknemmelig for det tøj, jeg allerede har.
Hver enkelt ting får en betydning.

Genbrugs Jeans
Mine “nye” jeans købt for 7 kroner på genbrug. Genbrug er godt. Men… Tænk engang… 12.000 liter vand!

I perioder har jeg skrevet taknemmelighedsdagbog: Hver dag skriver jeg 3-5 ting ned, som jeg er taknemmelig for. Det kan være hvadsomhelst: I dag føler jeg mig sund og rask. At købmanden i dag havde yndlingsæblerne på hylden. Dagens første kop kaffe, som får mig til at synge. At humøret var højt, da vi gik ned mod skolen. Hvadsomhelst.

Prøv det! Det kan virkelig skabe en forandring i dit fokus på dit eget liv, hvis du er vedholdende nogle uger.

Losarinas mor fortalte for et stykke tid siden om en bog af John Kralik: Taknemmelighedens Gave – se dit liv i et nyt lys. Det, der er interessant ved denne bog, er, som Losarinas Mor også fortæller, hvordan John Kralik vender sin taknemmelighed udad – altså vælger at skrive takkekort til mennesker, som på en eller anden måde er i hans liv. Og se, hvad det så gør, ved hans eget liv at være taknemmelig og vise taknemmelighed. En fin rejse, han begiver sig ud på…

Og min dag i dag er allerede fyldt med ting jeg er taknemmelig for. At se morgensolen reflekteres i min sovende søns røde hår. Det grønne skær, som begynder at vise sig på marken, jeg går forbi hver morgen. Dagens første kop kaffe i dette øjeblik…

At tage den varme dyne af vores lille dyreunge. I jagten efter prestige og gyldne mønter.

“Vi insisterer stivnakkede på at ville have det hele. Det betragtes som en menneskeret i det vestlige nye årtusinde at have dyre vaner, eventyrlige rejser og smukke velkomponerede hjem. Og vi er villige til at tage den varme dyne af vores lille dyreunge, for at vi kan løbe videre ud i byen i jagten efter prestige og gyldne mønter.

Vi går fra børnene, selvom de græder med deres skuffede ansigter bag institutionens ruder. Alligevel vinker de farvel til os med små tapre hænder og oprejste pander.

A’ ve’ mæ’, som min lille søn siger med de blødeste, bedende øjne. Så rækker han hænderne frem mod mig og vil op.

Jeg undrer mig dagligt over, hvad det er, der gør, at jeg alligevel går. Hvorfor går jeg – sammen med de andre blødende forældresind – ud af institutionens låge? Hvordan kan vi lyve så meget for os selv, at vi tror, der er noget i verden, der er vigtigere end at tage fat om de nøgne, buttede hænder, der rækker ud efter os? Og give os mere tid til både børnene og hinanden?”

Smerteligt, godt spurgt af Maria Holkenfeldt Behrendt. Fra ‘Du kan bare vente dig’.

En Artikel. Og lidt tanker om Vinterdvale og Cyklus.

I ugen der gik, var der et interview i Information med Andrea Hejlskov, som bor ude i de Svenske skove med mand og børn.

Kapitalisme-kritik helt ude i skoven.

Jeg håber, I giver jer tid til at læse artiklen.
Og evt. skimme kommentarsporet. Det er interessant at læse de mange forskellige holdninger til dét liv Andrea og Familien har valgt.

Og Andrea har også en blog. Det vender jeg tilbage til sidst i indlægget.

For her laver jeg lige et lille kluntet tankespring:
Om vores vinter, hvor alt (undtagen os mennesker) tilsyneladende går i dvale. For at springe op og ud i livet igen om et øjeblik, når det bliver forår.

Året bærer sin egen cyklus, forår, sommer, efterår, vinter.
Ligesom kvinden bærer månerne i sig. (Hvor de færreste kvinder desværre får lov til at tage sig af sig selv og favne disse måner.)

Men hvad nu hvis det samme gør sig gældende for årets cyklus og vores menneskelige natur i cyklus. Hvad nu hvis vores krop og sjæl i virkeligheden trænger til at gå i dvale, i hi, slumre, mærke mørket og lyset, og at få tiden og roen langt ind i kroppen…
…før alt springer ud igen… og verden byder på ny vitalitet og kraft og farver.
Hvad nu hvis vi ville blive langt gladere mennesker af at indrette os efter cyklus og ‘årets gang’. Måske ville vi finde mere tilstedeværelse. Mindre jævnhed. Mere Livskraft.

Andrea, som mærker livet ude i skoven, har en blog og skrev et indlæg, som gav stof til eftertanke. Hun giver mig tit og ofte stof til eftertanke…
Hibernation

Men vi ræser jo derudaf. Vi har ingen kontakt med cyklus, hverken kvindens eller årstidens.

Men hvad nu hvis…

Tjah…
Jeg ved ingenting og har ingen svar. Men.
Bare en tanke.

Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame…

“Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame, oplever hun derfor også, at hendes evne til at beslutte sig forsvinder, luften forpestes, hun føler livslede, simpel nedtrykthed og har pludselige angstanfald. Det er de samme symptomer man finder hos dyr, når de lammes af fangenskab og traumer. Når vi gør dyrene alt for tamme, bortavler vi også stærke og fundamentale impulser til at lege, knytte sig til andre, klare sig selv, gå på opdagelse, knytte nære bånd og så videre. Når en kvinde går med til at blive for “velopdragen”, forsvinder hendes instinkter til disse impulser ned i det dybeste ubevidste og kan ikke længere nås automatisk. Man siger, at hun er instinkt-skadet. Det, som skulle komme helt naturligt, kommer slet ikke eller kun efter en større åndelig kamp med jeget.

Når jeg kalder overdrevet domesticering for fangenskab, mener jeg ikke socialisering, den proces hvorved børn lærer at opføre sig mere eller mindre civiliseret. Social udvikling er påkrævet, vigtig. Uden den kan en kvinde ikke klare sig her i verden.

Men overdriver man denne form for opdragelse, er det som at forbyde den vitale kraft at danse. Det vilde jeg er ikke sløvt og tomt, hvis det er ægte og sundt. Det er vågent og reagerer på enhver bevægelse eller ting af betydning. Det er ikke spærret inde i et absolut mønster, som gentager sig under alle omstændigheder. Det har kreative valg. Den instinkt-skadede kvinde har intet valg. Hun er lænket.”

(Clarissa Pinkola Estés – Kvinder som løber med ulve. s. 241 og 242)

And the great escape



“In 2011 a danish family decided to move deep into the wild woods of Värmland, Sweden. Off the grid. Under the radar. To live simple and be free. That family is us.”
(Fra Andrea Hejlskovs blog and the great escape )

Følg familiens liv og oplevelser i skoven.

Andrea Hejlskov skriver om sine oplevelser her:
and the great escape

og hendes mand, Jeppe, blogger her:
SouleSäter

Nogle gange er der meget længe til snart.

“Det begyndte den dag Henrik og Pernille opdagede, at der boede nogen i Tusinddørshuset oppe på højen.
Det begyndte med Fru Pigalopp.
Da hun flyttede ind i det skæve gamle hus, fik de pludselig en ny og anderledes veninde.

Mor og far har næsten altid lidt for travlt. Der er så meget, som hele tiden skal gøres. Så mange ting at ordne og klappe og klare, før der bliver tid tilovers til dem. Sådan har mor og far det, selv om de er meget glade for Henrik og Pernille. Det er vist det samme andre steder i den pæne by, de bor i. Hjemme hos Lars-Ole, som lige er begyndt i 2. klasse, er det også sådan. – Snart, siger Lars-Oles mor og far. – Bare vent lidt, så… Så venter Lars-Ole lidt. På at det skal blive snart. For når det er snart, bliver det endelig hans tur. Nogle gange er der meget længe til snart. De voksne ved ikke altid, hvad ordene betyder. De siger dem bare. Snart, siger de. Og mener måske om en halv time. Eller om fire timer. Eller lige inden man skal i seng.

Sådan er Fru Pigalopp ikke. Hun har vist aldrig rigtig travlt. I hvert fald ikke på samme måde som mor og far. Fru Pigalopp er helt ligeglad med, om der danser støv i krogene i hendes stuer. Det generer hende ikke det mindste, at hendes vinduer ikke skinner nypudsede over hele Tusinddørshuset. Fru Pigalopp bryder sig heller ikke så meget om at snuse rundt langs panelerne og lede efter rod og støv og vasketøj og senge, som ikke er redt. Hun er meget mere optaget af at finde på nye morsomme ting, som hun kan dele med andre, eller være sammen med andre om at opdage.

Hun er fuld af de mest fantastiske påfund. Ja, hun er næsten som en kæmpestor legetøjskasse, som nogen hele tiden fylder op med nye lege, ingen nogensinde før er kommet i tanker om. Hver gang Henrik og Pernille småløber op ad den snoede sti til Tusinddørshuset ved de helt sikkert, at det bliver en dag ud over det sædvanlige.”

Fra: Fru Pigalopp. Ferie i tusinddørshuset
af Bjørn Rønningen

At skabe og forsvare dit kreative rum

“Hvis man ønsker at styrke sin kreativitet, er det vigtigt at skabe sit eget rum. Ikke kun indeni. Men også i den ydre verden, hvor tingene skal tage form. Et sted, hvor man kan rode og regere, præcis som man har lyst. Hvis dette ikke er muligt, må man indrette et hjørne, et bord, hvad som helst. Bare et lille sted “det er mit”. Kreativiteten er en sommerfugl uden fornemmelse for tid og begrænsninger, og den har det med at visne bort, hvis den ikke oplever, at dens ejer virkelig har tænkt sig at forsvare den bevæbnet til tænderne med vovemod og gode argumenter, når familien forlanger en hjørnesofa eller en tv-krog, der hvor man lige havde indrettet et malerhjørne eller en sykrog. Det er en rigtig dårlig idé, at indrette sig således, at man skal pakke ned og væk, hver gang man har en pause fra arbejdet. Denne form har en tendens til at svække arbejdsmoralen.
“Åh, jeg orker næsten ikke at stille det hele op igen.”
Man når at blive træt, inden man igen har fået indrettet sig. Forsøg så vidt muligt at finde en mulighed for, at tingene står på en sådan måde, at de nærmest kalder på den, der skal skabe noget.”

Majbritte Ulrikkeholm, fra Det Magiske Rum