Kategori: Klima og Bæredygtighed

Hvad skal vi svare af Rasmus Willig & Arne Johan Vetlesen

Det startede med, at noget i en overskrift fangede mig… “Pak lydigheden ned og red verden” stod der…

Artiklen er skrevet af Thomas Milsted og er en anmeldelse af bogen “Hvad skal vi svare?” af Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig.

Og jeg læste artiklen med en indre, stor jubel over, at det bliver sagt:

“For vi skylder vores børn at give dem et svar på, hvorfor vi har ladet opvasken stå og efterladt oprydningen til dem. Og det er immervæk efter en af de vildeste og tarveligste fester, vi mennesker nogensinde har holdt.”

Det er så sandt og det er så pinligt. Utroligt at vi, os, mig, dig, politikere, ikke FORLÆNGST har gjort noget.

Læs artiklen her:
Ny bog: Pak lydigheden ned og red verden

Og denne artikel er altså i mine øjne spot on og det er klart, at jeg måtte have fingre i bogen også:

 

Jeg ventede og ventede på at få bogen fra biblioteket og endelig var den her.

Og ALLE BØR LÆSE DEN, den bør være pensum i De Voksnes Skole. Den tydeliggør, skærer ud, kradser op, hvordan det hænger sammen set fra en sociolog og en filosof’s side. Denne bog er en perle med skarpe kanter. Det er umuligt ikke at græde indeni engang imellem.

Udover at bogen opridser flere af de fælder, vi er fanget i, kommer den også med bud på handling og at vi skal være tydelige omkring vores hykleri.

(Meget kort sagt. Jeg skrev så mange noter til denne bog, at jeg til sidst måtte indse, at jeg i stedet skal ønske mig den.)

Og jeg er fuldstændig enig med Thomas Milsted’s kommentar:
“Det er en meget sort bog, men på en måde, der tænder det stærkeste lys i mig. Det lys, der kan og må få os til at handle.”
(Citat fra ovennævnte artikel)

Ud af apatien!
Nu.

Peace Pilgrim. “I shall not accept more than I need, while others in the world have less than they need.”

“I shall not accept more than I need, while others in the world have less than they need.”
Peace Pilgrim.

Jeg fandt Peace Pilgrim, da jeg fornylig læste Moneyless Manifesto af Mark Boyle og blev nysgerrig.

Jeg lånte et par ting af hende via bibliotek.dk. Og følte denne indre glæde, ligesom da jeg “mødte” Henry David Thoreau og Sarah Ban Breathnach. Denne følelse af … holdbarhed og livsvæsentlighed.

“On both side of us as we walked were displayed the things we can buy if we are willing to stay in the orderly lines day after day, year after year. Some of the things are more or less useful, many are utter trash. Some have a claim to beauty, many are garishly ugly. Thousands of things are displayed – and yet, my friends, the most valueable are missing, Freedom is not displayed, nor health, nor happiness, nor peace of mind. To obtain these things, my friends, you too may need to escape from the orderly lines and risk being looked upon disdainfully.”

Peace Pilgrim er en kvinde, som gav alle sine ejendele væk for at gå for fred. Lidt fra en hjemmeside, som er lavet omkring hende:
“From 1953 to 1981 a silver haired woman calling herself only “Peace Pilgrim” walked more than 25,000 miles on a personal pilgrimage for peace. She vowed to “remain a wanderer until mankind has learned the way of peace, walking until given shelter and fasting until given food.” In the course of her 28 year pilgrimage she touched the hearts, minds, and lives of thousands of individuals all across North America. Her message was both simple and profound. It continues to inspire people all over the world.”
http://www.peacepilgrim.org/

Hendes nedskrevne ord og tanker er samlet i en bog. Af denne bog findes et lille uddrag oversat til dansk. Begge dele kan man downloade gratis fra hendes hjemmeside. Det er simpelthen en gave!
Hele bogen kan findes her:
Peace Pilgrim: Her Life and Work in Her Own Words

Og uddrag oversat til dansk findes her:
Vejen til indre fred af Peace Pilgrim

Jeg har selv printet det lille hæfte ud på dansk og jeg har bestilt bogen, for det er en “må eje” bog. Men giv dig selv lidt tid og læs det lille hæfte på dansk jeg linker til… Det er simpelthen ♥

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu

Hele denne norske serie om at bo simpelt i “udkantsnorge” er fyldt med guldkorn. prøv at dykke ned i denne serie på dage, hvor du har tid, og simpelthen bare trænger til noget smukt og rart. Og samtidig med mening og eksistens:

“Norsk dokumentarserie om mennesker som har slått seg ned milevis utenfor allfarvei – på et skjær i havet, på en fjellhylle eller i en veiløs avkrok langt ute i villmarken.” Tekst fra NRK. Se serien her:”

Der ingen skulle tru at nokon kunne bu

Jeg har vist før nævnt serien herinde. I dag vil jeg fremhæve en ældre herre, som bor i det fineste hus og har gjort sig mange gode tanker, om den (tåbelige!) måde, vi har indrettet os på og lever vores liv.

Sæson 4, episode 1

Episodebeskrivelse
Norsk dokumentarserie. For femten år sidan byrja Per Sørflaten eit nytt liv. Han ville ikkje vere slave av klokka og maskinen lenger. I staden søkte han fred og fridom i villmarka på Laksfjordvidda i Finnmark. Her lever han i eit hus som er noko midt mellom ein gamme og eit vikinghus, og sjølv om han har ei fortid som kraftverksmaskinist, har han ikkje innlagt elektrisitet, ikkje vatn heller. Sesong 4 (1:6)
(Tekst fra NRK)

Slow Fashion

En rigtig fin artikel fra Woolspire om Slow Fashion. Læs den her:
Slow Fashion – Mode der aldrig går af mode

Mette Fejvald skriver også om Slow Fashion, bæredygtighed og etisk mode her:
SLOW FASHION | BÆREDYGTIGHED

samt et indlæg hos Grøn Forskel:
Slow fashion
Ordet bruges generelt om tøj og accessories, der har en lang holdbarhed. Kvalitet og pasform er i top, så tøjet ofte bruges over en årrække og på tværs af modefænomener. Ofte vil slow fashion være af mere klassisk karakter, og idéen om kvalitet vægter langt mere end kvantitet.

Læs hele teksten her:
Slow fashion er en god investering for dig og miljøet

Hvor er insekterne?

En lille feriepauseafbrydelse:

Hvor er insekterne? Her har været underligt stille i år. Har jeg tænkt. Følt. Bemærket.

Det har andre også. Kig her og del gerne indlægget, hvis I har lyst og er på facebook. Det er bekymrende og vigtigt.

Lone Vitus – Vi vil have de fedtede forruder tilbage!

Kontrol eller Frodighed? Om bier. (Eller indlægget, der kunne hedde: Hvorfor må vi ikke være glade.)

Det er mig en gåde, hvorfor politikerne ikke slipper alt de har hænderne, forbyder alskens giftstoffer og grøftekantsslåning og i stedet suser ud for at så frø til vilde blomster alle mulige og umulige vejne.

Læs:
Biavler mistede halvdelen af sine bier: Det er trist at se

Hver femte bifamilie er død

Men nej, de vil meget hellere slå det hele ihjel.
“Regeringen kæmper imod et EU-forbud mod en række sprøjtegifte, der har vist sig at føre til fugle- og bidød.”

Læs mere her:
Måske kan regeringen bare ikke lide fugle og bier

Vi kan selv gøre lidt.
Læs:
Gode råd: Sådan kan du hjælpe bien

Nogengange tænker jeg virkelig at os, Folket, burde TAGE mere magt. Vi har givet det til tåber og pengemaskiner og resultatet er katastrofalt.

Vi er selv i en strøm af hjernevask, at alt skal være så utroligt pænt og ordentligt, kontrolleret, for at vi på en eller anden (bizar!) måde accepteres (af hinanden?). Græsset må være max 3 cm højt, vi går amok, hvis vi ser mælkebøtter eller mos… Og round up er bare løsningen på ALT utidigt. Og ellers er der De Grå Granitskærver, man kan lægge hen over det hele og så bliver det jo så PÆÆÆNT.
Og grøftekantsblomsterne må lade livet for at bilerne kan køre hurtigere og hurtigere… Jamen, det er da osse utroligt vigtigt. Suk!

Hvad i alverden blev der er mangfoldigheden, diversiteten og det vilde? Hvorfor i alverden må nogetsomhelst ikke være ude af vores kontrol, når belønningen ville være frodighed og flora og bier og bær og frugt? Som ovenikøbet ville gøre os GLADE?

(Hvorfor må vi ikke være glade?)

“Min klimakamp” på DR.

Jeg iler med et link til et tv-program, som desværre snart ikke længere kan ses fra DR’s hjemmeside. Første afsnit kan ses indtil 23. maj. Jeg har først opdaget dette fine program nu. Det er et norsk tv-program, som handler om at nedbringe sit CO2-udslip. Fortalt uhøjtideligt og lige til. Det er SKØNT at se andre, som har det lidt svært med det her med overforbrug og vores uendelig mange dårlige vaner. Jeg selv har ihvertfald pænt mange ting, jeg kan ændre.
Der er fem afsnit i alt. Her er link til første afsnit. Men skynd dig, for de forsvinder snart. Jeg har netop set de første to…
Min klimakamp – DR

9/11.

I dag vandt Trump. Det i sig selv er jo en stor ufattelighed, men ikke en overraskelse. Og uanset fortæller det noget om Verden. Jeg ved ikke, om det gør mig modløs, men jeg bliver sgu lidt …polemisk?… indeni, for det kan bare ikke være rigtigt.
Vi har børn,
og de skal have et godt liv.

Lyt til, hvad Cat fra theolivetreesandthemoon siger om dagen i dag:

“It’s a sad day today, even across oceans. I’m trying to remind myself this is just a new face obeying to the old unaltered interests. And that we all keep going on by doing revolutionary acts such as growing one’s own food and producing their own energy, supporting local, knitting their own clothes, starting their own small businesses, helping eachother, keep backyard chickens or bees, keeping a clear and critical mind, refusing to get drowned into agression and hate and so many other things to everyday make our own vote on things that directly affect our lives. Does this make sense?”
(Klik her for selve indlægget.)

DET giver mig håb, det giver mig en slags fremdrift.

img_1624

8. august. Opbrugt ressourcer for hele 2016

“På mandag er det slut. Om mindre end en uge har verdens befolkning opbrugt de ressourcer på landjorden, i havene og atmosfæren, som er til rådighed for os i løbet af hele 2016.

Den 8. august er Earth Overshoot Day 2016, datoen hvor forbruget egentlig skulle stoppe, hvis vi skulle holde os inden for klodens årlige kapacitet til at holde trit, det vil sige gendanne de ressourcer og den biokapacitet, verdensbefolkningen trækker på. Resten af året lever vi over evne, tærer på den naturkapital som burde holdes intakt.”
Fra Information: Om mindre end en uge har vi opbrugt jordens ressourcer for hele 2016

Ps. Læs evt. dette indlæg:  Danskerne bekymrer sig om klimaet, men ændrer ikke vaner

Eat well, Live Well. It’s that simple. WholeLarderLove.


WHOLE LARDER LOVE – a day in a life

Jeg ønsker at afslutte året med WholeLarderLove. Rohan Anderson er manden bag og han er med sin alvor, humor og bramfri måde at skrive på blevet en stor inspiration for mig: Jeg tager hans tanker og ord til mig og det er noget jeg vil bære med mig ind i det nye år.
(Sammen med Erin Gleesons skønhed og æstetik.)

Jeg følger ham på Instagram og her er en tekst han fornylig skrev:

“This year has involved a great deal of pushing 💩 up hill.
Glaciers continue retreating. Ice shelves melting. Lakes continue to dry up. Weather continues to get wilder, hotter, drier. People are getting fatter, sicker and dumber.
The machine gets more powerful. Distracting the masses with the promise of a shiny happy life full of stuff that brings a shallow happiness.
The persecuted become more persecuted. The innocent more hurt.
This is the year that I accepted that humans are their own worst enemy. I’m coming to terms with the reality that the western population is mostly ignorant, apathetic, and thoughtless.
I guess I’m fighting against that in some way. I have no regrets doing what I’m doing. I hope to kick some serious ass in 2016.”
(Link til tekst Her.)

WholeLarderLove handler om hjemmedyrk, at lave mad fra bunden og samtidig sætte “tingene” i et større perspektiv. Jeg linker nedenfor til et indlæg, hvor Rohan Anderson på sin blog fortæller om, hvad en dåse suppe betyder for hans indsamling (eller mangel på samme) af svampe i skoven. Det er godt set, godt skrevet og et indspark til sådan en som mig, der godt nok ikke køber så mange ting, men … mit fødevareforbrug/indkøb er helt, helt skævt…

Læs indlægget her:
Dear God, What Have We Done?
Og tjek endelig resten af bloggen ud!

WholeLarderLove på instagram:
wholelarderlove instagram

Lidt om hans seneste bog:

A Year of Practiculture- Rohan Anderson from SCRUFFALO on Vimeo.

Ønsker du at kende mere til hans historie, kan jeg anbefale at se ham fortælle her:

Tankevækkende bog: Ismael af Daniel Quinn.

Ismael af Daniel Quinn

For nylig så jeg filmen Instinct. Jeg blev berørt og nysgerrig og blev af kringlede veje ledt videre til en bog: “Ismael” af Daniel Quinn. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om filmen har et udgangspunkt i bogen, for de to værker er ret forskellige.

Det er umuligt at sætte ord på dét indtryk bogen Ismael har efterladt hos mig. Så jeg vil nøjes med at gengive bogens bagside:

‘”Lærer søger elev. Må have et oprigtigt ønske om at redde kloden. Personlig henvendelse.”

Således begynder ISMAEL og snart efter befinder vi os i en medrivende filosofisk dialog mellem fortælleren og en kæmpegorilla ved navn Ismael, hvor evolutionen, civilisationen og menneskets rolle dissekeres.

Ismaels tolkning af skabelseshistorien forklarer, hvordan menneskeheden har skabt jordens nuværende krise, og han spørger, hvorvidt det er menneskets bestemmelse at styre verden eller om der findes et højere åndeligt formål.

Det interessante lærer-elevforhold udspilles i en næsten underdrejet dramatisk og overraskende handling, og bogen er båret af en stærk og stille kraft, som giver stof til eftertanke om tilværelsens store spørgsmål.”

En samtale mellem en gorilla og et menneske lyder måske lidt langhåret, men det er virkelig en læseværdig bog, hvis man ligesom mig interesserer sig for, hvorfor i al verden vores kultur er skruet så destruktivt sammen: Særligt måden at anskue mennesker/kultur som enten “tagere”  eller “slippere” er tankevækkende.
Jeg blev ret påvirket og det er jeg stadig. Og må læse den igen.

(Jeg fandt lige denne lille “video-tekst-anbefaling” af bogen her.)

Det er lige årstiden for film, så hvis du en novembermørk aften ønsker at se filmen Instinct, findes den på youtube. Jeg kan dog hverken garantere for kvalitet eller om hele filmen er med, for jeg har ikke set filmen dér. Men her er et par links: 

Instinct – full movie

Instinct – trailer

Urt og liv og uden ur: Livets opskrift. Meningsfuld november tv. :-)

IMG_20150415_094709

Jeg sidder lige nu og er glad, for jeg har lige set ‘Livets opskrift’, 2. afsnit, med Sisse Fisker på DR.

Tekst om udsendelsen fra DR’s hjemmeside:
“Sisse Fisker rejser i dette afsnit til den lille græske ø Ikaria, som er en af de mindst turistede øer i Grækenland. Her skal Sisse bo hos Georgios og Elini som lever en bæredygtig tilværelse, hvor de stort set er 100% selvforsynende.
Men udover at bo hos familien, tager de hende også med rundt på øen, for at snuse til nogle af de ting, som måske kan være hemmeligheden blandt beboernes lange levetid. Bl.a. møder hun herbalisten Diamandis, som hver dag drager ud i naturen for at indsamle de helt rigtig urter. Hun høster honning og så når hun også forbi et karneval.
Men spørgsmålet er, hvad alle disse ting har med deres høje levealder at gøre?”

Se udsendelsen her:
Livets opskrift – Grækenland

Vandets vogter

Vandets Vogter
‘Vi vandrede rundt i plastgraven i et stykke tid endnu, men fandt kun det sædvanlige skrammel, ødelagt legetøj, stumper af ukendte og ubrugelige beholdere og uendelige mængder af mugne plasticposer i strimler. Da vi begav os mod landsbyen igen, sagde jeg til Sanja:
“Jeg kunne godt tænke mig at grave helt ned på bunden af plastgraven. Så ville jeg måske komme til at forstå de førverdslige folk, der smed alt det her væk.”
“Du tænker for meget på dem,” sagde Sanja.
“Det gør du da også,” svarede jeg. “Ellers ville du ikke komme her.”
“Det er ikke dem, jeg tænker på,” svarede hun. “Men deres apparater, det, de kunne, og det, de har efterladt til os.”
Hun tav og lagde en hånd på min arm. Jeg kunne mærke det varme omrids af hendes fingre gennem ærmets stof og solen, der omgav dem, to forskellige slags varme ved siden af hinanden. “Det kan ikke betale sig at tænke på dem, Noria. De tænkte jo ikke på os.”‘

Fra: Vandets vogter af Emmi Itäranta.

Vandets vogter er en fremtidsroman. “Verden er ved at løbe tør for vand”, er det gennemgående tema. Det, der fik mig til at læse bogen færdig, var min nysgerrighed og fordi temaet er usædvanligt. Alt i alt en fin bog uden jeg dog blev “fanget”…

Moneyless Manifesto

“Mark Boyle has lived completely without money in England for two and a half years, an experience which formed the basis for his first book, The Moneyless Man… […] …He is currently in the process of creating a fully localised, land-based gift economy in Éire which will demonstrate how all the ideas and practical solutions described in The Moneyless Manifesto can be integrated into one holistic system design.”
Tekst herfra.

Jeg har endnu til gode at læse hele manifestet. Klik på nedenstående link, for at læse. Med forord af Charles Eisenstein:

Moneyless Manifesto

Bøger om at finde sine fødevarer lokalt.

img_2648_10

For et stykke tid siden læste jeg to bøger:
Vicki Robin: Blessing the Hands That Feed Us
– What Eating Closer to Home Can Teach Us About Food, Community, and Our Place on Earth
og
Barbara Kingsolver: Animal, Vegetable, Miracle
– A Year of Food Life
To ret forskellige forfattere i to projekter, som minder om hinanden:

Vicki Robin ønsker at finde sine fødevarer indenfor en radius af 10 mil fra hendes hjem. Robin stiller i løbet af bogen spørgsmål til mig, som læser, om min egen fortid og forhold til mad: Hvorfor er det, som det er?

Barbara Kingsolver ønsker også at finde sine fødevarer lokalt og ønsker derudover selv at dyrke frugt og grønt. Hele familien inddrages og hvert medlem har et “snydefødeemne”, f.eks. kaffe, som importeres lang vejs fra.

Begge bøger tager udgangspunkt i problematikker omkring transport af fødevarer, industrielt dyrkede fødevarer osv.  Jeg har ikke læst bøgerne fra ende til anden, men læst hist og her, og egentlig en del, og begge bøger er på hver deres måde dejlige bøger at dykke ned i. Så trænger du til lidt inspiration og opmuntring til at kaste dig ud i at skaffe fødevarer lokalt, så er der noget at hente hos både Robin og Kingsolver.

(Jeg holder meget af Kingsolver som romanfortatter, og må indrømme at skulle jeg anskaffe mig en af disse bøger, ville det nok blive hendes. Måske. Eller… Man behøver heldigvis ikke vælge: Begge bøger kan lånes på bibliotek.dk)

Og ps.: Lige en tilføjelse:
En artikel om fødevarer og klimaforandringer fra Etisk Råd:
Fødevarernes andel af klimabelastningen

Og nogle forslag fra artiklen til, hvad vi kan gøre, for at mindske klimabelastningen:

  • Ændret sammensætning af kosten: mindre kød og mejeriprodukter og mere fra den lavere ende af fødekæden
  • Frilandsgrøntsager fra sæsonen (mindre opbevaring, opvarming og transport – vælg sæsonens danske produkter hvis muligt, ellers sæsonens produkter fra udlandet)
  • Undgå produkter, der er fløjet hertil, og produkter fra drivhuse
  • Vælg produkter, der er mindre afhængig af køling (mere robuste fødevarer, hyppigere indkøb hos den lokale købmand)
  • Reducer fødevarespildet (spis hvad der indkøbes, og hurtigt efter at det er købt)
  • Klimavenlig tilberedning (lav mad til flere dage af gangen, brug ovnen mindre)

 

“Danskerne bekymrer sig om klimaet, men ændrer ikke vaner”

“Administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, kalder det »bekymrende«, at danskerne åbenbart synes, klimaudfordringen kommer for tæt på, når det handler om at gøre noget »inden for ligusterhækken«.

Målingen fortæller, at 70 pct. af danskerne er bekymrede over klimaforandringerne, mens fem pct. slet ikke er bekymrede.

Men adspurgt om villigheden til at flyve mindre for klimaets skyld svarer kun ni pct., at de i høj eller meget høj grad er villige til det, 20 pct. siger ’i nogen grad’, mens 36 pct. slet ikke eller kun i ringe grad er villige til at dæmpe rejseaktiviteten med fly.”

Danskerne bekymrer sig om klimaet, men ændrer ikke vaner

“Vi skal ændre det normale”

Interessant artikel i Information om forbrug, hverdag og mening. Nedenfor lidt udpluk fra artiklen, men jeg kan anbefale at læse hele artiklen her:
Vi forbruger, fordi det giver mening
 

“Vi forbruger mere, end klimaet tillader. Og det hjælper ikke blot at bede os skære ned. For de produkter, vi forbruger, giver mening for os socialt, praktisk og kulturelt. Skal vi sænke forbruget, skal vi ændre normerne for, hvad der er praktisk og kulturelt værdifuldt. Og for, hvad vi forstår ved det gode og efterstræbelsesværdige liv”

“Skal vi videre, skal vi forstå de mere grundlæggende sociale og materielle årsager til, at vi gør, som vi gør. Og måske det også er på tide, at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved det, vi synes er normalt.”

“Rapporten peger på, at vi skal begynde med at stille os selv nogle helt andre spørgsmål. I stedet for at spørge: »Hvordan ændrer vi folks individuelle adfærd, så den bliver mere bæredygtig?«, bør man spørge: »Hvordan ændrer vi vores hverdagspraksisser og begreber for, hvad der er ’normalt’, så de bliver mere bæredygtige?«. Stiller vi dette nye spørgsmål, er det nogle markant anderledes forhold, der kommer i fokus i bæredygtighedsindsatsen.”

Tilrettelagt skabelse af utilfredshed.

Planlagt forældelse af et produkt startede allerede ved glødelampen og senere var det direktøren for General Motors, som flyttede den planlagte forældelse, fra selve produktets funktion, ind i vores hoveder, som en tilrettelagt skabelse af utilfredshed. En slags psykologisk omprogrammering af os forbrugere for at få os til at forbruge mere.

Dette og meget mere kan man blive klogere på, hvis man går ind og ser programmet “Dem der gjorde os til forbrugere” på DR.
Det er aldeles tankevækkende.

Afsnit 2 af 3 sendes i aften på DR2 kl. 20.

Persilles Hjemmedyrk

“Alle kan dyrke deres egen køkkenhave, selv i et køkken på første sal. Der er bunker af ting du uden stort besvær kan dyrke i din lejlighed og bruge i din madlavning, bruge som lægeplanter eller bare dyrke fordi det er hyggeligt at dyrke noget.”
Ordene er fra Persilles hjemmedyrk. Prøv at besøge hendes hjemmeside og facebookside og oplev al den varme og grokraft, hun bærer og deler ud af.

Her finder du Persilles hjemmeside:
Persilles Hjemmedyrk

Og hendes facebookside må du ikke gå glip af! Heldigvis kan man godt kigge med, selvom man ikke er på facebook:
Persilles Hjemmedyrk – facebook

God weekend til jer!

Opmagasinering og Forbrugsfest

“Opmagasineringstendensen” er åbenbart kommet til Danmark. Personligt foretrækker jeg at rydde ud og give væk/sælge mine ting, frem for at opbevare. Men sådan er vi så forskellige. Læs en artikel i Information om opmagasinering, forbrug og ting: Spørgsmålet er, om vi har fået NOK!

Her ender den store forbrugsfest

”Når jeg tager en ressource, kan du ikke også tage den”

Artikel med Inge Røpke om forbrug, natur og vækst:

”Når jeg tager en ressource, kan du ikke også tage den”

Lidt fra artiklen:
Slower by design – not disaster

…Desuden slår Inge Røpke fast, at der er grænser for vækst. Hun mener, at vi i den vestlige del af verden har nået et niveau, hvor det er tid til at holde igen og give plads til andre. Her peger hun på nødvendigheden i at gentænke vores institutioner, således at de kan fungere i et samfund uden økonomisk vækst. Hun retter blandt andet sin kritik mod finansminister Bjarne Corydon, der ønsker en vækst på to procent om året, hvilket vil fordoble vores økonomi i løbet af femogtredive år.

”Jeg tror ikke, der er mange danskere, der rent faktisk ønsker at forbruge dobbelt så meget om femogtredive år, når man samtidig tænker på, at der er folk rundt omkring i verden, der ikke kan få brød på bordet. I den henseende har jeg større tiltro til borgerne end politikerne.”

Det er vigtigt for Inge Røpke at understrege, at det ikke er nok at forsøge at løse problemerne gennem prisreguleringer og tilskud til grøn teknologi. Hun mener, vi står overfor en systemkrise, der kræver nogle fundamentale ændringer af hele vores samfund og måden vi tænker økonomi. For som hun siger:

”Hvis vi ikke selv sørger for at regulere den økonomiske vækst, så gør naturen det. Vi skal forberede os gennem planlægning. Slower by design – not disaster.”

”For tiden taler alle politikerne om SU-reformer, kontantshjælpsreformer osv, men det, der i virkeligheden er brug for, er helt andre typer reformer, hvor vi gentænker de samme systemer ud fra det perspektiv, at vi ikke skal tilbage på vækstsporet.”

“Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.”

img_6974_4
”Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.
Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat forstyrres jeg af lokomotivernes stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet, at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud fra en vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til – at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde.”

Henry David Thoreau. Civil ulydighed, 80

Selvbelønning, fordi.

”Jeg er så skidetræt af ambitionerne, og den måde ingenting er godt nok, den måde jeg altid burde få mere, være mere, opnå mere. Det er håndtasken jeg gav den til mig selv som belønning, for jeg havde siddet i et kommunalt rum og fortalt de kommunale mænd om innovation og kommunikation, og det var mig, der var ildsjælen, og der var ild i mit hår, og håndtasken var en belønning, en belønning – jeg fyldte den med al min make up fra Mac. Tusindvis af tusindvis af tusindvis af kroner, jeg havde brugt på øjenskygge i turkis og læbestift i revolutionsrød; jeg havde malet mig med krigsmaling, som om jeg var i krig, med i virkeligheden sad jeg bare henne på kommunen.”
Andrea Hejlskov, Og den store flugt.

“Jeg kan ikke se meningen i at have et stort badeværelse, hvor man kun kan stå og spejle sig selv«.

img_1941_27Artikel fra Politiken med Bodil Jørgensen:

»Jeg aner ikke, hvad ting er værd, og drømmer om et samfund, hvor man bytter sig til ting og genbruger langt mere. Den slags kan jeg finde ud af. Vi sorterer skrald og genbruger i stor stil«.

Er du stået helt af ræset?

»Jeg har opgivet drømmen om finish. Folk tørster efter blanke paneler og river et helt køkken ned, fordi væggen skal stå et andet sted. For mig er det en absurd form for overforbrug. Alt det, der skinner, skal jo holdes ved lige og males i en uendelighed, for livet sviner. Vi går ind i ting, vi vælter ting, vægge får pletter og huller. Jeg synes, det ser ret fantastisk ud med en lille fugtplet«.

Er det også et moralsk statement?

»Ja, det er forkert, når vi bare skruer op for et på forhånd enormt forbrug, mens andre bor i en barak, der er blæst omkuld eller er på flugt fra Syrien. Alt det glittede er røvbanan kedeligt, og det udhuler os moralsk.«

Læs resten her:
“Bodil Jørgensen: Alt det glittede er røvbanankedeligt. Hun har opgivet at opnå finish. Livet sviner jo, siger hun.”

“I dag lever vi med ensartethed og upersonlige forbindelser. Det svækker sjælen og gør livet fattigt.”

img_0722-1_2
“Hvad er forskellen på en tomat fra supermarkedet og en, som min nabo har dyrket og foræret mig? Hvad er forskellen på et præfabrikeret hus og et, jeg bygger sammen med nogen, der kender mig og mit liv?

Forskellen ligger i de specifikke relationer, som omfatter giverens og modtagerens unikke natur. Når livet er fuldt af ting, der er skabt med omhu og forbundet med et net af historier om folk og steder, vi kender, er det et rigt og nærende liv. I dag lever vi med ensartethed og upersonlige forbindelser. Det svækker sjælen og gør livet fattigt.”

Charles Eisenstein, artikel i Nyt aspekt april-juni 2013, 45. årg. nr. 2.

Forbrug. Fællesskab. Identitet. Fortælling.

“Vi har mistet følelsen af at høre hjemme i verden. Vi fokuserer i stedet på forbrug, rigdom, magt og at øge vores status. Det er alt sammen kompensation for en identitet, der ellers burde vokse frem af samvær. Det er godt for erhvervslivet, men egentlig blot en opskrift på menneskelig elendighed”, siger Charles Eisenstein og pointerer, at vi nu har gennemlevet 2.000 års teknologiske fremskridt fokuseret på at skabe nye ting. Hvorfor arbejder vi stadigvæk lige så hårdt?
“Det gør vi, fordi vores forbrug konstant øges. Men sådan behøver det ikke at være.”

“Selvbedraget må slutte”. Artikel m. Charles Eisenstein. Magisterbladet s. 22-23

How do we change the world? Change the story.
“The greatest illusion of this world is the illusion of separation.”

Se evt. denne fine video, med Charles Eisenstein som fortæller.

Kunstig høj levestandard…?

I dag har jeg læst et indlæg hos The Green Minimalist, som jeg gerne vil dele med jer. Fordi jeg frygter gæld. Og fordi jeg ofte føler mig “hægtet af” på mange (materielle) områder. Osv. Og fordi jeg synes, det i det store hele er tankevækkende… Er det det værd? At opretteholde en kunstig høj levestandard? Tjah…

Artificially high standard of living?

“Vi har opgivet religion og filosofi … Vi gør hvad som helst, hvis markedet fortæller os, at vi skal gøre det.«

“Mujica siger, at de, som anser ham for fattig, ikke forstår, hvad virkelig rigdom er.

»Jeg er ikke den fattigste præsident. Den fattigste er den, der hele tiden har brug for rigtig meget for bare at leve,« siger han.

[…]

»Vi kan genbruge næsten alt i dag. Hvis vi levede i overensstemmelse med vores ressourcer – ved at være tilbageholdende – kunne verdens syv milliarder mennesker få alle deres grundlæggende behov dækket. Den globale politik bør bevæge sig i den retning,« siger han. »Men vi tænker hellere som folk og lande, ikke som en art.«

Fra en fin, tankevækkende artikel om Uruguays præsident José Mujica Guerillasoldaten som blev præsident, Information 28. dec. 2013.

Så er det snart jul.

Julegaver

Så er det snart jul.
Modtager man reklamer i sin postkasse, forestiller jeg mig, at det nu vælter ind med ting og sager, man kan købe.

Men husk:

“Before you make the decision of what to spend, know that …
Nothing you buy will make you a better person.
Nothing you give will make someone love you more.
Spending won’t make you happier.”

Det er så bragende godt sagt! Citatet er fra Bemorewithless.com og hvor ofte jeg end har læst med derinde, har jeg overset ovenstående citat – og fandt det takket være Köpstoppsbloggen. Köpstoppsbloggen er en informativ og tankevækkende blog om forbrug, som jeg vil anbefale dig at besøge!

Og mig? Jeg er forlængst hoppet af julegaveræset. Jeg har sagt fra og forklaret og er blevet mødt og forstået.
Jeg giver gaver til mine børn. Og det er så det. Og det har jeg det rigtig, rigtig godt med!!!
(Og køber/laver gaver til mine forældre, fra/sammen med mine børn. Det har jeg det også rigtig, rigtig godt med!!!)



(Ps. Genlæs evt. The Deadweight loss of Christmas.)

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov. Anmeldelse og Give Away.

”Folk har glemt, at ting tager tid. Et bål er ikke bare noget, man kan tænde for med en stikkontakt. Et godt bål kræver omsorg og opmærksomhed.”
Han sad på hug og vågede over bålet, som om det var et lille barn.
”Folk har glemt, hvordan den virkelige verden er. De lever i en verden omgivet af maskiner og knapper. On. Off. Lys, der bare tænder. Sådan er der jo ingenting, der er i den virkelige verden! Nej.” Han rystede på hovedet og lagde flere grene på. ”Den virkelige verden kræver din absolutte opmærksomhed.”
(Kaptajnen, s. 57)

Citatet er fra Andrea Hejlskovs bog ”og DEN STORE FLUGT”.
Fra bogens bagside:

“Hvad sker der, når en moderne familie forlader det moderne samfund og flytter langt ud i skoven?”

og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov

Jeg blev spurgt, om jeg ville modtage en bog og anmelde den.
OM jeg ville!!

Jeg har fulgt med Andrea og hendes familie, her på sidelinien, bag min skærm, i stilhed. Første gang jeg skrev om Andrea Hejlskov her på siden var i september 2011: And the great escape. Husker, da det blev vinter, og jeg besluttede mig for ikke længere at følge deres blog i en periode, for hvadnuhvis de ikke skrev, var der så sket dem noget og så kunne jeg godt finde på at sende dem en helikopter. Dét kunne jeg ikke lige helt overskue.
:O)
Og nu står jeg med en grøn bog i hånden, unik, med fornemmelsen af en skovperle, og bogstaver, der fordyber sig i omslaget.

Og selvfølgelig klarede de vinteren. For de er seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Ude i skoven er de seje, bløde, smukke, sårbare, levende, eventyrlige mennesker.

Han sukker og konstaterer: ”Når man først sætter sig ned, dør man”. (Jeppe, s. 231)

Men man kan godt dø indeni, når man befinder sig mellem ledningsnet og mure og isolation og computere og hvertsitrum og supermarkeder. Når behovet for menneskets oprindelige FUNKTION dermed forsvinder; at skabe de basale vilkår med hænder og hjerte: Oprindelige funktioner, som at tænde et bål. Dyrke sin mad. Bygge sit hus… Det hårde arbejde med at få tingene til at samarbejde med naturen, naturens cyklus, menneskets cyklus, når både natur og mennesker har sin egen orden, sit eget kaos, sit eget vejr. Det, som vi/det moderne menneske er fuldkommen fremmedgjorte overfor, fordi vi så ihærdigt vil bringe alting i orden: Regler, kontrol og følelsesneddysning via elektroniske adspredelser og dingenoter.

”Herhjemme er jeg bare en bunke livløse knogler, men da vi var i Sverige, huggede jeg brænde helt af mig selv og hentede vand, uden at nogen bad mig om det.” (Sebastian, s. 45)

Og vi lapper på det hele, på al vores apati, med at købe ting og andre flugtveje.

”Jeg er så skidetræt af ambitionerne, og den måde ingenting er godt nok, den måde jeg altid burde få mere, være mere, opnå mere. Det er håndtasken jeg gav den til mig selv som belønning, for jeg havde siddet i et kommunalt rum og fortalt de kommunale mænd om innovation og kommunikation, og det var mig, der var ildsjælen, og der var ild i mit hår, og håndtasken var en belønning, en belønning – jeg fyldte den med al min make up fra Mac. Tusindvis af tusindvis af tusindvis af kroner, jeg havde brugt på øjenskygge i turkis og læbestift i revolutionsrød; jeg havde malet mig med krigsmaling, som om jeg var i krig, med i virkeligheden sad jeg bare henne på kommunen.” (Andrea, s. 42)

…og det er jo det vi gør. Vi kravler rundt i ambitioner og udefrakommende succeskriterier og vi belønner os, for at holde modet oppe og for at fortælle os selv, vi er noget værd.

Er det virkelig noget at stræbe efter, helt ærligt? Der er altså nogen, der tjener kassen på, at vi har det så skidt. Og samtidig trækkes tæppet væk under Moder Jord, fordi det trækker på råstoffer og ressourcer, og så er der bare ikke noget til vores børn.
Er det hæderligt? Er dét VÆRD? Og er det det værd?
De spørgsmål føler jeg hænger i luften, når jeg læser bogen. Bogen spiller bold med mig, min refleksion.

Hmmm…
Jeg har før fortalt om bøger herinde, men jeg har vist aldrig som sådan skrevet en anmeldelse før. Og jeg bliver nødt til at skrive min subjektive oplevelse af denne bog og måske flyder den sammen med min egen verden og den verden, jeg oplever. Så sådan en anmeldelse bliver det: En sammenflydningsanmeldelse.

De første mange, mange sider græd jeg. Fordi jeg har set og mærket ‘det’ i mange år.

At læse et andet menneske sætte ord på sin oplevelse
og mærke mig selv, i dét,
er bare for meget på den gode måde.

Når jeg læser, kan jeg mærke, at jeg er ikke alene, jeg er ikke forkert: Når jeg læser om Jeppe, der dør i sin fleecetrøje, Jeppe, som graver organiske huller i haven og i protest får lyst til at sætte de grimmeste parcelhusblomster mellem hækken og ud mod vejen. Udlejeren, der klager over at hækken ikke er klippet lige nok. Og ikke mindst Jeppes oplevelse af at købe ind:
”Han fortalte mig om, hvordan han gik i stå ved en eller anden hylde og ikke kunne vælge blandt de 800 produkter af samme slags […] …han sagde, det var ikke kun produkterne, det var også lyset nede i butikken, der var baggrundsmusikken og baggrundsstøjen, der var lugten af produkter, den kolde lugt af stål og madvarer pakket ind i plastik, lugten af jerndøre og metalhylder, lugten af andre menneskers parfume, lugten af hund, lugten af frikadeller henne fra delikatessen.” (Om Jeppe, s. 16-17)

Det kom lidt bag på mig, at Jeppe på den måde lynhurtigt blev hovedpersonen i min læsning.

Bogen er i mine øjne en (subjektiv) fortælling om, hvordan vi som mennesker er ved at dø. Vi dør i vores ting, vores uopmærksomhed, vores isolation, vores fremmedgørelse, vores underligt-sammenskruede-ambitioner.

Og at alternativet, at flygte ud i skoven, bestemt ikke er NEMT og enkelt. Eller romantisk eller lutter idyl. Men. Men hvad?

Ja. I mine øjne absolut et mere hæderligt liv. Og lykkestunderne oplyser det hårde arbejde.

Det moderne menneske kan ikke flygte og starte fra Nul. Det starter fra Under Nul. Familien starter under nul. Fordi de (vi) er skadede. Vi er fyldt med unaturligt polyesterfyld, der først skal pilles væk.

Jeg ved ikke, om jeg ville turde begynde at pille ved mit eget ”fyld”.
Men at vedblive at undvige, er det helt ærligt et hæderligt liv? (Når jeg skriver hæderligt, mener jeg måske autentisk. Jeg er ikke afklaret.)
Selvom vi for år siden valgte at gå ned i levestandard, og jeg blev hjemmegående, føler jeg mig stadig langt væk fra “dét”, som jeg ikke helt ved, hvad er.
Walk the talk.
Jeg bliver jo nødt til at tage stilling. Det gør bogen også ved mig: Noget med at tage stilling.

“Jo, vi kunne blive ved med at lede efter muligheder og blive ved med at vrage de muligheder vi fandt, fordi det ikke lige … passede. Men vi kunne også bare gribe de muligheder, der blev os givet.
Dén aften gentog han ordene: “Det farligste er at have erkendt noget – men ikke gøre noget ved det.”
(Andrea/Jeppe, s. 23)

((Eller: Jeg kan også bare lægge mig til at sove igen… Lade være med at tage stilling. Finde mig en fleecetrøje.))

Andrea Hejlskov fortæller om brændeovnsdetaljer, så jeg kan se det for mig, og jeg er derfor inviteret med. Hun fortæller om lykkestunder med blå guldsmede og brødrekærlighed, og jeg er inviteret med. Hvordan ild ikke bare er ild. Ild er forskellig. Ild fra birkebrænde er dén varme, som i Andreas univers kommer til at skabe HJEM. Og jeg er inviteret med. Hun fortæller om sine hænder, og jeg kan føle, fornemme og mærke.

Der er så mange fine øjeblikke. Og Andrea DELER.
Der er så mange sorgfyldte øjeblikke. Og Andrea DELER.

Det er en bog, jeg havde svært ved at lægge fra mig. Engang imellem skulle jeg have en pause, for at trække vejret og for at vende tilbage, spændt på hvad de næste ord, sætninger, sider, ville fortælle mig. Andreas leg med ord, ord der er både bløde og skarpe. Og ikke ét eneste sted kedede jeg mig. Og alle sider bragte gaver til mig.

Og jeg kunne skrive meget mere om denne bog, for eksempel om husbyggeriet og al den smerte, der fulgte, men det er jo ikke meningen, jeg skal genskrive bogen. Så nu kommer der nogle enkle punkter, jeg gerne ville have berørt og uddybet:

Tak for du skriver så åbenhjertelig og uslebent om det hele.
Tak for du deler Silas’ oplevelser, når han har det svært. Jeg var bange for, om det var udeladt. Selvom jeg egentlig godt var klar over, du ikke ville udelukke. (Kram til dig Silas. Du er en sej gut!)
Tak for du deler jeres affaldsproblem og problemerne omkring plastik. Megavigtigt i mine øjne.
Tak for ord fra Sebastian omkring ting, der hele tiden går i stykker: ”Det er fordi, tingene ikke er særlig robuste […] De fleste ting egner sig ikke til den slags liv, vi lever. Vi bruger jo virkelig tingene.” (s. 161) JA! Mere kvalitet, mindre kvantitet, tak! Mere brug, mere liv. Færre dårlige ting. Tak.
Tak Andrea, for fortællingen om dig og ambitionerne, som ryger i containeren. Og tak for du berører det lineære tidsbegrebs betydning.

Så hvad så nu.
Min tanke er, at vi må huske at takke generationer, som knoklede for at bygge et samfund op.
Min tanke er også, at jeg måske generaliserer for meget, når jeg skriver man, vi, dem, os, i min anmeldelse. Jeg roder rundt i hvem vi/de/man er. Og generalisering kan jeg selvfølgelig ikke tillade mig… Hmmm…

Det er bare som om, der er noget, som er gået helt galt og blevet ”for meget”. Nu. Og “og DEN STORE FLUGT” viser på smerteligste vis denne families kamp mod dette “for meget”.

Bogen får mig også til at reflektere over: Hvad vil jeg selv? Hvad er frihed for mig? Og min familie?

Og svaret? Svaret falder omkring mig som byggeklodser, en borg, jeg skal i gang med at rydde op i og bryde ned.

Sammen med dén kendsgerning, at jeg lever i en uduelighedszone: Jeg tror ikke nok på mig selv til, at jeg kunne leve i skoven. Eller naturen. Mine muskler er på en måde døde af mangel på liv, jeg er slatten og slap og jeg har ingen viden om hverken planter og jeg kan ingenting praktisk og min urkraft døde med den lineære tidsopfattelse.
Jeg er fanget i en uduelighedszone – og hvor kom den egentlig fra? Uduelighedszonen? Og er det sådan, mange af os har det?

Åha. Det er svært, at anmelde en bog, som jeg har læst med hjertet. Jeg har nu læst denne, min, anmeldelse tusind gange og det kan aldrig blive godt nok eller rigtig nok. Jeg har allerede skrevet al for meget. Bogen gemmer på meget mere… så fang den, et sted. Og læs den.

“Og jeg læser. Med sommerfugle i maven og konstant grådlabil. Med kærlighed.” skrev jeg på Instagram.
Måske kunne jeg have nøjes med at skrive dét,
her.

Nu sidder jeg med en lukket bog, og en verden der åbner sig. Hvis jeg vil.

Bogen og Den store flugt udgives 5. november 2013. Limfjordsforlaget står bag udgivelsen. Bogen er støttet med crowdfunding, hvor jeg selvfølgelig er én af crowdfunderne, anonymt dog, og jeg er både glad og stolt over, at have støttet tilblivelsen af denne smukke, smukke bog…

Signe Kjærs illustrationer pryder bogen. Signes (i mine øjne) lidt rå streg, passer fint ind i fortællingens sfære. Råt. Og smukt. Det lidt skæve. Og tydeligt nærværende og oplevelsesrige. Sådan ser jeg Signes streger.

Besøg Stines blog. Så fint…
Signe Kjær.

Andrea og Jeppes hjemmeside/blog kan I finde her:
& THE PIONEER LIFE

Jeg blev spurgt, om jeg ville have en ekstra bog til give away og jeg sagde TAK, for tænk at kunne bringe sådan en gave videre til jer. Jeg har aldrig prøvet give away før, så bær over med mig hvis noget kludrer. :O)
Læg en kommentar, hvis du vil være med. Du kan lægge en kommentar indtil søndag d. 10. november kl. 11.30. Vinderen udtrækkes søndag eftermiddag d. 10. november.

Wabi Sabi

For lang tid siden mødte jeg begrebet Wabi Sabi i en bog. Jeg blev ramt af “noget”, men glemte det så igen…

…indtil fornylig da Janne Baun Lützhøft på sin skønne, skønne indretningsblog fortalte om Wabi Sabi. (En indretningsblog med sjæl, så lov mig at kigge derind: Original Indretning) Læs Jannes indlæg om Wabi Sabi her: Wabi-sabi – en naturlig indretning.

Jeg blev nysgerrig efter at vide mere om dette begreb og jeg så bl.a. et tv-program fra BBC på youtube.
“British novelist Marcel Theroux is fascinated by Wabi Sabi, a theory of Japanese aesthetics in which imperfection and transience are the touchstone of beauty.”
Marcel Theroux drager til Japan for at lære mere om Wabi Sabi. Og her i slutningen af udsendelsen får vi en forklaring i en samtale mellem Munken og Theroux. Hvis du ‘spoler’ frem til 1.36 – men jeg har også skrevet ordene her nedenfor.

“Some people allow themselves to be led astray by fame, profit and glory.
But you must distance yourself from those thoughts and reflect,
And choose a path that is good for others, for you and for everyone.
That is the path that leads to Wabi Sabi”

Det er – i mine øjne – stærke og vise ord, som står i stærk kontrast til det samfund vi står i.

We The Tiny House People (Documentary)

“TV producer and Internet-video personality Kirsten Dirksen invites us on her journey into the tiny homes of people searching for simplicity, self-sufficiency, minimalism and happiness by creating shelter in caves, converted garages, trailers, tool sheds, river boats and former pigeon coops.”
(Tekst fra Youtube)

Your Money, Your Life, Your Happiness

“Published 20 years ago, Your Money or Your Life was written for these times, asserts co-author Vicki Robin. Following its nine steps has transformed our own lives and those of some of our Peak Moment guests. People examine their assumptions about money, decide what is “Enough,” get out of debt, and free up life energy to invest in what matters most to them. Vicki discusses applying these same tools to relationships with our time, opportunities for creativity and exchange, building community, and her ten-mile food diet.”
(Tekst fra youtube.)

At skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

Lyt til denne podcast fra Apropos med Andrea Hejlskov, som med sin familie er flyttet ud i De Svenske Skove. Det handler om civilisation. Og om de seneste få generationers ressourcerøveri fra de mange kommende generationer. Og at skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

http://podcast.dr.dk/P1/apropos/2013/apropos_130226.mp3

Læs om Apropos tema om civilisation her:
Apropos – Civilisation

Besøg Andrea Hejlskovs blog:
& the pioneer life