A Slow Year ~ Flickr


Hos Flickr blev der i 2008 oprettet en gruppe, “A slow year”:

Welcome to A Slow Year— a year of non-consumerism. Refurbish, recreate, restyle your wardrobe and life. Slowly. Can, jar, forage and wildcraft foods, grow a garden, bake bread, recycle everything last thing, barter & trade, simplify!

Det er sjovt at se, hvordan langsomhed fortolkes i billeder. Der er desuden et lille debatforum, hvor man kan læse lidt om medlemmernes tanker, handlinger, forundringer, tips og tricks i deres Slow Year.

Klik ind og kig:
A Slow Year.

Det har jeg ikke tid til at se på!


“Det er tåget efterårsvejr. Alting er dryppende vådt, og idet han ser ned i kanalen, falder en vanddråbe ned fra en kastaniegren og danner en stor boble, der langsomt sender ringe ud til alle sider. ”Det har jeg ikke tid til at se på,” er den første tankebevægelse, der rører sig i ham. Men det ville han ikke have tænkt, hvis der ikke havde været noget i synet, der havde gjort forsøg på at fængsle ham. Sådan sker det tit, at småting kunne søge at tale til en og fange en. Så skal man altid blive stående. Der er ikke så meget i livet, der kan tale fint, at man har råd til at gå forbi. Bliv stående! Brug de få øjeblikke, du lever, til at se det vidunderlige i småtingene.”

Ludvig Feilberg (1849-1912)

Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.


Uddrag fra Michael Husens bog “Arbejde, rytme og tid” om rytmisk velfærd, at være rytmeanormal og temporal vold. Personligt synes jeg teksten både er spændende og tankevækkende. Jeg tænker, at hvis der fandtes lidt mere “tidsrummelighed” i samfundet og på arbejdspladser, ville der måske være plads til flere. Flere kunne give en hånd med. Andre kunne stresse lidt ned. Måske er det både utopisk og naivt tænkt af mig. Men tænk, hvis…

Læs med her:

“Det, man kalder ‘nedsat arbejdsevne’, og som undertiden gør mennesker syge eller skubber dem ud i en outsiderposition som “invalidepensionister”, er ofte, at de ikke er i stand til at arbejde i det tempo, i den rytme, som den samfundsøkonomiske tvang dikterer. De er “rytmeanormale”. Ofte er “invaliditeten” altså et resultat af temporal vold. Det er både forkert og umenneskeligt at stemple disse mennesker som “invalider” eller uarbejdsdygtige. Det er samfundet og dets økonomiske institutioner (herunder fagforeningerne), der burde være under anklage for ikke at gøre det muligt for alle mennesker at arbejde i deres egen rytme. Alle kan arbejde – kun rytmiciteten er til en vis grad individuel.

Den eneste rimelige løsning er, at der gives plads til arbejdsinstitutioner med mere moderat rytme. Samt en større valgfrihed mht. hvor længe man ønsker at arbejde pr. dag og i hvilket tempo.

Det er vanskeligt at få lov til at eksperimentere. Bl.a. fordi der er stærke interesser, der aktivt holder fast i en pligt- og flidsmoral. Men da der er store individuelle forskelle i, hvad den enkelte finder sig godt tilpas med, og da dette i vidt omfang også afhænger af arbejdets art og indhold, og da en masse tillærte og indgroede normer er involveret, som bremser den enkelte i at gøre sig sine egentlige ønsker klart, må konsekvensen alligevel være, at der må eksperimenteres. Der bør åbnes for større individuel mulighed for at eksperimentere med varierende arbejdstider og større og friere adgang for alle aldersklasser til at deltage i disse eksperimenter.

Ingen ved, hvad mennesker er i stand til at klare og trives med, før man giver dem reel mulighed for at eksperimentere med det på rimelige vilkår.

Nøglen til et bedre socialt liv i de rige samfund er ikke længere større materiel velfærd men større rytmisk velfærd.”
(Husen, 94-95)