Det Nære. At Rejse.

Hvis vi stopper med at forbruge. Hvis vi stopper med at bruge så meget tid på at løbe rundt i hamsterhjulet. Hvad så? Hvad skal man bruge al den frihed til?

Moder Jord er fyldt med smukke oplevelser. Og du behøver ikke rejse jorden rundt. Du skal bare åbne øjnene og være vågen og med fuld bevidsthed kigge op, se ud i verden, særligt den nære og Være Til. Måske kan Thoreau være en inspiration:

“Hvis ikke de var blevet overmandet af døsighed ville de have udrettet noget. Millionerne er vågne nok til fysisk arbejde; men kun én ud af en million er vågen nok til at bruge sit intellekt, og kun én ud af hundrede millioner kan leve et digterisk eller guddommeligt liv. At være vågen er at være levende. Jeg har endnu aldrig mødt et menneske, som var fuldkomment vågent. Hvordan skulle jeg have kunnet se det i øjnene?

Vi må lære at vågne op igen og holde os vågne, ikke ved mekaniske hjælpemidler, men ved en uendelig forventning om morgengryet, som ikke forlader os, end ikke når vi sover sødest. Jeg ved ikke noget mere opmuntrende end den ubestridelige kendsgerning at mennesket kan højne sit liv ved bevidst stræben. Det er allerede noget at kunne male et godt billede eller tildanne en statue og på den måde gøre nogle få ting smukke; men det er langt rigere at kunne tildanne og male selve den atmosfære der omgiver os, og som vi oplever igennem – og det kan vi gøre moralsk. At kunne påvirke dagens egenskaber, det er den højeste kunst. Enhver har til opgave at gøre sin tilværelse, helt ud i de mindste detaljer, værdig til at han kan betragte dem i sit livs mest ophøjede og mest kritiske stund.”

[…]

“Det er en vidunderlig aften, hvor hele kroppen er blevet til sanser og optager glæden i sig gennem hver en eneste pore. Jeg kommer og går med en mærkelig frihed i naturen, jeg er en del af den. Mens jeg går langs dammens stenede bred i skjorteærmer, selv om himlen er overskyet og vejret er både blæsende og køligt, uden at se noget der i særlig grad fanger mit øje, er der en usædvanlig overensstemmelse mellem elementerne og mig. Oksefrøerne kvækker for at bebude nattens komme, og natravnens stemme bæres frem af vinden over det krusede vand. Samfølelsen med de dirrende poppel- og elleblade tager næsten vejret fra mig; og dog er min indre klarhed som søen, den kruses med forstyrres ikke.”

Henry David Thoreau, Walden – livet i skovene.

Der var engang jeg faldt over dette gamle digt. Jeg kendte den i forvejen, men kom pludselig til virkelig at læse den. Og jeg printede den ud og hang den op. Det burde jeg måske gøre igen, for jeg har det med at glemme.
Prøv at læse med:

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.

Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.

Melodi: Kurt Foss/Reidar Bøe – Tekst: Aase Gjødsbøl Krogh

Jeg synes, det er så fint. Det er det, vi har. Det nære, vågne liv, her og nu. Det er fint at gå og drømme om ting, man gerne vil prøve her i livet. Drømme er vejvisere. De er historiefortællere. Dér, hvor det kammer over, er, hvis drømmene gør os utilfredse her, hvor vi er, nu. Går man og er kronisk utilfreds, er det naturligvis vigtigt at finde ud af, om man vitterlig skal gøre noget ved sin situation eller om man bare har udviklet dårlige vaner i sin tankestrøm. For er det det sidste, flytter nissen med. Men det kan virkelig være svært at se forskellen. Synes jeg.

Men: FØR man sætter jord og himmel i bevægelse for at skabe en forandring, kan man jo “nøjes” med at prøve at vågne op og se, hvor man er. Gå på opdagelse i sit eget liv, her og nu. Det kan være at gå udenfor sin dør. Det kan være at finde nye bøger. Eller at kigge ind i sig selv og den – måske – tabte kreativitet og skaberkraft.

Og måske kan man overveje at skrue ned for sit forbrug af De Andres Liv og livsstildrømme på Instagram o.lign. Det er fint at blive inspireret, men bedst som et redskab til at skabe (sig) selv.

At skrue ned for hastigheden og leve langsommere gør, at man får mulighed for at opleve mere dybt, forudsat at man vågner op og åbner sine øjne, åbner sine sanser.

Vi ved jo alle det er noget skidt at flyve. Flyrejser er virkelig en klimasynder. Jeg forstår ikke, vi bliver ved. Men der er mange ting, vi bliver ved med, selvom vi godt ved, vi saver den gren over, vi sidder på. Jeg ved ikke, hvordan vi vil skal se vores børnebørn i øjnene. Det er også en af de ting, vi må gøre op med os selv, hver især. Gjorde jeg hvad jeg kunne?

Men det skal heller ikke været sort, dystert og forfærdeligt at forandre os til det bedre og gøre det bedre. At give afkald på noget betyder jo at få noget andet. Jeg tror på, at vi skal nyde og have det sjovt og muntert på rejsen mod en grønnere, langsommere verden. (Jeg tror f.eks. på, at hvis flere mennesker havde høns, var alting meget bedre. Høns er indbegrebet af munterhed, hygge og bæredygtighed.)

Så. I stedet for at tage et fly sydpå, så kan man tage begrebet “staycation” til sig. Gå på opdagelse det sted du bor. Hvad med dit hjem? Måske kan du skabe lidt mere løjer og spas? Hvad findes der af kultur omkring dig? Eller natur? Og hvilke dyr, flora og fauna er der? Sagen er, at begynder man at gå i dybden med stort set hvad som helst. Både i naturen og i dit byrum er der ingen grænser for, hvor meget der er at opleve. Eksempelvis: Mange har en afsky overfor insekter, men hvis man prøver at skubbe den afsky til side og i stedet går mere nysgerrigt og eventyrlysten til værks, er der i “bare” dét univers helt utroligt meget at opleve af former, farver, mønstre. Bare ved at SE. Og giver man sig til at læse om det også, om insekters særlige karakterer, hvad er de gode til, hvad spiser de, hvordan lever de…

Eller. Prøv at tænke på mad. Hvor meget forskelligt der er at spise, smage, teksturer, sprødhed, blødhed, syrligt, sødt, stærkt… uendeligt… jord, grokraft, frisked. Endnu en verden af uendelige muligheder at dykke ned i.

Men: I første omgang at gå ud og være til og sanse det, som er. Lige i nærheden.

Og næstefter har vi jo hele Danmark at rejse i med det frodige i øst og syd over mod det rå, vindblæste haw og natur i vest. Næst har vi vores nabolande og så kan man jo gå helt i selvsving af lykke og eventyrlyst: En færge og snart er man i Sveriges frodige eventyrlandskab eller Norges fantastiske bjerge. Og lidt længere henne er Finland, Åland, England, Tyskland. Der er SÅ meget at se, uden vi behøver at tage et fly. Der er til flere liv.

Vil man virkelig gerne langt væk, hvorfor så ikke taget et tog. Eller blaffe. (Ikke at jeg skal sidde her og anbefale det sidste, jeg ville ikke selv bryde mig om det.) Men at rejse langt og lade rejsen i sig selv blive målet: De mennesker man møder, give sig god tid, se steder, man ellers ikke ville have set, rejse med en vilkårlighed. Eller, hvis man virkelig gerne vil rejse langt væk, med fly, så gøre det i længere tid for at hjælpe andre. Frivillig arbejde.

At rejse er at leve. Det behøver ikke betyde at rejse langt. Hver dag kan være en rejse. Det kommer an på, hvordan vi forholder os til vores liv, vores hverdag, vores omgivelser, her og nu.

Prøv.
Det giver mere end det koster.