At skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

Lyt til denne podcast fra Apropos med Andrea Hejlskov, som med sin familie er flyttet ud i De Svenske Skove. Det handler om civilisation. Og om de seneste få generationers ressourcerøveri fra de mange kommende generationer. Og at skrælle komfortlagene af, for at genfinde en basal menneskelighed…

http://podcast.dr.dk/P1/apropos/2013/apropos_130226.mp3

Læs om Apropos tema om civilisation her:
Apropos – Civilisation

Besøg Andrea Hejlskovs blog:
& the pioneer life

Men først skulle jeg dø…

I dag en tekst fra Majbritte Ulrikkeholms magiske univers. Om nye begyndelsers kræven af, at man først siger farvel til noget. Inde i sig selv.

Et uddrag fra Majbritte Ulrikkeholms “Tilbage til jorden”:

“Han [en kat] sad og stirrede på mig med sine klare grønne øjne. Han var gået helt hen til mit ansigt. Helt stille sad han bare der og stirrede på mig.

“Hvad vil du?” spurgte jeg hviskende, for der var noget magisk over ham, som jeg på en eller anden måde ikke rigtig kunne stille op imod.

Han så på mig med sine klare øjne, og pludselig trængte en duft at klart frisk vand ind i rummet til os. Det var, som om det usynlige vand fyldte rummet. Helt frisk vand, som man kunne ånde igennem. Og Mis, som jeg kaldte ham, længe før han blev et rovdyr, sad og snusede i luften til det usynlige, som vi begge to kunne se.

“Vand” sagde jeg til ham. “Frisk vand.”

Og så nikkede han, for han havde også set det nye. Begyndelsen.

Men først skulle jeg dø. En lang og pinefuld død. De fleste mennesker tror, der kun findes én død, men vær venligst opmærksom på, at denne fortæller opererer med en anden slags død, end den vi almindeligvis omtaler som døden, hvis eller når vi overhovedet tør omtale dette fænomen. Der findes en død, som ikke vedrører den fysiske krop, men som udelukkende finder sted på et indre plan, og de mennesker, som har oplevet en virkelig begyndelse, har set, at der forud for enhver begyndelse altid må findes en form for død.

Det er ikke blot en afslutning, der er tale om, men en åndelig død. En sjæls tagen afsked med sider af sig selv, som ikke længere tjener til dets opretholdelse.”

Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame…

“Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame, oplever hun derfor også, at hendes evne til at beslutte sig forsvinder, luften forpestes, hun føler livslede, simpel nedtrykthed og har pludselige angstanfald. Det er de samme symptomer man finder hos dyr, når de lammes af fangenskab og traumer. Når vi gør dyrene alt for tamme, bortavler vi også stærke og fundamentale impulser til at lege, knytte sig til andre, klare sig selv, gå på opdagelse, knytte nære bånd og så videre. Når en kvinde går med til at blive for “velopdragen”, forsvinder hendes instinkter til disse impulser ned i det dybeste ubevidste og kan ikke længere nås automatisk. Man siger, at hun er instinkt-skadet. Det, som skulle komme helt naturligt, kommer slet ikke eller kun efter en større åndelig kamp med jeget.

Når jeg kalder overdrevet domesticering for fangenskab, mener jeg ikke socialisering, den proces hvorved børn lærer at opføre sig mere eller mindre civiliseret. Social udvikling er påkrævet, vigtig. Uden den kan en kvinde ikke klare sig her i verden.

Men overdriver man denne form for opdragelse, er det som at forbyde den vitale kraft at danse. Det vilde jeg er ikke sløvt og tomt, hvis det er ægte og sundt. Det er vågent og reagerer på enhver bevægelse eller ting af betydning. Det er ikke spærret inde i et absolut mønster, som gentager sig under alle omstændigheder. Det har kreative valg. Den instinkt-skadede kvinde har intet valg. Hun er lænket.”

(Clarissa Pinkola Estés – Kvinder som løber med ulve. s. 241 og 242)

Tanker før du går i gang. Gør plads til forandring.

”Tanker før du går i gang. Gør plads til forandring

Så skal der ryddes op! Det tredje step er at kigge på dine fysiske omgivelser – derhjemme og på jobbet. Hvad har du brug for og hvad har du ikke? Eller sagt på en anden måde: Hvad giver dig livsenergi og hvad dræner dig?

Det er en god idé at tage dine livsformålsbriller på, når du gennemgår din bolig og din arbejdsplads. Hvilke fysiske rammer og ting skal der til for at leve det, der betyder noget? Hvilke livsværdier er vigtige, og hvordan får du omsat de gode intentioner til et praktisk liv, hvor hverdagen fungerer?”

(Gitte Jørgensen, Simple Living – sådan gør du)

Fortrydelsen?

Vi laver alle fejl og fumler. Vi søger og vælger til og vælger fra. Vi kan ikke få det hele, vi kan ikke nå det hele og nogle af vores ønsker kan være modstridende.

Jeg har det ambivalent med begrebet FORTRYDELSE. Jeg har ting i mit liv, som jeg fortryder. Eller gør jeg? Nej, egentlig ikke. Enhver fejl (eller var det overhovedet en fejl?) har bragt mig her, hvor jeg er nu.

Så hvad er det, jeg ønsker at sige, med at bringe nedenstående artikel? For er det ikke lidt bizart med en “Top fem: Det fortryder vi før døden”?
Jeg tror, det handler om at stoppe op og overveje, om man ønsker en forandring. Om man lytter til sig selv. Tør og gør man dét, man virkelig ønsker sig. Eller er man holdt op med at lytte til sig selv, fordi der er så meget larm af reklamer/trends/indre stemmer/burde/have/normer/ikeasofaer-babymærkevaretøj-samtalekøkkener osv. … måske mangler man mod og måske føles det uoverskueligt at skabe forandringer… Tjah…

?

Men kig selv.
Og læs evt. også kommentartråden – det er interessant at læse, hvad andre tænker…: Top fem: Det fortryder vi før døden