Tankevækkende bog: Ismael af Daniel Quinn.

Ismael af Daniel Quinn

For nylig så jeg filmen Instinct. Jeg blev berørt og nysgerrig og blev af kringlede veje ledt videre til en bog: “Ismael” af Daniel Quinn. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om filmen har et udgangspunkt i bogen, for de to værker er ret forskellige.

Det er umuligt at sætte ord på dét indtryk bogen Ismael har efterladt hos mig. Så jeg vil nøjes med at gengive bogens bagside:

‘”Lærer søger elev. Må have et oprigtigt ønske om at redde kloden. Personlig henvendelse.”

Således begynder ISMAEL og snart efter befinder vi os i en medrivende filosofisk dialog mellem fortælleren og en kæmpegorilla ved navn Ismael, hvor evolutionen, civilisationen og menneskets rolle dissekeres.

Ismaels tolkning af skabelseshistorien forklarer, hvordan menneskeheden har skabt jordens nuværende krise, og han spørger, hvorvidt det er menneskets bestemmelse at styre verden eller om der findes et højere åndeligt formål.

Det interessante lærer-elevforhold udspilles i en næsten underdrejet dramatisk og overraskende handling, og bogen er båret af en stærk og stille kraft, som giver stof til eftertanke om tilværelsens store spørgsmål.”

En samtale mellem en gorilla og et menneske lyder måske lidt langhåret, men det er virkelig en læseværdig bog, hvis man ligesom mig interesserer sig for, hvorfor i al verden vores kultur er skruet så destruktivt sammen: Særligt måden at anskue mennesker/kultur som enten “tagere”  eller “slippere” er tankevækkende.
Jeg blev ret påvirket og det er jeg stadig. Og må læse den igen.

(Jeg fandt lige denne lille “video-tekst-anbefaling” af bogen her.)

Det er lige årstiden for film, så hvis du en novembermørk aften ønsker at se filmen Instinct, findes den på youtube. Jeg kan dog hverken garantere for kvalitet eller om hele filmen er med, for jeg har ikke set filmen dér. Men her er et par links: 

Instinct – full movie

Instinct – trailer

Når drømmen om det enkle liv i naturen brister

“Når natten faldt på, turde jeg ikke engang gå ud på min egen grund. Alt der foregik derude var skræmmende for mig. Og det kom bag på mig. Det fortæller Sus Corazon, der fik et helt andet syn på naturen, efter hun forlod byen og jobbet på universitetet for at slå sig ned i en afsidesliggende og primitiv bjerghytte midt i Italiens vilde natur. Miljøpsykologen havde i årevis længtes efter et mere simpelt liv i naturen, men naturen levede ikke op til drømmen.”
(Vært og tilrettelægger: Dorte Dalgaard)
Tekst fra Natursyn, P1, DR.

Lyt til programmet her:
Natursyn: Når drømmen om det enkle liv i naturen brister

Becoming a one income family. Down to Earth.

“I’m queen of my home and here with my king, we grow, make, recycle, mend, bake, ferment, preserve, cook and do as much for ourselves as we can. Doing that helps us live a frugal life where we make the most of our assets and live according to our values and not those of multi-national corporations, advertising agencies or politicians who tell us to keep spending for the sake of the economy.”

Læs to dejlige indlæg hos Down to Earth om at vælge, som familie, at leve af én indkomst:
Becoming a one income family
Living on one income – part 2

My Minimalist Kitchen and Simple Foods I Eat. / Things I Don’t Have

Dejligt at finde en kvinde, som virkelig skærer ind til benet omkring, hvor lidt man kan undvære/nøjes med. Ung og fri, javist, men alligevel. Hvem siger, at det kun er unge, som kan være frie… Det er min drøm, at retænke hele vores måde at leve på og være på, også som familier. Måske er det en utopi, at det kan være anderledes end det er nu, men…

Øverst fortæller hun om, hvad hun bruger i et køkken. Nedenfor en lidt spøjs video om dét hun ikke har…

(Jeg har stadig til gode at se en del af hendes videoer, men det er nok ikke sidste gang vi møder hende her…)

My Stuff. Klædt af.

Petri Luukkainen, en ung mand fra Finland, har lavet en film om et spændende projekt, han kastede sig ud i:
Han afgav alle sine ejendele til opbevaring andetsteds og måtte så hver dag hente én ting. (Jeg har desværre endnu ikke set filmen.)
Se traileren her:

Om filmen (fra filmens hjemmeside):
“Meet Petri Luukkainen, 26. Amidst an existential crisis, he arrives at the idea that his happiness might be found by rebuilding his everyday existence. What does he really need – and what about all that stuff?

The concept: Take all of your stuff into a storage, and bring back only one item per day. The result? An everyday adventure driving him deeper and deeper into the empty spot in his heart. You’re right: this would be borderline insane even without his decision of constantly filming himself.

Buck naked at his flat in Helsinki, it’s another story – not a pretty one but pretty damn fun to watch.”

På filmens hjemmeside findes bl.a. også en “Personal experiment generator”, hvis du gerne selv vil igang med et projekt:
My Stuff Movie – Your Experiment

DR har iøvrigt for ikke længe siden vist et program, “Klædt af”, som minder meget om det finske projekt: Fire mennesker afgav alle deres ejendele til en aflåst container og hver dag måtte de så hente én ting. Projektet varede 30 dage. Og, som den unge finske mand, startede de projektet nøgne, uden nogetsomhelst, bortset fra tag over hovedet.
Det, som er spændende ved sådan et projekt er, hvad de lærer undervejs. Og ud fra min begrænsede hukommelse, var det omtrent dette:

En klippede sit dankort over.
En fandt ud af, at han ikke havde brug for så mange ting og fik dermed plads til at leje et værelse ud.
En lærte at blive mere ligeglad med, hvad andre folk tænker om ham.
Og en fandt en ny ro.

(Programmet er desværre ikke længere tilgængeligt på DR’s hjemmeside.)

The Tiny Mess

IMG_20150315_110207

I dag kom jeg (i en kommentar) i tanke et instagram-sted, jeg gerne vil vise jer. Og det handler om, hvor meget plads, vi egentlig har brug for, for at lave mad. Er det virkelig nødvendigt med et helt nyt køkken til flere hundredetusinde. Nej, selvfølgelig ikke. Og forleden skrev jeg om denne her tilrettelagte skabelse af utilfredshed. Jo flere reklamer vi ser, med lykkelige samværsfamilier og fortryllende friske krydderurter, jo mere utilfredse bliver vi med det vi har. Men det hjælper altså ikke at købe et køkken ligesom det vi ser. Og det ved vi jo godt. Det er bare ikke særlig nemt at stå i mod, når vi præsenteres for al den lykke igen og igen.
(Nogle bliver selvfølgelig glade for et nyt køkken, som man måske har sparet op til i mange år, og det synes jeg er vidunderligt! Det er slet ikke dér, jeg vil hen. Det er mere denne her udefra-skabte behov for nyt, jeg gerne vil sætte spørgsmålstegn ved.)

Så nu viser jeg lige noget andet. Noget rod, noget småt, noget kaotisk. Der er altså ikke mange hvide skuffer med rullelyd, organiseret bestik og fancy stålbørstet ovn over det her:
The Tiny Mess

Og så fik jeg vist for alvor åbnet min blog! Hjertelig velkommen og TAK til alle jer som kigger forbi!