Bekendelser. Perfektion. Træt. Moderskab.

I dag har jeg lyttet til programmer om det perfekte liv hos Apropos på P1.

Der er nemlig noget, der gør det svært for mig, at skrive både her og ovre på min personlige blog. Tænk, hvis I tror, jeg er sådan en rigtig dygtig hjemmegående mor, der ved alt om spelt, som laver alt fra bunden, som dyrker alle vores grøntsager, som praktiserer at have børn, der ikke interesserer sig en hujende fis for Minecraft o.a. computerspil, men som ser stor morskab i at lege med en pind og en sten fra morgen til aften…

Og tænk, hvis jeg med mine indlæg, blot indgyder endnu mere forventningspres om, hvordan man skal være som menneske. “I skal gøre dit eller dat, ellers så…”

Jeg synes, det er anstrengende med så mange informationer fra ‘eksperter’ om, hvordan vi skal leve vores liv.

I én af udsendelserne fra Apropos blev der brugt ord som “perfekthedsparadigme” og “dydens smalle sti”.

Det svære er, synes jeg, at når man prøver at gøre et oprør mod “alt det perfekte” bliver det jo endnu et paradigme. Vær en rebel, slå dig løs, vær mærkelig på din helt egen mærkelige måde osv. Og det er da også svært at leve op til.

Og så er der det med Moderskabet: Jeg har tusinde gange prøvet at skrive et indlæg om moderskab. Men det er bare helt umuligt, for jeg er bestemt ikke prototypen på en hjemmegående mor (findes prototypen?!) og jeg har heller ikke FORSTAND på børn. Når jeg f.eks. tænker “hjemmegående mor”, tænker jeg speltboller og kreative børn og et rent og pænt hjem. Men for mig var det (desværre) ikke det, der lokkede ved mit valg som hjemmemor. Det var helt enkelt UOVERSKUELIGHED.
Jeg kunne på forhånd godt se, at jeg ikke ville kunne overkomme både arbejdsmarked og børn.
Tidlig op, aflevere, vi ses kl. 17, nårh ja, og der skal handles ind og vaskes tøj…
Syge børn = hvem skal passe.
Og alt det der…

 

Undskyld kære Samfund, at jeg sådan SKUFFEDE dig!!!

Og selvfølgelig er det godt med eksperter, som kan vejlede os men… Arghhh…. sommetider er det bare for meget med alle disse informationer og “skal” og “bør” og sommetider har jeg bare lyst til at råbe LAD OS DA BARE VÆRE!!!, hvilket inkluderer at råbe til mig selv…
…hvorfor skriver jeg overhovedet her… vil jeg være vejviser på en endnu en livsstil, man kan trække ned over hovedet på folk…

(altså dybest set vil jeg vist bare gerne sige, at hvis du skærer ned på forbrug og udgifter, kan du drage på eventyr. Og om dette eventyr så er at rejse ud i verden eller ind i et maleri eller forfatterskab eller nærvær med børn eller lave et bryggeri eller noget helt andet… tjah, det er jo individuelt.
Men, det er vist egentlig bare essensen i det hele… alt det jeg her skriver på Slowliving.dk)

Noget andet er, at jeg hørte i Apropos, at det en dag måske er helt ok at raske mennesker medicinerer sig til bedre præstationer. For at “kunne klare os globalt”.

Se, når jeg hører sådan noget, er der noget der går i stykker i mig.

Og jeg håber vi GLOBALT går imod sådan en trend!!!

Et citat fra Peter Sommer:

“Du kan nå langt, hvis du vil det,
men hva er det du vil nå.”

Og det gad jeg også godt vide… hvad er det vi vil nå? Opnå?

Nå, et langt og rodet indlæg.

Dem skal der også være plads til. I naivitetens og forundringens tegn.



Ps: Her var hvad jeg mestrede at skrive om Moderskabet i et uudgivet, og nu slettet, indlæg.
Og “de/dem/deres” er selvfølgelig mine børn… :-):

“Moderskabet? Jeg afholder mig fra at skrive om det, fordi det er så uhåndgribeligt. Det er ømt. Det er sjæl. Det er træthed og fortvivlelse og glæde i sin yderste konsekvens. Det er at dele krop, ord, tanker, oplevelser og blive helt høj af Deres Smukke Ånd. Det er ansvar, så det gør ondt. Og man kan sommetider næsten dø af frygt, bare fordi de går til købmanden for at hente mælk…
Det er at sætte sig selv på spidsen og møde sine egne mørkeste sider. Det er at lære at takle dem og sommetider for sent. Det er at lære sig selv at kende på ny hele tiden – oftest uden at føle sig ret meget klogere. For lige om lidt sker der noget andet… Der er ikke rigtig nogen retningsgivere. Man må søge sin egen sandhed. Som så igen kan twistes og udfordres og forandres.

Man kan ingengang rigtig forberede sig på Moderskabet. Der er ingen generalprøve. Der er kun… Udspring!”

(Ja, der var mere, men resten blev (også) noget rod.)

Tjah… Kaos lever i bedste velgående, selv i et langsomt, enkelt liv. Og helt personligt ønsker jeg mig vist bare mere af det her…

Ønsker jer alle en god mandag!

Menneskeføde af Tor Nørretranders

Menneskeføde af Tor Nørretranders er en bog der har hjulpet mig i min søgen efter en bedre måde at spise på.

I et interview til Information om bogen fortæller Tor Nørretranders bl.a. at udgangspunktet for at skrive bogen var at han var blevet for tyk og gerne ville tabe sig. Desuden fortæller han om stivelse og monotoni i mad og vores liv generelt:

Fra “Vi spiser tabermad”, Information 26. juli 2007

[…] Han mener, at en hovedårsag til samfundets fejlernæring skal findes ved at følge det landbrugshistoriske spor.

Landbrugets monotoni
“Vi er i løbet af de seneste 6.000 år efterhånden gået over til kun at producere stivelse i form af korn, kartofler og så videre. Det er billigt og let at producere, men det forvirrer kroppens selvregulering. Samtidig er vi holdt op med at bevæge os, og vi varierer ikke vores mad, som man gjorde tidligere,” siger Tor Nørretranders og drager hele civilisationsprocessen med ind i problematikken:

“Hvis man ser på det civilisationskritisk, kan man se, at den fremadskridende model er monotonien. Se for eksempel på byerne. De er ret trivielle i forhold til den vilde natur. Vejene er retlinede og plane, vi er inde i husene, når det regner, så vejret er også forudsigeligt. Civilisationen er en form for monotoni. I stedet for at spise 100 planter, så spiser vi måske otte. Den monotoni betyder så, at man tænker i mængde i stedet for typer. Man fokuserer på, hvor meget jeg spiser.”

“Monotonien er i sin grundform enorm rar, men den er også enorm, ja, monoton. Så opfinder vi så små ting, der bryder med denne monotoni. Det kan være graffiti eller natteliv eller hvad som helst. Vi forsøger at bryde monotonien. Det samme gælder i virkeligheden også mad. Vi har fået et mere og mere monotont udbud af varer – stivelse, og så opfinder vi måder at tilberede det på for at bryde monotonien. Alle mulige måder at tilberede kartofler på og så videre,” siger Tor Nørretranders.

[…]
…hvis det går op for folk, at stivelse er noget, vi har spist, fordi vi ikke har råd til andet. Stivelse udgør 50 procent af det, vi spiser, så halvdelen af det, vi spiser, er ikke menneskeføde. […] Og jeg tror alle vil fravælge stivelsen efter 10-20 år. Status fremover vil være ikke at spise græs. Vi vil leve et liv, hvor vi igen har ressourcer til at leve i harmoni med vores krop.”

– Er du blevet lidt hellig efter din kur?

“Det mener jeg egentlig ikke. Jeg vil gerne hjælpe folk til at forstå de her ting, men jeg missionerer ikke. Min grundholdning er enkel: Man skal lade sig lede af sin lyst. Man skal ikke lade sig fornægte. Hele den der idé med at slankekure skal gøre ondt, at man skal hade det, man spiser, og skamme sig over det, man spiser, er helt misvisende. Det går netop ud på at styrke madglæden og lysten til at spise.”

Jeg har virkelig lyst til at kopiere hele artiklen ind her, men det går nok ikke. Læs i stedet hele artiklen hos Information:
Vi spiser tabermad. Tor Nørretranders – nu om kost og ernæring

Læs iøvrigt denne anmeldelse af bogen hos Fede Tider:
Menneskeføde – Fede Tider


Om Menneskeføde af Tor Nørretranders:

Beskrivelse fra Saxo:

“Hvert år indtager et menneske halvanden ton mad, drikke og luft. Alligevel tager vi kun et kilo eller to på – hvis vi overhovedet tager på i vægt. Hvorfor tager vi ikke et ton på? Mennesker har en fantastisk evne til at regulere kropsvægten. Den overgår alle ernæringseksperters kostråd og kalorietabeller med mange størrelsesordener.

Alligevel oplever vi i disse år verden over en eksplosion i udbredelsen af overvægt og fedme, både blandt rige og fattige. Selvreguleringen er slået ud af kurs. Hvorfor?

I sin nye bog Menneskeføde søger Tor Nørretranders årsager til nutidens overvægtsproblemer i agerbrugets gennembrud for 10.000 år siden. Vi begyndte at spise stivelse og anden mad, som ødelægger vores selvregulering. Først i dag slår omkostningen igennem. Bogen rummer et naturhistorisk overblik, en kritisk diskussion af udviklingen i fødevareteknologien – og helt konkrete værktøjer til den enkeltes kamp med vægten. Menneskeføde er både et stykke samfundshistorie og en vejviser til, hvordan vi hver især kan gøre noget ved kropsvægten. Det er samtidig en fængende og letlæst fortælling. Den starter med manden på badevægten, bevæger sig ud i et inferno af skænderi mellem forskere – og ender helt tilbage ved menneskehedens fødsel for at forstå, hvad det er der er gået så galt i de seneste årtier.

Der viser sig – forbløffende! – en klar sammenhæng mellem overgangen fra jæger-samler kulturer til agerbrug for 10.000 år siden og nutidens eksplosive vækst i antallet af overvægtige. Bogen er samtidig et opgør med formynderiske ernæringsforskere, der fører sig frem med kostråd, der i chokerende grad savner videnskabeligt grundlag. Der er mange tegn på, at de kommende år vil betyde et afgørende skifte i forståelsen af årsagerne til overvægt, hævder Menneskeføde, der helt sikkert vil vække debat.”