Bekendelser. Perfektion. Træt. Moderskab.

I dag har jeg lyttet til programmer om det perfekte liv hos Apropos på P1.

Der er nemlig noget, der gør det svært for mig, at skrive både her og ovre på min personlige blog. Tænk, hvis I tror, jeg er sådan en rigtig dygtig hjemmegående mor, der ved alt om spelt, som laver alt fra bunden, som dyrker alle vores grøntsager, som praktiserer at have børn, der ikke interesserer sig en hujende fis for Minecraft o.a. computerspil, men som ser stor morskab i at lege med en pind og en sten fra morgen til aften…

Og tænk, hvis jeg med mine indlæg, blot indgyder endnu mere forventningspres om, hvordan man skal være som menneske. “I skal gøre dit eller dat, ellers så…”

Jeg synes, det er anstrengende med så mange informationer fra ‘eksperter’ om, hvordan vi skal leve vores liv.

I én af udsendelserne fra Apropos blev der brugt ord som “perfekthedsparadigme” og “dydens smalle sti”.

Det svære er, synes jeg, at når man prøver at gøre et oprør mod “alt det perfekte” bliver det jo endnu et paradigme. Vær en rebel, slå dig løs, vær mærkelig på din helt egen mærkelige måde osv. Og det er da også svært at leve op til.

Og så er der det med Moderskabet: Jeg har tusinde gange prøvet at skrive et indlæg om moderskab. Men det er bare helt umuligt, for jeg er bestemt ikke prototypen på en hjemmegående mor (findes prototypen?!) og jeg har heller ikke FORSTAND på børn. Når jeg f.eks. tænker “hjemmegående mor”, tænker jeg speltboller og kreative børn og et rent og pænt hjem. Men for mig var det (desværre) ikke det, der lokkede ved mit valg som hjemmemor. Det var helt enkelt UOVERSKUELIGHED.
Jeg kunne på forhånd godt se, at jeg ikke ville kunne overkomme både arbejdsmarked og børn.
Tidlig op, aflevere, vi ses kl. 17, nårh ja, og der skal handles ind og vaskes tøj…
Syge børn = hvem skal passe.
Og alt det der…

 

Undskyld kære Samfund, at jeg sådan SKUFFEDE dig!!!

Og selvfølgelig er det godt med eksperter, som kan vejlede os men… Arghhh…. sommetider er det bare for meget med alle disse informationer og “skal” og “bør” og sommetider har jeg bare lyst til at råbe LAD OS DA BARE VÆRE!!!, hvilket inkluderer at råbe til mig selv…
…hvorfor skriver jeg overhovedet her… vil jeg være vejviser på en endnu en livsstil, man kan trække ned over hovedet på folk…

(altså dybest set vil jeg vist bare gerne sige, at hvis du skærer ned på forbrug og udgifter, kan du drage på eventyr. Og om dette eventyr så er at rejse ud i verden eller ind i et maleri eller forfatterskab eller nærvær med børn eller lave et bryggeri eller noget helt andet… tjah, det er jo individuelt.
Men, det er vist egentlig bare essensen i det hele… alt det jeg her skriver på Slowliving.dk)

Noget andet er, at jeg hørte i Apropos, at det en dag måske er helt ok at raske mennesker medicinerer sig til bedre præstationer. For at “kunne klare os globalt”.

Se, når jeg hører sådan noget, er der noget der går i stykker i mig.

Og jeg håber vi GLOBALT går imod sådan en trend!!!

Et citat fra Peter Sommer:

“Du kan nå langt, hvis du vil det,
men hva er det du vil nå.”

Og det gad jeg også godt vide… hvad er det vi vil nå? Opnå?

Nå, et langt og rodet indlæg.

Dem skal der også være plads til. I naivitetens og forundringens tegn.



Ps: Her var hvad jeg mestrede at skrive om Moderskabet i et uudgivet, og nu slettet, indlæg.
Og “de/dem/deres” er selvfølgelig mine børn… :-):

“Moderskabet? Jeg afholder mig fra at skrive om det, fordi det er så uhåndgribeligt. Det er ømt. Det er sjæl. Det er træthed og fortvivlelse og glæde i sin yderste konsekvens. Det er at dele krop, ord, tanker, oplevelser og blive helt høj af Deres Smukke Ånd. Det er ansvar, så det gør ondt. Og man kan sommetider næsten dø af frygt, bare fordi de går til købmanden for at hente mælk…
Det er at sætte sig selv på spidsen og møde sine egne mørkeste sider. Det er at lære at takle dem og sommetider for sent. Det er at lære sig selv at kende på ny hele tiden – oftest uden at føle sig ret meget klogere. For lige om lidt sker der noget andet… Der er ikke rigtig nogen retningsgivere. Man må søge sin egen sandhed. Som så igen kan twistes og udfordres og forandres.

Man kan ingengang rigtig forberede sig på Moderskabet. Der er ingen generalprøve. Der er kun… Udspring!”

(Ja, der var mere, men resten blev (også) noget rod.)

Tjah… Kaos lever i bedste velgående, selv i et langsomt, enkelt liv. Og helt personligt ønsker jeg mig vist bare mere af det her…

Ønsker jer alle en god mandag!

At tage den varme dyne af vores lille dyreunge. I jagten efter prestige og gyldne mønter.

“Vi insisterer stivnakkede på at ville have det hele. Det betragtes som en menneskeret i det vestlige nye årtusinde at have dyre vaner, eventyrlige rejser og smukke velkomponerede hjem. Og vi er villige til at tage den varme dyne af vores lille dyreunge, for at vi kan løbe videre ud i byen i jagten efter prestige og gyldne mønter.

Vi går fra børnene, selvom de græder med deres skuffede ansigter bag institutionens ruder. Alligevel vinker de farvel til os med små tapre hænder og oprejste pander.

A’ ve’ mæ’, som min lille søn siger med de blødeste, bedende øjne. Så rækker han hænderne frem mod mig og vil op.

Jeg undrer mig dagligt over, hvad det er, der gør, at jeg alligevel går. Hvorfor går jeg – sammen med de andre blødende forældresind – ud af institutionens låge? Hvordan kan vi lyve så meget for os selv, at vi tror, der er noget i verden, der er vigtigere end at tage fat om de nøgne, buttede hænder, der rækker ud efter os? Og give os mere tid til både børnene og hinanden?”

Smerteligt, godt spurgt af Maria Holkenfeldt Behrendt. Fra ‘Du kan bare vente dig’.