Menneskeføde af Tor Nørretranders

Menneskeføde af Tor Nørretranders er en bog der har hjulpet mig i min søgen efter en bedre måde at spise på.

I et interview til Information om bogen fortæller Tor Nørretranders bl.a. at udgangspunktet for at skrive bogen var at han var blevet for tyk og gerne ville tabe sig. Desuden fortæller han om stivelse og monotoni i mad og vores liv generelt:

Fra “Vi spiser tabermad”, Information 26. juli 2007

[…] Han mener, at en hovedårsag til samfundets fejlernæring skal findes ved at følge det landbrugshistoriske spor.

Landbrugets monotoni
“Vi er i løbet af de seneste 6.000 år efterhånden gået over til kun at producere stivelse i form af korn, kartofler og så videre. Det er billigt og let at producere, men det forvirrer kroppens selvregulering. Samtidig er vi holdt op med at bevæge os, og vi varierer ikke vores mad, som man gjorde tidligere,” siger Tor Nørretranders og drager hele civilisationsprocessen med ind i problematikken:

“Hvis man ser på det civilisationskritisk, kan man se, at den fremadskridende model er monotonien. Se for eksempel på byerne. De er ret trivielle i forhold til den vilde natur. Vejene er retlinede og plane, vi er inde i husene, når det regner, så vejret er også forudsigeligt. Civilisationen er en form for monotoni. I stedet for at spise 100 planter, så spiser vi måske otte. Den monotoni betyder så, at man tænker i mængde i stedet for typer. Man fokuserer på, hvor meget jeg spiser.”

“Monotonien er i sin grundform enorm rar, men den er også enorm, ja, monoton. Så opfinder vi så små ting, der bryder med denne monotoni. Det kan være graffiti eller natteliv eller hvad som helst. Vi forsøger at bryde monotonien. Det samme gælder i virkeligheden også mad. Vi har fået et mere og mere monotont udbud af varer – stivelse, og så opfinder vi måder at tilberede det på for at bryde monotonien. Alle mulige måder at tilberede kartofler på og så videre,” siger Tor Nørretranders.

[…]
…hvis det går op for folk, at stivelse er noget, vi har spist, fordi vi ikke har råd til andet. Stivelse udgør 50 procent af det, vi spiser, så halvdelen af det, vi spiser, er ikke menneskeføde. […] Og jeg tror alle vil fravælge stivelsen efter 10-20 år. Status fremover vil være ikke at spise græs. Vi vil leve et liv, hvor vi igen har ressourcer til at leve i harmoni med vores krop.”

– Er du blevet lidt hellig efter din kur?

“Det mener jeg egentlig ikke. Jeg vil gerne hjælpe folk til at forstå de her ting, men jeg missionerer ikke. Min grundholdning er enkel: Man skal lade sig lede af sin lyst. Man skal ikke lade sig fornægte. Hele den der idé med at slankekure skal gøre ondt, at man skal hade det, man spiser, og skamme sig over det, man spiser, er helt misvisende. Det går netop ud på at styrke madglæden og lysten til at spise.”

Jeg har virkelig lyst til at kopiere hele artiklen ind her, men det går nok ikke. Læs i stedet hele artiklen hos Information:
Vi spiser tabermad. Tor Nørretranders – nu om kost og ernæring

Læs iøvrigt denne anmeldelse af bogen hos Fede Tider:
Menneskeføde – Fede Tider


Om Menneskeføde af Tor Nørretranders:

Beskrivelse fra Saxo:

“Hvert år indtager et menneske halvanden ton mad, drikke og luft. Alligevel tager vi kun et kilo eller to på – hvis vi overhovedet tager på i vægt. Hvorfor tager vi ikke et ton på? Mennesker har en fantastisk evne til at regulere kropsvægten. Den overgår alle ernæringseksperters kostråd og kalorietabeller med mange størrelsesordener.

Alligevel oplever vi i disse år verden over en eksplosion i udbredelsen af overvægt og fedme, både blandt rige og fattige. Selvreguleringen er slået ud af kurs. Hvorfor?

I sin nye bog Menneskeføde søger Tor Nørretranders årsager til nutidens overvægtsproblemer i agerbrugets gennembrud for 10.000 år siden. Vi begyndte at spise stivelse og anden mad, som ødelægger vores selvregulering. Først i dag slår omkostningen igennem. Bogen rummer et naturhistorisk overblik, en kritisk diskussion af udviklingen i fødevareteknologien – og helt konkrete værktøjer til den enkeltes kamp med vægten. Menneskeføde er både et stykke samfundshistorie og en vejviser til, hvordan vi hver især kan gøre noget ved kropsvægten. Det er samtidig en fængende og letlæst fortælling. Den starter med manden på badevægten, bevæger sig ud i et inferno af skænderi mellem forskere – og ender helt tilbage ved menneskehedens fødsel for at forstå, hvad det er der er gået så galt i de seneste årtier.

Der viser sig – forbløffende! – en klar sammenhæng mellem overgangen fra jæger-samler kulturer til agerbrug for 10.000 år siden og nutidens eksplosive vækst i antallet af overvægtige. Bogen er samtidig et opgør med formynderiske ernæringsforskere, der fører sig frem med kostråd, der i chokerende grad savner videnskabeligt grundlag. Der er mange tegn på, at de kommende år vil betyde et afgørende skifte i forståelsen af årsagerne til overvægt, hævder Menneskeføde, der helt sikkert vil vække debat.”

Jeg vil meget hellere sidde i en solstråle

“Jeg vil meget hellere sidde i en solstråle og drikke en kop morgenkaffe,
jeg vil hellere skrive med en rigtig god tuschpen i en læderindbunden bog med tykt papir,
jeg vil meget hellere se på min flok, min hulebjørnens klan,
jeg vil fange fisk og kløve brænde, klare mig selv.
Jeg vil have fingrene i jorden, muld mellem hænderne,
jeg vil bade i klare floder og varme mig ved ilden.
Jeg vil skrive om mit liv og det behøver ikke være en genre.
Og du behøver ikke kunne lide mig.

Jeg skriver dagbøger. Thats it. Jeg er ikke Forfatter.”

Disse smukke ord fandt jeg hos Andrea Hejlskov på hendes tidligere blog. Hun flyttede ud i skoven med sin familie og nu blogger hun her:
& the pioneer life 

At bo småt. Bygge sit eget hjem i en container.

At bo stort med masser af rum og plads og bekvemmeligheder er dyrt. Rum skal varmes op, ting skal passes og plejes. At være forgældet og ejet af banken stjæler frihed og tid, som man i stedet kunne bruge på hinanden og på at være, at dele og at skabe.

Igen en lille video om at bo småt og at indrette sig, så man har tid til livet.

Hun fortæller om sine grunde til at bo, som hun gør, og viser og fortæller om, hvordan hun har skabt sit hjem. Jeg ta’r hatten af for denne kvinde.

Hun nævner også, at efter Argentinsk standard ville hendes hjem være absolut fint. Imens man nok ser lidt anderledes på hendes måde at indrette sig på i vores vestlige lande. Og det synes jeg giver noget at tænke over. Lever vi efter dén standard, der hersker i vores samfund, for at føle accept? Eller lever vi virkelig, som vi allerhelst ønsker det: Låne mange penge i banken for at låne til et stort hus med to badeværelser og store børneværelser og fire fladskærms tv…

Tjah…

Personligt finder jeg det livsbekræftende, når nogen træffer et andet valg. At leve sparsommeligt og nøjsomt, men have masser af tid til at nyde og være i livet. Tid, ro og natur.

Play Again. Børns skærmforbrug. At miste kontakt med leg og natur.

Hos Slow Famliy Living faldt jeg over denne tankevækkende tekst om en film “Play again”, som handler om amerikanske teenageres computer og tv-forbrug. Og stiller spørgsmålet, hvordan kan børn føle nogetsomhelst behov for at passe godt på naturen, når de aldrig oplever den? Hvad sker der, når legen fjernes fra barndommen? Filmen skildrer disse børns forbrug og hvad der sker, når børnene inviteres ud i de smukkeste skove, den smukkeste natur. 

Slow Family Living, som beskriver filmen, berører også i indlægget, om den virtuelle verden af sms’er og facebook får os til at undgå at se hinanden? Altså – virkelig SE? Og hvordan er det vi ønsker at vores børn skal opleve verden, igennem vores handlinger: Sidder vi selv med snuden i computeren, når børnene er omkring os, eller…

Det nævnes at det gennemsnitlige skærmforbrug for børn er 7,5 timer om dagen på hverdage og i weekenderne 12-15 timer!

Klik ind og læs med hos Slow Family Living: Play Again (Slow Living Family)
eller klik dig direkte ind til filmen Play Again: Play Again (The Movie)

Se det tankevækkende filmklip her: