Slow Living Podcast med Nelli Arnth
Hvis du trænger til lidt Slow Living input, så lyt til denne fine podcast med Nelli Arnth fra Hönshuset :
Podcast med Nelli Arnth fra Hönshuset. Om familieliv og slow living
“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”
“Hun var træt af en stressende hverdag med for meget arbejde og for lidt tid og af, at forbrug var blevet et hurtigt fix til alt det, der var galt, fortæller hun i dag fra skoven i Sverige. Her lever familien nemlig stadig. Uden fast indkomst, i en simpel bjælkehytte og af mad, de selv dyrker eller samler i naturen.
»Vi er gået ned i levestandard, men det er et valg, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg har erstattet forbrug med tid, og jeg føler mig ikke magtesløs længere«, siger Andrea Hejlskov, der beskriver sig selv som ’antiforbruger’. ”
Fra Politken om Andrea Hejlskov:
“Mit forbrug: Jeg har erstattet forbrug med tid”
Jagten på det gode liv
Det handler om at finde håb og tro på at det kan være anderledes…:
“I et år har DR fulgt fire børnefamilier, der har truffet det store valg og gjort deres drøm til virkelighed. De har vendt hverdagens stress og jag på hovedet for at gøre deres idé om det gode liv til en realitet.”
“Jagten på det gode liv” er en udsendelse, som kommer på DR1 og den glæder jeg mig til at se: Hvordan tager de beslutningen, hvordan finansierer de det og ikke mindst: Hvad gør de med alle deres ting…
Udsendelsen starter i aften d. 13/10 på DR1.
Læs om udsendelsen her:
Jagten på det gode liv.
Minimalism: A Documentary About the Important Things
En film jeg gerne vil se.
Minimalism: A Documentary About the Important Things
Tankevækkende bog: Ismael af Daniel Quinn.
For nylig så jeg filmen Instinct. Jeg blev berørt og nysgerrig og blev af kringlede veje ledt videre til en bog: “Ismael” af Daniel Quinn. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om filmen har et udgangspunkt i bogen, for de to værker er ret forskellige.
Det er umuligt at sætte ord på dét indtryk bogen Ismael har efterladt hos mig. Så jeg vil nøjes med at gengive bogens bagside:
‘”Lærer søger elev. Må have et oprigtigt ønske om at redde kloden. Personlig henvendelse.”
Således begynder ISMAEL og snart efter befinder vi os i en medrivende filosofisk dialog mellem fortælleren og en kæmpegorilla ved navn Ismael, hvor evolutionen, civilisationen og menneskets rolle dissekeres.
Ismaels tolkning af skabelseshistorien forklarer, hvordan menneskeheden har skabt jordens nuværende krise, og han spørger, hvorvidt det er menneskets bestemmelse at styre verden eller om der findes et højere åndeligt formål.
Det interessante lærer-elevforhold udspilles i en næsten underdrejet dramatisk og overraskende handling, og bogen er båret af en stærk og stille kraft, som giver stof til eftertanke om tilværelsens store spørgsmål.”
En samtale mellem en gorilla og et menneske lyder måske lidt langhåret, men det er virkelig en læseværdig bog, hvis man ligesom mig interesserer sig for, hvorfor i al verden vores kultur er skruet så destruktivt sammen: Særligt måden at anskue mennesker/kultur som enten “tagere” eller “slippere” er tankevækkende.
Jeg blev ret påvirket og det er jeg stadig. Og må læse den igen.
(Jeg fandt lige denne lille “video-tekst-anbefaling” af bogen her.)
…
Det er lige årstiden for film, så hvis du en novembermørk aften ønsker at se filmen Instinct, findes den på youtube. Jeg kan dog hverken garantere for kvalitet eller om hele filmen er med, for jeg har ikke set filmen dér. Men her er et par links:
Urt og liv og uden ur: Livets opskrift.
‘Livets opskrift’, 2. afsnit, med Sisse Fisker på DR.
Tekst om udsendelsen fra DR’s hjemmeside:
“Sisse Fisker rejser i dette afsnit til den lille græske ø Ikaria, som er en af de mindst turistede øer i Grækenland. Her skal Sisse bo hos Georgios og Elini som lever en bæredygtig tilværelse, hvor de stort set er 100% selvforsynende.
Men udover at bo hos familien, tager de hende også med rundt på øen, for at snuse til nogle af de ting, som måske kan være hemmeligheden blandt beboernes lange levetid. Bl.a. møder hun herbalisten Diamandis, som hver dag drager ud i naturen for at indsamle de helt rigtig urter. Hun høster honning og så når hun også forbi et karneval.
Men spørgsmålet er, hvad alle disse ting har med deres høje levealder at gøre?”
Se udsendelsen her:
Livets opskrift – Grækenland
Becoming a one income family. Down to Earth.
“I’m queen of my home and here with my king, we grow, make, recycle, mend, bake, ferment, preserve, cook and do as much for ourselves as we can. Doing that helps us live a frugal life where we make the most of our assets and live according to our values and not those of multi-national corporations, advertising agencies or politicians who tell us to keep spending for the sake of the economy.”
Læs to dejlige indlæg hos Down to Earth om at vælge, som familie, at leve af én indkomst:
Becoming a one income family
Living on one income – part 2
Life is easy. Why do we make it so hard?
Jeg lyttede til det her klip i sommerferien og tænkte at dét var godt at starte sæsonen op med. Jeg har ganske vist før vist det, men det tåler et genlyt.
The high price of materialism
En fin og tankevækkende film om, hvad det er forbrug gør ved os. Og hvad vi kan vælge at gøre i stedet. Se den på youtube:
Tilrettelagt skabelse af utilfredshed.
Hvorfor forbruger vi egentlig og hvordan startede det hele?
Planlagt forældelse af et produkt startede allerede ved glødelampen og senere var det direktøren for General Motors, som flyttede den planlagte forældelse, fra selve produktets funktion, ind i vores hoveder, som en tilrettelagt skabelse af utilfredshed. En slags psykologisk omprogrammering af os forbrugere for at få os til at forbruge mere.
Dette og meget mere kan man blive klogere på, hvis man går ind og ser programmet “Dem der gjorde os til forbrugere” på DR.
Det er aldeles tankevækkende.
Afsnit 2 af 3 sendes i aften på DR2 kl. 20.
“Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.”
”Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.
Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat forstyrres jeg af lokomotivernes stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet, at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud fra en vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til – at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde.”
Henry David Thoreau. Civil ulydighed, 80
ReDane
Når jeg går tur, omkring vores lille by, har jeg det som om jeg vandrer i en trafikeret papkasse. Jeg har altid skammet mig over, at jeg ikke bryder mig om marker, for det er jo “den danske natur”.
Eller er det?
Spændende film og tanker om industri og landbrug:
Redane
Håndens Værk. Og min absolutte opmærksomhed.
Jeg har tid.
Jeg kan ikke lide larmen af maskiner.
Og jeg kan godt li’ at have mig selv med i dét, jeg gør. Det må gerne gå langsomt, meget langsomt. Måske lytter jeg radio til.
…
Det føles bare altid lidt forbudt, når jeg gerne vil give ting god tid. Jeg har det som om, jeg altid skal hurtigt videre til det næste. Selv i mit eget hjemmeunivers. Så alting, alle råvarer smides ned i en køkkenmaskines køkkenskål. Eller stavblendes.
Og det er også ok.
Det er mere end ok. Jeg er egentlig stolt over, når jeg overhovedet BRUGER råvarer, i stedet for at købe færdigt ved købmanden.
Så det ER godt.
…
Men… jeg kan bare ikke lade være med at tænke på Kaptajnens ord:
”Folk har glemt, hvordan den virkelige verden er. De lever i en verden omgivet af maskiner og knapper. On. Off. Lys, der bare tænder. Sådan er der jo ingenting, der er i den virkelige verden! Nej.” Han rystede på hovedet og lagde flere grene på. ”Den virkelige verden kræver din absolutte opmærksomhed.” (og DEN STORE FLUGT af Andrea Hejlskov)
…
Min absolutte opmærksomhed.
…
Sådan her kunne jeg vælge at lave mit brød. Og mit pesto. Jeg behøver ikke alle de maskiner. En frigørende tanke. Inkluderer sanselighed.
(og jeg sparer el. Og opbygger muskelkraft. Og ingen maskinelle reparationsudfordringer af de komplicerede slags.)
Urtehakker. Skål. Klæde. Bræt. Mere skal man stort set ikke bruge for at udføre disse arbejder.
Ja, og så mine hænder, selvfølgelig.
Opmærksomhed og Håndens Værk.
Se disse to fine film:
Videoerne her på siden er fra Kinfolk. Kinfolk er et magasin, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at have i hænderne. Men jeg har set deres videoer. Kinfolk skaber et blødt, æstetisk univers, hvor tingene går langsomt. Nærvær. Og man kunne jo godt vælge at påstå, at det bare er film, billeder og vildt urealistisk. Men jeg mener helt ærlig ikke, det her er urealistisk. Tværtimod tror jeg, vi hver især kan bringe det ind i vores eget hjem og liv, hvis vi kan finde tid og ro, og hvis vi ønsker det. Sanselighed, bevægelse og skabelse. Det kan vi da godt!
(Læg i øvrigt mærke til fraværet af plastik.)
Hamstergenerasjonen
“Jeg tilhører hamstergenerasjonen. En hamster kjennetegnes ved at den løper i et hjul, i et bur, uten å komme noe sted, uten mål og mening.”
Læs artiklen om forbrug, stress og mangel på mening her:
Hamstergenerasjonen
I’m Fine, Thanks
Jeg har ikke set denne film i sin fulde længde, men jeg vil gerne. At se traileren, gør indtryk på mig…
Myten om hvordan vi “skal” leve. Indoktrineret til at efterleve en på forhånd udarbejdet opskrift: Skole, uddannelse, arbejde, ægteskab, købe hus, få børn, arbejde, arbejde, opvaskemaskine, stort tv, pensionsopsparing osv, osv…
At bruge hele sit liv på at kravle til tops ad karrierestigen blot for at opdage, man har stillet stigen op ad den forkerte mur…
Den stille desperation?
…små, store glimt af livsvalg – eller mangel på samme…
“I’m Fine, Thanks” Documentary Trailer
Filmen har sig egen hjemmeside her:
(Filmen kan vist for få $ hentes til pc’en… værd at overveje.)
Tammy Strobel – You Can Buy Happiness (And It’s Cheap)
“Through her letters my aunt taught me about happiness, love, and the good life. In one of her letters, she described the seemingly mundane tasks of her everyday life, like watering the flowers, walking to the grocery store, and talking to her neighbors. Toward the end of the letter she wrote a few lines that surprised me. She said:
“Remember, Tammy, life is short. Do what you love and help others, too. It’s natural to think you’ll be happy if you conform to the norm. I don’t think thats true. It’s okay to be yourself. This is just a small reminder: Don’t lose track of your dreams.”
Jeg har netop afsluttet Tammy Strobels bog “You Can Buy Happiness (and It’s Cheap) – How One Woman Radically Simplified Her Life and How You Can Too” og det har været en sand fornøjelse at læse bogen.
Tammy Strobel og hendes mand valgte for få år siden at bygge og flytte ind i et ganske lille hus på hjul. Og de overvejelser, der ligger til grund for dette valg, skriver Tammy Strobel om i sin bog. De har virkelig simplificeret deres liv og afhændet en stor del af deres ejendele for at bo, som de gør. Tiden er blevet deres egen. De ejer kun det absolut nødvendigste og behøver ikke gøre sig overvejelser om anskaffelser eller bruge oceaner af tid på oprydning og rengøring.
Og jeg synes altid, det er vildt spændende at læse om mennesker, som vælger sådan en livsform. At nedsætte sit forbrug og leve et helt andet liv end det de fleste vælger at leve.
Overskriften til bogens introduktionskapitel er “Rethinking Normal”, og så er min nysgerrighed jo straks vakt.
Og til slut: “Love Life, Not Stuff”.
…
Jeg, med mit forkvaklede engelsksproglige ‘øre’, havde ingen problemer med at læse bogen. Den er lige til at gå til. Desværre er der ingen biblioteker i DK, som har den på hylden. Og efter temmelig lang tids overvejelse købte jeg den hos Adlibris .
Du kan få lidt indsigt i bogen ved at læse her hos google books, samt naturligvis følge hendes smukke blog:
RowdyKittens – go small, think big and be happy
Og se også deres Tiny House Photo Gallery
“Samfundets hastighed gør os angste”
I Kristelig Dagblad, 5. oktober 2012, tages emnet hastighed og angst op: At noget tyder på, at der bliver flere og flere med angst i vores samfund, fordi Mennesket simpelthen ikke er indrettet til et liv i hast:
Samfundets hastighed gør os angste
”250.000 danskere lider af angst, og lidelsen koster samfundet seks milliarder kroner om året. Menneskets hjerne er simpelthen ikke gearet til det moderne livs udfordringer, forklarer overlæge.”
[…]
”Jes Gerlach (overlæge i Psykiatrifonden) er ikke i tvivl om, at øget pres både i arbejdslivet og privatlivet er en af forklaringerne på udviklingen. ”På jobbet er der mere stress og større krav om, at vi skal kunne omstille os, og det er de samme mekanismer, der er på spil, hvad enten det drejer sig om stress eller angst. Men det er ikke blot de udefrakommende krav, der presser os. Danskerne er tilbøjelige til at svinge pisken over sig selv i stedet for nogle gange at skrue ned for præstationerne,” forklarer Jes Gerlach og henviser til, at angsten kan føre til en ond cirkel af isolation og ensomhed.
Raben Rosenberg, der er ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Grundforskning i Region Midtjylland, mener, at udviklingen hænger sammen med, at den menneskelige hjerne ikke er tilpasset det moderne liv. ”Vi ved ikke, om der er en reel stigning i antallet af angsttilfælde, men problemet er tilstrækkelig hyppigt til, at det er et kæmpe sundhedsmæssigt problem. Vi har en hjerne, der er udviklet for 40.000 år siden, og den er ikke egnet til de samfundsforhold vi byder hinanden, og det afspejler sig i den store forekomst af angst og depression. På engelsk siger man, at der er et mismatch mellem den hjernemæssige udrustning og vores leveforhold. Men vi kan ikke gå tilbage, som vi levede i stenalderen,” siger Raben Rosenberg.
[…] ”Det, man kan se i dag, er, at jo hurtigere vi løber, jo mere vi skal nå, og jo flere krav, der stilles til os, som vi måske ikke kan nå eller klare, desto større er risikoen for angst. Der er brug for pauser, som giver mulighed for at skabe balance, men hastigheden er høj i vores kultur, så de pauser udebliver desværre ofte, ” siger Psykiatrisk overlæge Jørgen Due Madsen.
…
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg, som så mange andre, har mærket de her ting på egen krop og sjæl. Og lige præcis ovenstående problem er måske min drivkraft for at skrive på denne hjemmeside… et stort ønske om at noget forandres i vores samfund… at vi finder fred og balance i vores arbejdsliv. Og heraf fødes større rummelighed for hinandens forskellighed, måske?
Et lille ps:
Hvis de her ting interesserer dig, så læs også en tidligere tekst om arbejde, tidspres og rummelighed = rytmisk velfærd, her:
Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.
Slow Food. Carlo Petrini. Miljø og Smag.
“Det er utroligt! Vi sælger tulipaner til Holland, og så får vi peberfrugter tilbage [til Italien, red.] Lastbilerne CO2-forurener på deres vej frem og tilbage, og så har vi ovenikøbet mistet en velsmagende variant af peberfrugten. Sådan noget sker ofte over det hele. Det handler kun om profit!” konstaterer Carlo Petrini med fægtende, rynkede hænder.
[…]
“Mad er ikke kun livets energi, men også den primære årsag til miljøkatastrofer, fordi vi simpelthen har et kriminelt madsystem, hvor vi i den ene ende har en milliard mennesker, der sulter, og i den anden ende en milliard, der lider af livsstilssygdomme på grund af overernæring”, forklarer den 61. årige madpioner.
Citat fra Politiken sømdag d. 3. april “En madrevolutionær kiggede forbi”, om Carlo Petrini, stifteren af Slow Food Organisationen – en madbevægelse som startede 1989 i protest mod fastfood/McDonalds.
Fortravlethed og Arbejde mod Poesi, Filosofi og selve Livet.
”Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.
Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat forstyrres jeg af lokomotivernes stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet, at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud fra en vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til – at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde.”
Henry David Thoreau, Civil ulydighed, s. 80
Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.
Uddrag fra Michael Husens bog “Arbejde, rytme og tid” om rytmisk velfærd, at være rytmeanormal og temporal vold. Personligt synes jeg teksten både er spændende og tankevækkende. Jeg tænker, at hvis der fandtes lidt mere “tidsrummelighed” i samfundet og på arbejdspladser, ville der måske være plads til flere. Flere kunne give en hånd med. Andre kunne stresse lidt ned. Måske er det både utopisk og naivt tænkt af mig. Men tænk, hvis…
Læs med her:
“Det, man kalder ‘nedsat arbejdsevne’, og som undertiden gør mennesker syge eller skubber dem ud i en outsiderposition som “invalidepensionister”, er ofte, at de ikke er i stand til at arbejde i det tempo, i den rytme, som den samfundsøkonomiske tvang dikterer. De er “rytmeanormale”. Ofte er “invaliditeten” altså et resultat af temporal vold. Det er både forkert og umenneskeligt at stemple disse mennesker som “invalider” eller uarbejdsdygtige. Det er samfundet og dets økonomiske institutioner (herunder fagforeningerne), der burde være under anklage for ikke at gøre det muligt for alle mennesker at arbejde i deres egen rytme. Alle kan arbejde – kun rytmiciteten er til en vis grad individuel.
Den eneste rimelige løsning er, at der gives plads til arbejdsinstitutioner med mere moderat rytme. Samt en større valgfrihed mht. hvor længe man ønsker at arbejde pr. dag og i hvilket tempo.
Det er vanskeligt at få lov til at eksperimentere. Bl.a. fordi der er stærke interesser, der aktivt holder fast i en pligt- og flidsmoral. Men da der er store individuelle forskelle i, hvad den enkelte finder sig godt tilpas med, og da dette i vidt omfang også afhænger af arbejdets art og indhold, og da en masse tillærte og indgroede normer er involveret, som bremser den enkelte i at gøre sig sine egentlige ønsker klart, må konsekvensen alligevel være, at der må eksperimenteres. Der bør åbnes for større individuel mulighed for at eksperimentere med varierende arbejdstider og større og friere adgang for alle aldersklasser til at deltage i disse eksperimenter.
Ingen ved, hvad mennesker er i stand til at klare og trives med, før man giver dem reel mulighed for at eksperimentere med det på rimelige vilkår.
Nøglen til et bedre socialt liv i de rige samfund er ikke længere større materiel velfærd men større rytmisk velfærd.”
(Husen, 94-95)