Life is easy. Why do we make it so hard?

Jeg bliver glad, når jeg ser denne video. Fordi det opmuntrer til et alternativ, til det ræs vi lever pt. Hvorfor er alting blevet så kompliceret. Kan vi ændre vores situation. Keep it simple.

Tekst fra Youtube om video’en:
Jon is a farmer from northeastern Thailand. He founded the Pun Pun Center for Self-reliance, an organic farm outside Chiang Mai, with his wife Peggy Reents in 2003. Pun Pun doubles as a center for sustainable living and seed production, aiming to bring indigenous and rare seeds back into use. It regularly hosts training on simple techniques to live more sustainably. Outside of Pun Pun, Jon is a leader in bringing the natural building movement to Thailand, appearing as a spokesperson on dozens of publications and TV programs for the past 10 years. He continually strives to find easier ways for people to fulfill their basic needs.

And the great escape



“In 2011 a danish family decided to move deep into the wild woods of Värmland, Sweden. Off the grid. Under the radar. To live simple and be free. That family is us.”
(Fra Andrea Hejlskovs blog and the great escape )

Følg familiens liv og oplevelser i skoven.

Andrea Hejlskov skriver om sine oplevelser her:
and the great escape

og hendes mand, Jeppe, blogger her:
SouleSäter

Nogle gange er der meget længe til snart.

“Det begyndte den dag Henrik og Pernille opdagede, at der boede nogen i Tusinddørshuset oppe på højen.
Det begyndte med Fru Pigalopp.
Da hun flyttede ind i det skæve gamle hus, fik de pludselig en ny og anderledes veninde.

Mor og far har næsten altid lidt for travlt. Der er så meget, som hele tiden skal gøres. Så mange ting at ordne og klappe og klare, før der bliver tid tilovers til dem. Sådan har mor og far det, selv om de er meget glade for Henrik og Pernille. Det er vist det samme andre steder i den pæne by, de bor i. Hjemme hos Lars-Ole, som lige er begyndt i 2. klasse, er det også sådan. – Snart, siger Lars-Oles mor og far. – Bare vent lidt, så… Så venter Lars-Ole lidt. På at det skal blive snart. For når det er snart, bliver det endelig hans tur. Nogle gange er der meget længe til snart. De voksne ved ikke altid, hvad ordene betyder. De siger dem bare. Snart, siger de. Og mener måske om en halv time. Eller om fire timer. Eller lige inden man skal i seng.

Sådan er Fru Pigalopp ikke. Hun har vist aldrig rigtig travlt. I hvert fald ikke på samme måde som mor og far. Fru Pigalopp er helt ligeglad med, om der danser støv i krogene i hendes stuer. Det generer hende ikke det mindste, at hendes vinduer ikke skinner nypudsede over hele Tusinddørshuset. Fru Pigalopp bryder sig heller ikke så meget om at snuse rundt langs panelerne og lede efter rod og støv og vasketøj og senge, som ikke er redt. Hun er meget mere optaget af at finde på nye morsomme ting, som hun kan dele med andre, eller være sammen med andre om at opdage.

Hun er fuld af de mest fantastiske påfund. Ja, hun er næsten som en kæmpestor legetøjskasse, som nogen hele tiden fylder op med nye lege, ingen nogensinde før er kommet i tanker om. Hver gang Henrik og Pernille småløber op ad den snoede sti til Tusinddørshuset ved de helt sikkert, at det bliver en dag ud over det sædvanlige.”

Fra: Fru Pigalopp. Ferie i tusinddørshuset
af Bjørn Rønningen

Katrine Rudolph – Et liv med tid til livet

img_1354

Det her er en af de bedste bøger jeg har læst, i forhold til mine drømme om at leve enkelt. Det var simpelthen en øjenåbner af format – tænk, at nogen valgte at leve sådan – selvforsynende, bæredygtigt, med multtoilet, køer, hjemmebørn, nærvær, selvfundne sten fra stranden til badeværelsesgulvet… I bogen fortæller Katrine Rudolph nøje og ligetil om restaurering af hus, opbygning af multtoilet, om det at være selvforsynende, om stofbleer og bind, genbrug, antiforbrug. At tage sig tid til hinanden, både børn og ældre, i stedet for at suse afsted i dén travlhed, som vi åbenbart vælger at leve efter og leve for. Hun gør sig mange overvejelser om livsværdier omkring husholdning og samfund.

Fra bogens bagside:
“Et liv med tid til livet er en opløftende beretning om livsværdier, nærhed og kontakt til børnene. Det er samtidig en brugsbog for dem, som har lyst til at skabe et sundt og naturligt miljø og stå af forbrugerræset.

Forfatteren, der lever med mand og børn på et husmandssted, øser rundhåndet af erfaringer og praktiske råd fra det daglige liv som hjemmegående husmor. Familien lever af én indtægt og stort set selvforsynende. De dyrker jorden og har et mindre husdyrhold. Huset fungerer med egen brønd, komposttoilet, brændekomfur med vandtank og et rodzoneanlæg til spildevand – alt sammen ting, der gør stedet til en levende organisme.

Katrine Rudolphs bog er ikke kun en skarp kritik af det moderne forbrugersamfund og børnenes vilkår, den er også en glødende og inspirerende håndsrækning til dem, som ønsker at leve tættere på livet.”

Bogen er desværre – så vidt jeg ved – udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.

Hvem er børnenes advokat? Til forsvar for familien.

Jeg vil gerne henvise til en artikel som jeg fandt via Smilerynker:
Til forsvar for familien.
Artiklen omtaler problemer, som jeg ofte selv tænker på, men har svært ved at udtrykke. Fordi det går på tværs, fordi det kan ramme de hårdtarbejdende forældre og fordi jeg ikke ønsker at stille mig til dommer over, hvilket liv der er godt/dårligt. Det svar er lisså mangfoldigt, som vi er mennesker.

Grunden til jeg henviser til artiklen, er for os, som ønsker at træffe et andet valg, uden at føle den dårlige samvittighed: Vi er opdraget til at travlhed er gud, at vi skal tjene staten på fuldtid, før vi er et godt menneske og den eneste måde at realisere sig selv som kvinde er, hvis man er på arbejdsmarkedet.

At gøre noget andet kan føles som at gå imod rødstrømpebevægelsens vigtige opgør. Men det er jo ikke hensigten, vel. Der må vel åbnes op for det frie valg og den fri accept og anerkendelse, kvinde og kvinde imellem.

Desuden handler det ikke om KVINDER. Det handler om FORÆLDRE. Og børn. Hvem er børnenes advokat? Hvornår kommer børnefrigørelsen? Er det ønskværdigt for et barn at tilbringe så mange timer i institution, hvor personalet har susende travlt og der er larm og tumult dagen lang? JA, de kan vænne sig til det – men det, at man vænner sig til det, er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med det er godt.

Som artiklen påpeger har børnene ingen advokat. Børnene har ingenting at sige. De kan ikke vælge. Og vi som voksne, ansvarlige mennesker overlader en stor del af pasning, opdragelse og samvær med børnene, til staten. Vi fravægler at tage del i Barndommens Land.

Er det virkelig det vi vil? Giver det mening, derinde i hjertet?

Prøv at læs med – artiklen finder du her:

Til forsvar for familien

A Slow Year ~ Flickr


Hos Flickr blev der i 2008 oprettet en gruppe, “A slow year”:

Welcome to A Slow Year— a year of non-consumerism. Refurbish, recreate, restyle your wardrobe and life. Slowly. Can, jar, forage and wildcraft foods, grow a garden, bake bread, recycle everything last thing, barter & trade, simplify!

Det er sjovt at se, hvordan langsomhed fortolkes i billeder. Der er desuden et lille debatforum, hvor man kan læse lidt om medlemmernes tanker, handlinger, forundringer, tips og tricks i deres Slow Year.

Klik ind og kig:
A Slow Year.

Rytmeanormal. Rytmisk Velfærd.


Uddrag fra Michael Husens bog “Arbejde, rytme og tid” om rytmisk velfærd, at være rytmeanormal og temporal vold. Personligt synes jeg teksten både er spændende og tankevækkende. Jeg tænker, at hvis der fandtes lidt mere “tidsrummelighed” i samfundet og på arbejdspladser, ville der måske være plads til flere. Flere kunne give en hånd med. Andre kunne stresse lidt ned. Måske er det både utopisk og naivt tænkt af mig. Men tænk, hvis…

Læs med her:

“Det, man kalder ‘nedsat arbejdsevne’, og som undertiden gør mennesker syge eller skubber dem ud i en outsiderposition som “invalidepensionister”, er ofte, at de ikke er i stand til at arbejde i det tempo, i den rytme, som den samfundsøkonomiske tvang dikterer. De er “rytmeanormale”. Ofte er “invaliditeten” altså et resultat af temporal vold. Det er både forkert og umenneskeligt at stemple disse mennesker som “invalider” eller uarbejdsdygtige. Det er samfundet og dets økonomiske institutioner (herunder fagforeningerne), der burde være under anklage for ikke at gøre det muligt for alle mennesker at arbejde i deres egen rytme. Alle kan arbejde – kun rytmiciteten er til en vis grad individuel.

Den eneste rimelige løsning er, at der gives plads til arbejdsinstitutioner med mere moderat rytme. Samt en større valgfrihed mht. hvor længe man ønsker at arbejde pr. dag og i hvilket tempo.

Det er vanskeligt at få lov til at eksperimentere. Bl.a. fordi der er stærke interesser, der aktivt holder fast i en pligt- og flidsmoral. Men da der er store individuelle forskelle i, hvad den enkelte finder sig godt tilpas med, og da dette i vidt omfang også afhænger af arbejdets art og indhold, og da en masse tillærte og indgroede normer er involveret, som bremser den enkelte i at gøre sig sine egentlige ønsker klart, må konsekvensen alligevel være, at der må eksperimenteres. Der bør åbnes for større individuel mulighed for at eksperimentere med varierende arbejdstider og større og friere adgang for alle aldersklasser til at deltage i disse eksperimenter.

Ingen ved, hvad mennesker er i stand til at klare og trives med, før man giver dem reel mulighed for at eksperimentere med det på rimelige vilkår.

Nøglen til et bedre socialt liv i de rige samfund er ikke længere større materiel velfærd men større rytmisk velfærd.”
(Husen, 94-95)