Bekendelser. Perfektion. Træt. Moderskab.

I dag har jeg lyttet til programmer om det perfekte liv hos Apropos på P1.

Der er nemlig noget, der gør det svært for mig, at skrive både her og ovre på min personlige blog. Tænk, hvis I tror, jeg er sådan en rigtig dygtig hjemmegående mor, der ved alt om spelt, som laver alt fra bunden, som dyrker alle vores grøntsager, som praktiserer at have børn, der ikke interesserer sig en hujende fis for Minecraft o.a. computerspil, men som ser stor morskab i at lege med en pind og en sten fra morgen til aften…

Og tænk, hvis jeg med mine indlæg, blot indgyder endnu mere forventningspres om, hvordan man skal være som menneske. “I skal gøre dit eller dat, ellers så…”

Jeg synes, det er anstrengende med så mange informationer fra ‘eksperter’ om, hvordan vi skal leve vores liv.

I én af udsendelserne fra Apropos blev der brugt ord som “perfekthedsparadigme” og “dydens smalle sti”.

Det svære er, synes jeg, at når man prøver at gøre et oprør mod “alt det perfekte” bliver det jo endnu et paradigme. Vær en rebel, slå dig løs, vær mærkelig på din helt egen mærkelige måde osv. Og det er da også svært at leve op til.

Og så er der det med Moderskabet: Jeg har tusinde gange prøvet at skrive et indlæg om moderskab. Men det er bare helt umuligt, for jeg er bestemt ikke prototypen på en hjemmegående mor (findes prototypen?!) og jeg har heller ikke FORSTAND på børn. Når jeg f.eks. tænker “hjemmegående mor”, tænker jeg speltboller og kreative børn og et rent og pænt hjem. Men for mig var det (desværre) ikke det, der lokkede ved mit valg som hjemmemor. Det var helt enkelt UOVERSKUELIGHED.
Jeg kunne på forhånd godt se, at jeg ikke ville kunne overkomme både arbejdsmarked og børn.
Tidlig op, aflevere, vi ses kl. 17, nårh ja, og der skal handles ind og vaskes tøj…
Syge børn = hvem skal passe.
Og alt det der…

 

Undskyld kære Samfund, at jeg sådan SKUFFEDE dig!!!

Og selvfølgelig er det godt med eksperter, som kan vejlede os men… Arghhh…. sommetider er det bare for meget med alle disse informationer og “skal” og “bør” og sommetider har jeg bare lyst til at råbe LAD OS DA BARE VÆRE!!!, hvilket inkluderer at råbe til mig selv…
…hvorfor skriver jeg overhovedet her… vil jeg være vejviser på en endnu en livsstil, man kan trække ned over hovedet på folk…

(altså dybest set vil jeg vist bare gerne sige, at hvis du skærer ned på forbrug og udgifter, kan du drage på eventyr. Og om dette eventyr så er at rejse ud i verden eller ind i et maleri eller forfatterskab eller nærvær med børn eller lave et bryggeri eller noget helt andet… tjah, det er jo individuelt.
Men, det er vist egentlig bare essensen i det hele… alt det jeg her skriver på Slowliving.dk)

Noget andet er, at jeg hørte i Apropos, at det en dag måske er helt ok at raske mennesker medicinerer sig til bedre præstationer. For at “kunne klare os globalt”.

Se, når jeg hører sådan noget, er der noget der går i stykker i mig.

Og jeg håber vi GLOBALT går imod sådan en trend!!!

Et citat fra Peter Sommer:

“Du kan nå langt, hvis du vil det,
men hva er det du vil nå.”

Og det gad jeg også godt vide… hvad er det vi vil nå? Opnå?

Nå, et langt og rodet indlæg.

Dem skal der også være plads til. I naivitetens og forundringens tegn.



Ps: Her var hvad jeg mestrede at skrive om Moderskabet i et uudgivet, og nu slettet, indlæg.
Og “de/dem/deres” er selvfølgelig mine børn… :-):

“Moderskabet? Jeg afholder mig fra at skrive om det, fordi det er så uhåndgribeligt. Det er ømt. Det er sjæl. Det er træthed og fortvivlelse og glæde i sin yderste konsekvens. Det er at dele krop, ord, tanker, oplevelser og blive helt høj af Deres Smukke Ånd. Det er ansvar, så det gør ondt. Og man kan sommetider næsten dø af frygt, bare fordi de går til købmanden for at hente mælk…
Det er at sætte sig selv på spidsen og møde sine egne mørkeste sider. Det er at lære at takle dem og sommetider for sent. Det er at lære sig selv at kende på ny hele tiden – oftest uden at føle sig ret meget klogere. For lige om lidt sker der noget andet… Der er ikke rigtig nogen retningsgivere. Man må søge sin egen sandhed. Som så igen kan twistes og udfordres og forandres.

Man kan ingengang rigtig forberede sig på Moderskabet. Der er ingen generalprøve. Der er kun… Udspring!”

(Ja, der var mere, men resten blev (også) noget rod.)

Tjah… Kaos lever i bedste velgående, selv i et langsomt, enkelt liv. Og helt personligt ønsker jeg mig vist bare mere af det her…

Ønsker jer alle en god mandag!

Om succes og om frygten for at fejle og blive latterliggjort. Alain de Botton.


Alain de Botton fortæller:

  • Om karriereangst og jobsnobberi. Om fordomme.
  • Om mødet med spørgsmålet “og hvad laver du så?”…
  • At snobberi er, når vi tager en lille del af et menneske og gør det til en helhedsvurdering af et menneske.
  • Om at være vores egen lykkes smed i et “meritokratisk samfund”, dvs. hvor vi via talent og færdigheder kan komme til tops… intet kan stoppe os! De, som fortjener toppen, når også toppen. Men så har vi også bunden. Og når de, som fortjener toppen, når toppen, så har de, som når bunden, også fortjent bunden…  (suk!…)
  • De, som i dag hedder “taberne”, hed engang “de mindre heldige”, fordi der dengang var en Gud, som også var ansvarlig…
  • Om materialisme – at det, at eje ting ikke nødvendigvis er et udtryk for grådighed, men viser et behov for belønning og kærlighed. Det er virkeligheden synd for mennesker, som har behov for ting, ting, ting.
  • At frygten for at fejle ikke kun handler om ængstelsen for tab af indkomst og status: Frygten for at fejle handler i høj grad om frygten for at blive DØMT og LATTERLIGGJORT af andre.
  • At mennesket er helte i vores samfund. Det er dét/dem, vi tilbeder. Vi har ikke længere noget transcendent… noget der er større end os selv… en naturkraft, en gud…
  • Og om vores forestilling om succes: Denne forestilling er sjældent vores egen, men noget vi bærer fra andre. Men hvad er succes? Vi må finde vores egen definition på succes og holde fast i dén!

Alt i alt et rammende, frisk pust af ord om vores samfund og syn på hinanden, lystigt formidlet af Alain de Botton.

Beskrivelse fra TED.com:
“Alain de Botton undersøger vores opfattelse af succes og fiasko – og stiller spørgsmålstegn ved de antagelser, der ligger til grund for opfattelsen. Er succes altid velfortjent? Er fiasko? Han forklarer på en velformuleret og morsom måde, hvordan vi skal komme over snobberi for at finde sand glæde i vores arbejde.”

Tilføjelse:
Alain de Boton er iøvrigt forfatter bl.a. til bogen Statusangst)

Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame…

“Når en kvinde flytter ind i huset hos den visne gamle dame, oplever hun derfor også, at hendes evne til at beslutte sig forsvinder, luften forpestes, hun føler livslede, simpel nedtrykthed og har pludselige angstanfald. Det er de samme symptomer man finder hos dyr, når de lammes af fangenskab og traumer. Når vi gør dyrene alt for tamme, bortavler vi også stærke og fundamentale impulser til at lege, knytte sig til andre, klare sig selv, gå på opdagelse, knytte nære bånd og så videre. Når en kvinde går med til at blive for “velopdragen”, forsvinder hendes instinkter til disse impulser ned i det dybeste ubevidste og kan ikke længere nås automatisk. Man siger, at hun er instinkt-skadet. Det, som skulle komme helt naturligt, kommer slet ikke eller kun efter en større åndelig kamp med jeget.

Når jeg kalder overdrevet domesticering for fangenskab, mener jeg ikke socialisering, den proces hvorved børn lærer at opføre sig mere eller mindre civiliseret. Social udvikling er påkrævet, vigtig. Uden den kan en kvinde ikke klare sig her i verden.

Men overdriver man denne form for opdragelse, er det som at forbyde den vitale kraft at danse. Det vilde jeg er ikke sløvt og tomt, hvis det er ægte og sundt. Det er vågent og reagerer på enhver bevægelse eller ting af betydning. Det er ikke spærret inde i et absolut mønster, som gentager sig under alle omstændigheder. Det har kreative valg. Den instinkt-skadede kvinde har intet valg. Hun er lænket.”

(Clarissa Pinkola Estés – Kvinder som løber med ulve. s. 241 og 242)

“Men hvis én person vinder, taber alle de andre. Er det morsomt?”

“Dernæst talte vi om lege og sport. Jeg fortalte dem, at vi amerikanere er meget interesserede i sportsbegivenheder. Vi betaler faktisk boldspillere meget mere, end vi betaler skolelærere. Jeg sagde, at jeg gerne ville vise, hvad jeg mente, og foreslog, at vi alle sammen stillede os på linie med hinanden, og derpå løb så hurtigt, som vi kunne. Den, som løb hurtigst, ville blive vinderen.

De stirrede intenst på mig med deres store, smukke øjne, og derefter på hinanden. Til sidst sagde en af dem:

“Men hvis én person vinder, taber alle de andre. Er det morsomt? Hensigten med at lege er jo at more sig. Hvorfor vil du udsætte en person for noget sådant og dernæst forsøge at overbevise ham om, at han virkelig er en vinder? Den skik er vanskelig at forstå. Fungerer den leg fint for dit folk?”

Jeg smilede bare og rystede på hovedet for at vise, at det gjorde den ikke.”

Marlo Morgan, Det ægte folk.

I en verden, hvor alt måles, vejes, vægtes, vurderes, sammenlignes… vindere og tabere… er det bare enormt befriende at læse et citat som dette… Citatet understreger en følelse… TAK!

Brave Face.

Jeg har tabt mit “brave face” og spørgsmålet er om det overhovedet eksisterede. Og måske er et brave face nødvendigt for at begå sig i det pulserende liv… det “virkelige” liv derude i samfundet?
Jeg ved det ikke.
Det lykkedes ikke for mig. Jeg må leve langsomt, for at leve.

Seventeen seconds and I’m over it
Ready for the disconnect
Putting on a brave face
Trying not to listen
To the voices in the back of my head

Fra Easy way out af Gotye…