Vandets vogter

Vandets Vogter
‘Vi vandrede rundt i plastgraven i et stykke tid endnu, men fandt kun det sædvanlige skrammel, ødelagt legetøj, stumper af ukendte og ubrugelige beholdere og uendelige mængder af mugne plasticposer i strimler. Da vi begav os mod landsbyen igen, sagde jeg til Sanja:
“Jeg kunne godt tænke mig at grave helt ned på bunden af plastgraven. Så ville jeg måske komme til at forstå de førverdslige folk, der smed alt det her væk.”
“Du tænker for meget på dem,” sagde Sanja.
“Det gør du da også,” svarede jeg. “Ellers ville du ikke komme her.”
“Det er ikke dem, jeg tænker på,” svarede hun. “Men deres apparater, det, de kunne, og det, de har efterladt til os.”
Hun tav og lagde en hånd på min arm. Jeg kunne mærke det varme omrids af hendes fingre gennem ærmets stof og solen, der omgav dem, to forskellige slags varme ved siden af hinanden. “Det kan ikke betale sig at tænke på dem, Noria. De tænkte jo ikke på os.”‘

Fra: Vandets vogter af Emmi Itäranta.

Vandets vogter er en fremtidsroman. “Verden er ved at løbe tør for vand”, er det gennemgående tema. Det, der fik mig til at læse bogen færdig, var min nysgerrighed og fordi temaet er usædvanligt. Alt i alt en fin bog uden jeg dog blev “fanget”…