Medicin, samfund, arbejde.

Medicin, samfund, arbejde.

“Hun [Nadja Prætorius, Psykolog og forfatter til flere bøger om samfund og stress] oplever, at hendes patienter – der kommer fra alle samfundslag – er udsat for et markant større pres og mistrivsel på arbejdspladsen end tidligere. »Grundlaget for konkurrencestaten er jo at gøre folk langt mere effektive og konkurrenceorienterede, så vi kan opnå større produktivitet og vækst og dermed sikre landets konkurrenceevne. Når folk får stress, er det jo ikke, fordi de ikke gider arbejde. Men det er meget nemmere at sige, at folk er blevet mere psykisk sårbare og derfor udvikler depression,« siger Nadja Prætorius.

Hun forklarer, at det er vigtigt at skelne mellem de psykiske sygdomme, som altid har eksisteret, og så de lidelser, som relaterer sig til samfundsforandringer.

»Det kan være en meget svær sondring at foretage. Men når et ellers sundt og rask menneske får stress og depression, så er det en forudsigelig reaktion på en ubærlig menneskelig situation, de udsættes for. Vi kan ikke tåle at blive afskåret fra at være reflekterende, tænkende væsner, at være kreative, indfølende og empatiske og kun blive set i et nytteperspektiv,« siger Nadja Prætorius, der mener, at behovet for at indrette mennesket, så det gør mest samfundsnytte, bør modsvares af en diskussion af, hvordan vi indretter samfundet bedst for borgerne. »Men det har vi glemt, hvilket er paradoksalt i et demokratisk system,« siger hun.”

Artikel fra Information: Vi tager piller i stedet for at tage debatten.

Ps. Jeg kom til at markere noget med rødt i ovenstående tekst…

6 thoughts on “Medicin, samfund, arbejde.

  1. Tankevækkende, og virkelig stof til eftertanke.
    Er man igang med at udvikle en hel pille-nation? I vækstens tegn! Det er en vild udvikling, når man tænker nærmere over det…

    1. MeeTooSlow, jeg tror det, desværre. Hører det, ser det og har selv mærket det. Tænker også på, om det er det, der starter allerede i skolen. Børn der er “for urolige” til at sidde og lære rigelige mængder af matematik og dansk, medicineres til ro, så de kan blive gode samfundsborgere. (jeg tænker på adhd, men jeg ved godt, at jeg ved for lidt til at udtale mig. Men… Arghhh!!! Hvorfor kan man ikke bare se mennesket og lade det enkelte menneske bruge sin energi så godt som muligt? Jeg er f.eks. et fordybelsesmenneske. Det er ikke godt nok, jeg er ikke udadvendt nok, så jeg skal medicineres, hvis jeg skal følge med samfundet.
      Andre derimod, er ‘rigeligt’ udadvendte og medicineres, så de kan få mere ro, i stedet for man finder deres talenter, som kan være iderigdom, håndværk, nyskabelser…Det er altså en underlig verden. Vi skal alle lande i Normalitet.)

    1. Tak kære Gitte. Det er så dejligt, at læse sådan noget her, fordi … når der endelig er nogle “proff’er” som kommenterer de her ting, så giver det mig håb om at der kan ske en ændring…

  2. Et rigtig godt indlæg Lotte. Jeg har i mange år undret mig over hvordan så mange mennesker kan leve sådan et stresset liv. Jeg ville ikke holde en uge, men det går mere og mere op for mig, at der er rigtig mange der spiser piller for det ene og andet og det er den måde de klare sig igennem. Jeg kom til, at tænke på en oplevelse jeg havde for et års tid siden. Jeg var inviteret til åben hus i anledningen af en rund fødselsdag ved en af vores naboer og havnede ved en fejl ved det “forkerte” bord. Et bord der bestod af fødselarens kollegaer og nogle andre veninder, en flok meget karriere beviste og tjekkede kvinder og de snakkede KUN arbejde, virkelig kedeligt at høre på. Især fordi de virkelig var SÅ dygtige, arbejde virkelig SÅ meget og i det hele havde fuld tjek på tilværelsen. På et tidspunkt siger en af dem til mig, “nå hvad laver du så”?. Jeg tænkte “åh nej nu vælter hun nok ned af stolen når jeg siger jeg er hjemmegående”, men jeg sagde jo så, som sandt var, at jeg havde sagt mit jo op for 10-11 år siden fordi jeg hverken ville eller orkede at leve et stresset liv hvor jeg ikke så mine børn ret meget. Så skete der noget meget underligt, hun lænede sig helt over til mig og hviskede, “jeg er faktisk sygemeldt fordi jeg kan heller ikke holde til det” .Bagefter vendte hun sig om og skyndte sig, at snakke med en anden og der gik ikke lang tid inden hun igen var ved, at fortælle om hendes fantastiske karriere til nogle andre. Den oplevelse har jeg tit tænkt på, for hvor mange går så rundt og lade som om de har fuld tjek på det?!. Og hvordan kan man byde sig selv sådan et liv?. Det forstår jeg simpelthen ikke.

    1. Wow, Rikke. Det er jo vildt! Og virkelig, virkelig tankevækkende. Tænk, at det er sådan… for jeg tror virkelig rigtig, rigtig mange har det svært.
      Gad vide, hvad der vil ske, hvis vi alle lader paraderne falde.
      Det er jo som om vi lever på en fælles historie, som ingen af os i virkeligheden kan leve op til. (Eller har lyst til at leve op til…!!!) Hvordan mon man kan ændre det…

      TAK for du deler din oplevelse!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *