#0. Jeg sidder på altanen, lytter til regnen og.

#0. Jeg sidder på altanen, lytter til regnen og.

Jeg sidder på altanen, lytter til regnen og spekulerer på, hvad jeg skal stille op.

Hvad nytter det, at jeg plastrer denne blog til med inspiration, når jeg ikke reelt gør noget selv. Engang gjorde jeg en masse, men jeg tabte mit åndedrag i det, jeg tror man kan kalde det klimaangst eller noget, for jeg var stort set ikke andet end mørke og jeg så menneskehedens uhyrligheder, hvor end jeg kiggede hen, og jeg kan ikke leve et liv uden tillid. Så jeg forsvandt mere og mere fra mine idealer, fra min formidling, fra min lyst til at gøre noget, måske for at finde tilbage til en eller anden form for væren, hvor der er Lys.

Dette kan også kaldes grov fornægtelse.

Måske var det 2014.

At fornægte kommer der ikke lys af. Det ved vi jo godt.

Jeg fornægtede
og mistede lyset mere og mere.

Vi solgte vores lille hus 2015 og alting eskalerede i 2019, som var mit mørkeste år nogensinde.

Sten på sten på sten på sten.
Miste. Miste. Miste. Miste.

Lige præcis i dette punkt af Tid, mit nu, er Noget afviklet.

Jeg sidder på altanen og lytter til regnen og spekulerer på, hvad jeg skal stille op, mens lyset og glæden brænder i mig og viljen til at noget skal ske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *