#2. Digital Detox: Deaktivering og Formidlende parallelverdener.

#2. Digital Detox: Deaktivering og Formidlende parallelverdener.

På de sociale medier, helt tilbage fra dengang man bloggede, har jeg fundet et kærligt, nødvendigt fællesskab omkring interesser og værdier vedr. det enkle liv.

Men der er en bagside af sociale medier og internettet. Jeg havner altid i et overforbrug. Alt er så utroligt spændende på Instagram: Klima, grøntsager, mormorfirkanthashtags, indlæg om gæld, minimalisme, tiny houses, dygtige illustratorer, osv. osv…  Jeg kan bruge timer på at sidde og kigge på det liv, jeg drømmer om at leve, i stedet for at leve det.

Og udover SoMe er der enhver nysgerrighed, enhver tanke om noget, jeg ikke ved, som straks “skal” googles.

Jeg er distraktionsafhængig og informationsafhængig.*

Når det kommer til afhængighed, skal man “holde sig fra den første”. 

Så natten mellem fredag og lørdag deaktiverede jeg mine aktive instagramprofiler. Og jeg besværliggjorde tilgængeligheden til Google- og Ecosia apps på min mobil.

Normalt rækker jeg ud efter min mobil for at tjekke klokken, når jeg vågner, om morgenen. Og herefter “kommer jeg til” at tjekke instagram, mails, google dit og dat, læse nyheder osv osv.

Men denne lørdag morgen var det anderledes. Ja, jeg tjekkede klokken, men ellers var der ikke meget andet at komme efter.

Det var som at gå ind i en Åben Tid.

Men også en slags… ensomhedsfølelse? Tomrumstid?
Ikke at det nødvendigvis er dårligt. Men det kræver jo lige en selvrefleksion eller to.

 

Det blev i øvrigt en lørdag med langt mere væren end normalt. Og tanker om, hvorfor vi mon deler så meget, som vi deler på Instagram og Facebook. Det er som om, livet leves i en “formidlende parallelverden”. Så slemt er det selvfølgelig langt fra for alle, men sådan var det for mig selv engang. Dog ikke længere, men jeg kunne nemt havne i dét igen.

Og ja, så er jeg lidt skuffet over, at jeg stadig har popcorn tanker og svært ved at koncentrere mig. Det hjælper en deaktivering ikke umiddelbart på. Men jeg ved fra tidligere, at det tager lang tid for hjernen at finde ro igen. Det er ikke ét sekund for tidligt, jeg kommer igang.

*Vedr. internettet:
Youtube, streaming, podcasts, lydbøger er okay, det har jeg ingen problemer med.
Jeg er ikke på Facebook, men skal have en profil pga. mit studie. Jeg tænker, det bliver en “pesudo”. 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *